Fødevareloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af fødevareloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fødevarer

Lov nr. 526 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 5. juli 2023

Kapitel 6 1 Frivillige mærkningsordninger
§ 20

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for en frivillig mærkningsordning til fremme af produktion og afsætning af fødevarer og landbrugs- og fiskeriprodukter i øvrigt af særlig høj kvalitet eller med særlige karakteristika.

Stk. 2 Til at bistå ved administrationen af en frivillig mærkningsordning og ved fastsættelse af regler for denne mærkningsordning kan ministeren nedsætte et råd med ekspertise inden for fødevarekvalitet.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter rådets forretningsorden.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter ministeren henlægger administrationen af de i stk. 1 nævnte mærkningsordninger til en privat forening, herunder behandling af ansøgninger, certificering, kontrol og tilsyn og opkrævning af betaling. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om adgangen til at klage over den private forenings afgørelser. Ministeren kan ændre afgørelserne, uden at der foreligger klage. Ministeren bevarer sin fulde instruktionsbeføjelse.

§ 21

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for, hvilke produkter der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder opstille objektive kvalitetskriterier, der fastlægger krav til produktion, forarbejdning m.v. Disse krav skal ligge ud over de krav, som gælder i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Stk. 2 Importerede produkter, herunder levende dyr, kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis der foreligger dokumentation for, at produktet er behandlet eller dyret opvokset i overensstemmelse med de regler og krav, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 3 Ministeren kan beslutte, at importerede produkter kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis de i oprindelseslandet er omfattet af en kvalitetsordning, der efter en konkret vurdering for det enkelte produkt skønnes at indebære krav, som kan sidestilles med krav, der stilles under denne mærkningsordning.

§ 22

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for godkendelse og anmeldelse af virksomheder, der ønsker at behandle eller markedsføre produkter omfattet af en mærkningsordning. Autorisationsbekendtgørelsen

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om tilmelding af primærproducenter, som ønsker hele eller dele af deres virksomhed omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om, at tilmeldte primærproducenter og godkendte eller anmeldte virksomheder, som overtræder de under en frivillig mærkningsordning opstillede krav eller andre betingelser, midlertidigt eller permanent udelukkes fra denne mærkningsordning.

§ 23

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om mærkning af de produkter, der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder om forbeholdte varebetegnelser og om anvendelse af særlige mærker, jf. § 17, stk. 1.

§ 24

De virksomheder og primærproducenter, som er tilsluttet en frivillig mærkningsordning, afholder de konkrete omkostninger, som er forbundet med denne ordning.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling af afgifter til dækning af de generelle omkostninger i forbindelse med en frivillig mærkningsordning.