Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 131

Denne konsoliderede version af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 548 af 07. maj 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 01. marts 2024

§ 131

Det beregnede tilskud efter §§ 123, 124 og 126 kan i en periode på 3 år højst udbetales på et niveau, der svarer til ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet eller straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  • 1) Dagpenge efter barselsloven.

  • 2) Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.

  • 3) Pension efter lov om social pension.

  • 4) Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  • 5) Dagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 6) Fleksydelse efter lov om fleksydelse.

  • 7) Integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

  • 8) Fleksløntilskud efter §§ 123 eller 124 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i denne lov.

  • 9) Statens uddannelsesstøtte (su) efter SU-loven.

  • 10) Statens voksenuddannelsesstøtte (svu) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 2 Perioden nævnt i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Idømmes personen bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

Stk. 3 Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt tilskud efter §§ 123, 124 og 126, der overstiger ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i perioden nævnt i stk. 1.