Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 23

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitel 23 1 Stiftelse
§ 133

En kapitalforening eller en AIF-SIKAV kan stiftes af en eller flere stiftere. En stifter må ikke være under konkurs eller rekonstruktionsbehandling. Hvis en stifter er en fysisk person, skal personen være myndig, og personen må ikke være under værgemål efter § 5 i værgemålsloven eller under samværgemål efter § 7 i værgemålsloven. Hvis en stifter er en juridisk person, skal denne være beføjet til at erhverve rettigheder, indgå forpligtelser og være part i retssager.

Stk. 2 Stifterne skal underskrive et stiftelsesdokument, der skal indeholde kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens vedtægter. Hvis der ikke i forbindelse med stiftelsen af kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en er foretaget valg af bestyrelse og revisor, skal stifterne senest 2 uger fra underskrivelsen af stiftelsesdokumentet afholde generalforsamling til valg af bestyrelse og revisor.

Stk. 3 En AIF-værdipapirfond kan alene etableres af en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

§ 134

En kapitalforening eller AIF-SIKAV skal have en forenings- eller selskabskapital, der kan variere efter de vilkår, som er fastsat i vedtægterne. En AIF-værdipapirfond skal have en fondskapital, der kan variere efter de vilkår, som er fastsat i AIF-værdipapirfondens fondsbestemmelser. Enhver, der ejer en andel i en afdeling i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond, betegnes som investor i kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden og afdelingen.

Stk. 2 En kapitalforening, en AIF-SIKAV og en AIF-værdipapirfond skal organiseres med en eller flere afdelinger hver baseret på en bestemt del af aktiverne efter vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelser herom. Bestyrelsen for en kapitalforening eller en AIF-SIKAV kan etablere nye afdelinger og foretage hermed forbundne vedtægtsændringer, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Bestyrelsen for en AIF-værdipapirfonds forvalter af alternative investeringsfonde kan etablere nye afdelinger, medmindre andet fremgår af fondsbestemmelserne.

Stk. 3 Hver afdeling hæfter kun for sine egne forpligtelser. Hver afdeling hæfter dog også for sin andel af de omkostninger, der er fælles for afdelingerne i en kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond. Er der forgæves foretaget retsforfølgning, eller er det på anden måde godtgjort, at en afdeling ikke kan opfylde sine forpligtelser efter 2. pkt., hæfter de øvrige afdelinger solidarisk for afdelingens andel af de fælles omkostninger.

Stk. 4 En afdeling kan opdeles i andelsklasser efter vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelser herom.

Stk. 5 En investor i en afdeling hæfter ikke personligt for kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens, AIF-værdipapirfondens eller afdelingens forpligtelser. Investoren hæfter alene med sit indskud.

Stk. 6 Alle investorer i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller alternativ AIF-værdipapirfond skal have de samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som vedrører alle investorerne i kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden. Alle investorer i en afdeling skal have de samme rettigheder, for så vidt angår forhold, som alene vedrører investorerne i afdelingen. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. kan fraviges som følge af etablering af andelsklasser, udstedelse af andele uden ret til udbytte og fastsættelse af regler om stemmeretsbegrænsning, idet enhver investor i en kapitalforening eller AIF-SIKAV dog mindst skal have én stemme.

Stk. 7 Det skal fremgå af en kapitalforenings eller AIF-SIKAV’s vedtægter eller af en AIF-værdipapirfonds fondsbestemmelser, efter hvilke regnskabsregler kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden vil aflægge årsrapport.

§ 135

En kapitalforening har eneret til og er pligtig til i sit navn at benytte betegnelsen kapitalforening.

Stk. 2 En AIF-SIKAV har eneret til og er pligtig til i sit navn at benytte betegnelsen AIF-SIKAV eller alternativ investeringsfond med variabel kapital.

Stk. 3 En AIF-værdipapirfond har eneret til og er pligtig til i sit navn at benytte betegnelsen AIF-værdipapirfond.

Stk. 4 En kapitalforenings, AIF-SIKAV’s eller AIF-værdipapirfonds forvalter udgør foreningens eller fondens daglige ledelse.

Anmeldelser til Erhvervsstyrelsen
§ 136

Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er stiftet eller en AIF-værdipapirfond etableret, skal forvalteren foretage anmeldelse til Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsen af en kapitalforening eller en AIF-SIKAV skal vedlægges et eksemplar af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens stiftelsesdokument og vedtægter.

Stk. 2 En kapitalforening eller en AIF-SIKAV, som endnu ikke er registreret i Erhvervsstyrelsen, kan ikke som sådan erhverve rettigheder og indgå forpligtelser. En kapitalforening eller AIF-SIKAV kan heller ikke være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelsen.

Stk. 3 For en forpligtelse, der før registreringen indgås på vegne af en kapitalforening eller AIF-SIKAV, hæfter de, der har indgået forpligtelsen eller har medansvar herfor, personligt, uden begrænsning og solidarisk. Ved registreringen overtager kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en disse forpligtelser.

Stk. 4 Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV har ændret sine vedtægter, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde ændringerne til Erhvervsstyrelsen, der foretager de nødvendige registreringer.

Stk. 5 Kapitel 2, § 366, § 367, stk. 1 og 4, og § 371 i selskabsloven finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse på kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er og AIF-værdipapirfonde. Uanset bestemmelsen i § 9, stk. 1, i selskabsloven skal anmeldelse af vedtægtsændringer være modtaget i Erhvervsstyrelsen, senest 4 uger efter at beslutningen om ændringen er truffet.

Stk. 6 Enhver anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, som en forvalter foretager efter bestemmelserne om kapitalforeninger eller AIF-SIKAV’er i denne lov, skal vedlægges en erklæring afgivet af forvalteren, hvoraf det fremgår, at de anmeldte forhold er i overensstemmelse med bestemmelserne om kapitalforeninger eller AIF-SIKAV’er i denne lov.

Stk. 7 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om registrering i styrelsen, herunder om gebyrer for registrering. Anmeldelsesbekendtgørelsen

§ 136a

En kapitalforening og en AIF-SIKAV skal indhente oplysninger om foreningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 2 Enhver, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en, skal efter kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens anmodning forsyne kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en med de oplysninger om ejerforholdet, der er nødvendige for kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens identifikation af reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder.

Stk. 3 Kapitalforeningen og AIF-SIKAV’en skal registrere oplysningerne, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder, i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at foreningen eller AIF-SIKAV’en er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer. Enhver ændring af de oplysninger, som er registreret om de reelle ejere, skal registreres, hurtigst muligt efter at foreningen eller AIF-SIKAV’en er blevet bekendt med ændringen. De registrerede medlemmer af foreningens eller AIF-SIKAV’ens bestyrelse skal betragtes og registreres som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system, hvis foreningen eller AIF-SIKAV’en efter at have udtømt alle muligheder for identifikation herefter ingen reelle ejere har eller ingen reelle ejere kan identificeres.

Stk. 4 Kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er skal mindst en gang årligt undersøge, om der er ændringer af de registrerede oplysninger om reelle ejere. Resultatet af den årlige undersøgelse fremlægges på det bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen godkender årsrapporten.

Stk. 5 Kapitalforeningen og AIF-SIKAV’en skal opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Foreningen eller AIF-SIKAV’en skal endvidere opbevare dokumentation for de indhentede oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.

Stk. 6 Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en skal efter anmodning udlevere oplysninger om foreningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, herunder om foreningens eller AIF-SIKAV’ens forsøg på at identificere kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet. Foreningen eller AIF-SIKAV’en skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre kompetente myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 7 Hvidvasksekretariatet og andre kompetente myndigheder kan vederlagsfrit videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Stk. 8 Stk. 1-7 finder ikke anvendelse for kapitalforeninger eller AIF-SIKAV’er, hvis ejerandele eller obligationer handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.

Stk. 9 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om oplysningernes registrering, tilgængelighed og offentliggørelse efter stk. 1, 3 og 5 i Erhvervsstyrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en skal registrere i styrelsens it-system. Bekendtgørelse om registrering og offentliggørelse af oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen

§ 136b

Kapitalforeninger og AIF-SIKAV’er, der skal indhente, opbevare og registrere oplysninger om reelle ejere, jf. § 136 a, skal efter anmodning forsyne personer og virksomheder, der i medfør af hvidvaskloven skal udføre kundekendskabsprocedurer, med oplysninger om kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens ejerforhold.

Stk. 2 Modtager Finanstilsynet indberetninger om uoverensstemmelser i de registrerede oplysninger om en kapitalforenings eller AIF-SIKAV’s reelle ejere i medfør af hvidvaskloven, foretager Finanstilsynet en undersøgelse af forholdet. Finanstilsynet kan i denne forbindelse over for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en fastsætte en frist for forholdets berigtigelse.

Stk. 3 Efter anmodning fra Finanstilsynet kan Erhvervsstyrelsen sideløbende med undersøgelsen, jf. stk. 2, offentliggøre en meddelelse om indberetningen i Erhvervsstyrelsens it-system. Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en skal have mulighed for at gøre indsigelse mod indberetningen, inden den offentliggøres, medmindre formålet med offentliggørelsen af meddelelsen om indberetning derved forspildes.

Andelsklasser
§ 137

Når vedtægterne i en kapitalforening eller AIF-SIKAV indeholder bestemmelser om, at afdelingerne kan opdeles i andelsklasser, kan bestyrelsen

  • 1) ved etablering af en ny afdeling uden videre opdele afdelingen i andelsklasser og

  • 2) opdele en eksisterende afdeling i andelsklasser efter investorernes beslutning herom på en generalforsamling.

Stk. 2 Er der tale om en AIF-værdipapirfond, er det bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter, der træffer beslutninger som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 En andelsklasse har ikke fortrinsret til nogen andel af afdelingens formue, herunder eventuelle klassespecifikke aktiver. En andelsklasse har alene ret til en del af afkastet af formuen, herunder en del af afkastet af den fælles portefølje, hvilket er den del af porteføljen, som alle andelsklasserne oppebærer afkast af, og afkastet af de klassespecifikke aktiver, som er den del af porteføljen, som det alene er den pågældende andelsklasse der oppebærer afkast af.

Stk. 4 Er en afdeling opdelt i andelsklasser, skal bestyrelsen fastsætte principper for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne, således at hver andelsklasse kun bærer sin andel af afdelingens fælles omkostninger og de særlige omkostninger, der er forbundet med andelsklassens specifikke karakteristika.

§ 138

En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, der modtager midler fra detailinvestorer, skal på sin eller sin forvalters hjemmeside oplyse, hvilke andelsklasser der er oprettet, herunder give oplysninger om de karakteristika, der gælder for hver andelsklasse, og om principperne for fordeling af omkostninger mellem andelsklasserne.

Hjemsted og repræsentant
§ 139

Har en kapitalforening eller AIF-SIKAV udpeget en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted (hovedkontor) i Danmark, har kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en hjemsted det samme sted som forvalteren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Har en kapitalforening eller AIF-SIKAV udpeget en forvalter af alternative investeringsfonde med hjemsted i et andet land, skal kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en indgå aftale med en repræsentant om repræsentation af kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en her i landet. Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en har hjemsted der, hvor repræsentanten har hjemsted, og hovedkontor der, hvor forvalteren har hovedkontor.

Likvidation
§ 140

Beslutning om likvidation af en afdeling i en kapitalforening eller AIF-SIKAV træffes af generalforsamlingen. Beslutning om likvidation af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter.

Stk. 2 En beslutning om likvidation skal indeholde en bestemmelse om, hvem der skal være likvidator. Likvidator træder i bestyrelsens og forvalterens sted.

Stk. 3 Likvidator kan til enhver tid afsættes af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens generalforsamling eller af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter.

§ 141

En afdeling, der er under likvidation, skal tilføje »i likvidation« til sit navn.

Stk. 2 Likvidator skal snarest ved en bekendtgørelse i Statstidende med et varsel af mindst 3 måneder opfordre en afdelings kreditorer til at anmelde deres krav. Opfordring til at anmelde krav skal samtidig sendes til alle kendte kreditorer.

Stk. 3 Kan likvidator ikke anerkende en fordring, som anmeldes, skal likvidator underrette kreditor herom ved anbefalet brev med tilkendegivelse af, at kreditor, såfremt denne ønsker at anfægte afgørelsen, må indbringe spørgsmålet for retten senest 4 uger efter brevets afsendelse.

Stk. 4 Likvidator må tidligst udlodde likvidationsprovenu og afslutte likvidationsbehandlingen, når den frist, der er fastsat i den i stk. 2 omhandlede bekendtgørelse, er udløbet og

  • 1) mulige tvistigheder i henhold til stk. 3 er afgjort og

  • 2) al gæld til kendte kreditorer er betalt.

Stk. 5 Likvidator skal forestå, at der udarbejdes et likvidationsregnskab, som godkendes af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens generalforsamling eller af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter.

Stk. 6 En kapitalforening, en AIF-SIKAV eller en AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når likvidation af kapitalforeningens eller fondens eneste eller sidste afdeling er gennemført. Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er afviklet i henhold til 1. pkt., skal likvidator anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen. Anmeldelsen skal vedlægges det likvidationsregnskab, der er godkendt af generalforsamlingen eller af bestyrelsen for AIF-værdipapirfondens forvalter, og en erklæring afgivet af likvidator, hvoraf det fremgår, at likvidationen er gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne om likvidation i denne lov.

Afvikling af kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er, AIF-værdipapirfonde og afdelinger uden investorer
§ 142

Har en kapitalforening, AIF-SIKAV eller en afdeling aldrig haft investorer, kan bestyrelsen træffe beslutning om afvikling af foreningen, selskabet eller afdelingen.

Stk. 2 Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er afviklet i henhold til stk. 1, skal foreningens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen.

Afvikling af andelsklasser
§ 143

Beslutning om afvikling af en andelsklasse i en kapitalforening eller en AIF-SIKAV træffes af andelsklassens investorer på en generalforsamling, jf. dog stk. 2. Beslutning om afvikling af en andelsklasse i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for fondens forvalter. Hvis andelsklassens investorer ikke ønsker deres andele overført til en anden andelsklasse, gennemføres afviklingen, ved at afdelingen indløser samtlige andele, som er udstedt i andelsklassen.

Stk. 2 Har en andelsklasse aldrig haft investorer, kan bestyrelsen for foreningen eller forvalteren for AIF-værdipapirfonden træffe beslutning om afvikling af andelsklassen.

Konkurs
§ 144

De for selskaber gældende regler om konkurs i §§ 233 og 234 i selskabsloven finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er, AIF-værdipapirfonde og afdelinger heraf.

Tvangsopløsning
§ 145

Finanstilsynet kan anmode skifteretten på kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens hjemsted om at opløse en kapitalforening eller AIF-SIKAV, hvis foreningen eller selskabet, hvis kapitalforeningen ikke har en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Stk. 2 Finanstilsynet kan fastsætte en frist, inden for hvilken kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en kan udpege en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde.

Stk. 3 Finanstilsynets beslutning om at oversende en kapitalforening eller AIF-SIKAV til tvangsopløsning i skifteretten offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 4 Kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en skal beholde sit navn med tilføjelsen »under tvangsopløsning«.

Stk. 5 Skifteretten kan udnævne en eller flere likvidatorer. Skifteretten kan tillige udnævne en revisor. For tvangsopløsningen gælder i øvrigt bestemmelserne om likvidation i § 141, således at skifteretten eller den, som retten har bemyndiget hertil, træffer afgørelser i kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forhold. Omkostningerne ved opløsningen betales om fornødent af statskassen.

Stk. 6 Når bobehandlingen er afsluttet, meddeler skifteretten dette til Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, som registrerer kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens opløsning i styrelsens it-system.

Stk. 7 I perioden fra kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens oversendelse til skifteretten, og til der er udpeget en likvidator, må bestyrelsen alene foretage dispositioner, der er nødvendige, og som kan gennemføres uden skade for foreningen eller selskabet og deres kreditorer.

Stk. 8 Efter likvidators tiltræden er tidligere medlemmer af bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens tidligere forvalter forpligtet til at bistå likvidator i fornødent omfang med oplysninger om kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens virke frem til likvidationens indtræden. Bestyrelsen og ledelsen i kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter skal herunder give likvidator de oplysninger, som måtte være nødvendige for likvidators vurdering af bestående og fremtidige krav.

Stk. 9 Likvidator kan anmode skifteretten om at indkalde tidligere medlemmer af kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens bestyrelse og ledelsen i kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter til møde i skifteretten med henblik på indhentelse af oplysninger i henhold til stk. 8.

Fusion
§ 146

En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond. En afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan fusionere med en anden afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond. Forud for fusionen skal de fusionerende enheder offentliggøre en fusionsplan.

Stk. 2 En fusion af kapitalforeninger, AIF-SIKAV’er eller AIF-værdipapirfonde gennemføres, ved at den ophørende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond overdrager sine afdelinger til den fortsættende kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Stk. 3 En fusion af afdelinger gennemføres, ved at den ophørende afdeling overdrager aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling.

Stk. 4 Ved fusion skal investorerne i den ophørende enhed have ombyttet deres andele med andele i den fortsættende enhed. Ved ombytning af andele bliver investorerne i den ophørende enhed investorer i den fortsættende enhed.

Stk. 5 Overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele ved en fusion mellem afdelinger, skal udbetales til investorerne i den ophørende afdeling.

Stk. 6 En kapitalforening kan fusionere med en dansk UCITS, og en afdeling i en kapitalforening kan fusionere med en afdeling i en dansk UCITS efter reglerne i § 119 i lov om investeringsforeninger m.v., således at kapitalforeningen eller afdelingen heraf er den ophørende enhed.

§ 147

Beslutning om fusion træffes i den ophørende enhed af generalforsamlingen. For en AIF-værdipapirfond træffes beslutningen af forvalterens bestyrelse.

Stk. 2 Beslutning om fusion træffes i den fortsættende enhed af bestyrelsen, medmindre det fremgår af vedtægterne, at denne beslutning er en generalforsamlingsbeslutning.

§ 148

En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, som ophører ved fusion, anses for afviklet, når kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden har overdraget sine afdelinger til den fortsættende enhed og investorerne i den ophørende enhed har fået ombyttet deres andele med andele i den fortsættende enhed.

Stk. 2 En ved fusion ophørende afdeling anses for afviklet, når den ophørende afdeling har overdraget sine aktiver og forpligtelser som helhed til den fortsættende afdeling og investorerne i den ophørende afdeling har fået ombyttet deres andele med andele i den forsættende afdeling.

Stk. 3 En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når foreningens, selskabets eller fondens eneste eller sidste afdeling er fusioneret med en afdeling fra en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond og denne afdeling er den fortsættende enhed.

Stk. 4 Når en kapitalforening eller en AIF-SIKAV er afviklet i henhold til stk. 1 eller stk. 3, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 5 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fusion.

Spaltning
§ 149

En afdeling i en kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan spaltes. Forud for spaltningen skal kapitalforeningen, AIF-SIKAV’en eller AIF-værdipapirfonden offentliggøre en spaltningsplan.

Stk. 2 En spaltning gennemføres, ved at en del af eller alle en afdelings aktiver og forpligtelser overdrages til en eller flere

  • 1) bestående afdelinger eller

  • 2) nyetablerede afdelinger.

Stk. 3 Spaltning kan ske uden kreditorernes samtykke. Såfremt en kreditor i den spaltede afdeling ikke bliver fyldestgjort, hæfter hver af de ved spaltningen øvrige deltagende afdelinger solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for spaltningsplanens offentliggørelse. De øvrige deltagende afdelinger hæfter dog højst med et beløb svarende til den nettoværdi, de har modtaget ved spaltningen.

Stk. 4 Ved spaltning skal investorerne i den spaltede afdeling have ombyttet deres andele med andele i en af de fortsættende afdelinger. Ved ombytningen bliver investorerne i den spaltede afdeling investorer i en eller flere af de fortsættende afdelinger. 1. og 2. pkt. gælder ikke for investorer, der vedbliver med at være investorer i en afdeling, der ved spaltning alene afgiver en del af afdelingens aktiver og forpligtelser.

Stk. 5 Overskydende beløb, der opstår ved ombytning af andele, skal udbetales til investorerne i den spaltede afdeling.

§ 150

Beslutning om spaltning af en afdeling i en kapitalforening eller AIF-SIKAV træffes af afdelingens investorer på generalforsamlingen. Beslutning om spaltning af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for fondens forvalter.

Stk. 2 Beslutning om modtagelse af en del af en anden afdelings aktiver og forpligtelser som led i en spaltning træffes i den modtagende afdeling af bestyrelsen for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en eller af bestyrelsen for forvalteren af AIF-værdipapirfonden.

§ 151

De ved en spaltning overdragne aktiver og forpligtelser anses som overgået til den modtagende afdeling på det tidspunkt, som er fastsat i spaltningsplanen.

§ 152

En afdeling, som ophører ved spaltning, anses for afviklet, når afdelingen har overdraget samtlige sine aktiver og forpligtelser til den eller de modtagende afdelinger og investorerne i den ophørende afdeling har fået ombyttet deres andele med andele i den eller de modtagende afdelinger.

Stk. 2 En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens eneste eller sidste afdeling ved en spaltning har overdraget alle afdelingens aktiver og forpligtelser til afdelinger i en eller flere andre enheder.

Stk. 3 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er den ændring, der følger af § 6, nr. 56, i lov nr. 706 af 8. juni 2018, ved en fejl ikke indarbejdet. Når en kapitalforening eller AIF-SIKAV er afviklet i henhold til stk. 2, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om spaltning.

Overflytning af en afdeling
§ 153

En afdeling i en kapitalforening , AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond kan overflyttes til en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Stk. 2 Ved overflytning bliver investorerne i den overflyttede afdeling investorer i den kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, som afdelingen overflyttes til.

Stk. 3 En afdeling i en kapitalforening kan overflyttes til en dansk UCITS efter reglerne i §§ 130-134 i lov om investeringsforeninger m.v.

§ 154

Beslutning om overflytning af en afdeling træffes i den kapitalforening eller AIF-SIKAV, hvor afdelingen overflyttes fra, af afdelingens investorer på generalforsamlingen. Beslutning om overflytning af en afdeling i en AIF-værdipapirfond træffes af bestyrelsen for forvalteren af den fond, som afdelingen kommer fra.

Stk. 2 Beslutning om overflytning af en afdeling træffes i den kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond, hvor afdelingen overflyttes til, af bestyrelsen for kapitalforeningen eller AIF-SIKAV’en eller af bestyrelsen for forvalteren af AIF-værdipapirfonden.

Stk. 3 En kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond anses for afviklet, når kapitalforeningens, AIF-SIKAV’ens eller AIF-værdipapirfondens eneste eller sidste afdeling er overflyttet til en anden kapitalforening, AIF-SIKAV eller AIF-værdipapirfond.

Stk. 4 Når en kapitalforening eller en AIF-SIKAV er afviklet i henhold til stk. 3, skal kapitalforeningens eller AIF-SIKAV’ens forvalter anmelde afviklingen til Erhvervsstyrelsen.