Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 865 af 02. juli 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1105 af 29. juni 2022

Kapitel 7 Interessekonflikter
Politik for interessekonflikter
§ 36

Et investeringsforvaltningsselskab skal have en effektiv skriftlig politik for håndtering af interessekonflikter.

Stk. 2 Hvis et investeringsforvaltningsselskab indgår i en koncern, skal politikken for håndtering af interessekonflikter tage hensyn til de omstændigheder, som selskabet er eller bør være bekendt med, og som kan føre til en interessekonflikt som følge af andre koncernmedlemmers struktur og forretningsaktiviteter.

Stk. 3 Politikken for håndtering af interessekonflikter, skal

  • 1) identificere, hvilke forhold der udgør eller kan føre til en interessekonflikt, som medfører en væsentlig risiko for, at de administrerede afdelinger eller andre kunders interesser skades, og

  • 2) angive, hvilke procedurer der skal følges og hvilke foranstaltninger, der skal træffes for at håndtere sådanne konflikter.

Kriterier for identifikation af interessekonflikter
§ 37

Ved identifikation af interessekonflikter skal et investeringsforvaltningsselskab som minimum lægge vægt på om selskabet eller en relevant person er i følgende situationer:

  • 1) Investeringsforvaltningsselskabet eller den pågældende person vil kunne opnå en finansiel gevinst eller undgå et finansielt tab på bekostning af en af de administrerede afdelinger.

  • 2) Investeringsforvaltningsselskabet eller den pågældende person har en anden interesse end en af de administrerede afdelinger i resultatet

    • a) af en tjenesteydelse, der leveres til, eller en aktivitet, der udføres for en af de administrerede afdelinger eller en anden kunde, eller

    • b) af en transaktion, der gennemføres på en af de administrerede afdelingers eller en anden kundes vegne.

  • 3) Investeringsforvaltningsselskabet eller den pågældende person har et incitament til at sætte en anden kundes eller kundegruppes interesser over en administreret afdelings interesser.

  • 4) Investeringsforvaltningsselskabet eller den pågældende person udfører samme type aktiviteter for en administreret afdeling og for en eller flere andre kunder, som ikke er et investeringsinstitut.

  • 5) Investeringsforvaltningsselskabet eller den pågældende person for administrationen af en afdeling modtager eller vil modtage et pengebeløb, varer eller tjenesteydelser ud over standardprovisionen eller -vederlaget for denne administration, hvis dette kommer fra en anden end den afdeling som administrationen vedrører.

Stk. 2 Ved identifikation af interessekonflikter skal et investeringsforvaltningsselskab endvidere lægge vægt på investeringsforvaltningsselskabets interesser, herunder interesser som følge af, at selskabet tilhører en koncern, eller som følge af selskabets udførelse af tjenesteydelser og aktiviteter, de administrerede afdelingers interesser, andre kunders interesser og investeringsforvaltningsselskabets pligter over for de administrerede afdelinger.

Stk. 3 Investeringsforvaltningsselskabet skal, når det identificerer, hvilke typer af interessekonflikter, der kan skade en af de administrerede afdelinger, medtage de typer af interessekonflikter, der kan opstå som følge af inddragelse af bæredygtighedsrisici i processer, systemer og interne kontroller.

Uafhængig styring af interessekonflikter
§ 38

De procedurer og foranstaltninger, der er fastsat i § 36, stk. 3, nr. 2, skal udformes således, at det sikres, at relevante personer, der udfører aktiviteter, som indebærer interessekonflikter, udfører disse aktiviteter med den grad af uafhængighed, der er passende for størrelsen af og aktiviteterne i investeringsforvaltningsselskabet eller den koncern, investeringsforvaltningsselskabet tilhører, og størrelsen af risikoen for at skade de administrerede afdelingers og andre kunders interesser.

Stk. 2 De i stk. 1 nævnte procedurer, der skal følges, og de foranstaltninger, der skal træffes, skal omfatte følgende, hvis det er nødvendigt og passende for at sikre den krævede grad af uafhængighed:

  • 1) Effektive procedurer til at forhindre eller kontrollere udveksling af oplysninger mellem relevante personer, som deltager i udførelsen af kollektiv porteføljeforvaltning på en måde, der indebærer en risiko for en interessekonflikt, hvis udvekslingen af de pågældende oplysninger kan skade en af investeringsforvaltningsselskabet administreret afdelings eller én eller flere andre kunders interesser.

  • 2) Særskilt tilsyn med relevante personer, hvis hovedfunktioner omfatter udførelse af kollektiv porteføljeforvaltning på vegne af eller levering af tjenesteydelser til afdelinger, hvis interesser kan være i strid med hinanden, eller som på anden vis repræsenterer forskellige interesser, herunder selskabets interesser, som kan være i strid med hinanden.

  • 3) Fjernelse af enhver direkte forbindelse mellem vederlaget til relevante personer, som udfører én aktivitet, og vederlaget til eller de indtægter, der genereres af forskellige relevante personer, som hovedsageligt udfører en anden aktivitet, hvis der kan opstå en interessekonflikt i forbindelse med udførelsen af de pågældende aktiviteter.

  • 4) Foranstaltninger, der skal forhindre eller begrænse enhver person i at udøve utilbørlig indflydelse på den måde, hvorpå relevante personer yder kollektiv porteføljeforvaltning.

  • 5) Foranstaltninger, der skal forhindre og kontrollere en relevant persons samtidige eller senere involvering i en kollektiv porteføljeforvaltningsaktivitet, hvis en sådan involvering kan hæmme en passende håndtering af interessekonflikter.

Stk. 3 Hvis vedtagelsen eller anvendelsen af en eller flere af disse foranstaltninger og procedurer ikke sikrer den krævede grad af uafhængighed, skal investeringsforvaltningsselskabet vedtage de alternative eller supplerende foranstaltninger og procedurer, der er nødvendige og hensigtsmæssige for at opfylde dette krav.

Styring af aktiviteter, der fører til skadelige interessekonflikter
§ 39

Direktionen skal sørge for, at investeringsforvaltningsselskabet fører og med jævne mellemrum ajourfører en fortegnelse over de typer af aktiviteter, udført af selskabet eller af tredjemand på vegne af selskabet, hvor der er opstået eller forventes at opstå interessekonflikter, der har medført eller vil medføre en væsentlig risiko for skade på en eller flere af de administrerede UCITS eller andre kunder.

Stk. 2 Hvis de procedurer og foranstaltninger, som investeringsforvaltningsselskabet har gennemført for at styre interessekonflikter, ikke er tilstrækkelige til med rimelig sikkerhed at garantere, at risikoen for at skade de administrerede UCITS og deres investorers interesser vil blive undgået, skal direktionen eller et andet kompetent internt organ i investeringsforvaltningsselskabet omgående underrettes herom, således at der kan træffes eventuelle nødvendige beslutninger for at sikre, at investeringsforvaltningsselskabet under alle omstændigheder handler i de administrerede afdelingers og deres investorers interesse.

Stk. 3 Direktionen skal rapportere til de administrerede UCITS’ bestyrelser, investeringsforvaltningsselskabets bestyrelse og til berørte investorer om situationer som dem, der er omhandlet i stk. 2, ved hjælp af et passende varigt medium.