Minimumsbeskatningsloven Afsnit VII

Denne konsoliderede version af minimumsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en ekstraskat for visse koncernenheder (minimumsbeskatningsloven)

Lov nr. 1535 af 12. december 2023

Kapitel 20 1 Ikrafttræden
§ 71

Loven træder i kraft den 31. december 2023.

Stk. 2 Loven har virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Kapitel 12 har virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2024 eller senere. Kapitel 12 har dog virkning for regnskabsår, der påbegyndes den 31. december 2023 eller senere, når den lavt beskattede koncernenhed er hjemmehørende i en jurisdiktion, der har valgt at anvende artikel 50 i Rådets direktiv (EU) 2022/2523 af 15. december 2022 om sikring af en global minimumsskattesats for multinationale koncerner og store nationale koncerner i Unionen.

Kapitel 21 1 Overgangsbestemmelser
§ 72

For regnskabsår, der begynder den 31. december 2026 eller før, og som slutter senest den 30. juni 2028, kan ekstraskatten i en jurisdiktion fastsættes til nul, hvis

  • 1) den multinationale koncern ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport for regnskabsåret har en samlet omsætning i jurisdiktionen på mindre end 10 mio. euro og et samlet resultat før skat i jurisdiktionen på mindre end 1 mio. euro,

  • 2) den multinationale koncern for regnskabsåret har en forenklet effektiv skattesats i jurisdiktionen, der er lig med eller større end overgangssatsen, eller

  • 3) den multinationale koncern har et resultat før skat i jurisdiktionen, der er lig med eller mindre end det substansbaserede indkomstudelukkelsesbeløb beregnet efter § 30 for de koncernenheder, der efter land for land-rapporten er hjemmehørende i jurisdiktionen.

Stk. 2 Den forenklede beregning efter stk. 1 for en jurisdiktion kan vælges for det første år, hvor den multinationale koncern omfattes af reglerne i denne lov.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder tillige anvendelse for joint ventures og tilknyttede joint ventures, jf. § 38, idet disse skal behandles som koncernenheder i en selvstændig multinational koncern, dog med den undtagelse, at den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab og den totale omsætning er de beløb, der er rapporteret i de kvalificerede regnskaber.

Stk. 4 I denne bestemmelse forstås ved:

  • 1) Forenklede omfattede skatter: Regnskabsårets skatteudgifter i jurisdiktionen som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskab efter eliminering af skatter, som ikke er omfattede skatter og usikre skattepositioner som rapporteret i den multinationale koncerns kvalificerede regnskaber.

  • 2) Forenklet effektiv skattesats: De forenklede omfattede skatter i jurisdiktionen divideret med resultatet før skat som rapporteret af den multinationale koncern i den kvalificerede land for land-rapport.

  • 3) Overgangssatser: 15 pct. for regnskabsår, der begynder i 2023 og 2024, 16 pct. for regnskabsår, der begynder i 2025, og 17 pct. for regnskabsår, der begynder i 2026.

  • 4) Kvalificeret land for land-rapport: En land for land-rapportering, der er udarbejdet og indgivet på baggrund af kvalificerede regnskaber.

  • 5) Kvalificeret regnskab:

    • a) De bogføringskonti, der er anvendt til at udarbejde den multinationale koncerns ultimative moderselskabs konsoliderede regnskaber,

    • b) den enkelte koncernenheds regnskab, hvis det er udarbejdet i overensstemmelse med en almindelig anerkendt eller godkendt regnskabsstandard, dog forudsat at oplysningerne i regnskaber udarbejdet efter en godkendt regnskabsstandard er pålidelige, eller

    • c) en koncernenheds regnskab, der er anvendt ved udarbejdelsen af koncernens land for land-rapport, hvis koncernenhedens regnskab ikke er inkluderet i en multinational koncerns konsoliderede regnskaber udelukkende på grund af størrelse eller væsentlighed.

  • 6) Samlet omsætning: En multinational koncerns samlede omsætning i en jurisdiktion ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport. Den samlede omsætning i koncernenheder i jurisdiktionen, der besiddes med henblik på salg, jf. § 4, nr. 3, litra a, medregnes i koncernens samlede omsætning.

  • 7) Resultat før skat: En multinational koncerns resultat før skat i en jurisdiktion ifølge koncernens kvalificerede land for land-rapport. Et urealiseret nettotab, der er et resultat af ændringer i markedsværdien af aktiebesiddelser, der ikke er en porteføljeandel, skal dog være fratrukket resultatet før skat, hvis dette nettotab overstiger 50 mio. euro i en jurisdiktion.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse for store nationale koncerner og for multinationale koncerner, der ikke er forpligtet til at indgive en land for land-rapport.

§ 73

§ 72 finder ikke anvendelse i den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende, hvis det ultimative moderselskab er en gennemløbsenhed omfattet af § 19, medmindre alle ejerandelene i gennemløbsenheden ejes af kvalificerede personer.

Stk. 2 Er det ultimative moderselskab en gennemløbsenhed, jf. stk. 1, eller en enhed omfattet af § 20, skal resultatet før skat, jf. § 72, stk. 4, nr. 7, reduceres hos det ultimative moderselskab med et beløb svarende til det, der er tilskrevet af gennemløbsenheden eller distribueret af enheden omfattet af § 20 som et resultat af en ejerandel ejet af en kvalificeret person som nævnt i stk. 3.

Stk. 3 I forhold til stk. 1 og 2 forstås ved en kvalificeret person:

  • 1) En indehaver af en ejerandel omfattet af § 19, stk. 1 eller 2, hvor det ultimative moderselskab er en gennemløbsenhed.

  • 2) En indehaver af en ejerandel omfattet af § 20, stk. 1 eller 2, hvor det ultimative moderselskab er omfattet en ordning med fradrag for udlodninger.

Stk. 4 § 72 finder endvidere ikke anvendelse for følgende koncernenheder, multinationale koncerner eller jurisdiktioner:

  • 1) Statsløse koncernenheder.

  • 2) Multinationale koncerner med flere ultimative moderselskaber, hvor én enkelt kvalificeret land for land-rapport ikke inkluderer oplysninger for begge koncerner.

  • 3) Jurisdiktioner med koncernenheder, som har valgt at være omfattet af § 27.

  • 4) Jurisdiktioner, hvor § 72 ikke har været anvendt i et tidligere regnskabsår, hvor den multinationale koncern ellers har været omfattet af en kvalificeret regel om indkomstmedregning, medmindre den multinationale koncern ikke havde nogen koncernenheder i jurisdiktionen i det pågældende regnskabsår.

§ 74

§ 72 finder alene anvendelse for en investeringsenhed, når der ikke er truffet beslutning om, at §§ 41 eller 42 skal finde anvendelse for investeringsenheden, og alle koncernenhedsejerne er hjemmehørende i samme jurisdiktion som investeringsenheden.

§ 75

Er det ultimative moderselskab hjemmehørende i en jurisdiktion med en selskabsskattesats på 20 pct. eller højere, nedsættes ekstraskatten efter reglerne i afsnit III om underbeskattet overskud til nul for hvert regnskabsår af højst 12 måneders varighed, der påbegyndes den 31. december 2025 eller før, og som slutter senest den 30. december 2026.

Kapitel 22 1 Ændringer i anden lovgivning
§ 76

(Udeladt)

§ 78

(Udeladt)

§ 79

(Udeladt)

Kapitel 23 1 Territorialbestemmelse
§ 80

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.