Straffeloven § 118e

Denne konsoliderede version af straffeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 126 af 15. april 1930,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1145 af 5. november 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1674 af 30. december 2024 og lov nr. 1677 af 30. december 2024

§ 118e

For krigsforbrydelser mod personer straffes den, der i tilknytning til en væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:

  • 1) Dræber en beskyttet person.

  • 2) Påfører en beskyttet person

    • a) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse med det formål at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, med det formål at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, på baggrund af enhver form for forskelsbehandling eller på baggrund af et formål af lignen-de karakter (tortur),

    • b) stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse (umenneskelig behandling) eller

    • c) stor fysisk eller psykisk smerte eller lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred.

  • 3) Udsætter en beskyttet person for slaveri.

  • 4) Udsætter en beskyttet person for voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvangssterilisering eller anden form for seksuel eller reproduktiv vold af lignende grovhed.

  • 5) Tager en beskyttet person som gidsel.

  • 6) Indkalder eller hverver et barn under 15 år til tjeneste i væbnede styrker eller grupper eller bruger et barn under 15 år til aktiv deltagelse i fjendtligheder.

  • 7) Udsætter en beskyttet person for et medicinsk, biologisk eller videnskabeligt forsøg, der medfører død eller alvorlig fare for personens liv eller helbred.

  • 8) Deporterer, tvangsforflytter eller frihedsberøver en beskyttet person i strid med den humanitære folkeret.

  • 9) Idømmer eller iværksætter en straf over for en beskyttet person i strid med retten til en retfærdig rettergang efter den humanitære folkeret.

  • 10) Groft krænker en beskyttet eller afdød persons værdighed ved ydmygende, nedværdigende eller anden krænkende behandling.

  • 11) Skader en modstander, der har overgivet sig betingelsesløst eller er ukampdygtig, eller en parlamentær.

  • 12) Erklærer modpartens borgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket fra at blive gjort gældende ved domstolene.

Stk. 2 For krigsforbrydelser mod personer straffes også den, der i tilknytning til en international væbnet konflikt foretager en eller flere af følgende handlinger:

  • 1) Overfører en del af sin egen civilbefolkning til et besat område.

  • 2) Tvinger en statsborger af modparten til at deltage i kamphandlinger mod sit eget land.

  • 3) Tvinger en beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker.

Stk. 3 Ved beskyttet person forstås en person, der ikke eller ikke længere tager direkte del i fjendtlighederne, eller som i øvrigt er beskyttet efter den humanitære folkeret.