DBO med Norden (arv og gaver)

Denne overenskomst skal finde anvendelse på

• a) arv i tilfælde, hvor afdøde på dødstidspunktet var hjemmehørende i en eller flere af de kontraherende stater;
• b) gaver mellem fysiske personer i tilfælde, hvor giveren på tidspunktet for skattepligtens indtræden var hjemmehørende i en eller flere af de kontraherende stater.

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på skatter på arv og gave, som pålignes på en kontraherende stats vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som skatter på arv anses alle skatter, der pålignes arv, samt andre overførsler af formuegoder inter vivos eller mortis causa, der ved en persons død i henhold til en kontraherende stats lovgivning medfører betaling af skat af overførsel af formuegoder.

3. Som skatter på gaver anses alle skatter, der pålignes overførsler af formuegoder inter vivos, i den udstrækning de ikke er omfattet af stykke 2, men kun når sådanne overførsler sker uden eller for mindre end fuldt vederlag.

4. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er

• a) i Danmark arveafgift og gaveafgift samt indkomstskat på gavers værdi;
• b) i Finland arveskat og gaveskat samt kommunalskat i den udstrækning, hvori denne pålignes formuegoder, som modtages gennem arv, som bidrag eller godtgørelse, der omhandles i kap. 8 i arveloven, på grund af testamente eller som gaver;
• c) i Island arveskat og indkomstskat på gavers værdi;
• d) i Norge arveafgift og gaveafgift;
• e) i Sverige arveskat og gaveskat.

5. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter denne overenskomsts underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal give hinanden underretning om væsentlige ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.

6. Overenskomsten finder ikke for nogen af de kontraherende staters vedkommende anvendelse på særlige skatter ved lotteri og væddemål, skat på dokument (stempelafgift) eller afgift i forbindelse med behandling af dødsboer (skifteafgifter). Den anvendes heller ikke på indkomstskat, der pålignes en fortjeneste, der efter en kontraherende stats lovgivning opstår ved overførsler eller på skatter og afgifter, der pålignes som modstykke til en tidligere fradragsret ved indkomstopgørelsen.

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning:

• a) »kontraherende stat« betyder Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige; »Danmark« omfatter ikke Færøerne og Grønland; »Norge« omfatter ikke Svalbard (herunder Bjørnøen), Jan Mayen og de norske områder (»bilande«) uden for Europa;
• b) »arv« betyder alle formuegoder, hvis overførsel er undergivet en sådan skat på arv, der er omfattet af overenskomsten;
• c) »gave« betyder alle formuegoder, hvis overførsel er undergivet en sådan skat på gave, der er omfattet af overenskomsten;
• d) »statsborger« betyder fysiske personer, der har indfødsret i en kontraherende stat og juridiske personer eller andre sammenslutninger, der består i kraft af gældende lovgivning i en kontraherende stat;
• e) »kompetente myndigheder« betyder:
• 1) i Danmark: skatteministeren;
• 2) i Finland: finansministeriet;
• 3) i Island: finansministeren ved gave og socialministeren ved arv;
• 4) i Norge: finans- og tolddepartementet;
• 5) i Sverige: finansministeren;
• eller den myndighed i enhver af disse stater, til hvilken det overdrages at behandle spørgsmål vedrørende overenskomsten.

2. Ved anvendelse af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.

1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, efter hvem arv eller gave, ifølge lovgivningen i denne stat, er skattepligtig der på grund af denne persons hjemsted, bopæl eller ethvert andet lignende kriterium eller på grund af dennes statsborgerskab. Udtrykket omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til der beroende formuegoder.

2. Såfremt en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i flere kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

• a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i flere stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
• b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
• c) hvis han sædvanligvis har ophold i flere stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
• d) er han statsborger i flere stater, eller er han ikke statsborger i nogle af dem, skal de kompetente myndigheder i de pågældende kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

3. Hvis en fysisk person

• a) er statsborger i en kontraherende stat uden at være det i en anden kontraherende stat; og
• b) ifølge stykke 1 er hjemmehørende i begge disse stater af anden grund end statsborgerskab; samt
• c) ifølge stykke 1 har været hjemmehørende i den stat, han ikke er statsborger i, i sammenlagt mindre end 5 år (heri indregnet perioder af lejlighedsvis fravær) af de sidste 7 år, skal han, uanset stykke 2, anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori han er statsborger.

1. Fast ejendom, der overføres som arv efter en person, der ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Fast ejendom, der overføres som gave ydet af en person, som ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3.

• a) Udtrykket »fast ejendom« har - medmindre bestemmelserne i litra b) medfører andet - den betydning, som udtrykket har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende.
• b) Udtrykket skal dog i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, bygninger, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder eller andre naturforekomster.

4. Overførsel ved arv og gave af aktier eller andre andele i et selskab, hvis væsentligste og faktiske formål er at eje fast ejendom, kan beskattes i den kontraherende stat, hvori den faste ejendom, som selskabet ejer, er beliggende.

5. Bestemmelserne i stykke 1-4 skal også finde anvendelse på fast ejendom, der indgår i et foretagende eller indgår ved udøvelsen af frit erhverv.

1. Et foretagendes formuegoder, der overføres som arv efter en person, der ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er en del af et fast driftssted, der er beliggende i anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Et foretagendes formuegoder, der overføres som gave fra en person, der ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er en del af et fast driftssted, der er beliggende i en anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

3. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.

4. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig:

• a) et sted, hvorfra et foretagende ledes;
• b) en filial;
• c) et kontor;
• d) en fabrik;
• e) et værksted; og
• f) en grube, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.

5. Et bygnings-, anlægs-, installations - eller monteringsprojekt, eller virksomhed, der består i planlægning, kontrol, rådgivning eller anden hjælpende personaleindsats i forbindelse med et sådant projekt, udgør et fast driftssted, men kun såfremt projektet eller virksomheden varer i mere end 12 måneder i en kontraherende stat.

6. Ved beregning af den tid, som omhandles i stykke 5, anses virksomhed, som udøves af et foretagende, som har interessefællesskab med et andet foretagende for udøvet af det foretagende, som det har interessefællesskab med, såfremt virksomheden i væsentlig grad er af samme art som den virksomhed, som det sidstnævnte foretagende udøver, og begge foretagenders virksomhed vedrører samme projekt.

Foretagender anses for at have interessefællesskab, såfremt det ene foretagende direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af det andet foretagende, eller ejer en væsentlig del af dette foretagendes kapital, eller såfremt samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af begge foretagender, eller ejer en væsentlig del af disse foretagenders kapital.

7. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte:

• a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
• b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
• c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse hos et andet foretagende;
• d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;
• e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed for foretagendet, der er af forberedende eller hjælpende karakter;
• f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til samtidig udøvelse af flere af de i litra a) - e) nævnte aktiviteter, forudsat at det faste forretningssteds samlede virksomhed, der er et resultat heraf, er af forberedende eller hjælpende karakter.

8. Formuegoder, der overføres som arv efter en person, som ved dødsfaldet var hjemmehørende i en kontraherende stat, og som hører til et fast sted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

9. Formuegoder, der overføres som gave fra en person, der ved skattepligtens indtræden er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som hører til et fast sted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

10. Fast sted' betyder et sted, som til stadighed står til rådighed med henblik på udøvelse af frit erhverv eller andet selvstændigt arbejde af lignende karakter.

11. Uanset stykke 1-10 omfattes fast ejendom af artikel 5.

1. Formuegoder, der ikke er behandlet i artiklerne 5 og 6, og som overføres som arv efter en person, der ved dødsfaldet er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor de befinder sig, kun beskattes i denne stat.

2. Formuegoder, der ikke er behandlet i artiklerne 5 og 6 og som overføres som gave fra en person, der, på tidspunktet for skattepligtens indtræden, er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor de befinder sig, kun beskattes i denne stat.

1. I tilfælde, hvor en stat ikke kan udnytte sin ret til at beskatte efter artiklerne 5-7, og dette medfører, at et formuegode ikke beskattes i nogen af de kontraherende stater, kan en anden kontraherende stat beskatte, såfremt den manglende udnyttelse skyldes,

• a) at staten ikke har hjemmel i sin egen lovgivning om skattepligtens territoriale afgrænsning til at beskatte aktiver af den pågældende art; eller skyldes,
• b) at staten ikke har hjemmel i sin egen lovgivning om skattepligt på grund af personlig tilknytning til at beskatte.

2. Hvis flere stater kan beskatte under henvisning til stykke 1, gælder følgende om hvilke af disse, der har ret til at beskatte:

• a) Den stat, hvor afdøde eller gavegiver var hjemmehørende, har ret til at beskatte.
• b) Hvis den kontraherende stat, hvori afdøde elle gavegiver var hjemmehørende, ikke kan udnytte sin ret til at beskatte, har den stat ret til at beskatte, hvori modtageren var hjemmehørende.
• c) Hvis det ikke på grundlag af reglerne i litra a) og b) kan afgøres, hvilken stat, der kan beskatte, skal de kompetente myndigheder i de pågældende kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

1. Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb foretager hver stat værdiansættelser i overensstemmelse med sin egen lovgivning. Tilsvarende indrømmer hver stat fradrag i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

2. Ved opgørelsen af det skattepligtige beløb medregner hver stat, der påligner skat, indtægter og udgifter vedrørende de enkelte aktiver, herunder beløb, der træder i stedet for disse, i overensstemmelse med reglerne i sin egen lovgivning.

1. Hvis afdøde eller gavegiver var hjemmehørende i Danmark, Finland, eller Sverige, lempes dobbeltbeskatningen på følgende måde:

• a) Den kontraherende stat, hvori afdøde var hjemmehørende ved sin død, skal i den i overensstemmelse med sin lovgivning beregnede arveskat fradrage beløb (herunder tidligere eller senere beregnede beløb), som er betalt i en anden kontraherende stat i anledning af samme overførsel af samme formuegoder fra samme person og som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i denne anden stat.
• b) Den kontraherende stat, hvori giver var hjemmehørende, skal i den i overensstemmelse med sin lovgivning beregnede gaveskat fradrage beløb (herunder tidligere eller senere beregnede beløb), som er betalt i en anden kontraherende stat i anledning af samme overførsel af samme formuegoder mellem samme personer og som i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i denne anden stat.
• c) De fradrag, som er omtalt i litra a) og b), skal imidlertid ikke overstige den del af skatten i den førstnævnte kontraherende stat, beregnet før indrømmelsen af noget fradrag, som kan henføres til de formuegoder, med hensyn til hvilke fradraget skal indrømmes.
• d) Ved anvendelsen af litra a) og b) betragtes en ægtefælles overtagelse af et fællesbo til hensidden i uskiftet bo som en selvstændig overførsel.

2. Hvis afdøde eller gavegiver var hjemmehørende i Island eller i Norge, lempes dobbeltbeskatningen på følgende måde:

• a) Den kontraherende stat, hvori afdøde var hjemmehørende ved sin død, skal fritage ethvert formuegode fra arveskat, der i anledning af samme overførsel af samme formuegoder fra samme person i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i en anden kontraherende stat.
• b) Den kontraherende stat, hvori giver var hjemmehørende, skal fritage ethvert formuegode for gaveskat, der i anledning af samme overførsel af samme formuegoder mellem samme personer i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i en anden kontraherende stat.
• c) En kontraherende stat kan i alle tilfælde ved beregningen af skatten af ethvert andet formuegode i denne stat medregne de fritagne formuegoder i beregningsgrundlaget.

3. Ved opgørelsen af de formuegoder, med hensyn til hvilke fradrag skal indrømmes i henhold til Stykke 1, eller som fritages for beskatning i henhold til stykke 2, medregner hver stat ved fastsættelsen af beregningsgrundlaget indtægter og udgifter vedrørende de enkelte aktiver, herunder beløb, der træder i stedet for disse, i overensstemmelse med sin egen lovgivning.

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal, uden hensyn til, hvor de er hjemmehørende, ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller nogen dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet.

2. Statsløse personer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, skal ikke i nogen af de kontraherende stater kunne undergives nogen beskatning eller nogen dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i den pågældende stat under samme forhold er eller måtte blive undergivet.

3. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.

1. Såfremt en person mener, at der i en eller flere af de kontraherende stater er truffet foranstaltninger, som for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uden at det påvirker hans ret til at anvende de retsmidler, som står til hans rådighed ifølge disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvori han er hjemmehørende, eller såfremt tilfældet er omfattet af art. 11, stk. 1, i den kontraherende stat, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden 3 år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, som medfører en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i sådan anden kontraherende stat, som berøres af spørgsmålet, med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Hvis den stat, over for hvis kompetente myndighed den pågældende person har forelagt sagen, ikke selv berøres af spørgsmålet, skal denne kompetente myndighed overlade sagen til den kompetente myndighed i en af de stater, som berøres af spørgsmålet.

3. Såfremt vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål opstår mellem kontraherende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten, skal de kompetente myndigheder i disse stater forhandle for at søge at løse spørgsmålet ved særlig aftale. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan tillige forhandle for at undgå dobbeltbeskatning i sådanne tilfælde, som ikke omfattes af overenskomsten eller for, ved særlig aftale, at løse spørgsmål, som - uden at være regulerede af overenskomsten - på grund af uligheder i de pågældende staters principper for skattens beregning eller af andre grunde, kan opstå for så vidt angår de skatter, som omhandles i artikel 2.

Inden afgørelse træffes i spørgsmål, som omhandles i første afsnit, skal resultatet af de der omhandlede forhandlinger snarest meddeles til de kompetente myndigheder i de øvrige kontraherende stater. Såfremt den kompetente myndighed i en kontraherende stat finder, at forhandlinger bør finde sted mellem de kompetente myndigheder i samtlige kontraherende stater, skal på begæring af den kompetente myndighed i den førstnævnte kontraherende stat sådanne forhandlinger finde sted snarest muligt.

Bestemmelsen i denne overenskomst berører ikke de skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til at omfatte de områder, som i henhold til bestemmelserne i artikel 3, stykke 1 a) er undtaget fra overenskomstens anvendelsesområde, under forudsætning af, at der der pålægges skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej.

2. Såfremt overenskomsten i henhold til artikeI 16 ophører at være gældende, skal, såfremt anden aftale ikke træffes mellem de kontraherende stater, overenskomsten ophøre at være gældende også for ethvert område, hvortil overenskomsten er udvidet i henhold til denne artikel.

1. Denne overenskomst træder i kraft den tredivte dag efter den dag, da samtlige kontraherende stater har meddelt det finske Udenrigsministerium, at overenskomsten er godkendt. Det finske Udenrigsministerium underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af disse meddelelser og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttræden.

2. Efter overenskomstens ikrafttrædelse finder dens bestemmelser anvendelse

• a) for så vidt angår arveskat, på dødsfald den tresindstyvende dag efter den dag, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere;
• b) for så vidt angår gaveskat, på gaveskattepligt, som i en af de kontraherende stater indtræder den tresindstyvende dag efter den dag, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.

3. Nedennævnte overenskomster skal ophøre at finde anvendelse på arv og gaver, på hvilke nærværende overenskomst finder anvendelse i henhold til stykke 2:

Overenskomst af 17. december 1949 mellem Kongeriget Norge og Kongeriget Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler;

Overenskomst af 31. marts 1950 mellem Republikken Finland og Kongeriget Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler;

Overenskomst af 27. oktober 1953 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af arvemidler med senere ændringer;

Overenskomst af 29. marts 1954 mellem Republikken Finland og Kongeriget Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler;

Overenskomst af 18. juli 1955 mellem Kongeriget Danmark og Republikken Finland til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler med senere ændringer;

Overenskomst af 23. maj 1956 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende arvemidler.

Disse overenskomster skal ophøre med at være gældende på det sidste tidspunkt, da de i henhold til de foregående bestemmelser i dette stykke finder anvendelse.

4. Endvidere skal den til enhver tid gældende overenskomst mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter ikke finde anvendelse for så vidt angår indkomstskat på gaver, som nærværende overenskomst skal anvendes på i henhold til stykke 2.

En kontraherende stat kan senest den 30. juni i et kalenderår, som begynder efter udgangen af et tidsrum på fem år efter dagen for ikrafttrædelsen af overenskomsten, opsige overenskomsten ved skriftlig meddelelse herom til det finske Udenrigsministerium, som underretter de øvrige kontraherende stater om modtagelsen af sådan meddelelse og om dens indhold. Såfremt opsigelsesfristen er iagttaget, ophører overenskomsten at gælde i forholdet mellem den stat, som har fremsat opsigelsen, og de øvrige kontraherede stater:

• a) for så vidt angår arveskat, på dødsfald den tresindstyvende dag efter den dag, hvor det finske Udenrigsministerium modtog meddelelsen om opsigelsen eller senere;
• b) for så vidt angår gaveskat, på gaveskattepligt som i de berørte stater indtræder den tresindstyvende dag efter den dag, hvor det finske Udenrigsministerium modtog meddelelsen om opsigelsen eller senere.