Bekendtgørelse om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts til juni 2021 til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1124 af 27. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1477 af 22. juni 2021, bekendtgørelse nr. 1803 af 8. september 2021, bekendtgørelse nr. 2717 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 655 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1341 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1639 af 21. december 2022

I medfør af § 3, stk. 1, § 7, stk. 3, og § 23, stk. 3, i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme, som ændret ved lov nr. 782 af 4. maj 2021, og i medfør af akt nr. 134 af den 17. december 2020, akt nr. 138 af 12. januar 2021, akt nr. 167 af 25. februar 2021, akt nr. 179 af 18. marts 2021, akt nr. 206 af 8. april 2021 og akt nr. 215 af 22. april 2021, fastsættes:

Kapitel 1 Bekendtgørelsens anvendelsesområde
§ 1

Efter denne bekendtgørelse ydes kompensation som bidrag til dækning af faste omkostninger for virksomheder med en forventet omsætningsnedgang på minimum 30 pct. i virksomhedens kompensationsperiode efter procentsatserne i § 3, stk. 2, jf. dog stk. 2-6, som følge af det fortsatte udbrud af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, som er ramt af forbud mod forsamlinger på over 500 personer i henhold til bekendtgørelse om forbud mod forsamlinger i forbindelse med håndtering af covid-19, hvor virksomheden oplever en omsætningsnedgang på minimum 35 pct., der er direkte ramt af eller direkte relateret til arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19 i kompensationsperioden, og hvor arrangøren er eller ville kunne være omfattet af kapitel 1 og 2, jf. dog § 2, i bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer fra september 2020 til og med april 2021 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger eller omfattet af kapitel 1 og 2, jf. dog §§ 2 og 4, i bekendtgørelse om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer fra maj 2021 til og med juni 2021 som følge af covid-19-afværgeforanstaltninger, kan kompenseres efter reglerne i § 4, stk. 3 og efter procentsatserne i § 3, stk. 3.

Stk. 3 Virksomheder, der ved lov eller forskrifter udstedt i medfør af lov har forbud mod at holde åbent, kan kompenseres efter reglerne i § 3, stk. 4 i det tidsrum, hvor forbuddet er gældende, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, hvor dele af virksomhedens aktiviteter har forbud mod at holde åbent, jf. stk. 3, og hvor den forventede omsætningsnedgang relateret til de aktiviteter, der har forbud mod at holde åbent, er på minimum 35 pct., er berettiget til kompensation efter § 4, stk. 3, og kompenseres efter § 3, stk. 5, når de dele af virksomhedens aktiviteter, som har forbud mod at holde åbent, er årsag til omsætningsnedgangen for de aktiviteter, som ikke er omfattet af et forbud.

Stk. 5 Virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, kan opnå kompensation efter § 4, stk. 3 og efter procentsatserne i § 3, stk. 3, såfremt virksomheden som følge af grænselukninger kan dokumentere omsætningsnedgang på minimum 35 pct. relateret til én af følgende:

  • 1) Udenlandske kunder, der som følge af COVID-19-relaterede restriktioner ikke krydser grænsen til Danmark.

  • 2) Før den 1. november 2020 har en registreret hjemstedsadresse i en lufthavns terminaler og yder services i tilknytning til passagerer i lufthavnen, der er eller vil kunne være omfattet af nr. 1.

  • 3) Virksomhedens omsætning kommer fra flyvninger eller kontrakter direkte knyttet til opgaver, som er midlertidigt nedlagt som følge af grænselukningen eller Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Stk. 6 Virksomheder, der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, kan opnå kompensation efter § 4, stk. 3 og efter procentsatserne i § 3, stk. 3, såfremt virksomheden kan dokumentere en forventet omsætningsnedgang på minimum 35 pct., der er direkte relateret til salg af rejser, der helt eller delvist går til destinationer, der fra og med den 26. januar 2020 er kommet på listen over lande, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til.

Stk. 7 Organer inden for den offentlige forvaltning falder uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Stk. 8 Kompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder fra og med den 1. marts 2021 til og med den 30. juni 2021.

Stk. 9 Retten til kompensation tilkommer virksomheder, der senest den 1. november 2020 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).

Kapitel 2 Definitioner
§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Virksomhed: En privatretlig juridisk person samt personligt ejede virksomheder, herunder foreninger, fonde og selvejende institutioner, jf. dog nr. 6. Ved beregning af de i denne bekendtgørelse omhandlede støttetærskler for kompensation under Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak, skal alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én virksomhed.

  • 2) Direkte ramt af eller direkte relateret til arrangementer: Omsætning som følge af direkte transaktioner, salg eller leverancer til virksomheder m.v., der er ramt af forbud mod forsamlinger på over 500 personer. Omsætningen skal komme fra gentagende transaktioner m.v. mellem disse virksomhedstyper m.v.

  • 3) Faste omkostninger: Dokumenterbare omkostninger relateret til virksomhedens aktiviteter, der er uafhængige af virksomhedens salg, produktion og distribution, og som virksomheden vil skulle afholde, selv om den ikke har omsætning i en periode, herunder typisk afskrivninger, husleje, anden leje og leasing samt renteomkostninger. Endvidere er omkostninger reguleret efter § 7, stk. 2-7, omfattet. Virksomheden skal opgøre de faste omkostninger ud fra de samme principper som i virksomhedens seneste godkendte regnskab. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et regnskab, skal virksomheden opgøre de faste omkostninger i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning.

  • 4) Løn: Den ansattes samlede A-indkomst medregnet virksomhedens og den ansattes eget ATP-bidrag, samt eventuelle bidrag til arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

  • 5) Ansatte: Lønmodtagere med fast, kontraktuel tilknytning til virksomheden, ansat med fast arbejdssted i Danmark. Den ansatte anses som fuldtidsbeskæftiget, hvis denne arbejder minimum 37 timer om ugen svarende til 1924 timer om året. Den ansatte anses for at være deltidsbeskæftiget, hvis denne ikke er fuldtidsbeskæftiget.

  • 6) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen m.v., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber m.v., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

  • 7) Omsætning: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Virksomheden skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i virksomhedens senest godkendte regnskab. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal virksomheden opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning. Virksomheden skal medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark, for den del af virksomheden, som er lokaliseret i Danmark, og for produktion i Danmark. Med tjenesteydelser og varer produceret i Danmark skal forstås alle produkter og tjenesteydelser m.v., som er solgt fra den danske virksomhed, således at omsætningen kan henføres til virksomhedens danske CVR-nummer. Dette omfatter alt, der faktureres fra Danmark, uanset om produktet er produceret helt eller delvist i udlandet. Tjenesteydelser og varer produceret i Danmark til eksport kan medtages i opgørelsen.

  • 8) Omsætning direkte knyttet til restriktioner i § 1, stk. 2-5: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Virksomheden skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i virksomhedens senest godkendte regnskab. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal virksomheden opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning. Virksomheden skal medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark, for den del af virksomheden, som er lokaliseret i Danmark, og for produktion i Danmark. Med tjenesteydelser og varer produceret i Danmark skal forstås alle produkter og tjenesteydelser m.v., som er solgt fra den danske virksomhed, således at omsætningen kan henføres til virksomhedens danske CVR-nummer. Dette omfatter alt, der faktureres fra Danmark, uanset om produktet er produceret helt eller delvist i udlandet. Tjenesteydelser og varer produceret i Danmark til eksport kan medtages i opgørelsen. Virksomheden skal kun medtage omsætning fra:

  • 9) Omsætningsnedgang: Forskellen mellem virksomhedens omsætning i referenceperioden og kompensationsperioden, og opgøres som følgende:

    • a) For virksomheder omfattet af § 4, stk. 1 eller 2, beregnes omsætningsnedgangen som: I) samlet omsætning i referenceperioden minus samlet omsætning i kompensationsperioden divideret med II) samlet omsætning i referenceperioden.

    • b) For virksomheder omfattet af § 4, stk. 3 beregnes omsætningsnedgangen som: I) omsætning direkte knyttet til restriktioner i § 1, stk. 2-5 i referenceperioden minus omsætning direkte knyttet til restriktioner § 1, stk. 2-5 i kompensationsperioden, divideret med II) samlet omsætning i referenceperioden.

  • 10) Kompensationsperioden: Perioden, for hvilken der ydes kompensation for virksomhedens faste omkostninger. Der kan søges om kompensation for følgende perioder:

    • a) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 5. april 2021.

    • b) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 30. april 2021.

    • c) Fra og med den 1. maj 2021 til og med den 30. juni 2021.

    • d) Fra og med den 1. marts 2021 til og med den 30. juni 2021.

  • 11) Referenceperiode: Den sammenligningsperiode, virksomhedens nedgang i omsætning opgøres i forhold til. Referenceperioden kan ikke slutte senere end den 30. november 2020, og opgøres som følgende:

    • a) Perioden fra og med den 1. april 2019 til 30. juni 2019 eller den to eller fire måneders periode i 2019, der modsvarer den valgte kompensationsperiode. Ved en kompensationsperiode efter nr. 10, litra a vælges enten perioden fra og med den 1. marts 2019 til og med den 30. april 2019 eller fra og med den 1. april 2019 til og med den 30. juni 2019, jf. dog litra b-e.

    • b) For virksomheder, der ikke har haft omsætning i en af de hele perioder omtalt i litra a, danner perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 29. februar 2020 grundlag for opgørelsen, jf. dog litra c-e.

    • c) For virksomheder, der ikke er omfattet af litra a eller b, danner perioden fra og med den 1. september 2020 til og med den 30. november 2020 grundlag for opgørelsen, jf. dog litra d eller e.

    • d) For virksomheder, hvor referenceperioden omtalt i litra a-c ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for virksomhedens forventede omsætning for kompensationsperioden grundet særlige omstændigheder, kan der søges om at anvende en anden periode på tre sammenhængende måneder, jf. dog litra e. Denne referenceperiode skal starte den 1. marts 2019 eller senere og slutte senest den 30. november 2020.

    • e) For virksomheder, der ikke har haft omsætningen i en af de hele perioder omtalt i litra a-c, danner perioden fra registreringstidspunktet frem til og med den 30. november 2020 grundlag for opgørelsen. Opgørelsen skal dog minimum være på 30 dage.

    • f) Virksomheder, der tidligere har får godkendt en ansøgning om kompensation for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 med senere ændringer, kan anvende samme referenceperiode, som indgik i afgørelsen om kompensation.

    • g) Virksomheder omfattet af § 6, stk. 3, skal anvende den samme periode, hvormed den under § 6, stk. 3 dokumenterer, at virksomhedens seneste resultat er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder.

  • 12) Seneste resultat:

    • a) Hvis virksomheden senest den 8. marts 2020 har aflagt årsregnskab med balancedag den 28. februar 2019 eller senere, anvendes årets resultat i dette årsregnskab, jf. dog litra b-d.

    • b) Hvis virksomheden ikke kan opgøre seneste resultat efter litra a, og virksomheden senest den 8. marts 2020 har aflagt halvårsregnskab med balancedag den 31. august 2019 eller senere, anvendes denne periodes resultat i halvårsregnskabet multipliceret med to, jf. dog litra c-d.

    • c) Hvis virksomheden ikke kan opgøre seneste resultat efter litra a eller b, og virksomheden senest den 8. marts 2020 har aflagt kvartalsregnskab med balancedag den 30. november 2019 eller senere, anvendes denne periodes resultat i kvartalsregnskabet multipliceret med fire, jf. dog litra d.

    • d) Hvis virksomheden ikke kan opgøre seneste resultat efter litra a-c, skal virksomheden opgøre årets resultat for kalenderåret 2019. Er virksomheden registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senere end 12 måneder før den 8. marts 2020, opgøres seneste resultat fra registreringstidspunktet frem til og med den 8. marts 2020, divideret med antal dage ganget med 365. Virksomheden skal opgøre årets resultat i henhold til skema 3 og 4 i årsregnskabsloven.

  • 13) Balancesum: Summen af alle virksomhedens aktivposter, jf. årsregnskabsloven § 7, stk. 3, nr. 1.

  • 14) Udækkede faste omkostninger: De faste omkostninger i kompensationsperioden som ikke er blevet dækket af virksomhedens omsætning eller andre indtægter, svarende til virksomhedens negative resultat i kompensationsperioden i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak art. 87(c) samt principperne i revisorerklæringens Bilag 2 til ansøgningen og skema 3 og 4 i årsregnskabsloven.

  • 15) Koncern: Alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, som defineret i bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108.

Kapitel 3 Kompensationens størrelse og kompensationsberettigede omkostninger
§ 3

Der ydes kompensation for faste omkostninger, som virksomheden har anvendt og afholdt i Danmark. Omkostningen kan medtages, hvis den kan henføres til kompensationsperioden, uanset om den faktiske betaling for omkostningen falder i eller uden for kompensationsperioden.

Stk. 2 Virksomheder, som har en samlet omsætningsnedgang på minimum 30 pct., jf. § 1, stk. 1, og modtager kompensation efter § 4, stk. 1 eller 2, kompenseres efter følgende procentsatser:

  • 1) 90 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 80 pct. op til 100 pct.

  • 2) 85 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 75 pct. op til 80 pct.

  • 3) 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 70 pct. op til 75 pct.

  • 4) 75 pct., hvis omsætningsnedgang har været fra og med 65 pct. op til 70 pct.

  • 5) 70 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 60 pct. op til 65 pct.

  • 6) 65 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 55 pct. op til 60 pct.

  • 7) 60 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 50 pct. op til 55 pct.

  • 8) 55 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 45 pct. op til 50 pct.

  • 9) 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 40 pct. op til 45 pct.

  • 10) 45 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 35 pct. op til 40 pct.

  • 11) 40 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 30 pct. op til 35 pct.

Stk. 3 Virksomheder, som har en samlet omsætningsnedgang på minimum 35 pct., jf. § 1, stk. 2-4 og 5, og modtager kompensation efter § 4, stk. 3, kompenseres efter følgende procentsatser:

  • 1) 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 90 pct. op til 100 pct.

  • 2) 75 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 85 pct. op til 90 pct.

  • 3) 70 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 80 pct. op til 85 pct.

  • 4) 65 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 75 pct. op til 80 pct.

  • 5) 60 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 70 pct. op til 75 pct.

  • 6) 55 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 65 pct. op til 70 pct.

  • 7) 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 60 pct. op til 65 pct.

  • 8) 45 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 55 pct. op til 60 pct.

  • 9) 40 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 50 pct. op til 55 pct.

  • 10) 35 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 45 pct. op til 50 pct.

  • 11) 30 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 40 pct. op til 45 pct.

  • 12) 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været fra og med 35 pct. op til 40 pct.

Stk. 4 Virksomheder, som har forbud mod at holde åbent i henhold til § 1, stk. 3, kompenseres med 100 pct. af virksomhedens faste omkostninger, i det tidsrum forbuddet er gældende, hvis virksomheden ikke har haft omsætning i denne periode. Hvis virksomheden er omfattet af § 4, stk. 1 eller 2, og har haft omsætning i det tidsrum, hvor forbuddet har været gældende, kompenseres virksomheden efter reglerne for virksomheder omfattet af stk. 2. Hvis virksomheden er omfattet af § 4, stk. 3, og har haft omsætning i det tidsrum, hvor forbuddet har været gældende, kompenseres virksomheden efter reglerne for virksomheder omfattet af stk. 3.

Stk. 5 For virksomheder, der har en omsætningsnedgang relateret til både § 4, stk. 3, og § 4, stk. 1 eller 2, i samme kompensationsperiode, opgøres kompensationen på følgende måde:

  • 1) Virksomheden kompenseres for dens samlede omsætningsnedgang efter procentsatserne i stk. 2, og kompensationen udbetales i henhold til reglerne i § 4, stk. 1 eller 2, dog nr. 2.

  • 2) Den del af virksomhedens omsætningsnedgang, der relaterer sig til § 4, stk. 3, vil med de procentsatser, der fremgår i stk. 3, indregnes i det kompensationsloft, der fremgår af § 4, stk. 3.

§ 4

En virksomhed, der modtager kompensation efter § 3, stk. 2 og stk. 4, kan efter reglerne i denne bekendtgørelse maksimalt opnå kompensation på et beløb svarende til 2,3 mio. EUR indtil den 30. juni 2022. Beregningen af om loftet på 2,3 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 22 (a). Virksomheder, der den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014, om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget til kompensation. Virksomheder, der er mikro eller små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 er berettiget til kompensation efter 1. pkt. uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, forudsat virksomheden på tidspunktet for afgørelse om kompensation ikke er under konkursbehandling, og virksomheden ikke har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 En virksomhed registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, hvor koncernen har en samlet omsætningsnedgang på 30 pct. og hvor koncernen har udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden, vil modtage kompensation efter § 3, stk. 2 og kan efter reglerne i denne bekendtgørelse, maksimalt opnå kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, dog maksimalt 12 mio. EUR indtil den 30. juni 2022. Beregningen af om loftet på 12 mio. EUR er overskredet, skal ske i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak pkt. 87 (b-d). Virksomheder, der den 31. december 2019 var kriseramt som defineret i artikel 1, stk. 4, litra c, i Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, er dog ikke berettiget. Virksomheder, der er mikro eller små virksomheder, som defineret i Bilag I til Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014, er berettiget til kompensation efter 1. pkt., uanset om de allerede var kriseramte pr. 31. december 2019, forudsat virksomheden på tidspunktet for afgørelse om kompensation ikke er under konkursbehandling, og virksomheden ikke har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte. Kompensationen som beregnet under § 3, stk. 2, må for virksomheder i en koncern samlet set endvidere ikke overstige

  • 1) 90 pct. af koncernens udækkede faste omkostninger for koncerner med ansatte svarende til færre end 50 fuldtidsbeskæftigede, og som har en omsætning eller en balancesum på mindre end 10 mio. EUR fra de koncernforbundne virksomhedens senest aflagte årsrapport med balancedag senest den 29. februar 2020, eller

  • 2) 70 pct. af koncernens udækkede faste omkostninger for øvrige virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 1.

Stk. 3 En virksomhed registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020, og som er omfattet af § 1, stk. 2, 4 eller 5, der modtager kompensation efter krisebestemmelsen i henhold til EU Traktatens artikel 107, afsnit 2.b, kan maksimalt modtage kompensation på 30 mio. kr. pr. måned, jf. dog stk. 5.

Stk. 4 En virksomhed omfattet af § 3, stk. 4, 1. pkt. og registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senest den 9. marts 2020 kan vælge at lade sig omfatte af stk. 1, 2 eller 3.

Stk. 5 En virksomhed omfattet af § 1, stk. 5 og 6, kan modtage kompensation efter stk. 3 i perioden fra og med den 1. marts 2021 til og med den 20. april 2021. I perioden fra og med den 21. april 2021 til og med den 30. juni 2021, modtager virksomheden kompensation efter stk. 1 eller 2.

Stk. 6 En virksomhed, der har omsætningsnedgang relateret til både stk. 3, og stk. 1 eller 2, i samme kompensationsperiode kan maksimalt modtage kompensation på 30 mio. kr. pr. måned.

§ 5

Kompensationen for faste omkostninger kan ikke overstige den nominelle nedgang i omsætningen fra referenceperioden til kompensationsperioden.

Stk. 2 For at modtage en samlet kompensation på mere end 60 mio. kr. efter ordningen for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse nr. 574 af 5. maj 2020 med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 1604 af 12. november 2020 om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden juli 2020 til oktober 2020 med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 27 af 11. januar 2021 om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden november 2020 til februar 2021 med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 1606 af 12. november 2020 om kompensation for faste stedbundne omkostninger til restriktionsramte virksomheder som følge af COVID-19 med senere ændringer, bekendtgørelse nr. 754 af 28. april 2021 om midlertidig kompensationsordning for stedbundne faste omkostninger fra og med den 1. marts 2021 for virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 samt denne bekendtgørelse, er det en betingelse, at virksomheden ikke har kapitalafgang, herunder udbetaler udbytte eller foretager aktietilbagekøb, i regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, jf. § 10, stk. 4, medmindre aktietilbagekøbet sker som følge af individuel aftale med medarbejdere i virksomheden eller virksomhedens datterselskab eller virksomhedens bestyrelsesmedlemmer indgået før den 9. marts 2020.

Stk. 3 Der ydes ikke kompensation til virksomheder, hvis faste omkostninger udgør mindre end 4.000 kr. pr. måned for en given kompensationsperiode.

Stk. 4 Der kan ikke ydes kompensation for faste omkostninger i kompensationsperioden, som virksomheden med rimelighed kunne have afværget.

Stk. 5 Der ydes ikke kompensation, i det omfang en nedgang i omsætning må anses at være forårsaget af, at virksomheden uretmæssigt har undladt at henføre omsætning til kompensationsperioden.

§ 6

Hvis virksomheder omfattet af § 4, stk. 3, har et negativt seneste resultat, reduceres virksomhedens kompensation for faste omkostninger med en andel af virksomhedens seneste resultat, multipliceret med virksomhedens procentvise kompensation for faste omkostninger efter § 3, stk. 3 og 4, jf. dog stk. 3. Andelen efter 1. pkt. beregnes som antal dage i kompensationsperioden divideret med 365.

Stk. 2 Hvis reduktionen efter stk. 1, er mere end 50 pct. af kompensationsbeløbet, kan Erhvervsstyrelsen efter en konkret vurdering af virksomhedens forventede negative resultat og variable omkostninger i kompensationsperioden, fastholde en udbetaling på 50 pct. af kompensationsbeløbet.

Stk. 3 Hvis seneste resultat i en virksomhed er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder angivet i nr. 1 og 2, vil virksomhedens kompensation for faste omkostninger ikke blive reduceret:

  • 1) Virksomhedens resultat for de tre regnskabsår med balancedag i 2017, 2018 og 2019 er samlet set positivt eller virksomhedens resultat er positivt for hvert af de tre regnskabsår med balancedag i 2016, 2017 og 2018.

  • 2) Virksomheden kan dokumentere, at det seneste resultat er negativt som følge af ekstraordinære omstændigheder.

§ 7

Der kan ikke ydes kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse for omkostninger til løn til virksomhedens ansatte, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Virksomheder kan få kompensation for den del af virksomhedens lønomkostninger, som er nødvendig for at opretholde en nødbemanding til nødvendig pasning af dyrene i zoologiske anlæg, jf. bekendtgørelse om zoologiske haver m.v.

Stk. 3 Virksomheder kan få kompensation for foder og veterinærmedicin m.v. til besætninger af ildere, chinchillaer eller mink, der består af 20 dyr eller derover, jf. § 2, nr. 7, i bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR, når det er nødvendigt for at opretholde dyrenes ve og vel. Besætninger efter 1. pkt. skal være registreret i Miljø- og Fødevareministeriets Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).

Stk. 4 Virksomheder kan få kompensation til foder til dyrehold uden for landbruget, herunder på rideskoler, ridefysioterapeuter, hundekenneler, dyr hos dyrehandlere, dyrlæger, samt cirkusser.

Stk. 5 Virksomheder kan få kompensation for nedskrivninger på letfordærvelige varer med mindre end én måned mellem produktionsdato og udløbsdato, og som ikke egner sig til nedfrysning, jf. dog stk. 7. Kompensationen er dog betinget af, at virksomheden har begrænset sit tab så vidt muligt, jf. § 5, stk. 4.

Stk. 6 Virksomheder, der har forbud mod at holde åbent, kan få kompensation for nedskrivninger på varer, hvor udløbsdatoen udløber i perioden, hvor forbuddet mod at holde åbent er gældende. Kompensationen er dog betinget af, at virksomheden har begrænset sit tab så vidt muligt, jf. § 5, stk. 4.

Stk. 7 Slagterier, der slagter og slagtemæssigt behandler dyr, hvis kød er bestemt til konsum efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer, og som er omfattet af bekendtgørelsens § 2, nr. 1, kan få kompensation for den del af virksomhedens nedskrivninger, der følger af nedfrysning af fersk kød, som ikke før udbruddet af COVID-19 havde været planlagt til nedfrysning.

Stk. 8 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorpåtegning efter § 11, såfremt virksomhedens ansøgning udløser kompensation. Godtgørelsen til revision kan maksimalt udgøre 16.000 kr.

Stk. 9 Kompensationen kan udbetales forud for afholdelse af de faste omkostninger, der ydes kompensation for.

§ 8

Der ydes ikke kompensation for omkostninger, som godtgøres virksomheden på anden vis, herunder ved huslejenedsættelse, forsikringsdækning, andre offentlige refusioner, tilskud m.v., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 2 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at virksomheden for indkomståret 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at virksomheden ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med virksomheden, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 3 Såfremt virksomheden indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem virksomheden og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 2, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Kapitel 4 Betingelser for at modtage kompensation
Ansøgning og dokumentation
§ 9

Ansøgning om kompensation efter denne bekendtgørelse indsendes til Erhvervsstyrelsen via Virk.dk senest den 31. oktober 2021.

Stk. 2 Ansøgningen skal udarbejdes i et særligt skema, der er tilgængeligt via Virk.dk. Skemaet vedlægges de foreskrevne bilag samt dokumentation, jf. § 10. Revisors erklæring efter § 11, stk. 1-4, skal indsendes senest 14 dage efter, at Erhvervsstyrelsen har modtaget virksomhedens ansøgning.

Stk. 3 Virksomheder, som har forbud mod at holde åbent, kan i ansøgningen særskilt anmode om kompensation for perioderne, hvor virksomheden har forbud mod at holde åbent, jf. § 1, stk. 3. Virksomhedens omsætningsnedgang vil skulle opgøres særskilt for denne periode.

§ 10

Virksomhedens ansøgning om kompensation, jf. § 9, skal vedlægges følgende oplysninger:

  • 1) Kompensationsperioden, som virksomheden ansøger om kompensation inden for.

  • 2) En begrundelse for, hvorfor den forventede omsætningsnedgang skyldes udbruddet af COVID-19, som dog for virksomheder omfattet af § 4, stk. 3 skal være en begrundelse for, hvorfor den forventede omsætningsnedgang skyldes restriktioner i § 1, stk. 2-5.

  • 3) Virksomhedens forventede omsætning i kompensationsperioden, hvor dog virksomheder omfattet af § 4, stk. 3 skal oplyse den forventede omsætning samt forventede omsætning direkte knyttet til restriktioner i § 1, stk. 2-5 i kompensationsperioden.

  • 4) Virksomhedens realiserede omsætning for referenceperioden, jf. dog litra a og b:

    • a) Virksomhedens realiserede omsætning samt realiserede omsætning direkte knyttet til § 1, stk. 2-5 for referenceperioden for virksomheder omfattet af § 4, stk. 3, jf. dog litra b.

    • b) Hvis referenceperioden grundet særlige omstændigheder, jf. § 2, nr. 11, litra d, ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for virksomhedens forventede omsætning for kompensationsperioden, skal virksomheden begrunde, hvilke særlige omstændigheder, der er årsag hertil, samt hvorfor det nødvendiggør en anden opgørelsesperiode end angivet i § 2, nr. 11, litra a-c. Virksomheden skal samtidig oplyse den realiserede omsætning for denne anden opgørelsesperiode.

  • 5) Virksomhedens forventede faste omkostninger for kompensationsperioden. Virksomheden skal begrunde, hvis virksomhedens forventede faste omkostninger i kompensationsperioden afviger med mere end 10 pct. fra virksomhedens realiserede faste omkostninger for perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 29. februar 2020.

  • 6) Virksomhedens realiserede faste omkostninger for perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 29. februar 2020, jf. dog nr. 7.

  • 7) Virksomheder, der ikke er omfattet af nr. 6, som følge af at være registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) senere end den 1. december 2019, skal oplyse én af følgende:

    • a) Virksomhedens realiserede faste omkostninger fra registreringsdatoen til og med den 9. marts 2020 samt forventede faste omkostninger for kompensationsperioden, jf. dog stk. 2. Opgørelsen af de realiserede faste omkostninger skal minimum være på 30 dage. Virksomheden skal begrunde, hvis virksomhedens forventede faste omkostninger i kompensationsperioden afviger med mere end 10 pct. fra virksomhedens realiserede faste omkostninger for perioden fra og med registreringsdatoen til og med den 9. marts 2020.

    • b) Virksomhedens realiserede faste omkostninger i de seneste tre hele måneder før den første dato i måneden, hvor virksomhedens kompensationsperiode starter samt forventede faste omkostninger for kompensationsperioden, jf. dog stk. 2. Hvis virksomheden ikke kan opfylde 1. pkt., skal virksomheden oplyse de realiserede faste omkostninger fra virksomhedens registreringsdato frem til dagen før den første dato i måneden, hvor virksomhedens kompensationsperiode starter, samt forventede faste omkostninger for kompensationsperioden. Virksomheden skal begrunde, hvis virksomhedens forventede faste omkostninger i kompensationsperioden afviger med mere end 10 pct. fra virksomhedens realiserede faste omkostninger for perioden tre hele måneder før den første dato i måneden, hvor virksomhedens kompensationsperiode starter, jf. 1. pkt., eller fra virksomhedens registreringsdato til dagen før den første dato i måneden, jf. 2. pkt.

  • 8) Seneste resultat, jf. § 2, nr. 12, såfremt dette er negativt, for virksomheder omfattet af § 4, stk. 3.

  • 9) Virksomheder, der er omfattet af § 6, stk. 2, skal efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen indsende virksomhedens forventede resultat og variable omkostninger for virksomhedens kompensationsperiode.

  • 10) Virksomheder, der er omfattet af § 4, stk. 2, skal oplyse om virksomhedens og koncernens forventede udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden, jf. § 2, nr. 14. Virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, nr. 1, skal dokumentere, at virksomheden har enten ansatte svarende til færre end 50 fuldtidsbeskæftigede, eller både en omsætning og en balancesum på mindre end 10 mio. EUR fra virksomhedens seneste aflagt årsrapport med balancedag senest den 29. februar 2020. Oplysningerne skal afgives på koncernniveau.

  • 11) Dokumentation for afholdte udgifter til revisorerklæringen, jf. § 11, stk. 1.

Stk. 2 Virksomheder, der tidligere har fået udbetalt kompensation for faste omkostninger i henhold til bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 med senere ændringer, kan anvende samme oplysninger for realiserede faste omkostninger, som indgik i afgørelsen om kompensation, og dermed ikke indsende oplysninger som omtalt i stk. 1, nr. 4, 6 og 8.

Stk. 3 Virksomheden skal under strafansvar, jf. § 19, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger efter stk. 1 er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på Virk.dk.

Stk. 4 Virksomheder, der ansøger om kompensation efter denne bekendtgørelse, der sammenlagt med kompensation efter bekendtgørelserne omtalt i § 5, stk. 2, står til at modtage mere end 60 mio. kr., skal indsende en erklæring efter stk. 3 om, at virksomheden ikke har kapitalafgang, herunder udbetaler udbytte eller foretager aktietilbagekøb, i regnskabsår med balancedag i 2020 og 2021, jf. § 5, stk. 2.

Stk. 5 Virksomheden skal i ansøgningen under strafansvar på tro og love erklære, at virksomheden for indkomståret 2021 har betalt, eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 8, stk. 2, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 8, stk. 2, jf. § 8, stk. 3, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§ 11

Ansøgning om kompensation, jf. § 9, skal påtegnes af revisor, hvilket sker ved en erklæring med høj grad af sikkerhed udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Erklæringen skal bl.a. omfatte opgørelsen over virksomhedens realiserede faste omkostninger i de efter § 10, stk. 1, nr. 6 eller 7, angivne perioder. Ved indsendelse af oplysninger efter § 10, stk. 1, nr. 4 og 8, skal virksomheden anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 2 Ved afgivelse af erklæringen efter stk. 1, finder § 7, stk. 2, i erklæringsbekendtgørelsen anvendelse.

Stk. 3 Virksomheder, der tidligere har fået godkendt en ansøgning om kompensation for faste omkostninger, jf. bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 med senere ændringer, kan genbruge revisors erklæring, der har været afgivet ved den tidligere godkendte ansøgning.

Stk. 4 Virksomheder, der tidligere har fået godkendt en ansøgning om kompensation for faste omkostninger inden for perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 28. februar 2021, jf. bekendtgørelse om kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 med senere ændringer, bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden juli 2020 til oktober 2020 og bekendtgørelse om midlertidig og målrettet kompensation for faste omkostninger til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 i perioden november 2020 til februar 2021, kan i ansøgningen anvende den del af revisors erklæring, der har været afgivet ved tidligere godkendt ansøgning, som ikke ved fornyet ansøgning er ændret.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 1-4.

§ 12

Erhvervsstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre m.v., jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 8, stk. 2 og 3 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til ansøgerens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3 udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling at anvende bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Erhvervsstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

Udbetaling af kompensation
§ 13

Udbetaling af kompensation vil ske direkte til virksomheden, når virksomhedens fremsendte dokumentation, jf. §§ 10-12, er godkendt af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Der udbetales kompensation på baggrund af virksomhedens samlede nedgang i omsætning fra referenceperioden til den valgte kompensationsperiode, efter § 2, nr. 10, jf. dog § 9, stk. 3. Erhvervsstyrelsen omregner omsætning for referenceperioden, så det modsvarer længden for kompensationsperioden.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan nedsætte kompensationen helt eller delvist, hvis virksomheden ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, jf. § 5, stk. 4.

Stk. 4 Udbetaling af kompensation sker direkte til virksomhedens NemKonto.

Kapitel 5 Kontrol, tilsyn og sanktioner
Slutafregning og tilbagebetaling af kompensation
§ 14

Virksomheden skal senest den 28. februar 2023, jf. dog stk. 2, indsende en opgørelse over virksomhedens faktiske omsætning samt virksomhedens faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Virksomheder, som ikke har haft adgang til at indsende opgørelsen efter stk. 1 som følge af Erhvervsstyrelsens forhold, modtage en invitation hertil med en frist på 60 dage.

Stk. 3 Hvis virksomheden modtager kompensation efter § 4, stk. 3, og seneste resultat er negativt, opgøres kompensationen efter § 6, stk. 1, jf. dog 2. pkt. Virksomheder, der kan opnå en højere kompensation, dog maksimalt den opnåede kompensation efter § 3, stk. 3-5, ved at opgøre kompensationen efter en beregning, hvor I) resultat pr. dag i seneste resultat fratrukket resultat pr. dag i kompensationsperioden II) multipliceret med antallet af dage i kompensationsperioden, kan anvende dette som kompensationsgrundlag, hvis virksomheden indsender resultat for kompensationsperioden inden for fristen i stk. 1.

Stk. 4 Hvis virksomheden er omfattet af § 4, stk. 2, skal virksomheden oplyse koncernens faktiske udækkede faste omkostninger i kompensationsperioden inden for fristen i stk. 1.

Stk. 5 Virksomheden kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1, ændre kompensationsperioden til en kortere periode fastlagt i § 2, nr. 10. Den kortere periode skal ligge inden for den i ansøgningen godkendte kompensationsperiode.

Stk. 6 Virksomheder, som har haft forbud mod at holde åbent, jf. § 1, stk. 3, kan i forbindelse med slutafregningen særskilt anmode om kompensation for perioderne, hvor virksomheden har haft forbud mod at holde åbent.

Stk. 7 Virksomheden kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1 ændre valg af statsstøtteordning. Ved ændret valg af statsstøtteordning kan virksomheden vælge at være omfattet af § 1, stk. 1 eller én eller flere af restriktionerne i § 1, stk. 2-6. Kompensationsperioden, jf. § 2, nr. 10, skal være den samme som i den godkendte ansøgning, eller en kortere periode inden for denne kompensationsperiode. Vælger virksomheden at være omfattet af § 1, stk. 1, skal virksomheden begrunde hvorfor omsætningsnedgangen skyldes udbruddet af COVID-19. Vælger virksomheden at være omfattet af § 4, stk. 3, skal virksomheden begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes de valgte restriktioner samt oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner. Virksomheden kan anvende samme referenceomsætning som i den godkendte ansøgning. Såfremt denne referenceomsætning ikke er retvisende, skal virksomheden anvende en ny referenceomsætning, der vil blive lagt til grund for slutafregningen. Hvis virksomheden vælger at anvende ny referenceomsætning eller være omfattet af § 4, stk. 3 og seneste resultat er negativt, jf. § 2, nr. 12, vil det kræve en ny revisorerklæring efter § 11. Der ydes ikke godtgørelse for denne revisorerklæring.

Stk. 8 Virksomheder, der modtager kompensation efter § 4, stk. 3, kan i forbindelse med indsendelsen af opgørelsen efter stk. 1 tilvælge at være omfattet af yderligere restriktioner omfattet af § 4, stk. 3. Virksomheden skal begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes eventuelt nyvalgte restriktioner samt oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner.

Stk. 9 Såfremt virksomheden, der er omfattet af § 4, stk. 3, har en omsætningsnedgang direkte knyttet til de i ansøgningen godkendte restriktioner på mindre end 35 pct., eller Erhvervsstyrelsen i forbindelse med slutafregningen afviser, at virksomheden er ramt af én eller flere af de i ansøgningen angivne restriktioner, jf. § 1, stk. 2-6, kan virksomheden angive at være omfattet af § 1, stk. 1 eller én eller flere øvrige restriktioner i § 1, stk. 2-6. Kompensationsperioden for eventuelt nyvalgte restriktioner skal være den samme som for de afviste restriktioner, eller en kortere periode inden for denne kompensationsperiode. Virksomheden skal begrunde, hvorfor omsætningsnedgangen skyldes de valgte restriktioner. Vælger virksomheden at være omfattet af § 4, stk. 3, skal virksomheden oplyse omsætning direkte knyttet til restriktioner. Virksomheden kan anvende samme referenceomsætning som i den godkendte ansøgning. Såfremt denne referenceomsætning ikke er retvisende, skal virksomheden anvende en ny referenceomsætning, der vil blive lagt til grund for slutafregningen. Hvis virksomheden vælger at anvende ny referenceomsætning eller være omfattet af § 4, stk. 3 og seneste resultat er negativt, jf. § 2, nr. 12, vil det kræve en ny revisorerklæring efter § 11. Der ydes ikke godtgørelse for denne revisorerklæring.

Stk. 10 Hvis virksomhedens faktiske omsætning i kompensationsperioden, faktiske faste omkostninger i kompensationsperioden eller øvrige oplysninger afgivet efter dette kapitel, afviger fra det i ansøgningen anførte, jf. § 10, træffer Erhvervsstyrelsen på grundlag af den indsendte dokumentation afgørelse om efterregulering af den udbetalte kompensation. Erhvervsstyrelsen kan til brug for sagsbehandlingen indhente supplerende oplysninger og dokumentation fra virksomheden. Efterreguleringen sker i opadgående eller nedgående retning, afhængigt af om virksomhedens oplysninger, har resulteret i, at Erhvervsstyrelsen har udbetalt en for lav eller for høj kompensation.

Stk. 11 Hvis efterreguleringen af virksomhedens samlede kompensation for faste omkostninger efter bekendtgørelserne omtalt i § 5, stk. 2 samt denne bekendtgørelse, resulterer i en opjustering, så det samlede kompensationsbeløb bliver på mere end 60 mio. kr., er det en betingelse for udbetaling, jf. § 5, stk. 2, at virksomheden indsender en erklæring efter § 10, stk. 4.

Stk. 12 Virksomheder der, jf. stk. 11, har fået udbetalt kompensation på mere end 60 mio. kr. og derved omfattes af betingelsen i § 5, stk. 2, kan vælge at tilbagebetale kompensation modtaget efter reglerne i denne bekendtgørelse, som er på mere end 60 mio. kr., og derved opnå at være undtaget fra betingelsen i § 5, stk. 2.

Stk. 13 Erhvervsstyrelsen kan kræve den udbetalte kompensation helt eller delvist tilbagebetalt, hvis ikke den foreskrevne dokumentation indsendes inden for den i stk. 1, foreskrevne frist eller frist fastsat af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med krav om supplerende dokumentation, jf. stk. 10, samt hvis dokumentationen i øvrigt vurderes utilstrækkelig. Erhvervsstyrelsen kan ligeledes foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en virksomhed har fået mere eller mindre i kompensation, end virksomheden er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 14 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation til samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelsestidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Erhvervsstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over. Forældelsestidspunktet beregnes på baggrund af forældelseslovens almindelige regler.

Stk. 15 Viser resultatet af efterreguleringen efter dette kapitel, at virksomheden skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Erhvervsstyrelsen ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Stk. 16 Såfremt efterreguleringen efter dette kapitel resulterer i et tilbagebetalingskrav, og virksomheden er berettiget til revisorgodtgørelse efter § 7, stk. 8 eller § 16, stk. 2, foretager Erhvervsstyrelsen modregning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. stk. 14.

§ 15

Retten til kompensation bortfalder, hvis virksomheden har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller har undladt at indsende dokumentation, jf. § 14, stk. 1 og 10.

Stk. 2 I de i stk. 1, nævnte tilfælde træffer Erhvervsstyrelsen afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalt kompensation.

Stk. 3 Retten til godtgørelse efter § 7, stk. 8 og § 16, stk. 2, bortfalder og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis virksomheden endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov nr. 438 af 8. maj 2018 om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

§ 16

Erhvervsstyrelsen kan af virksomheden, dens ledelse og den revisor, som i henhold til § 11, stk. 1-4, har udarbejdet en erklæring, forlange de oplysninger, som er nødvendige for at dokumentere, at kravene i denne bekendtgørelse er overholdt. Erhvervsstyrelsen kan endvidere stille krav om, at de i medfør af § 14 indsendte oplysninger dokumenteres med bistand fra en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 2 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden efter stk. 1, dog maksimalt 16.000 kr., hvis der ikke er modtaget mere end 250.000 kr. i kompensation for den periode efterreguleringen efter § 14, stk. 1, omfatter.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 8, stk. 2 og 3 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

§ 17

Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.

Stk. 2 Afdragsordningen løber i op til et år, eksklusiv eventuel rykkerperiode, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Virksomheden har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse virksomheden om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.

Kapitel 6 Klage, straf og ikrafttræden
Klageadgang
§ 18

Erhvervsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Straf
§ 19

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der i forbindelse med en ansøgning og bevilling heraf, herunder om medfinansiering og tilskud m.v., afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for en sags afgørelse.

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer), strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden
§ 20

Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. juni 2021.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 606 af 9. april 2021 om midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger fra og med den 1. marts 2021 til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 ophæves.

Stk. 3 Bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2, § 11, stk. 4 finder anvendelse på ansøgninger modtaget fra og med den 14. april 2021.

Stk. 4 Virksomheder, der på ikrafttrædelsestidspunktet, jf. stk. 1, har ansøgt eller fået udbetalt kompensation, kan ansøge på ny efter reglerne i denne bekendtgørelse. Kompensationsbeløbet vil blive reguleret forholdsmæssigt ud fra virksomhedens tidligere ansøgning.