Bilag 2

Bilag 2

Bilag 2

Justitsministeriets tekst til oplysning til forbrugeren om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted om levering af tjenesteydelser eller køb af varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov, jf. bekendtgørelsens § 3:

FORTRYDELSESRET

De kan fortryde den indgåede aftale efter forbrugeraftalelovens § 17.

Fortrydelsesfristen

Fortrydelsesfristen er 14 dage, ved aftaler om individuel pensionsordning 30 dage.

Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, De har indgået aftalen, f.eks. skrevet under på kontrakten eller afgivet bestillingen.

Fortrydelsesfristen løber dog tidligst fra det tidspunkt, De på skrift (f.eks. på papir eller e-mail) har fået nærværende oplysning om fortrydelsesretten og om, hvem De skal henvende Dem til ved udøvelse af fortrydelsesretten.

Hvis De f.eks. har afgivet Deres bestilling mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, har De frist til og med mandag den 15. Har De først fået oplysningerne senere, f.eks. onsdag den 3., har De frist til og med onsdag den 17. Ved aftaler om individuel pensionsordning, hvor fortrydelsesfristen er 30 dage, vil De, hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, have frist til og med onsdag den 31.

Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan De vente til den følgende hverdag.

Hvordan fortryder De?

Inden fortrydelsesfristens udløb skal De underrette den erhvervsdrivende om, at De har fortrudt aftalen. Hvis De vil give denne underretning skriftligt – f.eks. pr. brev eller e-mail – skal De blot sende underretningen inden fristens udløb. Hvis De vil sikre Dem bevis for, at De har fortrudt rettidigt, kan De f.eks. sende brevet anbefalet og opbevare postkvitteringen.

Underretning om, at De har fortrudt aftalen, skal gives til:

 

Navn:

 

Adresse:

De kan også fortryde aftalen ved at undlade at modtage forsendelsen fra den erhvervsdrivende eller undlade at hente forsendelsen på posthuset mv.

Betingelser for at fortryde aftalen

Ved køb af varer er det som hovedregel en betingelse, at De kan tilbagegive varen i væsentlig samme stand og mængde, som da De modtog den. De har pligt til at opbevare varen, indtil den hentes af den erhvervsdrivende. Hvis sælgeren ikke afhenter varen inden 3 måneder efter, at den pågældende har modtaget underretning om, at De har fortrudt aftalen, kan De vederlagsfrit beholde varen.

Det forhold, at den erhvervsdrivende har leveret tjenesteydelsen/varen helt eller delvis, begrænser ikke Deres fortrydelsesret, medmindre De har givet samtykke til, at udførelsen af tjenesteydelsen/fremstillingen af varen kunne påbegyndes på et nærmere bestemt tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb. I så fald gælder fortrydelsesretten kun indtil dette tidspunkt.