SU-bekendtgørelsen § 67

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 67

Restgæld, der ikke er opsagt til skadesløs betaling og vedrører studielån og slutlån, der i perioden fra den 1. januar 1991 til den 30. juni 2020 er optaget i flere uddannelsesperioder, jf. § 64, stk. 3 og 4, sammenlægges den 1. juli 2020. Sammenlægningen sker dog på udbetalingstidspunktet for den første lånerate, der udbetales i seneste uddannelsesperiode, når låntager har indgivet anmodning om udbetaling af studielån eller slutlån, jf. lovens § 38 c, stk. 1, og § 38 d, stk. 1, før den 1. juli 2020 og udbetaling af første lånerate på baggrund heraf sker efter den 1. juli 2020.

Stk. 2 Studielånet efter stk. 1 følger betingelserne i lovens § 33, § 33 a, § 35, § 36 og § 38, og regler fastsat i medfør heraf, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 3 Ved sammenlægningen efter stk. 1 fastsættes stiftelsestidspunktet til tidspunktet for sammenlægningen.

Stk. 4 Studielånet efter stk. 1 forrentes fra tidspunktet for sammenlægningen. Hidtidige pålagte gebyrer forrentes ikke og følger i øvrigt de almindelige betingelser for pålagte gebyrer, jf. § 65, stk. 1.

Stk. 5 Afdragsperioden efter § 65, stk. 3 og 4, fastsættes under hensyn til den resterende afdragsperiode for restgælden, der sammenlægges efter stk. 1, og kan udgøre mindre end 7 år.