Kapitel 3 Udarbejdelse, klassifikation og opstilling
Resultatopgørelse og balance for årsregnskabet, jf. § 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 1, skal opstilles i overensstemmelse med bekendtgørelsens bilag 1. I resultatopgørelse og balance kan der tilføjes nye poster, hvis beløbet for posten er væsentligt, og hvis arten eller funktionen af den nye post er forskellig fra de øvrige poster.
Stk. 2 Resultatopgørelse og balance for årsregnskabet, jf. § 1, stk. 3, nr. 2, skal opstilles i overensstemmelse med retningslinjer fastsat af Økonomistyrelsen.
Ledelsesberetningen for årsregnskabet, jf. § 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 1, skal vise en oversigt for de seneste fem år med hoved- og nøgletal for de typer af ordninger, som følger af bilag 1, Arbejdsmarkedets Tillægspensions administrationsomkostninger efter lovens § 15, samt henholdsvis kommunernes og statens administrationsbidrag efter lovens kapitel 10 samt relevante nøgletal.
Resultatopgørelsen og balance jf. § 5, stk. 1, skal opdeles i Udbetaling Danmarks ordningsvirksomhed og Udbetaling Danmarks administrationsvirksomhed, jf. bilag 1.
Stk. 2 I ordningsvirksomheden, jf. stk. 1, indgår poster på de ydelser, som Udbetaling Danmark har myndighedsansvaret for at udbetale, hvor der opføres de beløb, der i regnskabsåret er afholdt til borgerne. Yderligere indgår posterne Finansiering fra staten og Finansiering fra kommuner, hvor der opføres de beløb, som er indtægtsført fra henholdsvis staten og kommunerne. I resultatopgørelse og balance indgår endvidere tilgodehavender og gæld, herunder periodiseret finansiering m.v. og forskydninger heri, samt statens og kommunernes andel heraf.
Stk. 3 I ordningsvirksomheden, jf. stk. 1, indgår indtægter, som Udbetaling Danmark modtager fra borgere som led i Udbetaling Danmarks varetagelse af myndighedsopgaver.
Stk. 4 I administrationsvirksomheden, jf. stk. 1, indgår posten Administrationsomkostninger, hvor de omkostninger, som er forbundet med at administrere Udbetaling Danmark, er opført. Yderligere indgår posten Administrationsbidrag fra kommunerne og fra staten m.v., hvor der opføres indtægter fra kommunerne og fra staten til dækning af administrationsvirksomheden.