Forarbejder til Sygedagpengeloven § 66

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget skal navnlig ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) (L 165), der erstatter de gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-4-14 fra 1683 og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. En vedtagelse af den foreslåede nye forældelseslov vil således medføre behov for ændringer af en række forældelsesregler i den øvrige lovgivning.

Herudover indeholder lovforslaget ændringer af visse formueretlige regler, bl.a. af reklamationsreglerne i købeloven. Det foreslås, at købelovens reklamationsfrister ikke skal finde anvendelse på køb af genstande, som i henhold til et påbud skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi de udgør en fare, uanset efter hvilken lovgivning det pågældende påbud er udstedt. Endvidere foreslås det, at der ikke skal gælde en reklamationsfrist ved køb af byggematerialer. Herudover foreslås det, at en aftalt fravigelse af reklamationsfristerne til skade for køberen ikke skal kunne gøres gældende over for en senere køber, hvis denne handler uden for sit erhverv. Lovforslaget indeholder også visse mindre ændringer af renteloven og kreditaftaleloven.

2. Baggrunden for lovforslaget

Justitsministeren nedsatte i 2001 et udvalg om revision af de generelle forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 og forældelsesloven fra 1908.

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås en ny forældelseslov, som i al væsentlighed svarer til udvalgets lovudkast i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen.

Forslagene om ændring af retsplejeloven, ikrafttrædelsesloven til straffeloven, konkursloven og tinglysningsloven i dette lovforslags §§ 3, 10, 11 og 12, bygger også på udvalgets lovudkast, jf. dettes § 29, nr. 3-5, og § 30.

Ændringen af købeloven, som foreslås indført ved § 1 i dette lovforslag, bygger til dels på forslag fra udvalget om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer, som Justitsministeriet nedsatte i 2002, jf. betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer.

Der var i dette udvalg ikke enighed om, hvorvidt der er behov for en forbedring af forbrugerbeskyttelsen ved erhvervelse af byggematerialer. Lovforslaget følger anbefalingerne fra nogle medlemmer af udvalget, der foreslår en forlængelse af købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10 år kombineret med indsættelse af en særlig regel om forbrugerpræceptivitet. Den nærmere udformning af forslaget er imidlertid sket i lyset af det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov, der bl.a. indeholder en absolut 10-årig forældelsesfrist. Derfor foreslås det helt at ophæve købelovens reklamationsfrist ved køb af byggematerialer.

Desuden foreslås en ændring af købeloven, hvorefter købelovens 2-årige reklamationsfrist ikke vil finde anvendelse på køb af genstande, som i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi de udgør en fare. En sådan regel findes allerede i produktsikkerhedsloven.

Ved lovforslagets § 2 foreslås forsikringsaftalelovens forældelsesbestemmelser ændret. Indholdet af dette forslag bygger på et forslag fra et udvalg om revision af forsikringsaftaleloven, jf. betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven. Justitsministeriet s forslag til ændringer af forsikringsaftalelovens regler bygger på udvalgets lovskitse, men den nærmere udformning af forslaget er tilpasset forslaget til ny forældelseslov.

Lovforslaget indeholder endvidere en række forslag til ændringer af de særlige forældelsesregler i den øvrige lovgivning, som forslaget til ny forældelseslov giver anledning til, jf. lovforslagets §§ 4-9, § 13 og §§ 16-45.

Endelig indeholder lovforslaget visse mindre ændringer af renteloven og kreditaftaleloven, som ikke er foranlediget af forslaget til ny forældelseslov, jf. lovforslagets §§ 14 og 15.

3. Lovforslagets hovedindhold

3.1. Ændring af købeloven

3.1.1. Reklamationsfristen, når salgsgenstanden skal tilbagekaldes eller destrueres i henhold til et påbud

3.1.1.1. Gældende ret

Der foreligger en mangel, hvis en solgt genstand er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Der foreligger som udgangspunkt en mangel, hvis salgsgenstanden ved normal brug forvolder utilsigtet fare for skade på person eller ting.

Købelovens § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1, bestemmer, at hvis en køber ikke inden to år efter genstandens overgivelse har meddelt sælgeren, at køberen vil påberåbe sig en mangel, kan manglen ikke gøres gældende senere, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt. Ved køb af byggematerialer er fristen 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af materialerne til køberen, jf. § 54, stk. 2, og § 83, stk. 2.

Om en sælger eller et tidligere led i salgskæden indestår for salgsgenstanden i længere tid, vil bero på den konkrete sags omstændigheder. En indeståelse vil kunne foreligge, også uden at sælgeren har givet en udtrykkelig garanti. Sælgeren må således normalt også uden et udtrykkeligt tilsagn antages at indestå for, at genstanden har de egenskaber, som i almindelighed klart er af afgørende betydning for brugbarheden af genstande af den pågældende type, medmindre køberen har givet sælgeren grund til at tro, at køberen ikke lagde vægt på egenskaben, jf. Folketingstidende 1978/79, tillæg A, sp. 2160. Det må i den forbindelse normalt anses for at være af afgørende betydning for brugbarheden af en genstand, at den kan anvendes uden en betydelig risiko for personskade, jf. også betænkning nr. 1256/1993 om produktsikkerhed, s. 117.

– Påbud om tilbagekaldelse eller destruktion efter produktsikkerhedsloven

Produktsikkerhedsloven, jf. lov nr. 364 af 18. maj 1994 med senere ændringer, har til formål at forhindre, at farlige produkter og tjenesteydelser bringes i omsætning, eller, hvis dette allerede er sket, at iværksætte passende foranstaltninger med det formål at forebygge skade på person eller ejendom.

Det følger af produktsikkerhedsloven, at hvis et produkt, der udgør en fare, er bragt i omsætning, kan den relevante kontrolmyndighed påbyde enhver, der har bragt produktet i omsætning, straks eller inden for en nærmere frist at trække produktet tilbage, at tilbagekalde produktet eller at destruere produktet på forsvarlig måde, jf. § 12, stk. 1, nr. 3-5.

I henhold til produktsikkerhedslovens § 3 forstås ved et produkt enhver løsøregenstand, uanset om den er en råvare eller et naturprodukt. Ved et produkt forstås endvidere fast ejendom, bortset fra grunden, samt bestanddele og tilbehør til den faste ejendom.

Ved tilbagetrækning forstås ifølge produktsikkerhedslovens § 7 a, stk. 1, enhver foranstaltning med henblik på at forhindre, at et farligt produkt distribueres, udstilles og tilbydes forbrugere. Ved tilbagekaldelse forstås enhver foranstaltning med henblik på returnering af et farligt produkt, som producenten eller distributøren tidligere har leveret eller stillet til rådighed for forbrugere, jf. § 7 a, stk. 2. Forskellen mellem tilbagetrækning og tilbagekaldelse er, at producenten mv. ved påbud om tilbagetrækning alene skal foretage handlinger med henblik at begrænse det fremtidige salg mv. af produktet, mens den pågældende ved påbud om tilbagekaldelse skal foretage handlinger med henblik på, at forbrugerne returnerer allerede leverede mv. produkter.

Ifølge produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, gælder reklamationsfristerne i købelovens §§ 54 og 83 ikke i tilfælde, hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal tilbagekaldes efter stk. 1, nr. 4, eller destrueres i medfør af stk. 1, nr. 5. Produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, omfatter således alene tilfælde, hvor der er udstedt påbud om tilbagekaldelse eller destruktion. Bestemmelsen omfatter derimod ikke de tilfælde, hvor der udstedt påbud om tilbagetrækning.

- Påbud om tilbagekaldelse eller destruktion efter øvrige regler

Der kan også efter en række andre offentligretlige regler udstedes påbud om tilbagekaldelse eller destruktion, fordi en genstand udgør en fare.

For så vidt angår f.eks. kemiske stoffer eller produkter, kan en producent eller importør i visse tilfælde påbydes for egen regning at tilbagekalde et i øvrigt lovligt produkt fra forhandlere eller brugere, når det findes nødvendigt for at sikre, at den pågældende genstand ikke medfører alvorlig fare for sundheden eller alvorlig skade på miljøet. Det fremgår af § 32 a, stk. 1, i lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006. Efter samme lovs § 48, stk. 2, nr. 3 og 4, kan der udstedes påbud om, at produkter tilbagetages eller destrueres på forsvarlig vis, hvis de er ulovlige, eksempelvis fordi de ikke er sikre, men også fordi de ikke overholder bestemmelser om emballering, mærkning mv.

Legetøj må ikke bringes i omsætning, hvis det indebærer fare for sikkerheden eller sundheden for brugerne eller andre personer, når det anvendes til det beregnede formål eller på en måde, som børn må forventes at anvende det på, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1116 af 12. december 2003 om sikkerhedskrav til legetøj og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler (legetøjsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i produktsikkerhedsloven. Der opstilles endvidere i den pågældende bekendtgørelse en række mere konkrete sundheds- og sikkerhedskrav, som legetøj skal leve op til, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Enhver, der udbyder, forhandler eller distribuerer legetøj i strid med sikkerhedskravene i § 4, stk. 1 og 2, kan påbydes straks eller inden for en nærmere angivet frist at trække produktet tilbage, at tilbagekøbe produktet eller destruere produktet på forsvarlig vis, jf. bekendtgørelsens § 20, stk. 1, nr. 4 og 5. Ifølge bekendtgørelsens § 20, stk. 7, gælder reklamationsfristerne i købelovens §§ 54 og 83 ikke i tilfælde, hvor der i medfør af stk. 1, nr. 4 eller 5, er meddelt påbud om, at et produkt skal trækkes tilbage eller destrueres.

For så vidt angår fødevarer, indeholder fødevarelovens § 52, stk. 1, jf. lov nr. 526 af 24. juni 2005 med senere ændringer, en hjemmel for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at træffe de afgørelser, herunder meddele påbud og forbud, der er nødvendige for at sikre overholdelse af de krav, der er fastsat i fødevarelovgivningen eller i Det Europæiske Fællesskabs forordninger og direktiver. Ministeren kan med hjemmel heri bl.a. udstede påbud om tilbagekaldelse eller destruktion, hvis produkter ikke overholder krav til fødevaresikkerheden fastsat i de pågældende retsforskrifter.

Lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr med senere ændringer har til formål at sikre, at hold af dyr sker på ansvarlig vis og på en sådan måde, at hensynet til fødevaresikkerheden og menneskers og dyrs sundhed samt til produktionen tilgodeses, jf. lovens § 1, stk. 1. Med henblik med at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af bl.a. zoonotiske smitstoffer, dvs. stoffer, der kan smitte fra dyr til mennesker, og en række øvrige sygdomme nævnt i loven kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddele påbud om bl.a. aflivning og destruktion af dyr samt om tilintetgørelse eller destruktion af produkter af dyr samt foder, gødning, slam og andet materiale, som kan være inficeret eller kontamineret, jf. § 30, stk. 2, nr. 1, litra i, og nr. 2, litra g og i, i lov om hold af dyr.

Den, der markedsfører et fritidsfartøj, skibsudstyr, personlige værnemidler eller andre produkter, som anvendes om bord i skibe, kan af Søfartsstyrelsen pålægges at tilbagekalde et produkt fra markedet, hvis det frembyder fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, jf. § 4, stk. 4, nr. 2, i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002 med senere ændringer.

For så vidt angår elektrisk materiel, kan Sikkerhedsstyrelsen bestemme, at ulovligt elektrisk materiel skal tilbagetages, jf. § 14, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 177 af 20. marts 1995 om administration m.v. af stærkstrømsloven med senere ændringer. Hvis Sikkerhedsstyrelsen skønner, at hensynet til brugernes sikkerhed kræver det, kan det bestemme, at det pågældende materiel ikke længere må bruges. Styrelsen kan også bestemme, at sådant materiel skal frakobles og eventuelt demonteres, hvis det er fast installeret, og kan i den forbindelse pålægge autoriserede elinstallatører at demontere og tilbagetage fast installeret materiel, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 4.

For så vidt angår gasmateriel, indeholder lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 8. december 2003 med senere ændringer, en hjemmel til påbud om tilbagekaldelse. Loven har tre overordnede formål, jf. lovens § 1. Den har således til formål at sikre og opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af hensyn til sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af værdier, at sikre kvaliteten af det udførte installationsarbejde på gas-, vand- og afløbsområdet under hensyntagen til forbrugernes interesser, generel beskyttelse mod tab af værdier og som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats og at fremme foranstaltninger til anvendelse af energi- og ressourcebesparende udstyr samt øvrige foranstaltninger som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats. Ifølge lovens § 18, nr. 2, kan Sikkerhedsstyrelsen pålægge fabrikanter og forhandlere at tilbagekalde gasmateriel, der ikke opfylder bestemmelserne i det gasreglement, som er udstedt i medfør af lovens § 15, eller hvis anvendelse indebærer en sikkerhedsmæssig risiko.

Det er kun i produktsikkerhedsloven og legetøjsbekendtgørelsen, at der er taget udtrykkelig stilling til forholdet mellem et påbud om tilbagekaldelse eller destruktion og købelovens reklamationsregler, jf. ovenfor. I andre tilfælde må der i stedet foretages en konkret vurdering af, om købelovens reklamationsfrister ikke finder anvendelse som følge af, at sælgeren har udstedt en – eventuelt stiltiende – længerevarende garanti for, at genstanden er sikker.

3.1.1.2. Lovforslagets udformning

Som det fremgår af beskrivelsen af gældende ret umiddelbart ovenfor, jf. pkt. 3.1.1.1, er en købers retsstilling forskellig afhængig af, om et påbud om tilbagekaldelse eller destruktion er udstedt med hjemmel i produktsikkerhedsloven (eller legetøjsbekendtgørelsen) eller med hjemmel i anden lovgivning. Ved påbud efter produktsikkerhedsloven følger det umiddelbart af produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, at reklamationsfristerne i købelovens §§ 54 og 83 ikke finder anvendelse, mens det ved påbud efter andre regler om produkters sikkerhed (bortset fra legetøjsbekendtgørelsen) beror på, om der er givet en længerevarende garanti i det enkelte tilfælde.

Det foreslås, at reglen i produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, kommer til at gælde generelt, således at købelovens reklamationsfrister ikke gælder, hvis et offentligretligt påbud om tilbagekaldelse eller destruktion er udstedt, fordi en genstand udgør en fare, uanset efter hvilken lovgivning påbuddet er udstedt. Herved sikres det, at alle gældende regler, hvorefter der kan udstedes påbud om tilbagekaldelse eller destruktion, og alle fremtidige regler herom bliver omfattet, herunder både nationale regler og visse EU-regler, i det omfang påbud kan udstedes med hjemmel heri.

Bestemmelsen bør omfatte tilfælde, hvor det konkrete påbud har sin baggrund i, at det pågældende produkt udgør en fare, og er baseret på den pågældende myndigheds vurdering af faren ved at bruge produktet.

Efter visse love er det en betingelse for at udstede et påbud, at den relevante myndighed har vurderet, at de pågældende produkter udgør en fare. Det gør sig eksempelvis gældende for produktsikkerhedslovens § 12, stk. 1, lov om kemiske stoffer og produkter § 32 a, stk. 1, lov om sikkerhed til søs § 4, stk. 4, nr. 2, og bekendtgørelse om administration m.v. af stærkstrømsloven § 14, stk. 4, jf. nærmere om disse bestemmelser under pkt. 3.1.1.1 ovenfor. I disse tilfælde ligger det således fast, at påbuddet er begrundet i, at produktet udgør en fare.

Efter andre love kan der udstedes påbud af flere forskellige grunde. Reglerne i lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, hvorefter der kan udstedes påbud om tilbagekaldelse af gasmateriel, har eksempelvis bl.a. til formål at sikre et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af hensyn til sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af værdier, men har også en række andre formål, herunder at sikre kvaliteten af installationsarbejde på gas-, vand- og afløbsområdet, jf. pkt. 3.1.1.1. I sådanne tilfælde vil den foreslåede bestemmelse alene finde anvendelse, hvis det fremgår af det pågældende påbud, at det er begrundet i, at de omhandlede genstande udgør en fare.

Den foreslåede fravigelse af reklamationsfristerne i købeloven bør efter Justitsministeriet s opfattelse omfatte offentligretlige påbud, men ikke tilfælde, hvor et produkt tilbagekaldes fra markedet frivilligt. Endvidere bør den kun omfatte konkret udstedte påbud, men ikke tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker i medfør af generelle regler. En generel pligt til tilbagekaldelse i nærmere angivne tilfælde findes eksempelvis i artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 178 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om opretholdelse af Den Europæiske Fødevaresikkerheds autoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.

Desuden foreslås det, at undtagelsesreglen skal gælde både i handelskøb, civilkøb og forbrugerkøb. Det sikres herved bl.a., at detailhandlere mv. som udgangspunkt ikke ender i en »reklamationsklemme«, hvor forbrugeren kan gøre mangelsindsigelser gældende over for detailhandleren mv., mens denne er afskåret fra at gå videre med mangelskravet til producenten mv.

Afgrænsningen af den foreslåede regel vil således svare til afgrænsningen af den gældende regel i produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 40.

Det bemærkes, at den foreslåede regel om ufravigelighed i forbrugerforhold (forbrugerpræceptivitet), jf. nedenfor under pkt. 3.1.2.2 og lovforslagets § 1, nr. 3 (købelovens § 54, stk. 4), efter lovforslaget også finder anvendelse i tilfælde, hvor der udstedes påbud om tilbagekaldelse eller destruktion på grund af manglende sikkerhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-4 (forslag til købelovens § 1, stk. 3, § 54, stk. 2 og 4, og § 83, stk. 2) samt til lovforslagets § 40 (forslag til ophævelse af produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3) og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet har i efteråret 2006 nedsat et udvalg om køberetlig regulering af produktansvar. Udvalget har til opgave at overveje muligheden for at tildele købere af defekte produkter beføjelser efter købelovens regler, hvis salgsgenstanden forvolder skade på person eller på andre ting. Udvalget skal således overveje fordele og ulemper ved at udvide sælgers køberetlige ansvar – dvs. mangels- eller garantiansvar – for defekte produkter. Det vil i den forbindelse bl.a. kunne overvejes, om der eventuelt bør indføres regler om, at sælgere skal anses for at indestå for salgsgenstandens sikkerhed. I givet fald vil der eventuelt kunne være anledning til at overveje, om der fortsat er behov for den foreslåede regel om ophævelse af reklamationsfristen.

3.1.2. Ophævelse af reklamationsfristen ved køb af byggematerialer

3.1.2.1. Gældende ret

Købeloven gælder for alle former for løsørekøb, jf. lovens § 1 a, stk. 1, herunder køb af byggematerialer, der foretages med henblik på opførelse eller reparation af fast ejendom. Dette gælder såvel med hensyn til en entreprenørs anskaffelse af byggematerialer fra en leverandør (materialeleverance ved entreprise) som med hensyn til en selvbyggers køb af materialer fra en handlende til opførelse på købers faste ejendom.

Købelovens § 54, stk. 1, bestemmer, at hvis køberen ikke inden to år efter genstandens overgivelse har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en mangel, kan forbrugeren ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt. Ifølge § 54, stk. 2, er fristen ved køb af byggematerialer imidlertid 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af materialerne til køberen.

Købelovens § 83, stk. 2, der omhandler forbrugerkøb, bestemmer, at § 54, stk. 2, om byggematerialer finder tilsvarende anvendelse ved forbrugerkøb.

Den 5-årige reklamationsfrist for byggematerialer i købelovens §§ 54 og 83 kan fraviges ved aftale, i forbrugerkøb dog ikke til skade for køberen (forbrugeren), jf. købelovens § 1, stk. 2.

Den særlige reklamationsfrist for byggematerialer blev indsat i købeloven ved § 25 i lov nr. 391 af 14. juni 1995 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. med det formål at sikre en ensartet ansvarsperiode for henholdsvis køb af byggematerialer, som er omfattet af købeloven, og aftaler om opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom (entrepriseforhold), der ikke er omfattet af købeloven, jf. dennes § 2, stk. 2. I entrepriseforhold har parterne i stedet for typisk vedtaget reglerne i Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92), Almindelige betingelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89) eller Almindelige betingelser for totalentreprise (ABT 93), jf. om disse umiddelbart nedenfor.

Begrebet »byggematerialer« er ikke defineret i købeloven, men i bemærkningerne til forslag til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 3003, er det forudsat, at der ved byggematerialer skal forstås materialer, som efter deres art er bestemt til sædvanligvis at indgå i bygningskonstruktioner. Ifølge bemærkningerne omfatter reglen f.eks. mursten, lægter, spær, betonelementer og tagsten, mens »selvstændige« produkter som f.eks. gulvtæpper, udendørslamper og fodriste ikke er omfattet. Materialer, der som f.eks. sten, grus og uforarbejdet træ ikke kan siges hovedsagelig at være bestemt til anvendelse ved byggeri mv., er heller ikke omfattet.

Uden for købelovens område falder i henhold til lovens § 1 a, stk. 1, køb af fast ejendom, dvs. køb af hus, ejerlejlighed mv. eller en ideel anpart heraf. Reklamationsreglerne i købelovens §§ 54 og 83 kan ikke antages at gælde analogt ved køb af fast ejendom.

Uden for købelovens område falder desuden aftaler om opførelse af bygning eller andet anlæg på fast ejendom (entrepriseforhold), jf. lovens § 2, stk. 2. I entrepriseforhold udgøres retsgrundlaget i stedet af parternes særskilte aftale eller, hvis dette er aftalt, af de almindelige standardbetingelser i AB 92 og ABR 89 eller, i det omfang der er tale om totalentreprise, af standardbetingelserne i ABT 93. Andre former for værksleje falder også uden for købelovens område, herunder aftaler om reparation af fast ejendom.

Hvis AB 92 eller ABT 93 er vedtaget, skal bygherrens krav mod entreprenøren som følge af mangler ved byggearbejder og anlægsarbejder i tilslutning hertil fremsættes senest 5 år efter arbejdets aflevering, jf. AB 92 § 36 og ABT 93 § 36.

Den 5-årige reklamationsfrist i AB 92 og ABT 93 gælder dog ikke de dele af arbejdet, som entreprenøren har påtaget sig at indestå for i længere tid. Fristen gælder heller ikke, hvis det ved afleveringen konstateres, at en aftalt kvalitetssikring har svigtet væsentligt, eller der foreligger groft uforsvarligt forhold fra entreprenørens side. Derimod er det uden betydning, om manglen har været skjult. Reklamation over for entreprenøren er tilstrækkelig til at afbryde 5-årsfristen.

Også materialeleverandørerne vil som udgangspunkt hæfte i 5 år for mangler i kraft af den såkaldte byggeleveranceklausul i AB 92 § 10, stk. 4, og ABT 93 § 10, stk. 4. Efter disse bestemmelser regnes det 5-årige leverandøransvar fra afleveringen af byggeriet, men med den begrænsning, at leverandørens ansvar ophører senest 6 år efter levering til lager eller videresalg.

For de tekniske rådgivere, som har medvirket ved opførelsen af en bygning, vil det ofte være aftalt, at ABR 89 skal gælde. I ABR 89 pkt. 6.2.3 er der ligeledes fastsat en reklamationsfrist på 5 år regnet fra byggeriets aflevering.

I modsætning til, hvad der følger af købeloven og standardvilkårene i AB 92 mv., gælder der ved andre former for værksleje ikke nogen reklamationsfrist, og den ydre grænse for i sådanne tilfælde at gøre et i øvrigt berettiget mangelsansvar gældende beror derfor på de almindelige regler om passivitet og de almindelige forældelsesregler.

En køber, herunder en forbruger, antages i visse tilfælde at kunne rette et direkte krav mod tidligere led i omsætningskæden. Omfanget af denne adgang til »springende regres« kan ikke anses for fuldt afklaret i retspraksis.

Højesteret tog imidlertid i den såkaldte eternitsag, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2001.249 H, stilling til et krav, som en senere erhverver havde rejst over for en producent, der havde markedsført nogle mangelfulde tagplader. Et flertal i Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at producenten havde handlet svigagtigt eller i strid med almindelig hæderlighed. Flertallet fandt dog, at producenten havde handlet uagtsomt ved ikke i tilstrækkelig grad at have sikret sig, at visse konstaterede produktionstekniske problemer var blevet løst. I en sådan situation fandt flertallet ikke, at producenten kunne drages til ansvar efter udløbet af reklamationsfristen i købelovens §§ 54 og 83, som gjaldt i forholdet mellem producenten og dennes aftalepart. Der blev ikke ved dommen taget stilling til, i hvilket omfang en senere erhverver skal respektere en aftale mellem en producent, der har handlet uagtsomt, og en tidligere erhverver om en kortere reklamationsfrist.

De almindelige forældelsesfrister i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af de ovennævnte reklamationsregler. Forældelsesreglerne vil dog i praksis ofte ikke have betydning for forbrugernes mulighed for at gøre et mangelsansvar gældende, idet et mangelsansvar på dette område i mange tilfælde vil være afskåret på et tidligere tidspunkt efter enten reglerne i købelovens §§ 54 eller 83 eller bestemmelserne i de almindeligt anvendte standardvilkår på entrepriseområdet, der som nævnt ligesom købeloven indeholder en reklamationsfrist på som udgangspunkt 5 år.

Der vil dog kunne forekomme situationer, hvor forældelsesreglerne vil være af betydning for forbrugeres mulighed for at gøre et mangelsansvar vedrørende byggematerialer gældende, bl.a. ved mindre reparationer af en fast ejendom, som ikke er omfattet af købelovens regulering, og som efter parternes aftale heller ikke er undergivet de almindelige standardbetingelser i AB 92 mv. Endvidere er forældelsesfristerne relevante i tilfælde, hvor reklamationsfristerne tilsidesættes, f.eks. fordi sælgeren har handlet svigagtigt mv.

Der henvises i øvrigt til kapitel 3 i betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer.

3.1.2.2. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet s udvalg om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer afgav i 2003 betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer.

Syv af udvalgets 14 medlemmer foreslog en forlængelse af købelovens særlige reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10 år. Disse medlemmer lagde bl.a. vægt på oplysninger fra Byggeskadefonden om mangler i byggesager. Det fremgik heraf, at for bestemte typer af byggematerialer, navnlig eternittage og tegltage, har skader i en række tilfælde vist sig senere end 5 år efter byggeriets aflevering eller leveringen af byggematerialerne.

Disse medlemmer foreslog, at den 10-årige reklamationsfrist til gengæld altid skulle regnes fra materialernes overgivelse til køberen, idet man herved vil få en retsteknisk simpel regel, der fastlægger et begyndelsestidspunkt, som er sammenfaldende med begyndelsestidspunktet for reklamationsfristerne efter købelovens § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1.

Disse medlemmer foreslog, at reklamationsfristen ved køb af byggematerialer forlænges også uden for forbrugerkøb for at undgå en »reklamationsklemme« for detailhandlerne mv., idet disse ellers ville kunne mødes med mangelsindsigelser fra forbrugerne i op til 10 år efter salget, mens de ville være afskåret fra selv at gå videre med mangelskravet mod producenter mv., hvis der er gået mere end 5 år.

De pågældende medlemmer pegede samtidig på, at det i forbindelse med en eventuel kommende ny forældelseslov med en absolut forældelsesfrist på 10 år kunne overvejes i stedet helt at ophæve den absolutte reklamationsfrist for byggematerialer og lade spørgsmålet om forbrugernes adgang til at rejse krav alene bero på forældelsesretlige regler.

For så vidt angår forbrugerforhold fandt disse syv medlemmer endvidere, at der bør skabes sikkerhed for, at en forbruger ikke på grund af aftalte reklamationsfrister mellem tidligere led i omsætningskæden vil kunne afskæres fra at gøre et i øvrigt berettiget erstatningskrav gældende mod et tidligere led. Derfor foreslog medlemmerne en regel, hvorefter en aftale om, at der skal gælde en kortere reklamationsfrist ved byggematerialer end de foreslåede 10 år fra materialernes overgivelse, ikke skal kunne gøres gældende over for en senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit erhverv (dvs. en forbruger), hvis betingelserne for, at forbrugeren kan kræve erstatning af det tidligere led for mangler ved byggematerialerne, i øvrigt er opfyldt. Disse medlemmer fandt, at hensynet til en sammenhængende køberetlig regulering taler for, at en sådan bestemmelse om, at forbrugerens adgang til at gøre eventuelle erstatningskrav gældende mod tidligere omsætningsled ikke skal kunne bortfalde som følge af aftalte (kortere) reklamationsfrister mellem tidligere led, også bør gælde for andre løseørekøb end blot køb af byggematerialer. En aftalt kortere reklamationsfrist end 2 år – som er den almindelige absolutte reklamationsfrist efter købelovens § 54, stk. 1, og § 83, stk. 1 – skal således ikke generelt kunne gøres gældende over for en senere erhverver (der er forbruger) hvis betingelserne for, at forbrugeren kan kræve erstatning hos et tidligere led i omsætningskæden for mangler ved salgsgenstanden, i øvrigt er opfyldt.

Syv andre medlemmer af udvalget fandt, at der ikke under udvalgsarbejdet var påvist et behov for ændring eller udvidelse af forbrugerbeskyttelsen på området. Disse medlemmer lagde bl.a. vægt på, at oplysningerne fra Byggeskadefonden bekræftede tidligere antagelser om, at skader, der skyldes mangler ved byggematerialer, normalt vil give sig udslag inden for fem år fra levering eller aflevering, og at der kun ved tagmaterialer i et væsentligt omfang viser sig skader senere, samt at der for så vidt angår tagmaterialer i forhold til 80 pct. af leverandørerne er etableret frivillige ordninger, der stiller forbrugeren bedre end købeloven.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1433/2003, kapitel 7.

Efter Justitsministeriet s opfattelse bør der fortsat gælde en særlig lang frist for indsigelser i anledning af mangler ved byggematerialer, og Justitsministeriet er enig i forslaget fra en del af udvalget om at udvide den nuværende frist. Under hensyn til, at der ved det samtidig fremsatte lovforslag om en ny forældelseslov foreslås en væsentlig forkortelse af de generelle forældelsesfrister, således at der bl.a. kommer til at gælde en absolut frist på 10 år (regnet fra fordringens forfaldstidspunkt), finder Justitsministeriet det nærliggende, at fristen for mangelsindsigelser vedrørende byggematerialer bliver den samme som fristen for mangelsindsigelser ved køb af fast ejendom.

Ved det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov foreslås indført en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med – som nævnt – en absolut forældelsesfrist på 10 år. Disse frister vil bl.a. gælde for mangelsindsigelser ved køb af fast ejendom. Forældelsesfristerne vil (ligesom i dag) løbe ved siden af købelovens regler, hvilket bl.a. indebærer, at krav i anledning af skjulte mangler ved byggematerialer ikke vil kunne gøres gældende senere end 10 år efter kravets forfaldstid.

Det foreslås på den baggrund, at reklamationsfristen afskaffes ved køb af byggematerialer. Det vil medføre, at spørgsmålet om forbrugernes adgang til at rejse krav vil bero alene på de generelle forældelsesregler, således at der vil gælde frister på 3 og 10 år for købers adgang til at gøre mangler ved byggematerialer gældende.

Forslaget om afskaffelse af reklamationsfristen ved køb af byggematerialer skal ses i sammenhæng med, at det i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov foreslås, at forældelseslovens regler ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugere. Det indebærer bl.a., at den særlige 5-årige reklamationsfrist i AB 92 § 36, ABT 93 § 36 og ABR 89 pkt. 6.2.3 ikke vil kunne gøres gældende over for forbrugere, men at krav i stedet først endeligt bortfalder ved udløbet af de almindelige forældelsesfrister på 3 og 10 år. Herved opnås, at krav, der angår byggematerialer, og krav, der angår byggeriets udførelse (dvs. krav, som typisk er reguleret af AB 92 mv.), i reklamations- og forældelsesmæssig henseende reguleres ens.

Justitsministeriet er også enig i forslaget fra en del af udvalget om at sikre, at aftaler mellem tidligere omsætningsled om en (kortere) reklamationsfrist ikke afskærer forbrugere fra at gennemføre erstatningskrav mod tidligere omsætningsled, hvis betingelserne herfor i øvrigt ville være opfyldt. Det foreslås, at reglen formuleres i lyset af, at reklamationsfristen for byggematerialer ikke forlænges, men afskaffes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 4 (forslag til købelovens § 1, stk. 3, § 54, stk. 3 og 4, og § 83, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at den foreslåede særlige regel om, at aftalte reklamationsfrister ikke kan gøres gældende over for senere erhververe, der handler uden for deres erhverv, alene finder anvendelse på krav, der fremsættes af en senere erhverver, hvis dennes køb er sket efter lovens ikrafttræden. Justitsministeriet har overvejet, om reglen alene burde finde anvendelse på aftaler mellem tidligere omsætningsled, som indgås efter lovens ikrafttræden. En sådan overgangsregel ville imidlertid placere senere erhververe i en bevismæssigt vanskelig situation, da disse i givet fald ville skulle bevise, at aftalen mellem de tidligere omsætningsled var indgået efter lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor, at tidspunktet for aftalen mellem den senere erhverver og dennes sælger bliver afgørende.

Der henvises til lovforslagets § 47, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

3.2. Ændring af forsikringsaftaleloven

3.2.1. Gældende ret

Forsikringsaftaleloven indeholder i §§ 29 og 30 regler om forældelse af visse forsikringskrav.

Efter § 29, stk. 1, gælder der for krav, der er grundede i forsikringsaftalen, en kortere forældelsesfrist end efter dansk rets almindelige forældelsesregler. Således forældes krav, der er grundede i forsikringsaftalen, 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets forfaldstid, jf. § 29, stk. 1, 1. pkt. I øvrigt finder reglerne i 1908-loven anvendelse, jf. § 29, stk. 1, 2. pkt.

Den særlige regel om forældelse af forsikringskrav er oprindeligt begrundet i et ønske om at fastsætte en ensartet forældelsesregel for alle krav i henhold til forsikringsaftaler, som samtidig var betydelig kortere end den dagældende frist på 20 år. Der blev endvidere peget på, at det er af stor betydning for forsikringsselskaberne at vide, hvilke krav en sikret vil fremsætte i anledning af en forsikringsbegivenhed, herunder af hensyn til den regnskabsmæssige opgørelse af selskabets forpligtelser.

§ 29, stk. 1, omfatter krav, der er »grundede i forsikringsaftalen«, dvs. støttes på forsikringsaftalen. Det kan f.eks. være forsikringsselskabets krav på præmie og den sikredes krav på forsikringsydelsen.

Krav, der ikke støttes på forsikringsaftalen, forældes derimod efter dansk rets almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, selv om der måtte være tale om krav, der angår eller udspringer af et forsikringsforhold. Tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt præmie eller for meget udbetalt erstatning kan f.eks. ikke anses for »grundede i forsikringsaftalen« og er dermed ikke omfattet af forsikringsaftalelovens § 29.

Krav på renter af forsikringsydelsen støttes normalt heller ikke på forsikringsaftalen, men følger af forsikringsaftalelovens § 24, stk. 2. Sådanne rentekrav er ikke omfattet af forsikringsaftalelovens § 29, men af 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2, da de ikke er grundede i forsikringsaftalen, men i forsikringsaftaleloven.

Forsikringsaftalelovens § 29 indeholder således to frister, en 2-årsfrist og en 5-årsfrist.

2-årsfristen regnes fra udgangen af det kalenderår, hvor fordringshaveren fik kundskab om sit krav og om, at det er forfaldet.

Ifølge ordlyden af § 29 begynder forældelsesfristen først at løbe, når fordringshaveren har faktisk viden om kravet. I praksis synes det afgørende forhold dog i almindelighed at være, hvornår den relevante følge har vist sig på en sådan måde, at den sikrede har rimelig adgang til at gøre sit krav gældende. Der skelnes således i praksis sjældent mellem et »objektivt« konstaterbart tidspunkt, hvor fordringshaveren bør opnå kendskab til sin fordring, og et »subjektivt« tidspunkt, hvor vedkommende rent faktisk opnår et sådant kendskab.

Ved siden af den 2-årige forældelsesfrist gælder en 5-årig forældelsesfrist. Denne frist regnes fra kravets forfaldstid.

Kravets forfaldstidspunkt fastlægges – for så vidt angår sikredes krav på forsikringsydelsen – med udgangspunkt i § 24, stk. 1, hvorefter forfaldstiden er 14 dage efter det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet har været i stand til at indhente de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravet. Bestemmelsen fastlægger efter sin ordlyd alene betalingstidspunktet for forsikringsydelsen. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til det lovudkast, som forsikringsaftaleloven er baseret på, at bestemmelsen også fastlægger forfaldstiden, jf. udkast til lov om forsikringsaftaler med tilhørende bemærkninger, udarbejdet af den ved kgl. resolution af 6. februar 1919 nedsatte kommission (1925), s. 57-59. Endvidere omtales tidspunktet angivet i § 24, stk. 1, som »forfaldstiden« i lovens § 24, stk. 3.

Dette udgangspunkt fraviges dog i praksis, hvis forsikringsbegivenheden f.eks. slet ikke er anmeldt til forsikringsselskabet, idet forældelsesfristen i modsat fald ikke begynder at løbe. Forfaldstiden i § 29 er i disse situationer i praksis blevet fastlagt med udgangspunkt i det tidspunkt, hvor de kendsgerninger, der begrunder kravet (dvs. forsikringsbegivenheden, herunder eventuelt de skadevoldende følger) er indtrådt.

Det er i praksis antaget, at § 29 ikke er til hinder for, at der f.eks. rejses krav om erstatning for senfølger efter personskader, der viser sig mere end 5 år efter et ulykkestilfælde, idet kravet først på dette tidspunkt anses for at være forfaldet.

Ved sygdomme, der udvikler sig løbende over flere år, kan der ligeledes opstå spørgsmål om, hvornår kravet på forsikringsydelsen må anses for forfaldet.

Det er blevet anført, at sikrede i disse tilfælde for at fastholde sit krav skal gøre det gældende, så snart der foreligger tilstrækkelige oplysninger, der begrunder et krav i henhold til forsikringsaftalen. Krav på erstatning for senfølger forfalder og forældes således selvstændigt. Dette indebærer imidlertid, at der ikke indtræder forældelse, hvis sikredes helbredstilstand løbende forværres over en længere årrække. Forsikringsselskabet kan dog ved syge- og ulykkesforsikringer tage forbehold for at dække skader, der er indtrådt efter en nærmere angivet tidsfrist efter ulykken. Det skyldes, at forsikringsaftalelovens § 120, der fastslår, at forsikringsselskaber som udgangspunkt også hæfter for senfølger, kan fraviges ved aftale.

En skyldner kan udtrykkeligt eller stiltiende give afkald på at påberåbe sig, at fordringshaverens krav er forældet, hvilket ved forsikringskrav navnlig er relevant ved sikredes krav mod forsikringsselskabet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis selskabets sagsbehandling har givet sikrede grund til at gå ud fra, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er udskudt, f.eks. fordi der føres realitetsforhandlinger mellem sikrede og selskabet.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, 2. pkt., at 1908-lovens §§ 1-3 finder anvendelse, i det omfang § 29 ikke selv regulerer spørgsmålet. Dette indebærer navnlig, at 1908-lovens regler om afbrydelse af forældelsen (§ 2) og om særligt retsgrundlag (§ 1, stk. 2) finder anvendelse.

Efter 1908-lovens § 2 afbrydes forældelse ved skyldnerens erkendelse af gælden eller ved, at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren og uden ufornødent ophold forfølger sagen.

Den sikredes indbringelse af sagen for Ankenævnet for Forsikring sidestilles med retslige skridt og afbryder således forældelsen. Det er imidlertid en forudsætning, at sikrede uden ugrundet ophold indbringer sagen for domstolene, hvis han eller hun ikke får medhold af Ankenævnet, idet kravet i modsat fald ville kunne forældes.

Hvis fordringshaveren har erhvervet et særligt retsgrundlag, der fastslår kravets tilblivelse og størrelse, f.eks. en fuldbyrdelsesdom, forældes kravet efter den 20-årige forældelsesfrist i Dansk Lov 5-14-4, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.

Den særlige suspensionsregel i 1908-lovens § 3, hvorefter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt udskydes ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om sit krav mv., finder på grund af § 29, stk. 1, 1. pkt., kun anvendelse med hensyn til utilregnelig uvidenhed om skyldnerens opholdssted, hvilket næppe har praktisk betydning for så vidt angår sikredes krav mod forsikringsselskaber.

Forsikringsaftalelovens § 29 henviser ikke til 1908-lovens § 4, hvorefter den almindelige 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-lovens forældelsesregler. Det synes uafklaret, om dette indebærer, at den 20-årige forældelsesfrist slet ikke finder anvendelse på forsikringskrav, medmindre der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag.

Ved § 29, stk. 2, der blev indsat ved lov nr. 434 af 10. juni 2004, bestemmes, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Bestemmelsen dækker kun ansvarsforsikringer, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, som eksempelvis ansvarsforsikringer til dækning af skader forvoldt af motordrevne køretøjer, jf. færdselslovens § 108. Reglen blev indført på baggrund af, at det i praksis havde givet anledning til tvivl, om § 29 gjaldt for skadelidtes krav mod skadevolders ansvarsforsikring i de pågældende tilfælde. Hvis § 29 gjaldt i disse tilfælde, ville der kunne opstå den situation, at kravet mod selskabet var forældet, mens kravet mod skadevolderen fortsat ville bestå, idet dette krav forældes efter dansk rets almindelige forældelsesregler. Indsættelsen af § 29, stk. 2, havde til formål at hindre denne situation, idet bestemmelsen indebærer, at skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme vis, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen.

I de tilfælde, hvor der er tegnet en ansvarsforsikring, men hvor selskabet ikke hæfter umiddelbart over for skadelidte, giver forsikringsaftalelovens § 95 mulighed for, at den skadelidte kan indtræde i den sikredes ret mod selskabet, når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt. Endvidere indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering, jf. § 95, stk. 2. Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2, omfatter ikke disse situationer.

Det er i retspraksis uafklaret, hvornår forældelsesfristen regnes fra, når en skadelidt indtræder i en skadevolders ret mod et selskab i medfør af § 95. Det er således uafklaret, om fristen regnes fra indtrædelsen, eller om skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme vis som skadevolders krav mod selskabet. Det er Justitsministeriet s opfattelse, at det på baggrund af almindelige principper om indtrædelse må antages, at skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme vis som skadevolders krav mod selskabet. Skadelidte kan således i visse tilfælde risikere, at et krav mod selskabet vil være forældet på det tidspunkt, hvor skadelidte får mulighed for at rejse et krav over for selskabet.

Forsikringsaftalelovens § 30 regulerer aftaler om kortere forældelsesfrist end den, der følger af § 29.

Ifølge § 30, stk. 1, kan en aftale om, at den sikrede mister sit krav, hvis vedkommende ikke påtaler det inden en kortere frist end den i § 29 angivne, ikke gøres gældende, medmindre selskabet skriftligt med mindst 6 måneders varsel har givet den sikrede meddelelse om fristens længde og om følgerne af, at fristen ikke overholdes. Forsikringsaftalelovens § 30, stk. 1, vedrører den situation, at sikrede har rejst et krav over for forsikringsselskabet, og forsikringsaftalen indeholder frister for, hvornår kravet skal påtales, dvs. hvornår der skal foretages retsforfølgning (f.eks. indbringelse for Ankenævnet for Forsikring eller anlæggelse af retssag).

Ifølge § 30, stk. 2, kan en aftale om, at selskabet skal være fri for ansvar, hvis krav i anledning af en forsikringsbegivenhed ikke fremsættes over for selskabet inden en vis frist, ikke gøres gældende over for den, der fremsætter sådant krav inden 3 måneder efter, at denne har fået kundskab om de omstændigheder, der begrunder kravet.

Højesteret har i en dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993.893 H fortolket forsikringsaftalelovens § 30, stk. 2. Højesteret skulle således bl.a. tage stilling til, om en klausul i en forsikringspolice om, at forsikringen kun dækkede skader, der var anmeldt senest 3 måneder efter forsikringens ophør, skulle tilsidesættes i medfør af § 30, stk. 2. Højesterets flertal fandt ikke, at klausulen skulle tilsidesættes. Flertallet udtalte i den forbindelse, at der ikke i medfør af § 30, stk. 2, der vedrører forældelse af krav i henhold til forsikringsaftalen, var grundlag for at tilsidesætte en sådan klausul.

3.2.2. Lovforslagets udformning

Udvalget om revision af forsikringsaftaleloven (herefter »FAL-udvalget«) har i betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven bl.a. behandlet spørgsmålet om forældelse af krav i anledning af forsikringsaftaler.

Efter udvalgets opfattelse bør forældelsesreglerne i forsikringsaftaleloven i videre omfang tage udgangspunkt i dansk rets almindelige forældelsesregler, idet der alene bør gælde særlige forældelsesregler på forsikringsområdet, hvis der kan påvises et særligt behov herfor.

Da FAL-udvalget afgav betænkning i 2002 var Forældelsesudvalget nedsat, men havde endnu ikke afgivet betænkning. FAL-udvalget fandt derfor, at den endelige stillingtagen til de fremtidige regler om forældelse af forsikringskrav burde afvente Forældelsesudvalgets arbejde.

Udvalget fandt dog, at et enkelt forslag ikke nødvendigvis burde afvente Forældelsesudvalgets arbejde, og på grundlag af dette forslag blev § 29, stk. 2, i forsikringsaftaleloven indsat ved lov nr. 434 af 10. juni 2003. Det bestemmes ved § 29, stk. 2, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbar over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen, jf. nærmere herom pkt. 3.2.1.

FAL-udvalget udarbejdede endvidere en lovskitse med bemærkninger, som sammen med Forældelsesudvalgets overvejelser senere ville kunne danne grundlag for en ændring af forsikringsaftalelovens §§ 29-30. I den forbindelse fremsatte FAL-udvalget ikke konkrete forslag til længden af forældelsesfristerne, men bemærkede, at hvis der på grundlag af Forældelsesudvalgets arbejde indføres almindelige forældelsesfrister på 3 og 10 år, bør disse som udgangspunkt også gælde for forsikringstagerens og sikredes krav mod forsikringsselskabet på grundlag af forsikringsaftalen.

I øvrigt indebærer FAL-udvalgets udkast til forældelsesregler for krav i anledning af forsikringsaftaler, at dansk rets almindelige forældelsesregler som udgangspunkt finder anvendelse ved sådanne krav, men med en række undtagelser. For så vidt angår spørgsmålet om suspension af forældelsesfristen har udvalget givet udtryk for, at forældelsesfristen for krav mod selskabet i anledning af forsikringsaftalen fortsat først bør løbe fra det tidspunkt, hvor den pågældende rent faktisk får kendskab til sit krav. Endvidere bør der efter udvalgets opfattelse gælde en absolut forældelsesfrist for krav på forsikringsydelsen, der løber fra forsikringsbegivenhedens indtræden.

Desuden har FAL-udvalget foreslået, at der gives forsikringstagere mv. en særlig nem adgang til at afbryde forældelsen, således at forældelsesfristen for krav mod et forsikringsselskab afbrydes allerede på det tidspunkt, hvor der rejses et konkret krav over for selskabet. Udvalget har samtidig foreslået, at der indføres faste frister for, hvornår sikrede eller forsikringstageren skal have foretaget retslige skridt mod selskabet for at fastholde sit krav.

Endelig har udvalget foreslået, at forsikringsaftalelovens forældelsesregler ved forbrugerforsikring ikke ved aftale skal kunne fraviges til skade for forsikringstageren eller sikrede.

Det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) indeholder i overensstemmelse med betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen bestemmelser om, at der indføres en almindelig forældelsesfrist på 3 år, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med en absolut forældelsesfrist på 10 år, der dog ved krav om erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade samt ved krav om erstatning ved miljøskade er 30 år. Endvidere foreslås en udførlig regulering af adgangen til at afbryde forældelsen, herunder at der indføres mulighed for at afbryde forældelsen foreløbigt.

Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget i, at der alene bør gælde særlige forældelsesregler på forsikringsområdet, hvis der er et særligt behov herfor. Herved sikres bl.a., at i tilfælde, hvor en person kan rette et krav mod såvel et forsikringsselskab som mod en anden person, forældes kravene som udgangspunkt efter de samme regler. Justitsministeriet er dog også enig med udvalget i, at dette udgangspunkt bør fraviges i visse tilfælde, jf. nedenfor.

For så vidt angår forældelsesfristernes længde, er Justitsministeriet enig med FAL-udvalget i, at dansk rets almindelige forældelsesfrister som udgangspunkt også bør gælde for forsikringstagerens og sikredes krav mod forsikringsselskabet i anledning af forsikringsaftalen. FAL-udvalget har i den forbindelse bemærket, at hensynet til den regnskabsmæssige opgørelse af forsikringsselskabernes forpligtelser ikke i dag taler afgørende for, at de særligt korte forældelsesfrister i forsikringsaftalelovens § 29 opretholdes. Da der således ikke fortsat er særlige hensyn, der taler for kortere forældelsesfrister på forsikringsområdet, er det Justitsministeriet s opfattelse, at de almindelige frister i den foreslåede forældelseslov, herunder den 30-årige frist ved personskader og miljøskader, som udgangspunkt også bør gælde på forsikringsaftalelovens område.

Justitsministeriet foreslår dog en enkelt undtagelse til dette udgangspunkt, nemlig med hensyn til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt og længde ved personforsikringer, hvor forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller konstatering.

Konsekvensen af i enhver henseende at anvende forældelsesfristerne i den foreslåede forældelseslov på forsikringsaftalelovens område, ville således bl.a. være, at krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, herunder når denne type krav er grundet i en aftale om personforsikring, endeligt forældes 30 år efter den skadevoldende handlings ophør, jf. § 3, stk. 3, nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov. Dette resultat forekommer rimeligt ved personforsikringer, hvor forsikringsbegivenhedens indtræden er fastlagt ud fra skadesårsagsprincippet, altså hvor kravet på forsikringsydelsen opstår ved den begivenhed, som er årsag til skaden, f.eks. en trafikulykke. Skadesårsagsprincippet anvendes almindeligvis ved ulykkesforsikringer. I sådanne tilfælde vil forslaget indebære, at der i forældelsesmæssig henseende vil være parallelitet mellem forsikringskrav og krav om erstatning uden for kontrakt, hvor den 30-årige frist også vil finde anvendelse.

Det afgørende hensyn bag forslaget om at indføre en særlig lang forældelsesfrist ved personskade i den nye forældelseslov er, at følger af en skadevoldende handling i en række tilfælde først viser sig mange år efter den skadevoldende handlings ophør (senfølger).

Ved forsikringer, hvor forsikringsbegivenhedens indtræden er fastlagt ud fra skadesvirkningsprincippet, opstår kravet på forsikringsydelsen først ved en skades indtræden eller konstatering. Et sådant princip anvendes eksempelvis typisk ved livsforsikringer, hvor det afgørende for forsikringssummens udbetaling er, at dødsfaldet sker i forsikringstiden. Det har ikke betydning, om årsagen til dødsfaldet – eksempelvis en sygdom, som den pågældende pådrog sig mange år tidligere – kan placeres uden for forsikringstiden.

Ved sådanne forsikringer gør det hensyn, der taler for en længere forældelsesfrist ved personskade, sig ikke tilsvarende gældende. Kravet på forsikringsydelsen opstår således først ved senfølgernes indtræden. Derimod ville der, hvis der gjaldt en absolut forældelsesfrist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør, opstå den uheldige situation, at der i disse tilfælde, hvor forsikringsbetingelserne netop er udformet på en sådan måde, at den skadevoldende handling ikke har betydning, ville kunne indtræde forældelse på baggrund af en forældelsesfrist, der regnes fra den skadevoldende handlings ophør. Det foreslås derfor, at der i tilfælde, hvor forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller konstatering, gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år fra den dag, da forsikringsydelsen kunne kræves betalt.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1 og 3) og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt i øvrigt, fandt FAL-udvalget, at den korte forældelsesfrist på forsikringsrettens område fortsat bør kunne suspenderes indtil det tidspunkt, hvor fordringshaveren rent faktisk får kendskab til sit krav, dvs. at forældelsesfristen ikke bør begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor den pågældende burde have kendskab til kravet.

Ved det samtidig fremsatte forslag til en ny lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås en almindelig suspensionsregel, hvorefter den korte (3-årige) forældelsesfrist først regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. forslagets § 3, stk. 2. Skønt forældelsesfristen for krav, der er grundet i en forsikringsaftale, efter ordlyden af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, først begynder at løbe, når fordringshaveren har kendskab til kravet, er det i retspraksis afgørende tidspunkt dog i almindelighed, hvornår den relevante skade har vist sig på en sådan måde, at den sikrede har rimelig anledning til at gøre et krav gældende, jf. pkt. 3.2.1 ovenfor.

Justitsministeriet finder det bedst stemmende med denne retspraksis, at den almindelige suspensionsregel i forslaget til ny forældelseslov også finder anvendelse på krav i anledning af en forsikringsaftale.

Hvad angår den lange forældelsesfrists begyndelsestidspunkt, har udvalget anført, at det er uhensigtsmæssigt, at der på forsikringsområdet i visse tilfælde reelt ikke gælder en absolut forældelsesfrist med en endelig skæringsdato for, hvornår krav på forsikringsydelsen kan fremsættes over for selskabet. Udvalget har på den baggrund foreslået, at en absolut forældelsesfrist for krav på forsikringsydelsen bør regnes fra forsikringsbegivenhedens indtræden, dvs. fra det tidspunkt, hvor den begivenhed er indtrådt, der ifølge forsikringsaftalen skal være indtrådt, hvis forsikringen skal dække.

Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget i, at der også på forsikringsområdet bør gælde en absolut forældelsesfrist. Baggrunden for, at der i visse tilfælde reelt ikke gælder en absolut forældelsesfrist i dag, er, at den 5-årige forældelsesfrist i forsikringsaftalelovens § 29 regnes fra kravets forfaldstid, og at kravets forfaldstid efter lovens § 24 først regnes fra det tidspunkt, hvor selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse.

Det er Justitsministeriet s opfattelse, at dette problem i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov kan løses mest hensigtsmæssigt ved, at forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt for krav på forsikringsydelsen fremover fastlægges ved de almindelige forældelsesregler.

Ifølge det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov foreslås begyndelsestidspunktet for forældelsesfristerne som udgangspunkt fastlagt til kravets forfaldstid som imidlertid foreslås fastlagt til det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. § 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov.

Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget i, at det vil være uhensigtsmæssigt fortsat at anvende den gældende § 24 i forsikringsaftaleloven til at bestemme forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved krav på forsikringsydelsen, idet fordringshaveren i så fald ville kunne udskyde forfaldstidspunktet ved ikke at fremsætte sit krav over for skyldner.

Hvis derimod forfaldstiden også ved forældelse i forsikringsforhold fastlægges efter § 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov, opstår dette problem ikke. Forfaldstiden vil i givet fald blive det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Forfaldstiden vil således ikke længere være afhængig af, hvilke handlinger fordringshaveren foretager.

På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at forsikringsaftalelovens § 24 ændres, således at den fremover alene fastlægger tidspunktet for, hvornår selskabet senest skal betale (betalingstidspunktet), og dermed tidspunktet, hvorfra kravet forrentes. Samtidig foreslås, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristerne for krav i anledning af forsikringsaftaler, fastlægges ved de almindelige regler i forslaget til ny forældelseslov.

Dette forslag vil i praksis i vidt omfang svare til FAL-udvalgets forslag om, at forældelsesfristen skal løbe fra forsikringsbegivenhedens indtræden. Således vil forsikringsbegivenhedens indtræden og forfaldstiden typisk være sammenfaldende, og forældelsesfristen vil med visse undtagelser blive regnet fra forfaldstiden, jf. § 2, stk. 1, og § 3, stk. 3, nr. 3, i forslaget til ny forældelseslov.

Hvad angår kravene omfattet af § 3, stk. 3, nr. 1 (erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og erstatning for miljøskade) foreslås begyndelsestidspunktet for den absolutte 30-årige frist i forslaget til ny forældelseslov fastlagt til den skadevoldende handlings ophør. Dette tidspunkt vil ofte være sammenfaldende med forsikringsbegivenhedens indtræden ved den type af forsikringer, der er relevant (ulykkesforsikringer, hvor forsikringsbegivenheden typisk er »ulykken«). Ved at anvende dette begyndelsestidspunkt opnås endvidere, dels at fristen løber fra et entydigt fastlagt tidspunkt, dels at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er det samme for krav mod forsikringsselskabet som for krav mod en eventuel skadevolder.

Bestemmelsen i § 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov indebærer, at forældelsesfristen først løber fra betalingsfristens udløb, når der er indrømmet løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig. Hvis denne bestemmelse fandt anvendelse på forsikringsaftalelovens § 24, ville det ovenfor omtalte problem med udskydelse af fristens begyndelsestidspunkt fortsat bestå. Derfor foreslås det, at § 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov ikke skal finde anvendelse på betalingsfristen efter forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 24 og § 29, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår spørgsmålet om afbrydelse af forældelsesfristen, har FAL-udvalget foreslået, at forældelsesfristen for krav mod et forsikringsselskab skal afbrydes allerede, når kravet gøres gældende over for forsikringsselskabet. Efter udvalgets forslag skal der være tale om et konkretiseret krav, således at det ikke vil være tilstrækkeligt at anmelde forsikringsbegivenheden til selskabet.

Justitsministeriet er enig i, at forsikringsområdets karakter tilsiger en særlig nem adgang til afbrydelse af forældelsen ved krav mod forsikringsselskaber i anledning af skader. Det er således ikke hensigtsmæssigt, at forsikringstagere og sikrede skal være opmærksomme på, at der kan indtræde forældelse, mens en sag er under behandling ved et forsikringsselskab. Det er imidlertid Justitsministeriet s opfattelse, at det fristafbrydende tidspunkt bør fastlægges til tidspunktet for anmeldelsen af skaden, der ligger til grund for kravet. Dette tidspunkt vil efter Justitsministeriet s opfattelse give anledning til færre tvivlsspørgsmål end tidspunktet for fremsættelsen af et konkret krav. Forsikringstageren eller den sikrede vil i mange tilfælde først være i stand til at fremsætte et konkret krav mod forsikringsselskabet, når der er foretaget nærmere undersøgelser, som i praksis ofte gennemføres af forsikringsselskabet.

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i forsikringsaftaleloven, hvorved det fastlægges, at hvis en skade inden forældelsesfristens udløb er anmeldt til selskabet, forældes krav som følge af skaden tidligst et år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller delvist afviser kravet. Det indebærer, at afbrydelsen ikke medfører, at der løber en helt ny forældelsesfrist, men blot at fordringshaveren sikres en frist på mindst et år til at iværksætte en endelig afbrydelse, hvis forsikringsselskabet ikke imødekommer kravet.

Der kan forekomme situationer, hvor et selskab anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse. Hvis ikke forsikringstageren eller den sikrede giver selskabet disse oplysninger, kan den foreslåede regel medføre, at selskabet kan komme i den situation, at det kun kan få forældelsesfristen til at løbe igen ved at afvise et krav, som det egentlig finder er berettiget. På den baggrund foreslås, at kravet i sådanne tilfælde forældes 3 år efter selskabets meddelelse om, at det anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5) og bemærkningerne hertil.

FAL-udvalget har foreslået, at der indføres lovbestemte frister for forsikringstagerens eller den sikredes foretagelse af retslige skridt mod selskabet og for indbringelse af sager for Ankenævnet for Forsikring.

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås en udførlig regulering af adgangen til at afbryde forældelsen ved foretagelse af retslige skridt mv., jf. forslagets kapitel 5 og 6. Der foreslås i den forbindelse bl.a. indført regler om foreløbig afbrydelse af forældelsen, herunder at indbringelsen af en tvist for private ankenævn vil afbryde forældelsen foreløbigt, således at et krav indbragt for et sådant nævn tidligst forældes et år efter, at ankenævnet har givet meddelelse om sin afgørelse, jf. forslagets § 21, stk. 3. Denne bestemmelse vil også finde anvendelse ved indbringelse for Ankenævnet for Forsikring.

Da forslaget til ny forældelseslov således allerede indeholder regler om foretagelse af retslige skridt mv. som betingelse for at afbryde forældelsen, er der efter Justitsministeriet s opfattelse ikke behov for at indføre særlige regler herom i forsikringsaftaleloven.

FAL-udvalget har foreslået at gøre forældelsesreglerne ufravigelige i forbrugerforhold på forsikringsområdet. Justitsministeriet er enig heri, men finder, at der dog fortsat bør være mulighed for at aftale, at skader mv. skal anmeldes inden en bestemt frist, hvis forsikringen ophører, jf. ovenfor under pkt. 3.2.1 og omtalen her af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993.893 H. Forsikring & Pension har oplyst, at forsikringsselskaber i visse tilfælde anvender sådanne anmeldelsesfrister, typisk med en længde på 3 måneder.

Justitsministeriet finder, at forsikringsselskaberne bør have mulighed for i forbindelse med afviklingen af en forsikringsaftale at kunne afslutte sine mellemværender med forsikringstageren inden for en vis kortere periode. På baggrund af drøftelser med Forsikring & Pension og Forbrugerrådet er det Justitsministeriet s opfattelse, at en frist på 6 måneder fra forsikringens ophør vil være rimelig ud fra hensynet til forsikringsselskaberne og ud fra hensynet til at give forsikringstagere og sikrede rimelig mulighed for at få anmeldt kendte skader til selskabet.

På den baggrund foreslås det, at det ved forbrugerforsikring kan aftales, at en forsikring kun dækker skader anmeldt inden for en nærmere angivet tidsfrist efter forsikringens ophør, og at fristen ikke må være kortere end 6 måneder.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 6) og bemærkningerne hertil.

Den gældende forsikringsaftalelovs § 29, stk. 2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen. Bestemmelsen blev indført, fordi det i praksis havde givet anledning til tvivl, om forsikringsaftalelovens forældelsesregler eller de almindelige forældelsesregler fandt anvendelse på skadelidtes krav mod selskabet, hvilket kan være af afgørende betydning, fordi der er betydelig forskel på de to regelsæt, jf. pkt. 3.2.1. Med de foreslåede ændringer af forsikringsaftaleloven vil den eneste forskel mellem de to regelsæt, der har betydning for skadelidtes krav mod ansvarsforsikringsselskaber, imidlertid være reglen om foreløbig afbrydelse ved anmeldelse til selskabet, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5), der er omtalt ovenfor. Det forekommer rimeligt, at også skadelidte får denne mulighed for at afbryde forældelsen foreløbigt over for ansvarsforsikringsselskabet, og på den baggrund foreslås det, at reglen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2, ophæves.

Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2, omfatter ikke den situation, at der ved ansvarsforsikringer sker indtrædelse i den sikredes ret imod selskabet efter forsikringsaftalelovens § 95. Det er uafklaret i retspraksis, om forældelsesfristen i disse tilfælde skal regnes fra indtrædelsen, eller om skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme måde som skadevolders krav mod selskabet. Hvis det antages, at skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme måde som skadevolders krav mod selskabet, kan et krav mod selskabet allerede være forældet på det tidspunkt, hvor skadelidte får mulighed for at rejse det over for selskabet, jf. ovenfor under pkt. 3.2.1.

Det foreslås derfor, at skadelidtes krav mod selskabet i disse tilfælde, hvor selskabet ikke hæfter direkte over for den skadelidte, forældes tidligst et år efter indtrædelsen i skadevolders krav mod selskabet. Herved får den skadelidte rimelig mulighed for at rejse sit krav over for selskabet. Det vil naturligvis være en betingelse, at indtrædelsen er sket inden udløbet af forældelsesfristen for skadelidtes krav mod den sikrede.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 3) og bemærkningerne hertil.

3.3. Ændring af retsplejeloven

3.3.1. Gældende ret

Forældelsen af krav, som alene er omfattet af Danske Lov 5-14-4, herunder fordringer på hovedstolen i henhold til et lån eller en kredit, der hviler på et særligt retsgrundlag, kan i dag afbrydes blot ved kreditors påmindelse over for skyldneren. Afbrydelsen medfører, at der løber en ny 20-årig forældelsesfrist. Forældelsen af krav, der er omfattet af 1908-loven, herunder krav på renter i henhold til et lån eller en kredit, der hviler på et særligt retsgrundlag, afbrydes derimod ved skyldnerens erkendelse af gælden eller ved foretagelse af retslige skridt. Afbrydelsen medfører i dette tilfælde, at der løber en ny 5-årig forældelsesfrist.

En långiver eller kreditgiver, der vil fastholde både kravet på hovedstolen og kravet på renter over for skyldneren, kan således ikke nøjes med at sende en påmindelse, men må søge at få skyldnerens erkendelse eller foretage retslige skridt for at fastholde rentekravet.

Gennemførelse af udlægsforretning udgør et retsligt skridt. Det følger således af retsplejelovens § 527, at forældelse afbrydes ved indgivelse af en anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Det er en forudsætning for, at afbrydelse finder sted, at fogedforretningen rent faktisk gennemføres.

Ifølge retsplejelovens § 490, stk. 1, kan fogedretten afvise at foretage udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogedretten er bekendt med, at der inden for de sidste 6 måneder har været afholdt en forretning, hvor det ikke var muligt at opnå dækning. Dette forhold beskrives normalt således, at skyldneren har afgivet en såkaldt insolvenserklæring.

Ifølge § 490, stk. 2, i retsplejeloven gælder stk. 1 dog ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at afholde udlægsforretning.

Det må efter nyere retspraksis antages, at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås således, at en begæring om afholdelse af en fogedforretning skal tages til følge, selv om der foreligger en insolvenserklæring, hvis formålet med udlægget er at afbryde forældelsen. Der kan i den forbindelse henvises til dommene optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1994.718 Ø og 1997.342 Ø.

En kreditor, der vil afbryde forældelsen ved en udlægsforretning, skal som udgangspunkt give møde i fogedretten, idet fogedretten ellers afviser fogedforretningen, jf. retsplejelovens § 492, stk. 1.

3.3.2. Lovforslagets udformning

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås det på baggrund af Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, at adgangen efter Danske Lov 5-14-4 til at afbryde forældelsesfristen ved påmindelse ophæves. Baggrunden for dette forslag er nærmere beskrevet i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) pkt. 3.3.1.

Forslaget til ny forældelseslov vil således indebære, at afbrydelse af forældelsen i alle tilfælde, herunder for både hovedstolen og renterne ved lån og kreditter, vil skulle ske enten ved skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt. Denne ændring kan medføre, at kreditorer i større omfang end hidtil vil anmode om foretagelse af udlæg.

I de tilfælde, hvor skyldneren er solvent, og der således kan gennemføres en fogedforretning, medvirker dette i overensstemmelse med hensynene bag forældelsesreglerne til, at fordringer bliver afviklet inden for rimelig tid. I de tilfælde, hvor skyldneren har afgivet en insolvenserklæring, kan det derimod umiddelbart virke som en unødig og urimelig byrde for kreditor, hvis denne i almindelighed skal være tvunget til at gennemføre en udlægsforretning alene for at afbryde forældelsen.

Forældelsesudvalget har på den baggrund i betænkning nr. 1460/2005 foreslået en ny bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, der bestemmer, at i tilfælde, hvor der er afgivet en insolvenserklæring, kan en udlægsforretning gennemføres med henblik på at afbryde forældelsen, uden at fordringshaver behøver at give møde i fogedretten, medmindre skyldneren fremsætter indsigelser inden for en af fogedretten fastsat frist. Der vil være tale om en undtagelse fra hovedreglen i retsplejelovens § 490, stk. 1, jf. ovenfor, og fra retsplejelovens § 492, stk. 1, hvorefter fogedretten som udgangspunkt skal afvise en udlægsforretning, hvis den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelsen, udebliver.

Udvalget har foreslået, at reglen udformes således, at fogedrettens meddelelse til skyldneren om det opgjorte krav og om formålet med kravets fremsættelse vil have samme virkning med hensyn til afbrydelse af forældelse som afholdelse af en udlægsforretning, hvis der ikke kommer indsigelser inden for en af fogedretten fastsat frist. Udvalgets forslag vil bl.a. indebære, at der ved lån eller kreditter, for hvilke der er udstedt et gældsbrev, vil komme til at løbe en ny forældelsesfrist på (efter lovforslaget) 10 år for både hovedstolen og de under fogedforretningen opgjorte renter.

Hvis skyldneren fremsætter indsigelse mod det opgjorte krav inden for den fastsatte frist, vil der skulle afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler herom. Det samme vil gælde i tilfælde, hvor der ikke er afgivet insolvenserklæring inden for de sidste 6 måneder, jf. hovedreglen i retsplejelovens § 490, stk. 1.

Bestemmelsen skal kunne anvendes, selv om kreditor ikke på forhånd ved, om der er afgivet insolvenserklæring. Kreditor vil således ved indgivelsen af udlægsbegæringen skulle bede fogedretten om i givet fald at behandle begæringen efter § 490, stk. 3, og ellers efter de almindelige regler.

Der henvises i øvrigt til kapitel VIII, afsnit 6.2.3.3, i betænkning nr. 1460/2005.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Med henblik på at sikre, at karakteren af skyldnerens indsigelser så vidt muligt bliver tydeliggjort til brug for den videre behandling af sagen, foreslår Justitsministeriet dog, at skyldnerens indsigelser skal være skriftlige.

Det foreslås endvidere, at retsafgiftspligten bortfalder, når sagen behandles efter § 490, stk. 3, hvis skyldneren ikke kommer med indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler. Dette forslag skal ses i lyset af, at retsafgiften ligeledes bortfalder, hvis fogedretten efter § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, jf. retsafgiftslovens § 16, stk. 6, og at »§ 490, stk. 3-proceduren« kun kræver et mindre ekstraarbejde af fogedretten, hvis skyldneren ikke fremsætter indsigelser, idet retten i disse tilfælde blot skal have sendt en meddelelse til skyldneren om, at forældelsen af kravet afbrydes, hvis der ikke fremsættes indsigelser.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 490, stk. 3) og § 4 (forslag til retsafgiftslovens § 16, stk. 7) og bemærkningerne hertil.

3.4. Ændring af miljøskadeerstatningsloven

3.4.1. Gældende ret

Ved miljøskadeerstatningsloven er der indført et objektivt ansvar for miljøskade i tilfælde, hvor skaden forvoldes af visse særligt forurenende virksomheder. Kun skade, der er forvoldt efter den 1. juli 1994, dvs. tilfælde, hvor den skadevoldende handling eller undladelse er foretaget efter denne dato, er omfattet af loven og dermed det objektive ansvar, jf. lovens § 9.

Loven gælder for skade, der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund som led i de typer af offentlig og erhvervsmæssig aktivitet, der er anført i et bilag til loven. I bilaget anføres bl.a. fremstilling og behandling af jern, stål, metal, træ og plast; forarbejdning af visse råstoffer, bl.a. cement, gas og tegl; indvinding og behandling af mineralolie, asfalt og naturgas; kemisk fabrikation; oparbejdning af vegetabilske og animalske råvarer; kraft- og varmeproduktion; motorbaner og flyvepladser; ejendomme med opbevaring af husdyrgødning samt dambrug; oplagring og behandling mv. af affald.

Miljøskadeerstatningslovens § 6 indeholder en særregel om forældelse af erstatningskrav ved miljøskade, der er omfattet af loven. Det følger af lovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter den dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden, skadevolderen og dennes opholdssted. Ifølge § 6, stk. 1, 2. pkt., gælder 1908-lovens § 2, 2. pkt., og § 3 med hensyn til afbrydelse og suspension.

Længden af forældelsesfristen i den gældende miljøskadeerstatningslovs § 6, stk. 1, er fastsat på baggrund af betænkning nr. 1237/1992 om erstatning for miljøskader, hvoraf det fremgår, at et flertal af medlemmerne af udvalget bag betænkningen ikke fandt behov for at indføre en afvigelse fra den almindelige 5-årige forældelse, jf. betænkningen, s. 157.

Miljøskadeerstatningslovens § 6, stk. 2, 1. pkt., bestemmer, at hvis forældelse ikke er indtrådt efter stk. 1, bortfalder erstatningskravet senest 30 år efter den hændelse, der har forvoldt skaden. I § 6, stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at 1908-lovens § 2, 2. pkt., gælder med hensyn til afbrydelse af den 30-årige frist.

Begyndelsestidspunktet for den 30-årige forældelsesfrist er som udgangspunkt det tidspunkt, hvor den skadegørende handling eller undladelse blev foretaget, men det fremgår af lovens forarbejder, at det afgørende tidspunkt i relation til personskade er det tidspunkt, hvor skadelidte udsættes for den skadelige påvirkning, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4736 ff og 4759 ff. Da miljøskadeerstatningsloven kun finder anvendelse på skader, der er forvoldt efter den 1. juli 1994, jf. lovens § 9, er den 30-årige frist endnu ikke udløbet for nogen skade, der er omfattet af loven.

For erstatningskrav som følge af miljøskade, der ikke er omfattet af reglerne i miljøskadeerstatningsloven, gælder de almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Det er bl.a. tilfældet, hvis der er tale om et erstatningskrav mod en forurener, der ikke er omfattet af listen over særligt forurenende virksomheder, eller om et krav, der udspringer af en forureningsskade forvoldt inden den 1. juli 1994.

Jordforureningsloven indeholder i § 41, stk. 4, en særregel om 30-årig forældelse. Reglen gælder i relation til miljømyndighedernes adgang til i visse tilfælde at meddele forureneren påbud om at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger. Fristen regnes fra ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.

Jordforureningsloven indeholder alene offentligretlig regulering af myndighedernes adgang til at udstede påbud. Loven regulerer således ikke det civilretlige erstatningsansvar. Ved siden af jordforureningsloven kan der rejses erstatningskrav mod en forurener, herunder en privat forurener, på grundlag af miljøskadeerstatningsloven eller danske rets almindelige erstatningsretlige regler.

3.4.2. Lovforslagets udformning

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås det på baggrund af Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, at der for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende gælder dels en 3-årig forældelsesfrist, som kan suspenderes, hvis fordringshaveren har været i utilregnelig uvidenhed om kravet, dels en absolut 30-årig forældelsesfrist fra den skadevoldende handlings ophør, jf. forslagets § 3, stk. 1 og 2, samt stk. 3, nr. 1. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til forslaget til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) pkt. 3.2.2.2.

Det er Justitsministeriet s opfattelse, at forældelse af krav efter miljøskadeerstatningsloven som udgangspunkt bør reguleres ved de almindelige forældelsesregler.

Længden af miljøskadeerstatningslovens korte forældelsesfrist blev fastsat til 5 år på baggrund af, at 5 år var den almindelige forældelsesfrist, jf. pkt. 3.4.1. Det findes ubetænkeligt at foreslå, at den 3-årige forældelsesfrist i forslaget til ny forældelseslov også skal finde anvendelse ved krav efter miljøskadeerstatningsloven, idet den 3-årige frist ligesom den gældende 5-årige frist kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet.

For så vidt angår den lange forældelsesfrist, finder Justitsministeriet ikke grundlag for at foreslå ændringer af den gældende retstilstand, skønt den gældende 30-årige forældelsesfrist i miljøskadeerstatningsloven i nogle tilfælde vil have et andet begyndelsestidspunkt end fristen efter forslaget til ny forældelseslov. Det fremgår således af forarbejderne til miljøskadeerstatningsloven, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved personskade forudsættes at være det tidspunkt, hvor skadelidte udsættes for den skadelige påvirkning, jf. ovenfor under pkt. 3.4.1. Forældelsen vil derfor i visse tilfælde kunne indtræde på et senere tidspunkt efter miljøskadeerstatningsloven end efter forslaget til ny forældelseslov, men miljøskadeerstatningsloven omfatter alene skader forvoldt af visse særligt forurenende virksomheder.

Der henvises til lovforslagets § 5 (forslag til miljøskadeerstatningslovens § 6) og bemærkningerne hertil.

3.5. Ændring af produktansvarsloven

3.5.1. Gældende ret

Produktansvarsloven indeholder regler om producenters og mellemhandleres erstatningsansvar for skader, der er forårsaget af defekter ved produkter, som er produceret eller leveret af den pågældende. Loven gennemfører Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj 1999 (produktansvarsdirektivet). Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv.

Efter produktansvarslovens § 14, stk. 1, forældes erstatningskrav for produktskade efter loven eller efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. lovens § 13, 3 år fra den dag, da skadelidte har fået eller burde havde fået kendskab til skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted. Med hensyn til suspension og afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og § 3 i 1908-loven.

Det følger af produktansvarslovens § 14, stk. 2, at kravet bortfalder 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i omsætning, hvis forældelse ikke er indtrådt efter stk. 1. Med hensyn til afbrydelse af forældelse efter 1. pkt. gælder bestemmelsen i § 2, 2. pkt., i 1908-loven. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt., gælder ikke for krav om erstatning for produktskade efter dansk rets almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. lovens § 13.

Produktansvarslovens § 14, stk. 1 og 2, finder efter deres ordlyd alene anvendelse på producentens ansvar.

Lovens § 14 gennemfører produktansvarsdirektivets artikel 10 og 11. Artikel 10, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne skal fastsætte i deres lovgivning, at erstatningskrav på grundlag af direktivet forældes tre år efter den dag, da klageren har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og producentens identitet, mens artikel 10, stk. 2, fastslår, at medlemsstaternes bestemmelser om suspension eller afbrydelse af forældelsesfrister ikke berøres af direktivet. Artikel 11 bestemmer, at medlemsstaterne skal fastsætte i deres lovgivning, at skadelidtes rettigheder i henhold til direktivets bestemmelser ophører ti år efter den dag, da producenten har bragt det produkt, der har forårsaget skaden, i omsætning, medmindre skadelidte inden for dette tidsrum har anlagt retssag mod denne.

3.5.2. Lovforslagets udformning

Efter Justitsministeriet s opfattelse bør forældelse af krav om erstatning for produktskader reguleres ved de almindelige forældelsesregler i det omfang, produktansvarsdirektivet – der som ovenfor nævnt er et totalharmoniseringsdirektiv – ikke nødvendiggør fravigelser.

Ved forslaget til ny forældelseslov foreslås en almindelig forældelsesfrist på 3 år, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, jf. § 3, stk. 1 og 2, i forslaget til ny forældelseslov. Der vil derfor efter Justitsministeriet s opfattelse ikke fortsat være behov for, at der i produktansvarsloven er fastsat en særlig 3-årig forældelsesfrist, idet dette ikke længere vil være nødvendigt for at sikre korrekt gennemførelse af produktansvarsdirektivets artikel 10, stk. 1, jf. om denne bestemmelse pkt. 3.5.1 ovenfor.

For så vidt angår den absolutte forældelsesfrist for krav omfattet af produktansvarsdirektivet vil det derimod være nødvendigt at opretholde en særregel, der fastlægger den absolutte forældelsesfrist til 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i omsætning. Det skyldes, at produktansvarsdirektivets artikel 11 bestemmer, at medlemsstaterne i deres lovgivning skal fastsætte, at skadelidtes rettigheder i henhold til direktivet ophører 10 år efter den dag, da producenten har bragt det produkt, der har forårsaget skaden, i omsætning, medmindre skadelidte inden for dette tidsrum har anlagt retssag mod denne. Ifølge forslaget til ny forældelseslov er den absolutte forældelsesfrist ved bl.a. personskade 30 år efter den skadevoldende handlings ophør. Det foreslås, at de absolutte forældelsesfrister i forslaget til ny forældelseslov, herunder den 30-årige frist ved personskade, som udgangspunkt også skal gælde på produktansvarslovens område, men på grund af direktivets artikel 11 med den undtagelse, at for det direktivbestemte produktansvar skal i alle tilfælde gælde den nuværende 10-årige absolutte forældelsesfrist.

Det foreslås endvidere, at § 12, stk. 2, og kapitel 6 i forslaget til ny forældelseslov, der i visse situationer giver fordringshaver en tillægsfrist, efter at der er sket en foreløbig afbrydelse, kun gælder, for så vidt angår krav omfattet af produktansvarsdirektivet, i det omfang forældelse ikke indtræder eller er indtrådt som følge af, at der er forløbet 10 år fra den dag, da producenten har bragt det pågældende produkt i omsætning. Baggrunden for dette forslag er, at de tillægsfrister, der vil kunne gælde efter forslaget til ny forældelseslov, ellers ville kunne medføre en udvidelse af forældelsesfristen for en producents ansvar udover den 10-årsfrist, som skal gælde efter artikel 11 i produktansvarsdirektivet.

Der henvises til lovforslagets § 6 (forslag til produktansvarslovens § 14) og bemærkningerne hertil.

3.6. Ændring af atomskadeerstatningsloven

3.6.1. Gældende ret

Ved lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader med senere ændringer (atomskadeerstatningsloven) pålægges indehavere af nukleare anlæg i en lang række situationer et objektivt erstatningsansvar for nukleare skader, jf. lovens § 13, stk. 1.

Loven gennemfører to OECD-konventioner med tilhørende protokoller, henholdsvis Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvaret over for tredjemand på den nukleare energis område, som ændret ved protokol af 28. januar 1964 og ved protokol af 16. november 1982, og Bruxelles-konventionen af 31. januar 1963 (tillægskonventionen til Pariskonventionen), som ændret ved protokol af 28. januar 1964 og ved protokol af 16. november 1982.

Med de begrænsninger, der følger af de specifikke bestemmelser, er anlægsindehaveren objektivt ansvarlig for nukleare skader forvoldt ved ulykker på anlægget, jf. lovens § 7, nukleare skader forvoldt ved ulykker under transport, jf. lovens §§ 8-10, samt nukleare skader forvoldt ved ulykker uden for anlægget, når den relevante nukleare substans hidrører fra anlægget, jf. lovens § 11.

Hvis en skade er omfattet af de ovennævnte ansvarsregler, kan erstatningskrav som udgangspunkt kun rettes mod anlægsindehaveren, jf. lovens §§ 16-17. Der kan altså som udgangspunkt ikke kræves erstatning af andre skadevoldere. Til dette udgangspunkt gælder dog en række undtagelser. Bl.a. gælder det ikke, i det omfang det vil stride mod internationale overenskomster om skade i transportforhold, som er tiltrådt af Danmark, jf. § 18. En person, der har måttet betale erstatning som følge af en sådan international overenskomst om skade i transportforhold, indtræder dog i den skadelidtes rettigheder mod den anlægsindehaver, som efter loven er ansvarlig for skaden, jf. lovens § 19.

Atomskadeerstatningslovens § 25 indeholder en række særlige forældelsesbestemmelser for krav på erstatning hos indehaveren af et nukleart anlæg omfattet af lovens §§ 7-11 og § 19.

Ifølge lovens § 25, stk. 1, 1. pkt., forældes sådanne krav som udgangspunkt efter reglerne i 1908-loven, dog således at forældelsesfristen er 3 år. Desuden indeholder § 25, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, nogle særlige forældelsesregler, der supplerer 1908-lovens bestemmelser.

Ved § 25, stk. 1, 2. pkt., fastlægges et særligt begyndelsestidspunkt for forældelsen af de krav, der er nævnt i atomskadeerstatningslovens § 19. Tidspunktet fastlægges til det tidspunkt, da den berettigede ved sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit krav gældende ved retslige skridt mod anlægsindehaveren. Reglen blev indført, fordi § 19 omhandler tilfælde, hvor en tredjemand indtræder i skadelidtes krav mod anlægsindehaveren. Udgangspunkt er i sådanne tilfælde, at personen, der indtræder, er underlagt de samme begrænsninger i forbindelse med gennemførelsen af kravet mod anlægsindehaveren, som den skadelidte er underlagt, herunder i forældelsesmæssig henseende. Hvis en indtrædelse finder sted kort før eller eventuelt efter, at den skadelidtes krav mod anlægsindehaveren forældes, ville konsekvensen – i mangel af en særlig bestemmelse herom – være, at personen, der indtræder, ikke reelt får mulighed for at gå videre med sit krav til anlægsindehaveren. Ved udskydelsen af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved § 25, stk. 1, 2. pkt., til det tidspunkt, da den berettigede ved sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit krav gældende ved retslige skridt mod anlægsindehaveren, sikres, at personen, der indtræder, får rimelig mulighed for at gennemføre sit krav mod anlægsindehaveren. Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 482/1968 II om erstatningsansvar for nuklear skade, s. 61-62, og til forarbejderne til lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader, jf. Folketingstidende 1973-74, 2. samling, tillæg A, s. 774.

Ifølge atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 2, bortfalder krav endeligt 10 år efter den nukleare ulykke, som har forvoldt skaden, hvis ikke forældelse er indtrådt efter stk. 1, og medmindre det forinden er anerkendt af indehaveren, eller den skadelidte har foretaget retslige skridt til dets gennemførelse. Er skaden forårsaget af nuklear substans, som er blevet ulovligt fjernet, tabt eller opgivet og ikke på ny bragt til stede på ulykkestidspunktet, indtræder forældelse dog senest 20 år efter fjernelsen, tabet eller opgivelsen.

Atomskadeserstatningslovens § 25, stk. 3, bestemmer, at i de tilfælde, hvor det skal afgøres af den internationale domstol, der er nævnt i Paris-konventionens artikel 17, om retssag skal anlægges her i riget, indtræder forældelse efter stk. 1 og 2 dog ikke. Det er dog under forudsætning af, at der inden forældelse er indtrådt efter vedkommende konventionsstats lovgivning, er rettet henvendelse til den kompetente myndighed i denne stat om at foranledige en afgørelse fra den internationale domstol eller, forudsat at sådan afgørelse ikke er truffet, rejses sag i en af de stater, hvor der efter konventionen er mulighed for, at sag kan anlægges. I disse tilfælde skal sag anlægges her i riget inden det tidspunkt, som den internationale domstol måtte fastsætte.

Den 3-årige frist i lovens § 25, stk. 1, 1. pkt., er en gennemførelse af artikel 7 i Bruxelles-konventionen, mens de særlige forældelsesregler i § 25, stk. 2 og 3, gennemfører artikel 8 a, 8 b og 8 d i Paris-konventionen. Derimod er § 25, stk. 1, 2. pkt., en ren national bestemmelse, hvis indhold ikke er bestemt ved de internationale konventioner.

Ifølge atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1, 1. pkt., udreder staten under visse nærmere angivne betingelser erstatning, hvis et erstatningskrav for nuklear skade, der her i riget er forvoldt ved en ulykke, for hvilken indehaveren af et anlæg her i riget er ansvarlig, er bortfaldet i medfør af § 25, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelse i en anden konventionsstats lov. Sådanne krav forældes ifølge § 34, stk. 1, 3. pkt., efter reglerne i 1908-loven. Forældelsesfristen er dog 3 år, og krav bortfalder senest 30 år efter den nukleare ulykke, der har forvoldt skaden. Reglen har bl.a. betydning for »senfølger«, der kan være forældede i medfør af forældelsesfristerne på 10 og 20 år i § 25, stk. 2, før de kan konstateres og dermed gøres gældende over for anlægsindehaveren. Den særlige forældelsesregel i § 34, stk. 1, 3. pkt., er ikke fastlagt ved de internationale konventioner, men er fastlagt på baggrund af en fælles anbefaling fra det nordiske udvalg, der forberedte gennemførelsen af Paris-konventionen, jf. betænkning nr. 286/1961 om adgangen til at drive nukleare anlæg (atomanlæg) og erstatningsansvaret for skade forvoldt af nukleare ulykker, s. 53.

3.6.2. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet finder, at forældelse af krav efter atomskadeerstatningsloven som udgangspunkt bør reguleres ved de almindelige forældelsesregler.

Det foreslås derfor, at henvisningen i den gældende § 25, stk. 1, til 1908-loven erstattes med en henvisning til reglerne i den nye forældelseslov. Da den almindelige korte forældelsesfrist foreslås fastsat til 3 år, jf. § 3, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov, er der ikke længere behov for at fastlægge forældelsesfristens længde i § 25, stk. 1, med henblik på at sikre overensstemmelse med artikel 7 i Bruxelles-konventionen.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 1 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 1) og bemærkningerne hertil.

Der foreslås ingen ændringer af atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 2 og 3, idet indholdet af disse følger artikel 8 a, 8 b og 8 d i Paris-konventionen.

Med henblik på at sikre sammenhæng mellem de almindelige forældelsesregler og de særlige forældelsesregler i atomskadeerstatningsloven, foreslås den eksisterende særregel i § 25, stk. 1, 2. pkt., om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved krav omfattet af lovens § 19 (regreskrav) erstattet med en regel udformet efter samme model som § 12, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov om regres mellem solidarisk hæftende skyldnere. Denne bestemmelse går ud på, at i tilfælde, hvor forældelsen er afbrudt over for én af skyldnerne, eller denne på et tidspunkt, hvor fordringen mod skyldneren selv ikke var forældet, har opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse, forældes et regreskrav mod en medskyldner tidligst et år efter afbrydelsen, opfyldelsen eller afgivelsen af tilsagnet om fristforlængelse.

Det foreslås således, at forældelsen af de regreskrav, der er omfattet af atomskadeerstatningslovens § 19, indtræder tidligst et år efter indtrædelsen i kravet mod anlægsindehaveren. Bestemmelsen foreslås af lovtekniske grunde placeret som et nyt stk. 4 i § 25.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 2 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 4) og bemærkningerne hertil.

Endvidere foreslås henvisningen til 1908-loven i atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1, 3. pkt., om statens udbetaling af erstatning erstattet med en henvisning til reglerne i den nye forældelseslov, dog således at den absolutte forældelsesfrist på 30 år efter den nukleare ulykke, der har forvoldt skaden, bevares.

Der henvises til lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 34, stk. 1) og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet har nedsat en arbejdsgruppe, der skal overveje, hvilke lovændringer det vil kræve, hvis Danmark tiltræder to protokoller af 12. februar 2004 om ændring af henholdsvis Paris-konventionen og Bruxelles-konventionen. Protokollerne indeholder bl.a. ændringer af konventionernes forældelsesregler.

3.7. Ændring af erstatningsansvarsloven

3.7.1. Gældende ret

Ifølge erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, kan godtgørelse og erstatning efter loven kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Reglen forstås i retspraksis således, at betalingsfristen først løber fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fremsætter sit krav over for skadevolderen. Ved reglen fastlægges betalingstidspunktet for de pågældende krav, og dermed tidspunktet, hvorfra kravene kan kræves forrentet. Reglen er derimod ikke blevet anvendt til at fastlægge forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Erstatningsansvarsloven indeholder heller ikke i øvrigt regler om forældelse. Forældelsen af krav på godtgørelse og erstatning efter loven er således reguleret ved dansk rets almindelige forældelsesregler.

3.7.2. Lovforslagets udformning

I det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov foreslås, at forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. forslagets § 2, stk. 1. Hvis der er indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes fristen dog først fra betalingsfristens udløb, jf. forslagets § 2, stk. 2. Denne bestemmelse vil efter sin ordlyd bl.a. finde anvendelse på betalingsfristen efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.

Hvis § 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov skulle finde anvendelse i forhold til erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, ville det imidlertid medføre, at fordringshaveren selv vil kunne bestemme, hvornår forældelsesfristen skal begynde at løbe, jf. pkt. 3.7.1 ovenfor.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i erstatningsansvarslovens § 16, hvorved det bestemmes, at krav på godtgørelse og erstatning forældes efter forældelsesloven – medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov – men at § 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov dog ikke finder anvendelse på betalingsfristen efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 8 (forslag til erstatningsansvarslovens § 16, stk. 3) og bemærkningerne hertil.

3.8. Ændring af reglerne om tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskudsordninger

3.8.1. Gældende ret

Der findes en række tilskudsordninger, der giver mulighed for finansiering ved såvel nationale midler som EU-midler. Således har Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyst, at der under deres områder forekommer sådanne ordninger.

Det drejer sig om ordningerne reguleret ved lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove, som ændret senest ved § 14 i lov nr. 1571 af 20. december 2006, naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, som ændret senest ved § 7 i lov nr. 1571 af 20. december 2006 (Miljøministeriet), lov om ophørsstøtte til jordbrugere, jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august 1995, som ændret senest ved § 73 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 728 af 29. juni 2004, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 536 af 24. juni 2005, lov nr. 1081 af 22. december 1993 om ophørsstøtte til erhvervsfiskere, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, lov nr. 1552 af 20. december 2006 om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren (fiskeriudviklingsloven) (Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri), lov om byfornyelse og udvikling af byer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 7. december 2005, som ændret senest ved § 87 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Socialministeriet), lov nr. 1599 af 20. december 2006 om administration af tilskud fra Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Regionalfond (Økonomi- og Erhvervsministeriet).

For så vidt angår EU-midler, der er givet i tilskud, forældes krav på tilbagebetaling af uberettigede udbetalte tilskud efter artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), jf. EF-Tidende 1995, L 312, s. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at EF-Domstolen ved dom af 15. januar 2004 i sagen C-278/02, Handlbauer, har fastslået, at artikel 3, stk. 1, også finder anvendelse på administrative foranstaltninger omfattet af forordningens artikel 4, stk. 1, herunder tilbagesøgningskrav.

Ifølge forordningens artikel 3, stk. 1, er forældelsesfristen for retsforfølgning fire år fra det tidspunkt, hvor den relevante uregelmæssighed fandt sted. Hvad angår vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder regnes forældelsesfristen fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt. Forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden. Efter hver afbrydelse løber forældelsesfristen videre. Forældelse indtræder dog senest den dag, hvor en frist, der er dobbelt så lang som forældelsesfristen, udløber, uden at den kompetente myndighed har pålagt en sanktion. Det sidstnævnte gælder dog ikke i de tilfælde, hvor den administrative procedure er suspenderet i overensstemmelse med forordningens artikel 6, stk. 1, der giver mulighed for at suspendere proceduren, hvis der er anlagt straffesag mod vedkommende for samme forhold.

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, 4. pkt., at forældelsesfristen for de flerårige programmers vedkommende løber indtil programmets endelige afslutning. Bestemmelsen skal ikke forstås i overensstemmelse med en naturlig sproglig forståelse af dens ordlyd. Det skyldes, at den danske version af bestemmelsen mangler en mindre passage, som forekommer i de øvrige sprogversioner af bestemmelsen, nemlig passagen »i alle tilfælde«. Det fremgår således af de øvrige sprogversioner, at bestemmelsen skal forstås således, at forældelsesfristen for de flerårige programmers vedkommende i alle tilfælde løber indtil programmets endelige afslutning. Bestemmelsen bevirker altså en forlængelse af forældelsesfristen i de tilfælde, hvor forældelse ellers ville være indtrådt tidligere. Den bevirker derimod ikke en afkortning af fristen i de tilfælde, hvor forældelse ikke er indtrådt ved programmets endelige afslutning.

For så vidt angår tilbagesøgningskrav af uberettiget udbetalt national medfinansiering, må det formentlig antages, at sådanne krav forældes efter dansk rets almindelige forældelsesregler, hvis andet ikke er bestemt i de love, der regulerer støtteordningerne. Det fremgår i den forbindelse af § 18 i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud reguleret ved loven, der er finansieret ved såvel nationale midler som EU-midler, i deres helhed skal forældes efter de regler, der er fastsat i de gældende forordninger. Der er ikke i øvrigt i den gældende nationale lovgivning, der regulerer støtteordninger, taget stilling til spørgsmålet om forældelse af sådanne tilbagesøgningskrav.

3.8.2. Lovforslagets udformning

Det foreslås, at der i de øvrige love, der regulerer ordninger, der giver mulighed for finansiering ved såvel nationale midler som EU-midler, indsættes bestemmelser med samme indhold som § 18 i lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond. Herved sikres, at tilbagesøgningskrav, der angår det samme tilskud, men som har forskellig baggrund, forældes på samme måde, hvilket bl.a. vil kunne give mulighed for en mere koordineret kontrolindsats, idet de relevante myndigheder ikke vil skulle planlægge deres kontrol efter forskellige forældelsesfrister.

Der henvises til lovforslagets § 25 (forslag til § 58 a i lov om skove), § 26 (forslag til § 55 a i naturbeskyttelsesloven), § 29 (forslag til § 19 b i lov om ophørsstøtte til jordbrugere), § 30 (forslag til landdistriktsstøttelovens § 23 a), § 31 (forslag til § 12 b i lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere), § 32 (forslag til § 9 a i lov om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren) og § 34 (forslag til § 103 b i lov om byfornyelse og udvikling af byer) og bemærkningerne hertil.

3.9. Ændring af skatteforvaltningsloven

3.9.1. Gældende ret

Der er i skatteforvaltningsloven fastsat frister for, hvornår en skatteansættelse kan foretages eller ændres. Med skatteansættelse forstås såvel ansættelsen af indkomst og ejendomsværdi som den skatteberegning, dette grundlag fører til. Begrebet omfatter desuden på tilsvarende måde fastsættelse af afgiftstilsvar.

Samtidig forældes det skattekrav, der afledes af ansættelsen, efter de almindelige formueretlige forældelsesregler. Det betyder, at den skattepligtiges henholdsvis myndighedernes adgang til at gøre et skattekrav gældende, forudsætter, at såvel de særlige ansættelsesfrister i skatteforvaltningsloven som de almindelige forældelsesfrister er overholdt.

3.9.1.1. De ordinære ansættelsesfrister

Den almindelige ansættelsesfrist fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31, mens §§ 27 og 32 angiver de tilfælde, hvor en ansættelse kan foretages uden for den ordinære frist.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., kan told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller forhøjelse af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar kan ikke afsendes senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. Varsel om ændring af godtgørelse af afgift kan ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende.

Skatteministeren kan, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punkt, fastsætte kortere frister for myndighedernes varsling og ændring af skatteansættelsen. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 til fastsættelse af en 1-årig ansættelsesfrist for personer med enkle økonomiske forhold.

Ønsker den skattepligtige at få ændret sin skatteansættelse, skal der inden den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. En afgiftspligtig eller godtgørelsesberettiget, der ønsker fastsættelsen af afgift eller godtgørelse ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb henholdsvis det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger, der kan begrunde ændringen, jf. § 31, stk. 2.

Skatteansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. Tilsvarende skal fastsættelsen af afgiftstilsvaret eller godtgørelse af afgift foretages senest 3 måneder efter varslingsfristens udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. Har det betydning for den skattepligtiges henholdsvis den afgiftspligtiges eller godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at ansættelsesfristen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt., og § 31, stk. 1, 4. pkt.

Fristen i § 26, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse på skatteberegningen. Skatteberegning skal, hvis beregningen foretages efter fristens udløb, foretages inden rimelig tid efter, at ansættelsen er foretaget.

3.9.1.2. Frister ved »Transfer Pricing«

De almindelige ansættelsesfrister efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, udløber først i det 6. år efter indkomstårets udløb for skatteansættelsen vedrørende kontrollerede transaktioner for skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Det betyder, at told- og skatteforvaltningens varsel om skatteansættelsen skal afsendes senest den 1. maj i det 6. år efter indkomstårets udløb. Tilsvarende skal en anmodning om genoptagelse fra den skattepligtige indgives inden dette tidspunkt.

Skatteansættelsen skal fortages senest den 1. august i det 6. år efter indkomstårets udløb. Hvis en skattepligtig efter varsel er afsendt til denne i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., jf. § 20, stk. 1, anmoder om en rimelig fristforlængelse, skal told- og skatteforvaltningen imødekomme anmodningen, når dette må antages at have betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt., og § 31, stk. 1, 4. pkt. Ansættelsen vil i sådanne tilfælde, når det pålignede indkomstår ligger 5 år forud for varslets afsendelse, først blive endeligt foretaget efter udløbet af forældelsesfristen for det afledte skattekrav. I sådanne situationer anmodes den skattepligtige derfor om at give afkald på at påberåbe sig, at det afledte skattekrav er forældet.

3.9.1.3. Ekstraordinære ansættelser

Uden for de ordinære frister i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31 kan en ansættelse foretages eller ændres, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 27 eller 32 er opfyldt.

Ifølge § 27, stk. 1, nr. 1, kan en ansættelse ændres, hvis der er indtrådt en ændring af det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen. Efter stk. 1, nr. 2, kan en ansættelse ændres, hvis denne er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår, vedrørende den skattepligtiges ægtefælle eller et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet. Stk. 1, nr. 3, giver adgang til at ændre ansættelsen i tilfælde, hvor overdragelsessummen for et aktiv vedrørende den anden part i en overdragelsesaftale er ændret. Ifølge stk. 1, nr. 4, kan ansættelsen ændres uden for den ordinære frist, hvis en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige og efter stk. 1, nr. 5, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at myndighederne har foretaget ansættelsen på et urigtigt grundlag. Efter stk. 1, nr. 6, kan en ansættelse ændres ekstraordinært, hvor Skatterådet udnytter sin kompetence til at ændre en ankenævnsafgørelse. Ifølge stk. 1, nr. 7, kan skatteansættelsen ændres, hvis hidtidig praksis er endeligt underkendt. Endelig kan told- og skatteforvaltningen ifølge stk. 1, nr. 8, give tilladelse til ekstraordinær genoptagelse i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder.

Ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift kan tilsvarende foretages efter § 32, hvis hidtidig praksis er underkendt, jf. 32, stk. 1, nr. 1, hvis ændringen er en direkte følge af en ændring for samme eller en anden afgiftsperiode, jf. stk. 1, nr. 2, hvis den afgiftspligtige eller godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er foretaget på et urigtigt grundlag, jf. stk. 1, nr. 3, og endelig hvis told- og skatteforvaltningen giver tilladelse til ekstraordinær genoptagelse som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder, jf. stk. 1, nr. 4.

En ekstraordinær ansættelse kan kun foretages efter §§ 27 og 32, såfremt myndighedernes varsel heraf henholdsvis den skattepligtige, den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigedes genoptagelsesanmodning fremsættes senest 6 måneder efter, at det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelse, er kommet til myndighedernes henholdsvis den skattepligtige, afgiftspligtige eller godtgørelsesberettigedes kundskab, jf. skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2, og 32, stk. 2.

3.9.1.4. Forældelse

Det krav, der er afledt af skatteansættelsen, fastsættelse af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift forældes som hovedregel efter dansk rets almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af offentligretlig natur forældes herefter 5 år efter forfaldstidspunktet, jf. 1908-lovens § 1, nr. 4, jf. § 2. Ligeledes er den skatte- eller afgiftspligtiges krav på for meget erlagt skat eller afgift omfattet af den 5-årige forældelsesfrist, jf. § 1, nr. 6. Den 5-årige frist suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet eller skyldnerens opholdssted, jf. 1908-lovens § 3. Endelig gælder i henhold til Danske Lov 5-14-4 en 20-årig forældelsesfrist regnet fra stiftelsestidspunktet.

Hvis der for skatte- eller afgiftskravet er erhvervet et særligt retsgrundlag, der fastslår kravets tilblivelse og størrelse, forældes kravet alene efter den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2. En kendelse fra Landskatteretten kan udgøre et særligt retsgrundlag, forudsat at kravets størrelse fremgår af afgørelsen.

Forældelsesfristen efter 1908-loven regnes fra forfaldstidspunktet for betaling af restskatter. For fysiske personer forfalder restskatterne normalt i 3 rater, henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november i året efter indkomstårets udløb, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4. Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen udskydes ikke, fordi skattemyndighederne endnu ikke har foretaget skatteansættelsen. Forældelsesfristen for upålignede skattekrav løber således også fra ovennævnte forfaldstidspunkt.

Forfaldstidspunktet for selskabsskatter er den 1. november i kalenderåret efter indkomståret, jf. selskabsskattelovens § 30, stk. 1, og § 30 A, stk. 1.

Opgørelse af pensionsafkast skal, for så vidt angår livsforsikringsselskaber og pensionskasser, indsendes senest den 15. december i indkomståret, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 20, stk.1. Pengeinstitutter indgiver senest den 15. december umiddelbart efter indkomstårets udløb opgørelse over beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf samt over skatten for hver enkelt opsparingsform, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1. PAL-skatten indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen.

Moms og afgiftskrav forfalder den 1. i den måned, hvor angivelse fra den afgiftspligtige skal indgives til myndighederne, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 4, og skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, at krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretaget efter stk. 1, nr. 4 (ændring foranlediget af en udenlandsk skattemyndigheds afgørelse), 7 (underkendelse af hidtidig praksis) eller 8 (særlige omstændigheder) ikke er undergivet forældelse efter 1908-loven. Kravet vil i disse tilfælde alene være undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lov 5-14-4.

Tilsvarende er krav afledt af en ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift foretaget efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig praksis) og 4 (ændring foranlediget af en udenlandsk skattemyndigheds afgørelse), ikke undergivet forældelse efter 1908-loven, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 4.

For så vidt angår ekstraordinære ansættelser, har den 5-årige forældelsesfrist derfor normalt kun betydning i relation til krav afledt af en ansættelse foretaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 (direkte følge af ændring af andet indkomstår, skatteansættelse for ægtefællen eller et sambeskattet selskab), 3 (ændring af overdragelsessummen for et aktiv) og 6 (Skatterådets ændring af ankenævnsafgørelse), og § 32, stk. 1, nr. 2 (direkte følge af ændring for samme eller en anden afgiftsperiode), idet fristen som følge af utilregnelig uvidenhed hos fordringshaveren normalt vil være suspenderet i tilfælde omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 (ændring i grundlaget for ansættelsen) og 5 (forsæt eller grov uagtsomhed), og § 32, stk. 1, nr. 3 (forsæt eller grov uagtsomhed), jf. 1908-lovens § 3.

3.9.1.5. Unddragne skatter i anledning af et strafbart forhold

Efterbeskatningskrav i forbindelse med skattestraffesager gennemføres som hovedregel i form af en skatteansættelse, jf. Processuelle regler på SKATs område, 2006-3, afsnit R.7. Efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist kan ansættelsen foretages i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3.

Ifølge skattekontrollovens § 19 A kan unddragne skatter endvidere indtales under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89. Skattekrav vedrører unddragelse af selskabsskat medtages under straffesagen, hvis der findes grundlag for at rejse tiltalen mod den, der ejer eller behersker selskabet (hovedaktionær eller hovedanpartshaver), og det er tvivlsomt om selskabet kan betale skatten. I så fald anmodes politimesteren om at påstå, at den tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med selskabet for de unddragne skatter.

I disse tilfælde gennemføres også ændring af selskabets indkomst eller afgiftstilsvar i form af en ansættelse. Ændringen foretages, før politimesteren i givet fald anmodes om at rejse tiltale.

Hvis ægtefæller eller samlevere sammen har drevet en virksomhed, og tiltalen rettes mod den af parterne, der ikke er registreret som virksomhedsindehaver, anmodes politimesteren tilsvarende om at påstå, at tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med ægtefællen/samleveren for momsen. I disse tilfælde opgøres momstilsvar endvidere for den registrerede virksomhedsindehaver.

Skattekravet forældes efter de almindelige forældelsesfrister. Udgangspunktet er herefter, at kravet forældes efter 1908-loven, dvs. 5 år efter forfaldstidspunktet. Fristen suspenderes i tilfælde af fordringshavers utilregnelige uvidenhed om sit krav eller skyldners opholdssted. Da fristen normalt vil være suspenderet, vil den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov almindeligvis være afgørende for, hvor gamle krav myndighederne kan rejse.

3.9.2. Lovforslagets udformning

Det er Skatteministeriets opfattelse, at forslaget om kortere forældelsesfrister, jf. det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), nødvendiggør en række tilpasninger af skatteforvaltningslovens regler om ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat og fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.

Det foreslås, at de nye forældelsesfrister som udgangspunkt også skal gælde skatte- og afgiftskrav, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 1). Det vil sige, at skatte- og afgiftskrav undergives en forældelsesfrist på 3 år regnet fra forfaldstidspunktet med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år ligeledes regnet fra forfaldstidspunktet, jf. §§ 2 og 3 i forslaget til ny forældelseslov.

Dog foreslås det, at forældelsesfristen for skattekrav på »Transfer Pricing«-området fastsættes til 5 år svarende til den gældende forældelsesfrist efter 1908-loven, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 3).

Disse forældelsesfrister forslås kombineret med en regel om, at told- og skatteforvaltningens varsel om ændring af en skatteansættelse, et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift – eller en ansættelse eller fastsættelse foretaget uden varsel – udløser en tillægsfrist på 1 år regnet fra myndighedens meddelelse om afgørelsen, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2). Samtidig foreslås det, at skatte- og afgiftskrav afledt af en ansættelse, der efter fristreglerne i skatteforvaltningsloven kan foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist på 3 år, ikke undergives den korte 3-årige forældelsesfrist, men alene den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. lovforslagets § 36 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4).

Med forslaget opnås enklere og mere ensartede regler end i dag for, hvornår forældelse af krav afledt af en skatteansættelse, fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift indtræder. Da samspillet mellem ansættelsesfristerne på skatteområdet og forældelsesfristerne er forholdsvis kompliceret, uddybes forslagene og virkningerne heraf nedenfor.

3.9.2.1. Ordinære ansættelser

Ifølge forslaget til § 21, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), foreslås det, at indbringelse for en administrativ myndighed skal have foreløbig forældelsesafbrydende virkning, således at indbringelsen skal følges op inden 1 år efter afgørelsen, medmindre den almindelige frist først udløber på et senere tidspunkt. Indbringelsen for den administrative myndighed medfører en sådan foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parter.

Anmodning om genoptagelse fra en skattepligtig, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, og § 31, stk. 2, vil medføre foreløbig afbrydelse af forældelsen efter denne bestemmelse. Den skattepligtiges indbringelse af spørgsmål vedrørende skatteansættelsen for myndighederne vil også virke fristafbrydende for myndighederne for så vidt angår et eventuelt skattekrav for myndighederne afledt af en ændret ansættelse. Myndighedernes varsling af en skatteansættelse inden for de almindelige ansættelsesfrister vil derimod ikke efter disse regler have tilsvarende forældelsesafbrydende virkning. Hermed brydes den symmetri, der ellers karakteriserer fristerne for foretagelse og ændring af skatteansættelsen henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.

Det foreslås på den baggrund, at varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift afsendt inden forældelsesfristens udløb medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen i samme omfang, som hvis ændringen var foranlediget af den skattepligtiges anmodning om genoptagelse. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen henholdsvis fastsættelsen er foretaget inden forældelsesfristens udløb. Forældelse af krav afledt af ansættelsen indtræder herefter tidligst 1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen.

Med forslaget sikres det, at der udløses en tillægsfrist på 1 år, uanset om ændring af ansættelsen sker på den skattepligtiges eller told- og skatteforvaltningens initiativ. Samtidig sikres det, at den nuværende almindelige ansættelsesfrist på 3 år kan opretholdes.

Der henvises til lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

3.9.2.2. »Transfer Pricing«

»Transfer Pricing« sager er ofte særdeles komplicerede, tidskrævende og forudsætter udveksling af oplysninger fra udlandet. For at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne (»Transfer Pricing«) er den ordinære ansættelsesfrist derfor i disse sager forlænget med 2 år, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Skatteministeriet finder det væsentligt, at de nuværende ansættelsesfrister på »Transfer Pricing«-området kan opretholdes. De længere ansættelsesfrister på »Transfer Pricing«-området, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, der udløber i det 6. år efter indkomstårets udløb, kan imidlertid ikke opretholdes, såfremt det afledte skattekrav undergives en 3-årig forældelsesfrist.

Det foreslås på den baggrund, at forældelsesfristen for krav afledt af en skatteansættelse vedrørende kontrollerede transaktioner foretaget efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, fastsættes til 5 år svarende til den forældelsesfrist, der i dag gælder for disse krav.

Der henvises til lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 3) og bemærkningerne hertil.

3.9.2.3. Ekstraordinære ansættelser

I hovedparten af de tilfælde, hvor en skatteansættelse foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist, vil forældelse i dag ikke indtræde allerede efter 5 år.

Krav afledt af en ekstraordinær skatteansættelse foretaget efter § 27, stk. 1, nr. 4, 7 eller 8 og § 32, stk. 1, nr. 1 og 4, er udtrykkeligt undtaget fra forældelse efter 1908-loven, jf. § 27, stk. 4, og § 32, stk. 4. Den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven har endvidere normalt kun betydning i relation til krav afledt af en ansættelse foretaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, og § 32, stk. 1, nr. 2, idet fristen som følge af utilregnelig uvidenhed hos fordringshaveren normalt vil være suspenderet i tilfælde omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 og 5, og § 32, stk. 1, nr. 3, jf. 1908-lovens § 3.

Skatteministeriet finder, at det er en naturlig konsekvens af forslaget til forældelsesloven om kortere forældelsesfrister, at forældelsesfristen for de afledte skattekrav i disse tilfælde fastsættes til 10 år, svarende til den absolutte forældelsesfrist efter § 3, stk. 3, i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov.

For så vidt angår de tilfælde, hvor krav afledt af ekstraordinære ændringer i dag ikke undergives den korte forældelsesfrist efter 1908-loven, men alene den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4, vil forslaget i forhold til gældende ret betyde en ændring fra 20 år regnet fra stiftelsestidspunktet til en forældelsesfrist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet.

I sjældne tilfælde vil adgangen til at gennemføre ansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 (ændring af grundlaget for ansættelsen), 4 (ændring som følge af en udenlandsk myndigheds afgørelse), 7 (underkendelse af hidtidig praksis) og 8 (særlige omstændigheder) og § 32, stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig praksis) og 4 (særlige omstændigheder) herved begrænses i forhold til i dag, jf. også pkt. 3.9.2.3.

Herved vægtes hensynet til, at skyldner, dvs. såvel den skattepligtige som myndighederne, ikke efter meget lang tids forløb kan blive mødt med et krav. Dette hensyn ligger også bag det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)

Krav afledt af ekstraordinære ændringer, der foretages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, og § 32, stk. 1, nr. 2, kan i dag være afskåret som følge af forældelse efter 1908-loven. I relation til disse fristgennembrudsgrunde betyder forslaget om kortere forældelsesfrister, at valget reelt står mellem at afskaffe adgangen til ansættelsesændringer efter disse bestemmelser, eller at krav afledt af sådanne ekstraordinære ansættelser ikke undergives den korte 3-årige forældelsesfrist.

Skatteministeriet finder, at den nuværende adgang til at foretage ekstraordinære ansættelser bør opretholdes, og at det afledte skattekrav som konsekvens heraf ikke skal være afskåret af den 3-årige forældelsesfrist, jf. § 3, stk. 1, i det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven). Det foreslås derfor, at også krav, som i dag forældes efter 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist, alene undergives en absolut 10-årig forældelsesfrist, jf. umiddelbart nedenfor.

Forældelsesfristen vil herefter efter forslaget være 10 år i alle tilfælde, hvor skatteansættelsen kan foretages eller ændres uden for den 3-årige ordinære ansættelsesfrist. Forslaget sikrer dermed, at alle relevante ændringer i forbindelse med ekstraordinære ansættelsesændringer kan foretages lige mange år tilbage, uanset at nogle ændringer skal foretages efter én bestemmelse, mens andre skal foretages efter en anden. Herved undgås de asymmetrier, der kan opstå efter de gældende regler, hvor forældelsen ikke er den samme i alle tilfælde, hvor skatteansættelsen foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist.

– Ændring i grundlaget for ansættelsen - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, kan ændringer af skatteansættelsen foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist, hvis grundlaget for ansættelsen er ændret. Det afledte skattekrav vil som udgangspunkt forældes efter 5 år. I en lang række tilfælde vil 1908-lovens forældelsesfrist dog være suspenderet som følge af fordringshavers utilregnelige uvidenhed om kravet. Det er imidlertid lagt til grund, at forældelsesfristen ikke kan anses for suspenderet på grund af myndighedernes utilregnelige uvidenhed om skattekravet i tilfælde, hvor afledte ændringer udspringer af genoptagelse af den skattepligtiges skatteansættelse som følge af, at myndighedernes hidtidige praksis er underkendt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, eller § 32, stk. 1, nr. 1.

Eksempelvis giver ændringer af opgørelsen af arbejdsmarkedsbidrag eller afgiftstilsvaret ofte anledning til ændringer af indkomstskatten. Førstnævnte kan efter de gældende regler ændres tilbage til det første indkomstår henholdsvis afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis. Derimod kan ændringerne i ansættelsen af indkomstskatten – da forældelsesfristen som beskrevet ovenfor ikke suspenderes i disse tilfælde – i dag kun foretages 5 år tilbage.

Forslaget om en forældelsesfrist på 10 år for alle ekstraordinære ansættelsesændringer vil betyde, at ændringer af skatteansættelsen i disse tilfælde kan foretages lige så mange år tilbage i tid som de ændringer, der umiddelbart kan ske genoptagelse for som følge af underkendelsen af myndighedernes hidtidige praksis.

– Ændring som direkte følge af en ansættelse vedr. den skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet selskab - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 - og ændring af overdragelsessummen for et aktiv - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 3

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, kan en ansættelse foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår, den skattepligtiges ægtefælle eller et selskab, hvormed den skattepligtige var sambeskattet.

Bestemmelsen i den nuværende udformning bygger på anbefalinger fra det såkaldte Fristudvalg i betænkning nr. 1426/2003 om frist- og forældelsesregler på Skatteministeriets område. Det var Fristudvalgets opfattelse, at adgangen til at foretage ændringer som følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige eller dennes ægtefælle skulle bevares, dog med visse præciseringer og justeringer af bestemmelsens anvendelsesområde. Udvalgets anbefalinger til ændringer blev gennemført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003.

Fristudvalget anbefalede endvidere, at der i relation til fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift skulle gælde en tilsvarende bestemmelse om, at ændringer, der er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar for samme eller en anden afgiftsperiode, kan gennemføres uden for den ordinære frist. Bestemmelsen fremgår nu af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 2.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 3, kan en ansættelse ændres uden for den ordinære ansættelsesfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 26, hvis en ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller afskrivningslovens § 45, stk. 3, vedrørende en anden skattepligtig er ændret.

Fristudvalget fandt ikke anledning til at foreslå ændringer af bestemmelsen. Fristudvalget fremhævede i den forbindelse, at ansættelser efter bestemmelsen som hovedregel kan foretages inden for den ordinære ansættelsesfrist eller umiddelbart herefter, hvis ansættelsen vedrørende den anden part er foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist, og denne ikke er påklaget. Endvidere vil den skattepligtige ved skatteankenævnets behandling blive inddraget i sagen gennem partshøring. Uanset at ansættelsesændringer efter bestemmelsen kan foretages på et senere tidspunkt end ovenfor anført, vil den skattepligtige derved være bekendt med, at overdragelsessummen kan blive ændret som følge af en ændring af ansættelsen for den anden aftalepart.

I relation til forældelse anbefalede udvalget, at de afledte skattekrav som hidtil skulle undergives forældelse efter 1908-loven.

Skatteministeriet finder, at ovennævnte ekstraordinære genoptagelsesgrunde bør opretholdes. For skatteansættelser foretaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3, eller fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, der i dag vil være afskåret efter 5 år som følge af forældelse af det afledte skattekrav, vil den foreslåede 3-årige forældelsesfrist imidlertid betyde, at disse fristgennembrudsgrunde bliver tilnærmelsesvis illusoriske, da forældelse herved kun rent undtagelsesvis ikke vil være indtrådt på det tidspunkt, hvor ændringen bliver aktuel.

Det foreslås på denne baggrund, at det afledte skattekrav ikke skal være afskåret af den 3-årige forældelsesfrist, jf. § 3 i det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), men i lighed med andre tilfælde af ekstraordinære ansættelsesændringer alene undergives en absolut forældelsesfrist på 10 år.

I forhold til de gældende regler indebærer forslaget, at forældelsesfristen for krav afledt af en ansættelse foretaget efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3, eller en fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1, nr. 2, forlænges fra 5 år til 10 år.

– Skatterådets ændring af en ankenævnsafgørelse - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, kan en ansættelse ændres uden for den ordinære ansættelsesfrist i tilfælde, hvor Skatterådet udnytter sin kompetence til at ændre en åbenbart ulovlig afgørelse truffet af et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 2, stk. 3.

Fristudvalget fremhævede, jf. betænkning nr. 1426/2003 om frist- og forældelsesregler på Skatteministeriets område, at behovet for en særlig hjemmel til at foretage ekstraordinære ændringer som følge af ændring af en skatteankenævnskendelse beror på, at kendelsen fra skatteankenævnet typisk vil blive afsagt efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Fristudvalget anbefalede på denne baggrund, at der som hidtil skulle være adgang til ekstraordinære ansættelsesændringer i disse tilfælde.

Skatterådets revisionskompetence blev med skatteforvaltningsloven, jf. lov nr. 427 af 6. juni 2005, begrænset i forhold til det tidligere Ligningsråds revisionskompetence. Rådets revisionskompetence kan alene anvendes i tilfælde, hvor et nævnsmedlem eller en embedsmand gør Skatterådet opmærksom på en nævnsafgørelse, som den pågældende finder åbenbart ulovlig. Derimod har hverken Skatterådet eller told- og skatteforvaltningen pligt til at føre aktivt tilsyn med ankenævnene.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at i de få tilfælde, hvor Skatterådet udnytter sin kompetence til at ændre en ankenævnskendelse, bør krav i anledning heraf ikke begrænses af en kort 3-årig forældelsesfrist.

I de tilfælde, hvor Skatterådets revisionskompetence og dermed ændringer af ansættelsen uden for den ordinære ansættelsesfrist aktualiseres, vil forældelsen ifølge § 21, stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) være afbrudt også for myndighederne, hvis sagen indbringes af den pågældende skyldner for ankenævnet inden forældelsesfristens udløb.

I tilfælde, hvor sagen først er indbragt for ankenævnet efter udløbet af den 3-årige forældelsesfrist efter § 3, stk. 1, er der derimod behov for at undtage det afledte skattekrav fra denne forældelse.

Det foreslås således, at skattekrav opstået som følge af Skatterådets ændring af en ankenævnskendelse alene undergives en absolut forældelsesfrist på 10 år. I særlige tilfælde, eksempelvis hvor ankenævnskendelsen vedrører en ekstraordinær ansættelse, vil forslaget om forlængelse af forældelsesfristen fra 5 til 10 år, kunne medføre, at krav, der tidligere var forældet, vil kunne gøres gældende.

– Underkendelse af hidtidig praksis - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, kan en ansættelse ændres uden for den ordinære ansættelsesfrist, hvis hidtidig praksis underkendes ved en dom, en landsskatteretskendelse, Skatteministeriets beslutning efter skatteforvaltningslovens § 49, 2. pkt., eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige enten 1) fra og med det indkomstår/den afgiftsperiode, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller 2) fra og med det indkomstår henholdsvis afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis.

Krav afledt af en ansættelse foretaget i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, er i dag ikke undergivet forældelse efter 1908-loven, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, og § 32, stk. 4. Det afledte skattekrav vil således alene være undergivet den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4.

Formålet med reglen om genoptagelse 5 år tilbage eller tilbage til det år, der var til påkendelse i den sag, hvor praksis blev underkendt, er at mindske den enkeltes behov for at forfølge sit krav i klagesystemet og ved domstolene. Bestemmelsen indebærer således en ligestilling af den skatteyder, der har selvangivet eller undladt at klage i tillid til skattemyndighedernes udmeldinger, med den skatteyder, der har benyttet sig af klagemulighederne. Bestemmelsen har således et procesbesparende sigte.

Det er efter Skatteministeriets opfattelse væsentligt, at den skattepligtige via genoptagelsesinstituttet kan opnå en retsstilling, der som altovervejende hovedregel svarer til den, han ville have opnået, såfremt han havde forfulgt sin sag i klagesystemet og ved domstolene. Dette hensyn skal imidlertid afvejes i forhold til de hensyn, der i øvrigt ligger bag frist- og forældelsesreglerne.

Skatteministeriet er således enig med Forældelsesudvalget, når udvalget i sin betænkning 1460/2005, s. 144, anfører, at de hensyn, der begrunder forældelsesreglerne, også gør sig gældende, når det offentlige er skyldner.

Skatteministeriet finder således, at de kortere forældelsesfrister, der er indeholdt i det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), også bør slå igennem i forhold til skattekrav afledt af ansættelsesændringer som følge af underkendelse af myndighedernes hidtidige praksis.

Det foreslås på denne baggrund, at 5-års reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, ændres til en 3-års regel. Samtidig opretholdes adgangen til genoptagelse af ansættelsen tilbage til det indkomstår eller den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis (bestemmelsens 1. led), dog således at det krav, der er afledt af ansættelsen, i lighed med de øvrige ekstraordinære fristgennembrudsgrunde undergives en absolut forældelsesfrist på 10 år, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 4).

Der henvises til lovforslagets § 36, nr. 1 og 4 (forslag til ændring af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, samt forslag til skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 4) og bemærkningerne hertil.

3.9.2.4. Forældelse af skattekrav i anledning af et strafbart forhold

Unddragne skatter i forbindelse med et strafbart forhold er som udgangspunkt omfattet af de almindelige forældelsesfrister. I sager om overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 15, 16 og 18 samt straffelovens § 289 kan de unddragne skatter inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 89, jf. skattekontrollovens § 19 A. Forældelsesfristen for sådanne krav foreslås ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) som udgangspunkt fastlagt til 3 år fra forfaldstidspunktet med mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10 år, jf. forslagets § 3.

Foretages en egentlig skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3, vil forældelse dog indtræde 10 år efter forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4).

Ved § 13 i forslaget til ny forældelseslov foreslås en tillægsfrist for erstatningskrav, der udspringer af et strafbart forhold, i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet.

Unddragne skatter i forbindelse med et strafbart forhold har ikke karakter af et egentligt erstatningskrav. I forslaget til skatteforvaltningslovens § 34 b foreslås derfor en tillægsfrist for skattekrav i anledning af et strafbart forhold svarende til den, der foreslås ved § 13 i forslaget til ny forældelseslov. Efter forslaget gælder reglen både for tilfælde, hvor skattekravet indtales under selve straffesagen og tilfælde, hvor skattekravet efterfølgende gøres gældende over for den skattepligtige ved en egentlig skatteansættelse.

Der henvises til lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 b) og bemærkningerne hertil.

3.10. Øvrige ændringer af forældelsesregler

De gældende generelle forældelsesregler findes i 5-14-4 i Danske Lov og i 1908-loven om forældelse af visse fordringer. 1908-loven fastlægger en 5-årig forældelsesfrist, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet eller skyldnerens opholdssted. 1908-loven gælder for de typer af fordringer, der er nævnt i lovens § 1, stk. 1, mens Danske Lov 5-14-4, der fastlægger en absolut 20-årig forældelsesfrist, gælder for fordringer i almindelighed. I en række bestemmelser i den øvrige lovgivning er det bestemt, at en række angivne krav forældes efter reglerne i 1908-loven, selvom de ikke er nævnt i l908-lovens § 1, stk. 1.

Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) foreslås bl.a., at der som udgangspunkt skal gælde en forældelsesfrist på 3 år, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med en absolut forældelsesfrist på 10 år, dog 30 år ved erstatning eller godtgørelse for personskade eller miljøskade. Endvidere foreslås, at bestemmelserne i den nye forældelseslov skal finde anvendelse i den udstrækning, andet ikke følger af bestemmelser i anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed, jf. forslagets § 28. Samtidig foreslås Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven ophævet.

Forslaget til ny forældelseslov bevirker, at henvisninger til 1908-loven i den øvrige lovgivning bør ændres, og i det omfang der ikke er særlige hensyn, der taler for at fastsætte en længere forældelsesfrist end den almindelige 3-årige forældelsesfrist, der foreslås indført, vil henvisninger til de almindelige forældelsesregler i særlovgivningen helt kunne ophæves.

På den baggrund indeholder lovforslaget forslag til at ophæve henvisninger til 1908-loven i en række love, jf. lovforslagets § 16 (forslag til ophævelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 85 c, stk. 19), § 17 (forslag til ophævelse af sygedagpengelovens § 66, stk. 12), § 19 (forslag til ophævelse af § 9, stk. 10, i lov om Lønmodtagernes Garantifond), § 20 (forslag til ophævelse af § 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension), § 21 (forslag til ophævelse af arbejdsskadessikringslovens § 56, stk. 4), § 22 (forslag til ændring af § 114, stk. 6, og ophævelse af § 114, stk. 16, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats), § 35 (forslag til ændring af § 43, stk. 6, i lov om social service), § 37 (forslag til ophævelse af § 30 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion), § 38 (forslag til ophævelse af § 13, stk. 20, i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse) og § 39 (forslag til ophævelse af § 5, stk. 3, i lov om bonus til elever i ungdomsuddannelse med lønnet praktik).

For så vidt angår disse bestemmelser, der herved foreslås ophævet, vurderer de pågældende ressortministerier, at der ikke er særlige hensyn, som taler for at fastsætte forældelsesregler, der afviger fra reglerne i forslaget til ny forældelseslov.

Endvidere indeholder lovforslaget en række forslag til ændringer, som har til formål at tilpasse særlige forældelsesregler til reglerne i den nye forældelseslov, herunder særligt til de almindelige forældelsesfrister på 3 og 10 år, som foreslås indført ved forslaget til ny forældelseslov.

På den baggrund foreslås gældsbrevslovens § 25, stk. 2, og § 49 ændret. Det følger af de gældende bestemmelser i § 25, stk. 2, 2. pkt., og § 49, 2. pkt., at visse nærmere angive fordringer angående bortkomne gældsbreve forældes efter 1908-loven og ikke som andre fordringer i henhold til gældsbreve efter Danske Lov 5-14-4. Med henblik på at bevare gældsbrevslovens systematik foreslås det, at disse fordringer fortsat undergives den almindelige forældelseslovs korte forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 9, nr. 1. Endvidere foreslås den særlige regel om afbrydelse af forældelse i gældsbrevslovens § 47 ophævet, således at afbrydelsen af forældelsen af de i § 47 omhandlede krav vil være reguleret ved de næsten tilsvarende regler i kapitel 5 og 6 i forslaget til ny forældelseslov, jf. lovforslagets § 9, nr. 2. Gældsbrevslovens §§ 43-49 indeholder i øvrigt en række særlige forældelsesregler for massegældsbreve. Bestemmelserne anvendes kun i begrænset omfang, da de fleste massegældsbreve i dag er fondsaktiver omfattet af lov om værdipapirhandel, og gældsbrevslovens forældelsesregler finder ikke anvendelse på sådanne aktiver, jf. værdipapirhandelslovens § 73. Gældsbrevslovens §§ 43-49 foreslås opretholdt, da der ikke findes at være noget praktisk behov for at ændre disse bestemmelser.

Det foreslås, at § 16 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. (ikrafttrædelsesloven) ophæves, jf. lovforslagets § 10. Ikrafttrædelseslovens § 16 angår forældelsen af krav på erstatning eller anden godtgørelse for skade, der er forvoldt ved en strafbar handling. Bestemmelsen foreslås ophævet, således at sådanne krav fremover forældes efter forældelseslovens almindelige regler, dog kombineret med en særregel i den foreslåede forældelseslov, der bestemmer, at udløb af forældelsesfristen ikke er til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af det strafbare forhold. Endvidere følger det af særreglen, at sådanne fordringer også kan gøres gældende under et særskilt søgsmål, der anlægges inden et år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden strafferetlig sanktion. Der henvises til § 13 i forslaget til ny forældelseslov.

Ved lovforslagets § 11 foreslås konkurslovens § 241 ophævet, idet bestemmelsen foreslås videreført ved reglerne i § 15 og § 17, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, samt § 19, stk. 4, i forslaget til ny forældelseslov.

Tinglysningslovens § 42 foreslås ophævet ved lovforslagets § 12, da bestemmelsen foreslås videreført uden realitetsændringer, i § 25, stk. 2, nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov.

Ved lovforslagets § 13 foreslås det, at henvisningen til afbrydelse af forældelse i dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, udgår, da forholdet vil blive reguleret ved § 17, stk. 1, nr. 4, i forslaget til ny forældelseslov.

Ved lovforslagets § 18 foreslås § 95, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret. Det følger af § 95, stk. 4, at tilbagebetalingskrav efter loven bortfalder 5 år efter hjælpens ophør, uden at der efter reglerne i bestemmelsens stk. 1-3 har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Lov om aktiv socialpolitik hører under Beskæftigelsesministeriet. Det foreslås, at § 95, stk. 4, ændres, således at tilbagebetalingskrav efter loven bortfalder 3 år efter hjælpens ophør og ikke som hidtil 5 år efter ophøret. Beskæftigelsesministeriet finder således ikke, at der bør gælde en frist, der afviger fra den almindelige korte forældelsesfrist efter forslaget til ny forældelseslov.

Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1, foreslås ændret ved lovforslagets § 24, således at erstatningskrav efter lovens kapitel 3 skal være anmeldt til Patientforsikringsforeningen senest 3 år – og ikke som på nuværende tidspunkt 5 år – efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Af bemærkningerne til patientforsikringsloven, jf. Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 3310-3311, fremgår, at forældelsesfristen på patientforsikringsområdet er fastsat ud fra de almindelige forældelsesregler i 1908-loven. Loven hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der vurderer, at en 3-årig anmeldelsesfrist fortsat vil give skadelidte et rimeligt tidsrum til at overveje sagen og anmelde skaden til Patientforsikringen i lyset af, at fristen først løber fra det tidspunkt, hvor skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden, f.eks. i tilfælde, hvor denne først er opstået lang tid efter, at den pågældende behandling har fundet sted.

Ved lovforslagets § 27 foreslås § 18, stk. 1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag ændret. Det følger af den gældende § 18, stk. 1, at det offentlige indtræder i retten til at indkræve børnebidrag, når et bidrag udbetales forskudsvis af det offentlige. Retten hertil er i forhold til det offentlige undergivet den almindelige 20-årige forældelse. Bestemmelsen hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Det foreslås, at den ændres som en konsekvens af forslaget til ny forældelseslov, således at det offentliges krav undergives en 10-årig forældelse. Der vil fortsat være tale om en absolut frist, der ikke kan suspenderes.

Endvidere foreslås, at §§ 26 og 27 i lov om ægteskabets retsvirkninger ophæves, jf. lovforslagets § 28. Ifølge § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger hæfter begge ægtefæller for visse fordringer i forhold til tredjemand, hvis andet ikke fremgår af omstændighederne. Det følger af lovens § 26, at krav på hustruen af den i § 11 nævnte art forældes i løbet af 1 år, når tillige manden hæfter for gælden. I øvrigt finder 1908-lovens § 1, sidste pkt., samt §§ 2 og 3 tilsvarende anvendelse ved denne forældelse. Hvis hustruen har påtaget sig et videregående ansvar, gælder § 26 ikke, jf. lovens § 27.

Lov om ægteskabets retsvirkninger hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Det foreslås, at §§ 26 og 27 ophæves, således at de pågældende krav forældes efter reglerne i forslaget til ny forældelseslov. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender vurderer i den forbindelse, at det vil være bedst i overensstemmelse med princippet om at fremme ligestillingen mellem kvinder og mænd, som udtrykt bl.a. ved lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004 med senere ændringer, at ophæve den særlige 1-årige forældelsesfrist for krav på hustruen.

Ved lovforslagets § 33 foreslås § 17 i lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner ophævet. Det følger af den gældende § 17, at vederlagskrav, som en arbejdsgiver eller en forskningsinstitution vil være berettiget til efter lovens § 12, forældes efter 5 år. Endvidere bestemmes, at 1908-lovens regler finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen hører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der vurderer, at der ikke er særlige hensyn, som taler for at fastsætte en forældelsesfrist eller andre forældelsesregler, der afviger fra reglerne i forslaget til ny forældelseslov.

Desuden foreslås lov om tilsyn med firmapensionskasser § 9 og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger § 12 ophævet, jf. lovforslagets §§ 41 og 42. Det følger af de pågældende bestemmelser, at visse krav angående pensions- og sikringsydelser forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets forfaldstid. I øvrigt henviser bestemmelserne til, at 1908-loven finder anvendelse. Bestemmelserne er formuleret på samme måde som forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1. De særlige forældelsesfrister i den gældende forsikringsaftalelovs § 29, stk. 1, forslås ophævet ved dette lovforslagets § 2, nr. 2. Lov om tilsyn med firmapensionskasser og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet, der vurderer, at de særlige forældelsesregler, der i øvrigt ved lovforslagets § 2 forslås indført i forsikringsaftaleloven, ikke er relevante i forhold til de pågældende bestemmelser. Der foreslås derfor ikke på dette område regler svarende hertil.

Endvidere foreslås § 8, stk. 3, i lov om arbejdstageres opfindelser ophævet, jf. lovforslagets § 43. Det følger af den gældende § 8, stk. 3, at en arbejdstagers krav på godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1 og 2, forældes på 5 år i overensstemmelse med 1908-loven. Bestemmelsen hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet, der vurderer, at der ikke er særlige hensyn, som taler for at fastsætte en forældelsesfrist eller andre forældelsesregler, der afviger fra reglerne i forslaget til ny forældelseslov.

Endelig foreslås en ændring af sølovens § 501. Sølovens § 501 fastsætter regler om forældelse af en række nærmere angivne fordringer på sølovens område, herunder fordringer, der hidrører fra aftaler om transport eller befordring af passagerer og deres rejsegods. Forældelsesfristens længde for de pågældende fordringer varierer afhængig af, hvilken fordring der er tale om. Eksempelvis forældes krav i anledning af passagerskader normalt 2 år, efter passageren er gået i land, jf. § 501, stk. 1, nr. 3, mens fordringer i forbindelse med tab som følge af, at gods, der er transporteret af skibet, udleveres uden konnossement eller til den forkerte person, normalt forældes efter 1 år, jf. § 501, stk. 1, nr. 6. Forældelsesfristernes længde er i stort omfang fastsat på baggrund af internationale regler. Eksempelvis er 2-årsfristen i § 501, stk. 1, nr. 3, fastsat på baggrund af art. 16 i Athen-konventionen om søtransport af passagerer og gods. Alene fristerne i § 501, stk. 1, nr. 6 og 8, om henholdsvis fordringer i anledning af fejlagtig udlevering af gods og fordringer på bidrag til almindeligt havari mv. er ikke fastsat på baggrund af internationale regler.

Ifølge sølovens § 501, stk. 3, afbrydes forældelsen ved foretagelse af retsskridt inden forældelsesfristens udløb eller ved anmeldelsen for en dispachør, såfremt det tilkommer en dispachør at træffe afgørelse om fordringen. Det afgøres efter loven i det land, hvor en sag er anlagt, om forældelsen er afbrudt eller suspenderet, jf. § 501, stk. 5. I øvrigt anvendes de almindelige regler om forældelse af fordringer, jf. § 501, stk. 6.

Det er i retspraksis uafklaret, om længden af forældelsesfristen, der løber efter afbrydelse af forældelsen af en fordring omfattet af sølovens § 501, bestemmes efter § 501, stk. 1, eller efter de almindelige forældelsesregler. Sø- og Handelsrettens dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1949.1165 SH, handlede om en fordring omfattet af den dagældende sølovs § 284, der i vidt omfang svarer til den nugældende § 501. Ved dommen fastslog Sø- Handelsretten, at der efter afbrydelse af forældelse løb en ny frist bestemt efter § 284. Der er imidlertid den forskel mellem den dagældende § 284 og den nugældende § 501, at det i § 284, stk. 3, bestemtes, at de almindelige regler om forældelse af fordringer kommer til anvendelse for andre fordringer, mens det i § 501, stk. 6, bestemmes, at de almindelige regler om forældelse af fordringer i øvrigt kommer til anvendelse. Det er derfor tvivlsomt, om dommen kan tages som udtryk for den gældende retstilstand.

Det følger af § 28 i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov, at der efter afbrydelse af forældelsesfrister fastsat i en anden lov, herunder fristerne i sølovens § 501, stk. 1, vil løbe en ny forældelsesfrist bestemt efter den nye forældelseslovs regler, såfremt andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Det er Økonomi- og Erhvervsministeriets opfattelse, at længden af forældelsesfristen, der løber efter afbrydelsen af forældelsen af fordringer omfattet af sølovens § 501, bør bestemmes efter § 501, stk. 1, og ikke efter de almindelige forældelsesregler. Den særlige karakter af de pågældende fordringer, der bortset fra fordringerne omfattet af § 501, stk. 1, nr. 6 og 8, alle er reguleret ved internationale regler, tilsiger, at den nye frist fastlægges efter sølovens regler. Det foreslås derfor, at der indsættes en særlig bestemmelse herom i sølovens § 501.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt anledning til at foreslå ændringer af de øvrige særlige forældelsesregler i søloven.

Der henvises til lovforslagets § 44 (forslag til ændring af sølovens § 501, stk. 5) og bemærkningerne hertil.

Ved lovforslagets § 45 foreslås der indsat en bestemmelse i § 25 i konkurrenceloven, der vil indebære, at § 21, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov vil kunne finde anvendelse på det konkurrenceretlige område. Forslaget til forældelseslovens § 21, stk. 2, medfører en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen under en sags behandling hos en administrativ myndighed, og samtidig udløses der en tillægsfrist på 1 år fra den administrative myndighed har truffet sin afgørelse. Konkurrenceloven hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Af bemærkningerne til forslaget til forældelseslovens § 21, stk. 2, fremgår, at anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at både skyldner og fordringshaver skal være part i sagen. I sager for Konkurrencerådet, herunder sager hvor Konkurrencestyrelsen træffer afgørelse på vegne af rådet, og i sager for Konkurrenceankenævnet vil klager (fordringshaver) som altovervejende hovedregel ikke være part.

Dermed vil en fordringshaver i en sag, der behandles for konkurrencemyndighederne, ikke umiddelbart kunne drage fordel af afbrydelsesvirkningen og den 1-årige tillægsfrist i forslaget til forældelseslovens § 21, stk. 2.

Dette vurderes at være uhensigtsmæssigt, idet de hensyn, der ligger bag den foreslåede bestemmelse om foreløbig afbrydelse, gør sig gældende på tilsvarende måde i forhold til personer og virksomheder, der indgiver klage til Konkurrencerådet, indbringer en afgørelse for Konkurrenceankenævnet, eller indtræder som biintervenient under ankenævnets behandling af en sag.

På denne baggrund foreslås en særlig bestemmelse i konkurrenceloven, således at betingelsen om, at fordringshaver skal have partsstatus, fraviges på konkurrenceretsområdet. I stedet foreslås, at fordringshaver skal have knyttet sig til sagen ved at have indgivet klage til Konkurrencerådet, have indbragt en afgørelse for Konkurrenceankenævnet, eller være indtrådt som biintervenient under ankenævnets behandling af en sag.

3.11. Visse ændringer af renteloven og kreditaftaleloven

3.11.1. Ændring af henvisninger til banker mv. i renteloven og kreditaftaleloven

3.11.1.1. Gældende ret

Rentelovens § 7, stk. 1-3, begrænser kreditorers adgang til at fravige rentelovens § 5, der omhandler beregningen af morarente. Ifølge lovens § 7, stk. 4, gælder stk. 1-3 ikke for aftaler, der indgås af banker, sparekasser, andelskasser samt realkreditinstitutter, der er godkendt af staten.

Ifølge kreditaftalelovens § 15, stk. 2, kan det ved forbrugerkreditaftaler alene aftales, at kreditrenten helt eller delvis skal variere med størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er uden indflydelse på, medmindre kreditgiver har tilladelse til at drive virksomhed efter lov om banker og sparekasser mv. eller realkreditloven.

Det kan give anledning til en vis tvivl, om rentelovens § 7, stk. 4, og kreditaftalelovens § 15, stk. 2, efter ordlyden omfatter kreditinstitutter godkendt i udlandet, men det må antages, at bestemmelserne omfatter kreditinstitutter godkendt i udlandet, i det omfang disse i henhold til kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed må virke i Danmark.

3.11.1.2. Lovforslagets udformning

Henvisningerne til »banker«, »sparekasser« mv. i rentelovens § 7, stk. 4, og kreditaftalelovens § 15, stk. 2, foreslås ændret til henvisninger til godkendte pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter, svarende til de betegnelser, der anvendes i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006 med senere ændringer, som indeholder de gældende regler om godkendelse mv. af disse virksomheder.

Herved præciseres, at bestemmelserne omfatter kreditinstitutter godkendt i udlandet, i det omfang disse i øvrigt må virke i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 14, nr. 1 (forslag til rentelovens § 7, stk. 4) og § 15 (forslag til ændring af kreditaftalelovens § 15, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

3.11.2. Ændring af rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3

3.11.2.1. Gældende ret

Rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, bestemmer, at rykkergebyrer og inkassogebyrer som udgangspunkt højst må udgøre 100 kr. inkl. moms. Bestemmelsen gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område, jf. rentelovens § 1, stk. 2.

Landsskatteretten har fundet, at rykkergebyrer ikke skal medregnes til en virksomheds afgiftsgrundlag ved beregning af moms efter momslovens § 27, stk. 1 og 2, jf. SKAT-meddelelse 2001.456 LSR og SKAT-meddelelse 2003.541 LSR. Landsskatterettens afgørelser har den konsekvens, at der ikke kan kræves moms af de rykkergebyrer, der omtales i rentelovens § 9 b, stk. 2.

Det lægges til grund i Østre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335 Ø, at der heller ikke kan kræves moms af inkassogebyrerne omtalt i rentelovens § 9 b, stk. 3. Østre Landsret skulle i den pågældende dom tage stilling til konsekvensen af landsskatterettens afgørelser om rykkergebyrer i forhold til rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, dvs. om der fortsat kunne opkræves rykker- og inkassogebyrer på 100 kr., eller om de 100 kr. skulle fratrækkes et beløb svarende til den moms, der skulle være betalt, hvis gebyrerne var momspligtige. Sidstnævnte resultat ville føre til, at momsregistrerede kreditorer alene ville kunne opkræve 80 kr. Landsretten lagde til grund, at det afgørende efter bestemmelsen i renteloven er, at skyldneren ikke belastes med et beløb, der overstiger 100 kr., og landsretten fandt herefter, at der kunne opkræves rykker- og inkassogebyrer på 100 kr.

3.11.2.2. Lovforslagets udformning

Det foreslås, at ordene »inkl. moms« udgår af rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, idet der ikke skal betales moms af de pågældende gebyrer, jf. SKAT-meddelelse 2001.456 LSR og SKAT-meddelelse 2003.541 LSR og Østre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335 Ø om konsekvenserne af landsskatterettens afgørelser for rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3, jf. pkt. 3.11.2.1 ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 14, nr. 2 og 3 (forslag til ændring af rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3) og bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der har til formål at erstatte de gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 og forældelsesloven fra 1908.

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer af særlige forældelsesregler i den øvrige lovgivning.

Herudover foreslås det, at købelovens reklamationsfrister ikke finder anvendelse på køb af genstande, som i henhold til et offentligretligt påbud skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi de ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed, og ved køb af byggematerialer. Det vil således alene være forældelseslovens regler, der vil gælde i disse tilfælde. Dette bevirker, at sådanne mangelskrav først endelig bortfalder ved forældelse.

Forslaget om at afskaffe reklamationsfristen i de nævnte situationer skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for erhvervslivet.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR har ikke vurderet, at forslaget vil have administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har derfor ikke været forelagt et virksomhedspanel.

Der henvises i øvrigt til det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven).

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Høring

Et udkast til lovforslag har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Politimesterforeningen, Rigsadvokaten, Advokatrådet, AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion), Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Associerede Danske Arkitekter, ATP, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Byggeskadefonden, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Fisk, Dansk Franchise Forening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Kystfiskerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Kreditråd, Dansk Landbrug, Dansk Postordre Handel, Dansk Told- og Skatteforbund, Dansk Åleeksportør Forening, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Fiskeres Producentorganisation, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, DSB, Fagligt Fælles Forbund 3F, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Finans & Leasing, Finansrådet, Fiskeribanken, Fiskeriets Servicefag, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen Dansk Skaldyrsopdræt, Foreningen af Fiskeauktionsmestre i Danmark, Foreningen af Pantefogeder i Danmark, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Friluftsrådet, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, Fødevareøkonomisk Institut, Hjerteforeningen, HTS-A, HTSI, Håndværksrådet, IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsforbundet for Fiskesortering og Samlecentraler i Danmark, Landsforeningen Levende Hav, Landsorganisationen i Danmark, Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, Liberale Erhvervs Råd, Lønmodtagernes Garantifond, Patientforeningen i Danmark, Patientforsikringen, Patientforum, Patientskadeankenævnet, Realkreditrådet, Rektorkollegiet, Sammenslutningen af Danske Ørredeksportører, De Samvirkende Invalideorganisationer, Sektorforskningens Direktørkollegium, Skagen Fiskernes Producentorganisation, Skatterevisorforeningen, Verdensnaturfonden WWF, Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser