Andre bilag
Bilag 1 (Fortegnelse over emner, der skal indgå i det i § 5, stk. 1, nr. 1, nævnte kursus for opnåelse af tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring)
Bilag 2 (Fortegnelse over emner, der skal indgå i den i § 32, stk. 1, nr. 1, nævnte grunduddannelse for førere)
Bilag 3 (Standardvedtægt for bestillingskontor)
A. Obligatoriske bestemmelser:
1. Bestillingskontorets navn og hjemsted.
2. Enhver indehaver af en tilladelse til taxikørsel i kommunen (tilladelsesområdet) kan tilsluttes bestillingskontoret. Dette gælder dog ikke, såfremt tilladelsesindehaveren i henhold til lov om taxikørsel m.v. er fritaget for pligten til at være tilsluttet et bestillingskontor, eller kommunalbestyrelsen i henhold til bekendtgørelse om taxikørsel (taxibekendtgørelsen) har lukket for tilgangen af nye tilladelsesindehavere til kontoret.
Optagelsen er betinget af, at tilladelsesindehaveren betaler en forholdsmæssig andel af de med kontorets etablering og drift forbundne udgifter.
Forud for optagelsen i bestillingskontoret udleverer ledelsen et eksemplar af vedtægten til tilladelsesindehaveren.
Optagelse kan nægtes, hvis tilladelsesindehaveren tidligere har været tilsluttet og udelukket (ekskluderet) af kontoret, jf. § 23, stk. 3, i taxibekendtgørelsen.
3. Såfremt en tilladelsesindehaver ikke rettidig berigtiger sine betalingsforpligtelser i henhold til vedtægten, forrentes restancen fra forfaldsdagen at regne med ___ pct.
Såfremt en tilladelsesindehaver ikke inden ___ måned (er) efter påkrav ved anbefalet brev får berigtiget restancen, kan ledelsen udelukke ham fra kontoret.
Ledelsen underretter kommunalbestyrelsen om udelukkelsen.
4. Bestillingskontorets ledelse skal sikre, at bestillinger på kørsel, der indgår til bestillingskontoret, fordeles ligeligt blandt de tilsluttede tilladelsesindehavere.
5. Bestillingskontorets ledelse kan midlertidigt nægte tilladelsesindehaveren, eller en chauffør, der optræder på dennes vegne, adgang til at modtage bestillinger på kørsel, der indgår til kontoret (radiolukning), såfremt tilladelsesindehaveren, eller chaufføren på tilladelsesindehaverens vegne, ikke overholder vedtægtens bestemmelser. Afgørelsen om radiolukning kan indbringes for kommunalbestyrelsen, der kan beslutte, at radiolukningen skal ophøre, såfremt det findes uberettiget.
6. Ledelsen kan udelukke en tilladelsesindehaver fra kontoret, såfremt tilladelsesindehaveren, eller en chauffør, der optræder på dennes vegne, groft eller gentagne gange har overtrådt vedtægten, jf. § 23 i taxibekendtgørelsen.
Forinden ledelsen træffer afgørelse om udelukkelse af en tilladelsesindehaver, skal ledelsen have truffet mindre vidtgående foranstaltninger over for tilladelsesindehaveren (radiolukning eller eventuelt pålæg af disciplinærbod) i tilfælde af overtrædelse af vedtægterne.
7. Udtræden af kontoret sker ved udgangen af den måned, hvor tilladelsesindehaveren afleverer sin/sine tilladelser til kommunen.
Tilladelsesindehaverens udmeldelse af bestillingskontoret skal ske ved anbefalet brev til kontoret med mindst ___ måned(er)s forudgående varsel til ophør ved regnskabsårets udgang.
Bestillingskontoret underretter straks kommunalbestyrelsen om en tilladelsesindehavers udtræden eller udmeldelse af kontoret. Bestillingskontoret underretter endvidere straks kommunalbestyrelsen i tilfælde af tilladelsesindehaverens død.
8. Ved udtræden af kontoret påhviler det tilladelsesindehaveren at fjerne bestillingskontorets navn og eventuelle andre kendetegn fra sine vogne.
Ved tilsidesættelse af denne forpligtelse, er kontoret berettiget til ved umiddelbar fogedforretning at kræve nedlagt fogedforbud mod benyttelse af kontorets navn og kendetegn.
B. Herudover skal der findes bestemmelser om følgende forhold:
1. Regler om betaling af tilladelsesindehaverens andel af kontorets etableringsudgifter, såfremt dette kræves, herunder om betalingsfrist og eventuel tilbagebetaling ved udmeldelse m.v.
2. Tilsvarende regler for betaling af tilladelsesindehaverens andel af kontorets driftsudgifter, herunder om acontodriftsbidrag.
3. Regler om eventuel sikkerhedsstillelse for de økonomiske forpligtelser, tilladelsesindehaveren har over for kontoret i henhold til pkt. 2, samt regler om tilbagebetaling heraf ved udmeldelse m.v.
4. Tilhører kontoret et enkeltmandsfirma eller et selskab, hvor ikke alle tilsluttede tilladelsesindehavere har indflydelse på kontorets beslutninger, kan tilladelsesindehavere, der ikke har denne indflydelse, indbringe kontorets beslutning om størrelsen af de i pkt. 2 nævnte løbende bidrag til dækning af kontorets driftsudgifter for kommunalbestyrelsen til endelig administrativ afgørelse.
5. Regler om kontorets styrelse m.v.
6. Regler om regnskab og revision, der skal foretages af statsautoriseret eller registreret revisor.
C. Regler om disciplinærbod og voldgift:
Såfremt der i vedtægten ønskes indført bestemmelser om disciplinærbod og voldgift, skal bestemmelserne have følgende udformning:
1. En tilladelsesindehaver kan af bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt tilladelsesindehaveren
– udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,
– undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden, eller
– på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet mellem de tilsluttede tilladelsesindehavere.
En tilladelsesindehaver kan endvidere pålægges en disciplinærbod for forhold udvist af chauffører, der er ansat af tilladelsesindehaveren, såfremt tilladelsesindehaveren må anses for medansvarlig for de pågældende chaufførers forhold.
Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen.
Disciplinærbodens størrelse fastsattes under hensyn til forseelsens grovhed. Disciplinærboden kan højst fastsattes til 2.057 kr.
Beløbet reguleres i overensstemmelse med taxibekendtgørelsens § 40, stk. 2.
Inden der træffes afgørelse om disciplinærbod, skal tilladelsesindehaveren gøres bekendt med sagens oplysninger og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
En afgørelse om disciplinærbod skal meddeles tilladelsesindehaveren skriftligt med oplysning om adgangen til at få sagen behandlet ved voldgift eller ved domstolene, jf. pkt. 2.
En disciplinærbod skal være betalt inden 14 dage efter modtagelsen af den skriftlige meddelelse om afgørelsen, medmindre tilladelsesindehaveren forinden har udtaget stævning mod bestillingskontoret eller forlangt sagen behandlet ved voldgift, jf. pkt. 2. Om ikke - rettidig betaling af disciplinærbod gælder i øvrigt reglerne i pkt. A3.
Kommunalbestyrelsen skal underrettes om pålæg af disciplinærbod.
2. Tilladelsesindehaveren kan indbringe en afgørelse om disciplinærbod for domstolene efter de almindelige regler ved udtagelse af stævning mod bestillingskontoret.
Tilladelsesindehaveren kan vælge i stedet at forlange sagen behandlet ved voldgift.
Voldgiftsretten består af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af parterne vælger én samt en af parterne i forening udpeget opmand, der skal være jurist. Som voldgiftsmænd og opmand kan ikke vælges personer, der har en økonomisk eller personlig interesse i sagens udfald.
Om voldgiftsrettens nedsættelse og voldgiftssagens behandling m.v. gælder i øvrigt reglerne i lov om voldgift.
D. Uniformsregulativ:
Bestemmelser om, at tilladelsesindehaveren og de af denne ansatte chauffører skal bære uniform under udførelse af taxikørslen, kan kun fastsattes i vedtægten efter særlig godkendelse heraf hos kommunalbestyrelsen.
E. Der kan herudover være fastsat bestemmelser om:
Ordensforskrifter af hensyn til publikumsbetjeningen, f.eks. vedrørende kundeservice, tilladelsesindehaverens pligt til at bruge kommunikationsradio, forbud mod at udføre »lygteture« i spidsbelastningsperioder, chaufførskift m.v.
F. Bestemmelser, der ikke må være indeholdt i vedtægten:
Bestemmelser, der forpligter den enkelte tilladelsesindehaver til at yde kundekredit. Dog kan det pålægges tilladelsesindehaveren at modtage de af bestillingskontoret godkendte betalingsmidler, såfremt disse umiddelbart efter modtagelsen af tilladelsesindehaveren kan forlanges indløst hos bestillingskontoret, således at den økonomiske risiko ved kreditordningen og de administrative omkostninger i forbindelse hermed er tilladelsesindehaveren uvedkommende.
Bestemmelser, der forpligter tilladelsesindehaveren til at deltage i aktiviteter som f.eks. fælles brændstofindkøb, fælles reparationsværksted m.v., der ikke naturligt hører ind under driften af et bestillingskontor.
Bestemmelser om, at tilladelsesindehaveren skal være medlem af en organisation for at kunne optages i bestillingskontoret.