Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere § 12

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 12. december 2023

Grænseoverskridende kreditserviceringsaktiviteter i et andet land
§ 12

En kreditservicevirksomhed, der har opnået en tilladelse i overensstemmelse med §§ 3 eller 4 her i landet, og som ønsker at levere tjenesteydelser i form af kreditserviceringsaktiviteter i et andet land i Den Europæiske Union, skal meddele dette til Finanstilsynet og oplyse Finanstilsynet om følgende:

  • 1) Hvilket værtsland kreditservicevirksomheden ønsker at levere tjenesteydelser i, og, hvis kreditservicevirksomheden allerede har kendskab til oplysningen, den medlemsstat, hvor en kredit blev ydet, hvis den ikke blev ydet i Danmark eller i værtslandet.

  • 2) Adressen på filialen af kreditservicevirksomheden, hvis der er etableret en sådan i værtslandet.

  • 3) Identiteten og adressen på kreditserviceleverandøren, hvis der anvendes en sådan i værtslandet.

  • 4) Identiteten på de personer, der er ansvarlige for styring af kreditserviceringsaktiviteterne i værtslandet.

  • 5) De foranstaltninger, der er truffet for at tilpasse kreditservicevirksomhedens interne procedurer, governanceordninger og interne kontrolmekanismer med henblik på at sikre overholdelse af den lovgivning, som finder anvendelse på en kreditgivers rettigheder i henhold til en kreditaftale eller selve kreditaftalen.

  • 6) At kreditservicevirksomheden kan kommunikere på værtslandets sprog eller på det sprog, kreditaftalen er udfærdiget på.

  • 7) Om kreditservicevirksomheden har tilladelse til at modtage og besidde midler fra låntagere.

Stk. 2 Finanstilsynet meddeler senest 45 arbejdsdage efter modtagelsen af alle de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, disse oplysninger til de kompetente myndigheder i værtslandet. Finanstilsynet oplyser derefter kreditservicevirksomheden om, på hvilken dato oplysningerne blev meddelt de kompetente myndigheder i værtslandet, og på hvilken dato de bekræftede modtagelsen af oplysningerne. Finanstilsynet meddeler også alle oplysningerne til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis den ikke blev ydet i Danmark eller i værtslandet.

Stk. 3 Kreditservicevirksomheden kan påbegynde leveringen af tjenesteydelser i værtslandet fra det tidligste af følgende tidspunkter:

  • 1) Modtagelsen af oplysning fra Finanstilsynet om, at værtslandets kompetente myndigheder har bekræftet, at den meddelelse, der er nævnt i stk. 2, 2. pkt., er modtaget.

  • 2) 2 måneder fra datoen for indgivelsen af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, hvis der ikke er modtaget nogen meddelelse som nævnt i nr. 1.

Stk. 4 En kreditservicevirksomhed skal oplyse Finanstilsynet om eventuelle efterfølgende ændringer i de oplysninger, der kræves meddelt i henhold til stk. 1.

Stk. 5 Finanstilsynet videresender oplysningerne, der er meddelt efter stk. 4, til de kompetente myndigheder i værtslandet hurtigst muligt og senest 45 dage efter modtagelsen af oplysningerne.