Minimumsbeskatningsloven § 22

Denne konsoliderede version af minimumsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en ekstraskat for visse koncernenheder (minimumsbeskatningsloven)

Lov nr. 1535 af 12. december 2023

Regulering og allokering
§ 22

En koncernenheds regulerede omfattede skatter i et regnskabsår opgøres ved at regulere summen af de aktuelle skatteforpligtelser, der er indregnet i enhedens regnskabsmæssige nettoindkomst eller -tab, for så vidt angår omfattede skatter i regnskabsåret, med følgende:

  • 1) Nettobeløbet for enhedens tillæg og fradrag i forbindelse med omfattede skatter for regnskabsåret, jf. stk. 2 og 3.

  • 2) Det samlede reguleringsbeløb for udskudt skat, jf. § 23.

  • 3) Enhver forhøjelse eller nedsættelse af omfattede skatter, der er bogført som egenkapital eller anden totalindkomst, som vedrører beløb, der er medtaget ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab, og som er underlagt beskatning i henhold til lokale skatteregler.

Stk. 2 Tillæggene til en koncernenheds omfattede skatter for regnskabsåret omfatter følgende:

  • 1) Ethvert beløb for omfattede skatter, der er påløbet som en udgift i resultatet før skat i regnskabet.

  • 2) Ethvert beløb for et kvalificeret tabsbetinget udskudt skatteaktiv, der er anvendt, jf. § 24, stk. 2.

  • 3) Ethvert beløb for omfattede skatter, der vedrører en usikker skattemæssig position, som ikke tidligere er medregnet, jf. stk. 3, nr. 4, og som er betalt i regnskabsåret.

  • 4) Ethvert credit- eller refusionsbeløb, der vedrører en kvalificeret skattegodtgørelse, som regnskabsmæssigt er indregnet som en nedsættelse af de aktuelle skatteforpligtelser.

Stk. 3 Nedsættelserne af koncernenhedens omfattede skatter for regnskabsåret omfatter følgende:

  • 1) Det beløb for den aktuelle skatteforpligtelse for indkomst, der ikke er medtaget ved beregningen af den kvalificerede indkomst eller det kvalificerede tab, jf. kapitel 5.

  • 2) Ethvert credit- eller refusionsbeløb, der vedrører en ikkekvalificeret skattegodtgørelse, som ikke regnskabsmæssigt er indregnet som en nedsættelse af de aktuelle skatteforpligtelser.

  • 3) Ethvert beløb for omfattede skatter, der er refunderet til eller godskrevet en koncernenhed, og som ikke behandles som en regulering af de aktuelle skatteforpligtelser i regnskabet, medmindre det vedrører en kvalificeret skattegodtgørelse.

  • 4) Det beløb for de aktuelle skatteforpligtelser, der vedrører en usikker skattemæssig position.

  • 5) Ethvert beløb for de aktuelle skatteforpligtelser, der ikke forventes betalt inden for 3 år efter regnskabsårets afslutning.

Stk. 4 Ved anvendelsen af stk. 1-3 kan et beløb for omfattet skat kun medtages én gang med henblik på beregning af de regulerede omfattede skatter.

Stk. 5 Er der i et regnskabsår ikke en kvalificeret nettoindkomst i en jurisdiktion, og er beløbet for regulerede omfattede skatter for den pågældende jurisdiktion negativt og mindre end et beløb svarende til det kvalificerede nettotab multipliceret med minimumsskattesatsen (de forventede regulerede omfattede skatter), betragtes beløbet svarende til differencen mellem beløbet for de regulerede omfattede skatter og beløbet for de forventede regulerede omfattede skatter som en yderligere ekstraskat for det pågældende regnskabsår. Beløbet for den yderligere ekstraskat allokeres til hver koncernenhed i jurisdiktionen i overensstemmelse med § 31, stk. 4. Den indberettende koncernenhed beslutter årligt i overensstemmelse med § 54, stk. 2, om differencen mellem beløbet for de regulerede omfattede skatter og beløbet for de forventede regulerede omfattede skatter i stedet fremføres til modregning i koncernens positive regulerede skatter i jurisdiktionen i senere regnskabsår, hvor der er positiv kvalificeret nettoindkomst i jurisdiktionen.

Stk. 6 Er der i et regnskabsår positiv kvalificeret nettoindkomst i en jurisdiktion, og er beløbet for regulerede omfattede skatter for den pågældende jurisdiktion negativt, skal beløbet for regulerede omfattede skatter for det pågældende regnskabsår sættes til nul. Det negative beløb for regulerede omfattede skatter for den pågældende jurisdiktion fremføres til modregning i koncernens positive regulerede skatter i jurisdiktionen i senere regnskabsår, hvor der er positiv kvalificeret nettoindkomst i jurisdiktionen.