Anmeldelse om nyregistrering, ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering i medfør af de i bilag 1 og 2 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser skal ske til Erhvervsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 og 11 i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen (Anmeldelsesbekendtgørelsen).
For de i bilag 1 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser træffer Erhvervsstyrelsen på baggrund af anmeldelsen afgørelse om registrering, ændring af registreringen og afmeldelse fra registrering, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Anmeldelser efter stk. 1, som Erhvervsstyrelsen ikke kan registrere, herunder anmeldelser, som kræver egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, videresendes til told- og skatteforvaltningen, som træffer afgørelse om registrering. Told- og skatteforvaltningen kan udtage visse anmeldelser, som kræver egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, til sagsbehandling. Told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse i sager, som i medfør af 2. pkt. udtages til sagsbehandling.
For de i bilag 2 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser træffer told- og skatteforvaltningen på baggrund af anmeldelsen afgørelse om registrering, ændring af registreringen og afmeldelse fra registrering.
Bliver told- og skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol-, lignings- og inddrivelsesarbejdet bekendt med forhold, der medfører nyregistrering af, ændringer i eller afmeldelse af en virksomheds registreringsforhold, træffer den afgørelse herom, uanset at registreringen er omfattet af § 2, stk. 1.
Told- og skatteforvaltningens afgørelser kan påklages til Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.