Bilag 5

Bilag 5

Justitsministeriets tekst til oplysning til forbrugeren om fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler om køb af varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter køberens individuelle behov, i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten, jf. bekendtgørelsens § 6:

FORTRYDELSESRET

De kan fortryde den indgåede aftale efter forbrugeraftalelovens § 17.

Fortrydelsesfristen

Fortrydelsesfristen er 14 dage.

Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, De har indgået aftalen, f.eks. skrevet under på kontrakten eller afgivet bestillingen.

De har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten og om den købte vare. Fortrydelsesfristen løber ikke, før De har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papir eller e-mail). Fristen udløber dog s enest 3 måneder efter den dag, De har modtaget varen.

Hvis De f.eks. modtager det købte mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, har De frist til og med mandag den 15. Har De først fået oplysningerne senere, f.eks. onsdag den 3., har De frist til og med onsdag den 17. Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan De vente til den følgende hverdag.

Hvordan fortryder De?

Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal De tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til sælger. Det er tilstrækkeligt, at De inden fristens udløb har overgivet det modtagne til postvæsenet eller en anden virksomhed, som har påtaget sig forsendelsen til sælger. Hvis De vil sikre Dem bevis for, at De har fortrudt rettidigt, kan De f.eks. gemme kvitteringen for, at De har overgivet varen til postvæsenet mv. med henblik på forsendelse.

Medmindre andet er aftalt, skal De selv betale omkostninger (porto/fragt) ved varens tilbagesendelse. Har sælgeren i henhold til aftalen leveret en erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelsen dog sælgeren.

Sælgerens navn og adresse, hvortil varen skal tilbagesendes:

 

Navn:

 

Adresse:

De kan også fortryde aftalen ved at undlade at modtage varen fra den erhvervsdrivende eller undlade at hente den på posthuset mv.

Betingelser for at fortryde aftalen

Det er som hovedregel en betingelse, at De kan tilbagegive varen i væsentlig samme stand og mængde, som da De modtog den.

Det forhold, at den erhvervsdrivende har leveret varen helt eller delvis, begrænser ikke Deres fortrydelsesret, medmindre De har givet samtykke til, at fremstillingen af varen kunne påbegyndes på et nærmere bestemt tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb. I så fald gælder fortrydelsesretten kun indtil dette tidspunkt.