Ved fastsættelsen af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for.
Stk. 2 Ved erstatning eller kompensation for fast ejendom er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret til bortskaffelse af bygninger, bygningsinstallationer m.v., der er en del af den faste ejendom. Retten til bortskaffelse omfatter ret til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v. og ejendomsret til de bortskaffede aktiver. Staten afholder udgifterne til nedrivning og fjernelse af bygninger m.v. Staten afholder ikke andre omkostninger, herunder omkostninger til anden oprydning eller forureningsbekæmpelse. Staten oppebærer eventuelle indtægter i forbindelse med de bortskaffede aktiver.
Stk. 3 Ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne.
Stk. 4 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om de forhold, som er omfattet af stk. 1-3, herunder om, at det er et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at modtagere af erstatning eller kompensation aktivt skal medvirke til, at staten erhverver de fastsatte rettigheder efter stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf.
Stk. 5 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at der som vilkår for, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, jf. stk. 4, 2. pkt., vedtages en deklaration på ejendommen eller dele af denne, hvorfra virksomheden har været drevet, hvorefter der for fremtiden ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen.