Indsatsen efter § 105 a kan bestå af tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11, ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 og nytteindsats efter kapitel 13. Indsatsen kan i særlige tilfælde også bestå af tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 14, hvor der er tale om korte kurser med et klart og tydeligt beskæftigelsesrettet fokus, der kan føre til, at personen kan påbegynde et konkret job, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Uanset stk. 1 kan indsatsen efter § 105 a endvidere bestå af tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 14 i følgende tilfælde:
-
1) Tilbud om danskundervisning.
-
2) Tilbud om regne- og ordblindekurser efter lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, der kan føre til, at personen kan påbegynde et konkret job.
-
3) Tilbud om sundhedsfaglig vejledning under sygefravær fra øvrige tilbud, hvis det kan medvirke til at nedbringe antallet af sygemeldinger for personer med gentagne sygemeldinger.
Stk. 3 I antallet af timer i indsatsen efter § 105 a medregnes desuden timer, hvor personen er ansat ordinært som lønmodtager, deltager i samtaler i jobcenteret, jf. kapitel 7, deltager i beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, jf. regler fastsat i medfør af § 39, er ansat som vikar i en jobrotationsordning, jf. kapitel 22, er ansat med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller deltager i indsatser efter social- og sundhedslovgivningen.