Landboforeninger og husmandsforeninger eller flere sådanne i forening, for så vidt disses hovedformål er at fremme landbruget, er efter bemyndigelse af justitsministeren berettigede til uden auktionsdirektørens mellemkomst ved auktion at lade bortsælge husdyr og landbrugsprodukter for og til medlemmer af foreningen.
Stk. 2 Hvor særlige landsdelsforhold taler derfor, kan justitsministeren bemyndige en særlig organisation af landbrugere til at afholde auktioner efter de i denne lov givne regler.
Stk. 3 Auktionerne skal afholdes på de steder, som godkendes af Justitsministeriet.
Auktionen skal forestås af en af foreningen antagen inkassator, der godkendes af justitsministeren. - Angående auktionen skal der straks ske tilførsel i en dertil af Justitsministeriet autoriseret protokol, i hvilken angives, når og hvor auktionen har fundet sted, sælgerens navn, betegnelse af det bortsolgte, køberens navn og købesummen. Sker opråb uden tilslag, anføres ejerens navn, betegnelse af det opråbte, højeste budsum og den bydendes navn.
Stk. 2 Protokollen skal, når auktionen er sluttet, underskrives af inkassator og af to af vedkommende forening udpegede medlemmer, der fører tilsyn med auktionen.
Ved salg af husdyr gennem de i denne lov omhandlede foreninger, hvad enten dette foregår ved bortsalg under hånden eller ved bud og overbud, er sælgeren uden hensyn til forbehold i modsat retning i salgsbetingelserne ansvarlig over for køberen såvel med hensyn til smitsomme sygdomme som med hensyn til andre væsentlige, i høj grad værdiforringende sygdomme eller fejl, der ikke specielt er opgivne eller ikke er let synbare, såfremt disse med sikkerhed kan erkendes at have været til stede hos dyret, da salget fandt sted.
For andre auktioner end de her omhandlede forbliver det ved de hidtil gældende regler, og det betager ikke auktionen karakter af offentlig, at bortsalg sker alene for og til medlemmer af en bestemt forening.
Stk. 2 Det skal dog kunne tillades foreninger at fordele foreningens ejendele ved auktion mellem dens medlemmer uden auktionsdirektørens mellemkomst og uden gebyr, for så vidt bortsalget står i forbindelse med foreningens almindelige formål og ikke har nogen erhvervsmæssig karakter.
Bestemmelserne i lov nr. 28 af 11. marts 1892 om salg af fersk fisk m.m. ved offentlig auktion, i lov nr. 71 af 7. april 1899 om salg af indenlandske haveprodukter og indenlandsk frugt ved offentlig auktion og i § 20 i lov nr. 124 af 8. juni 1912 om foranstaltninger til husdyravlens og husdyrbrugets fremme berøres ikke af reglerne i nærværende lov.