Lov om integrationsgrunduddannelse (igu) Kapitel 3

Denne konsoliderede version af lov om integrationsgrunduddannelse (igu) er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 623 af 8. juni 2016,
som ændret ved lov nr. 562 af 7. maj 2019, lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 722 af 27. april 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 916 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1799 af 28. december 2023

Kapitel 3 1 Godtgørelse, virksomhedsbonus og finansiering
§ 10

I de perioder af integrationsgrunduddannelsesforløbet, hvor udlændingen deltager i den aftalte skoleundervisning, modtager udlændingen en godtgørelse.

Stk. 2 Ansøgning om godtgørelse indgives af udlændingen til dennes bopælskommune og skal indeholde fornøden dokumentation for deltagelse i skoleundervisningen. Kommunen udbetaler godtgørelsen månedsvis bagud.

Stk. 3 Godtgørelsen for 1 måneds undervisning udgør

  • 1) 12.019 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag,

  • 2) 8.411 kr. for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og

  • 3) 6.010 kr. for andre personer.

Stk. 4 For en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud som følge af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, eller § 5 a i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, udgør godtgørelsen for 1 måned den sats, som den enlige forsørger ville have haft ret til, hvis betingelserne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag var opfyldt. Det samme gælder for en enlig forsørger, der ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud, som følge af at barnet er anbragt uden for hjemmet efter barnets lov, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 5 Staten afholder kommunens udgifter til godtgørelse efter stk. 3 og 4.

Stk. 6 Godtgørelsen efter stk. 3 og 4 er fastsat i 2016-niveau og reguleres fra og med 2017 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 7 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse under skoleforløb, herunder godtgørelsens beregning, og bekendtgør størrelsen af de regulerede beløb, jf. stk. 6. Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)

Stk. 8 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af transportudgifter for udlændinge, der deltager i skoleuddannelse under integrationsgrunduddannelsen. Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)

Stk. 9 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om deltagerbetaling i henhold til anden lovgivning i forbindelse med udlændingens deltagelse i skoleundervisning under integrationsgrunduddannelsen, herunder om udlændingens fritagelse fra betaling af deltagerbetaling, om fravigelse af krav om indbetaling af deltagerbetaling som betingelse for at kunne deltage i undervisning, om statens dækning af uddannelsesinstitutionens manglende indtægt fra deltagerbetalingen og om administration af ordningen. Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)

Stk. 10 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge-, integrations- og boligministeren nærmere regler om anvisning af refusion, regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 11 I reglerne udstedt i medfør af stk. 10 kan det fastsættes, at revisionen for regnskabsåret 2021 i højst 12 kommuner skal foretages efter særlige regler.

§ 10a

For en udlænding, der deltager i undervisning efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., og som er indkvarteret et andet sted end på sin bopæl m.v., yder staten et tilskud til udgifterne til kost og logi, når udlændingen har 120 km eller derover i samlet transportafstand fra bopæl til uddannelsessted og retur.

Stk. 2 Medfører afstanden mellem bopæl og uddannelsessted en urimelig belastning af udlændingen på grund af transportvanskeligheder eller transporttid, kan staten yde tilskud til kost og logi, selv om afstanden mellem bopæl og uddannelsessted og retur er mindre end 120 km.

Stk. 3 Tilskuddet efter stk. 1 kan søges af

  • 1) udlændningen,

  • 2) den virksomhed, der har afholdt udgifterne til kost og logi på vegne af den pågældende udlænding,

  • 3) uddannelsesstedet, hvor udlændingen har haft ophold, eller

  • 4) virksomheden, hvis uddannelsen foregår i virksomheden.

Stk. 4 Til udlændingen yder staten et tilskud efter stk. 1 med op til 500 kr. pr. døgn på baggrund af de faktiske udgifter. Til den virksomhed, der har afholdt udgiften til kost og logi for udlændingen, og til den virksomhed, hvor uddannelsen foregår på et kursussted i forbindelse med virksomheden, yder staten tilskud efter stk. 1 med op til 500 kr. pr. døgn på baggrund af de faktiske udgifter. Har uddannelsesstedet afholdt udgifterne til kost og logi for udlændingen, ydes tilskuddet efter stk. 1 med et fast beløb på 500 kr. pr. døgn.

Stk. 5 Beløbet i stk. 4 reguleres en gang årligt med virkning fra den første mandag i juli måned for pris- og lønudviklingen med 2,0 pct. tillagt den i medfør af lov om en satsregulering fastsatte procent for det pågældende finansår. Det fremkomne beløb afrundes nedad til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 50. Den årlige regulering sker på grundlag af det på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Stk. 6 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om administration af tilskud til kost og logi i forbindelse med undervisning. Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)

§ 11

Til private virksomheder, der har ansat en udlænding i et integrationsgrunduddannelsesforløb, udbetaler staten en bonus.

Stk. 2 Bonus efter stk. 1 ydes med følgende rater:

  • 1) 10.000 kr., når udlændingen har været ansat i 6 måneder,

  • 2) yderligere 15.000 kr., når udlændingen har været ansat i 12 måneder, og

  • 3) endelig 15.000 kr., når udlændingen har været ansat i 2 år.

Stk. 3 Bonus efter stk. 1 udbetales af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter ansøgning.

Stk. 4 Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan til brug for behandlingen af ansøgninger som nævnt i stk. 3 få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, og indhente oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag, jf. § 45 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Stk. 5 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af bonusordningerne, herunder om opnåelse af bonus samt dokumentationskrav. Bekendtgørelse om integrationsgrunduddannelse efter lov om integrationsgrunduddannelse (igu)

§ 12

Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte maksimale beløb for de aktivitetsafhængige statslige tilskud til uddannelse, der kan indgå i skoleundervisning under integrationsgrunduddannelsen, jf. § 6.

Stk. 2 Vedkommende minister skal for personer, der som led i skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen deltager i uddannelser, hvor der på de årlige finanslove er fastsat takster pr. årselev for aktivitetsafhængige statslige tilskud fra staten, ud over de i stk. 1 nævnte maksimale beløb nedsætte en eller flere takster pr. årselev, så de samlede tilskud svarer til det maksimale beløb.

Stk. 3 En person, der er i gang med en integrationsgrunduddannelse, kan kun optages på en uddannelse, der kan indgå i skoleundervisningen under integrationsgrunduddannelsen, og hvor de aktivitetsafhængige statslige tilskud er større end det maksimale beløb fastsat efter stk. 1, hvis den virksomhed, hvormed personen har indgået aftale om integrationsgrunduddannelse, betaler forskellen mellem det i stk. 1 nævnte maksimale beløb og de aktivitetsafhængige statslige tilskud før nedsættelsen efter stk. 2. Indbetaling af forskellen er en betingelse for at kunne deltage i undervisningen og prøver. Indbetalingen beregnes på grundlag af taksterne for tilskud til den pågældende uddannelse på finansloven for det år, hvor uddannelsen påbegyndes.

Stk. 4 Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om administration af ordningen efter stk. 1-3, herunder om udlændingens pligt til at oplyse uddannelsesinstitutionerne om, at vedkommende er i gang med en integrationsgrunduddannelse, om uddannelsesinstitutionernes opgaver i forbindelse med ordningen og om institutionernes indberetninger til brug for tilskudsadministration af de omfattede uddannelser.