Kapitel 1 Bekendtgørelsens anvendelsesområde
Efter denne bekendtgørelse ydes delvis lønkompensation til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. på Kulturministeriet og Børne- og Undervisningsministeriets område, hvor offentligt tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter, og som står overfor at skulle varsle afskedigelser på minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionens ansatte i institutionens kompensationsperiode, grundet et forventet omsætningstab som konsekvens af udbruddet af Coronavirussygdom (COVID-19).
Stk. 2 Lønkompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder for perioden fra og med 9. marts 2020 til og med 29. august 2020. Lønkompensationsordningen forlænges for institutioner, jf. dog stk. 3, der fra og med 30. august 2020 har forbud mod at holde åbent og så længe forbuddet er gældende.
Stk. 3 Lønkompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder ligeledes for produktionsenheder, der har forbud mod at holde åbent i perioden fra og med 6. november 2020 og så længe forbuddet er gældende.
Stk. 4 Lønkompensationsordningen, jf. stk. 1, gælder for institutioner eller produktionsenheder i perioden fra og med 9. december 2020 til og med 30. juni 2021.
Stk. 5 En institution omfattet af stk. 2, 2. pkt. og stk. 3, er berettiget til kompensation i de efterfølgende 7 kalenderdage efter at forbuddet mod at holde åbent er ophævet.
Stk. 6 Retten til lønkompensation tilkommer foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v., der er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), og som har ansatte med fast arbejdssted i Danmark.
Stk. 7 Ordningen omfatter ikke organer inden for den offentlige forvaltning og institutioner, der primært har et uddannelses- eller undervisningsmæssigt formål, bortset fra højskoler.
En forening, selvejende institution eller fond m.v. omfattet af § 1 hører i relation til denne bekendtgørelse under Kulturministeriet og Børne- og Undervisningsministeriets område, hvis Kulturministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet eller deres underordnede myndigheder yder hovedparten af det statslige tilskud til institutionens ordinære driftsudgifter.
Stk. 2 Statslige driftstilskud efter stk. 1 omfatter tilskud til drift, der er udlagt i delegeret tilskudsforvaltning til statslige armslængdeorganer eller en selvejende institution, forening m.v.
Stk. 3 Modtager foreningen, den selvejende institution eller fonden m.v. kommunale eller regionale, men ikke statslige tilskud til dækning af institutionens ordinære driftsudgifter, fremgår det af en vejledning udstedt af Slots- og Kulturstyrelsen, hvordan institutionen kan få oplyst, til hvilken myndighed ansøgningen skal indgives.
Kapitel 2 Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Ansatte: Lønmodtagere med fast, kontraktuel tilknytning til institutionen, med fast arbejdssted i Danmark, men som ikke i Det Centrale Virksomhedsregister er registreret som administrerende direktør eller som den eneste direktør i registret for den ansøgende institution. Lønmodtagere må ikke have en reel ejerandel på 25 pct. eller derover af den kompensationsberettigede institution. Den ansatte skal være ansat i virksomheden inden:
-
a) den 9. marts 2020 for institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 1. pkt.,
-
b) datoen for varsel eller politisk aftale om forbud mod at holde åbent, jf. bilag 1, som vil ramme institutioner eller produktionsenheder omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 eller 4, jf. dog litra d,
-
c) den 6. november 2020 for institutioner omfattet af § 1, stk. 3, eller
-
d) den 7. december 2020 for institutioner eller produktionsenheder omfattet af § 1, stk. 4, som ikke er omfattet af § 4, stk. 1, litra b.
-
-
2) Institution: En juridisk person, der er organiseret som selvejende institution, fond, forening, selskab eller organisation, og som er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Ved beregning af de i denne bekendtgørelse omhandlede støttetærskler for kompensation under Temporary Framework skal alle enheder, som de jure eller de facto kontrolleres af én og samme enhed, betragtes som én institution.
-
3) Produktionsenhed: En i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) registreret geografisk adresse, hvorfra institutionen, jf. nr. 2, udøver en aktivitet.
-
4) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen m.v., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber m.v., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, kommunale institutioner, der er registreret under en kommunes CVR-nummer, selvstændige offentlige virksomheder og Danmarks Radio.
-
5) Løn: Den faktiske og indberettede løn til eIndkomstregistret, som omfatter den ansattes arbejdsmarkedsbidragspligtige og arbejdsmarkedsbidragsfrie A-indkomst medregnet institutionens og den ansattes eget ATP-bidrag samt eventuelle bidrag til arbejdsgiverbetalt pensionsordning. I lønnen medregnes endvidere følgende bestanddele, afhængig af kompensationsperiode:
-
a) I perioden fra og med 9. marts 2020 til og med 31. august 2020, medregnes opsparing til Søgnehelligdagsbetaling. Mod dokumentation samt attestation fra en godkendt revisor, jf. § 11, stk. 1, nr. 8, kan medregnes arbejdsgivers faktiske lønomkostninger til bruttoferiepenge modregnet den i perioden afholdte ferie med løn, samt hensættelse af lønomkostninger som ikke er indberettet til eIndkomstregistret og hidrører fra, optjent ferie, fritvalgsordning, særlig opsparing til frihedsbetaling eller anden tilsvarende ordning, som træder i stedet for fritvalgslønkonto eller Søgnehelligdagsbetaling og som ikke er dækket af 1. pkt., dog modregnet de eventuelle tilsvarende udbetalte løndele i kompensationsperioden.
-
b) I perioden fra og med 1. september 2020 og så længe bekendtgørelsen er gældende, medregnes bruttoferiepenge modregnet den i perioden afholdte ferie med løn, samt opsparing til Søgnehelligdagsbetaling. Mod dokumentation samt attestation fra en godkendt revisor, jf. § 11, stk. 1, nr. 8, kan medregnes arbejdsgivers faktiske hensættelse af lønomkostninger som ikke er indberettet til eIndkomstregistret og hidrører fra, optjent ferie, fritvalgsordning, særlig opsparing til frihedsbetaling eller anden tilsvarende ordning, som træder i stedet for fritvalgslønkonto eller Søgnehelligdagsbetaling og som ikke er dækket af 1. pkt., dog modregnet de eventuelle tilsvarende udbetalte løndele i kompensationsperioden.
-
-
6) Forbud mod at holde åbent: Institutionen er midlertidigt forpligtet til at holde fuldt lukket for offentligheden for at inddæmme smittespredning, jf. bekendtgørelse om forbud mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter, krav om mundbind m.v. og coronapas på Kulturministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19 med senere ændringer.
-
7) Omsætning: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Sponsorater og royalties medregnes ligeledes ikke i opgørelsen af omsætningen. Institutionen skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i institutionens senest godkendte regnskab. Hvis institutionen ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal institutionen opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for institutionen gældende regnskabslovgivning. Institutionen kan alene medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark, for den del af institutionen, som er lokaliseret i Danmark, og for produktion i Danmark. Med tjenesteydelser og varer produceret i Danmark skal forstås alle produkter og tjenesteydelser m.v., som er solgt fra den danske institution, således at omsætningen kan henføres til institutionens danske CVR-nummer. Dette omfatter alt, der faktureres fra Danmark, uanset om produktet er produceret helt eller delvist i udlandet. Tjenesteydelser og varer produceret i Danmark til eksport kan medtages i opgørelsen.
-
8) Tilskud til drift: Den andel af offentligt tilskud som institutionen anvender til at dække ordinære driftsudgifter. Tilskud til drift omfatter ikke offentlige køb af varer og ydelser samt anlægstilskud.
-
9) Offentligt tilskud: Statsligt, regionalt eller kommunalt tilskud.
-
10) Ordinære driftsudgifter: Alle udgifter, der ikke er ekstraordinære, f.eks. lønninger og personale- og rejseomkostninger, husleje m.v., af- og nedskrivninger, udgifter til vedligeholdelse af bygninger og andre anlægsaktiver, ejendomsskatter, udgifter til revision og telefoni samt renteomkostninger.
-
11) Vedvarende dækker ordinære driftsudgifter: Tilskud til drift, der med forbehold for vedtagelsen af årlige bevillingslove m.v. i staten og årlige budgetgodkendelser i kommuner og regioner forventes ydet tidsubegrænset eller i en periode på mindst 3 på hinanden følgende regnskabsår.
-
12) Periode med omsætning: Periode hvor en institution har haft en omsætning. Perioden går fra og med første dag institutionen har omsætning til og med sidste dag, institutionen har omsætning i en kalendermåned.
Kapitel 3 Lønkompensationens størrelse
En institution kan efter reglerne i denne bekendtgørelse opnå lønkompensation for hjemsendte ansatte, som ellers måtte afskediges som følge af et forventet omsætningstab. Det maksimale kompensationsbeløb følger af stk. 2-8.
Stk. 2 Lønkompensationen, jf. stk. 1, svarer til 75 pct. af den hjemsendte funktionærs løn, dog maksimalt 30.000 kr. om måneden pr. fuldtidsansat, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 For ansatte, som ikke er funktionærer, svarer lønkompensationen, jf. stk. 1, til 90 pct., jf. dog stk. 4, af den hjemsendte ansattes løn, dog maksimalt kr. 30.000 om måneden pr. fuldtidsansat. Det samme gør sig gældende for elever, praktikanter og lærlinge.
Stk. 4 For institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller § 1, stk. 3, som modtager kompensation efter stk. 3, vil kompensationen på mellem 80 og 90 pct. være omfattet af reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak sektion 3.1 punkt 22(a), hvorved der kan meddeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 1,8 mio. EUR for kompensationsordninger omfattet heraf indtil 31. december 2021. I medfør af reglerne i sektion 3.1 punkt 23(a) kan der meddeles et samlet kompensationsbeløb svarende til maksimalt 270.000 EUR for institutioner inden for fiskeri- og akvakultursektoren og maksimalt 225.000 EUR til institutioner, der beskæftiger sig med primærproduktion af landbrugsprodukter. Finansielle virksomheder kan i henhold til reglerne i Temporary Framework for State aid measures to support the economy in the current COVID-19 outbreak sektion 3.1 punkt 22(a), modtage op til 80 pct. af den efter stk. 3 udbetalte løn pr. ansat.
Stk. 5 Udgangspunktet for beregning af den lønkompensation, der kan oppebæres og dermed forudbetales ved ansøgning om lønkompensation, udgøres af den ansattes gennemsnitlige løn. Den gennemsnitlige løn beregnes på baggrund af det højeste gennemsnit af enten de 5 måneder, fra 1. april 2020 til og med 31. august 2020, de seneste 3 måneder eller de seneste 12 måneder fra ansøgningstidspunktet, jf. institutionens indberetninger til eIndkomstregistret. Hvis institutionen endnu ikke har foretaget indberetning til eIndkomstregistret, oplyses den ansattes løn i forbindelse med anmodningen om lønkompensation. Hvis den faktiske, allerede aftalte løn afviger fra det anførte udgangspunkt, herunder f.eks. på baggrund af en aftale om lønnedgang forud for hjemsendelsen, ansøger institutionen mod behørig dokumentation om udbetaling på dette grundlag.
Stk. 6 Afbrydes hjemsendelsen helt eller delvist for nogle eller alle hjemsendte ansatte før udløbet af den i ansøgningen oplyste forventede hjemsendelsesperiode, reduceres det kompensationsberettigede beløb forholdsmæssigt i hele påbegyndte dage, uanset arbejdets daglige timeantal. Eventuel overskydende allerede udbetalt kompensation tilbagebetales, jf. § 13, nr. 2.
Stk. 7 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorerklæring efter § 7, stk. 7, og § 8, stk. 1, nr. 12, såfremt institutionens ansøgning udløser kompensation. Godtgørelsen vedrørende revisorerklæringen kan maksimalt udgøre 16.000 kr. ekskl. moms.
Kapitel 4 Betingelser for at modtage kompensation
Ret til udbetaling af lønkompensation efter denne bekendtgørelse forudsætter, at:
-
1) minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionen ansatte hjemsendes i institutionens kompensationsperiode, jf. dog stk. 2,
-
2) de hjemsendte ansatte ikke arbejder for institutionen, jf. dog stk. 3 og § 5, stk. 6, og
-
3) de hjemsendte ansatte oppebærer deres fulde hidtidige løn i den periode, der ansøges om lønkompensation for.
Stk. 2 Betingelsen i § 6, stk. 1, nr. 1, om hjemsendelse af minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionens ansatte, skal for institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3 eller 4, alene opgøres for institutionens kompensationsperiode inden for den i § 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 eller 4 angivne periode.
Stk. 3 Ansatte, der er omfattet af en ansøgning om lønkompensation efter den 13. april 2021 for en periode af mindst 30 kalenderdages varighed op til seneste slutdato i institutionens ansøgninger, og som har været hjemsendt i minimum 30 kalenderdage, kan i de sidste syv dage heraf, arbejde for institutionen. Kravet i stk. 1, nr. 2, finder derved ikke anvendelse i de syv dage. Retten til lønkompensation i de sidste syv dage, jf. 1. pkt., kan kun anvendes én gang pr. ansøgte ansatte.
Stk. 4 Elever, praktikanter og lærlinge kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde under hjemsendelse.
Stk. 5 Der kan ikke udbetales lønkompensation for 21 kalenderdage pr. ansat i hele perioden fra og med 9. juli 2020 til og med 29. august 2020. De omtalte 21 kalenderdage medregnes derfor ikke i opgørelsen efter § 6, stk. 1, nr. 1. En ansat kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde i de i 1. pkt. omtalte 21 kalenderdage. Institutionen kan også varsle ferie for den ansatte i løbet af perioden efter 1. pkt., jf. lov om varsling af ferie i den forlængede lønkompensationsperiode. Afholder de ansatte ferie i perioden efter 1. pkt., er de første 21 kalenderdages afholdt ferie - svarende til 15 feriedage - pr. ansat ikke kompensationsberettiget.
Stk. 6 Der kan ikke udbetales lønkompensation for 3 kalenderdage pr. ansat i hele perioden fra og med 9. december 2020 til og med 3. januar 2021, for institutioner omfattet af § 1, stk. 4. De omtalte 3 kalenderdage medregnes derfor ikke i opgørelsen efter § 6, stk. 1, nr. 1. En ansat kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde i de i 1. pkt. omtalte 3 kalenderdage.
Stk. 7 Der kan ikke udbetales lønkompensation for ansatte for den del af lønudgiften, der på anden vis er godtgjort, herunder ved tilskud til drift, forsikring, andre offentlige refusioner, herunder lønrefusion fra den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, samt fondsdonationer og sponsorater, eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. dog stk. 7.
Stk. 8 Institutioner, der har hjemsendt fleksjobansatte med påbegyndt ansættelse før den 1. januar 2013, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få kompensation for den del af lønnen, som ikke er dækket af kommunal refusion.
Stk. 9 Ret til udbetaling af lønkompensation forudsætter desuden, at institutioner omfattet af § 1, stk. 1, ikke i den periode, der søges om lønkompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der ansøges om lønkompensation for. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 6. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse.
Stk. 10 Institutioner omfattet af § 1, stk. 3 eller 4, har ret til udbetaling af lønkompensation, hvis institutionen ikke i den periode og i de produktionsenheder, der søges om kompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 6. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse, jf. § 1, stk. 3 eller 4.
Stk. 11 En institution kan ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori institutionen er part. I sådanne situationer vil der ske en reduktion af det kompensationsberettigede beløb efter § 5, stk. 6.
Stk. 12 Institutionen skal i forbindelse med ansøgningen bekræfte, at hjemsendelsen skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af Coronavirussygdom (COVID-19).
Stk. 13 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at institutionen for det indkomstår, henholdsvis 2020 og 2021, der modtages kompensation for, har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at institutionen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med institutionen, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori institutionen indgår.
Stk. 14 Såfremt institutionen indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem institutionen og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 13, som hovedformål eller et af hovedformålene.
Stk. 15 En institution, der ansøger om kompensation inden for perioden fra og med den 30. august 2020 og så længe forbuddet er gældende, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt., må ikke have en omsætning, der hidrører fra institutionens aktiviteter i form af salg af produkter og tjenesteydelser i perioden, som institutionen modtager kompensation for. Der ydes ikke kompensation, i det omfang opfyldelse af betingelsen i 1. pkt. er forårsaget af, at institutionen uretmæssigt har undladt at henføre omsætning til denne kompensationsperiode. Perioden efter 1. pkt. er, for produktionsenheder omfattet af § 1, stk. 3, fra og med den 6. november 2020 og så længe kompensationsperioden løber. Perioder med omsætning fratrækkes kompensationen i forbindelse med efterkontrollen, jf. § 13, stk. 1.
Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter frist for ansøgning om udbetaling af kompensation. Ansøgningen skal indsendes til Slots- og Kulturstyrelsen via en digital blanket, som tilgås via SLKS.dk.
Stk. 2 Institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, kan særskilt eller samtidig med ansøgningen i stk. 1, ansøge om kompensation for perioden, hvor forbuddet som omtalt i § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, er gældende. Institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, kan for perioden d. 9. december 2020 til 30. juni 2021, vælge at ansøge om kompensation under de betingelser, der gælder for institutioner omfattet af § 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 eller stk. 4.
Stk. 3 Institutionen skal registrere CPR-nummer på de ansatte, der ansøges om lønkompensation til, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4 Ansøgningsblanketten vedlægges dokumentation som foreskrevet i § 8.
Stk. 5 En institution kan som udgangspunkt ansøge om lønkompensation én gang for hver kompensationsperiode angivet i henholdsvis § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., stk. 3 eller 4. Ved behov for yderligere hjemsendelser, end institutionen først har ansøgt om, kan der dog indgives ansøgning igen.
Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen kan behandle en ansøgning, selvom tidsfristen i stk. 1 er overskredet, hvis fristoverskridelsen skyldes, at ansøgeren ved en fejl har ansøgt kompensationsordningen under en anden bekendtgørelse.
Stk. 7 Institutionen skal sammen med ansøgningen og dokumentationen efter § 8 indsende en revisorerklæring, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Revisorerklæringen skal indeholde følgende oplysninger:
-
1) Erklæring om at offentligt tilskud til drift, jf. § 4, nr. 8 og 9 i det senest afsluttede regnskabsår udgjorde halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter. Har institutionen ikke afsluttet et regnskabsår, afgives erklæringen efter 1. pkt. på grundlag af perioden fra institutionens stiftelse til og med kompensationsperiodens start.
-
2) Angivelse af løn for henholdsvis funktionærer og ikke-funktionærer, herunder elever, lærlinge og praktikanter, der hjemsendes med fuld løn og uden at arbejde.
-
3) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt, opgjort i pct. af institutionens samlede antal ansatte, hvis antallet af hjemsendte ansatte ikke er mere end 50, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om godtgjort lønudgift, jf. § 6, stk. 7.
Stk. 8 Ved afgivelse af erklæringen efter stk. 7 finder § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendte revisorers erklæringer anvendelse.
Stk. 9 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 7.
Ved ansøgning, jf. § 5, skal institutionen oplyse:
-
1) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt uden at arbejde, jf. § 6, stk. 1.
-
2) Navn og CPR-nummer på hver af de hjemsendte ansatte.
-
3) Ansættelsesform, jf. § 5, stk. 2 eller 3.
-
4) Beskæftigelsesgrad.
-
5) Begrundelsen for hjemsendelsen.
-
6) Hjemsendelsens forventede varighed inden for den i § 1, stk. 2-4, fastsatte periode. De ikke kompensationsberettigede dage efter § 6, stk. 5 og 6, medtages i den ansøgte periode, hvorefter der i forbindelse med udbetaling vil ske en reduktion i kompensationsbeløbet.
-
7) For hver af de ansatte, der ansøges om lønkompensation for, om institutionen for de pågældende ansatte i samme periode modtager andre offentlige refusioner, jf. § 6, stk. 7 og 8.
-
8) Om institutionen ansøger om kompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, jf. § 6, stk. 12.
-
9) Om institutionen har varslet afskedigelse, jf. § 6, stk. 9-11.
-
10) Dokumentation for at institutionen er omfattet af forbuddet mod at holde åbent, når der ansøges om kompensation for perioden efter § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3.
-
11) Om institutionen har haft eller forventes at have omsætning i perioden efter § 1, stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, jf. § 6, stk. 15.
-
12) Dokumentation for afholdte udgifter til revisorerklæring, jf. § 5, stk. 7 og § 7, stk. 7.
Stk. 2 I forbindelse med ansøgningen skal institutionen på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på SLKS.dk, jf. § 7, stk. 1.
Stk. 3 Institutionen skal i ansøgningen på tro og love erklære, at institutionen for det indkomstår, henholdsvis 2020 og 2021, der modtages kompensation for, har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 6, stk. 14, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 6, stk. 14, jf. § 6, stk. 15, som hovedformål eller et af hovedformålene.
Stk. 4 Institutionen skal i ansøgningen på tro og love erklære, at ansattes ferie afvikles efter reglerne i § 6, stk. 5 og 6.
Slots- og Kulturstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre m.v.
Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 6, stk. 14 og 15 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.
Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til institutionens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.
Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.
Stk. 5 Slots- og Kulturstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager, eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling, at anvende bistand fra en uafhængig godkendt revisor.
Stk. 6 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.
Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Slots- og Kulturstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.
Udbetaling af kompensation vil ske direkte til institutionen, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav, jf. § 8, til dokumentation for lønkompensation, er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen. Der udbetales ikke lønkompensation, hvor den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. §§ 8 og 9.
Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker direkte til institutionens NemKonto.
Stk. 3 Kompensationen kan udbetales forskudsvis.
Kapitel 5 Kontrol og tilbagebetaling
Institutioner som modtager kompensation i henhold til § 1, stk. 2, 1. pkt., skal senest 6 måneder efter ophøret af kompensationsperioden, jf. dog stk. 5, 6 og 8, indsende følgende supplerende dokumentation:
-
1) Antallet af hjemsendte ansatte, jf. § 6, stk. 1, som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19). Institutionen skal indsende dokumentation for, at de ansatte har været sendt hjem uden arbejde. Hvis der er en faglig repræsentant i institutionen, skal dokumentationen for, at den foreskrevne andel af institutionens ansatte har været hjemsendt uden arbejde, jf. bestemmelsens 1. og 2. pkt., attesteres af den faglige repræsentant. Efterreguleringen efter kapitel 5 vil dog gennemføres uden en attestation i følgende tilfælde:
-
a) Den faglige repræsentant indsender ikke en attestation som følge af, at repræsentanten vurderer, at institutionens indsendte oplysninger, jf. 1. og 2. pkt., om genindkaldelse og hjemsendelse af medarbejdere ikke er korrekte eller som følge af, at repræsentanten ikke er i besiddelse af tilstrækkelig viden til at kunne attestere.
-
b) Den faglige repræsentant ikke reagerer på anmodningen om attestation inden for 14 kalenderdage.
-
c) Den samlede proces for attestation ved den faglige repræsentant overskrider 28 kalenderdage.
-
-
2) Den faktiske periode, som medarbejderne var hjemsendt i uden at arbejde. Hvis der er forskel på varigheden af de ansattes faktiske hjemsendelse, herunder eventuelle afbrydelsesperioder efter § 5, stk. 6, anføres dette.
-
3) Institutionens aftaleretlige forpligtelse til at udbetale løn.
-
4) At institutionens lønudgifter for den enkelte ansatte ikke er kompenseret på anden vis i lønkompensationsperioden, herunder modtager anden offentlig refusion, jf. § 6, stk. 7 og 8.
-
5) At institutionen ikke har foretaget afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der efter § 8, stk. 1, nr. 6, er ansøgt om lønkompensation for, jf. § 6, stk. 9-11.
-
6) Om institutionen i kompensationsperioden har været omfattet af § 6, stk. 12, herunder perioden for eventuel lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, samt hvilke ansatte, der har været i konfliktramte stillingskategorier, og som institutionen har modtaget lønkompensation for.
-
7) Såfremt institutionen har haft en periode med omsætning, jf. § 4, nr. 12, indsendes dokumentation herfor.
-
8) Dokumentation for de lønbestanddele, der indgår i § 4, nr. 5, litra a, 2. pkt. og litra b, 2. pkt., i de tilfælde, hvor institutionen anmoder om lønkompensation for disse dele. Den indsendte dokumentation skal attesteres af en uafhængig, godkendt revisor. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde samt frist for attestation.
Stk. 2 Institutionen, som modtager kompensation i henhold til § 1, stk. 2, 2. pkt., eller § 1, stk. 3, skal senest 8 måneder efter ophøret af perioden, jf. dog stk. 8 hvortil der ydes lønkompensation, indsende den i stk. 1 omtalte dokumentation samt dokumentation for, at institutionen ikke har haft omsætning i kompensationsperioden, jf. § 6, stk. 15.
Stk. 3 Institutioner, som modtager kompensation i henhold til § 1, stk. 4, skal senest 6 måneder efter ophøret af perioden, jf. dog stk. 8 hvortil der ydes lønkompensation, indsende den i stk. 1 omtalte dokumentation.
Stk. 5 For institutioner, der er omfattet af stk. 1 og 2, anvendes den af fristerne i stk. 1 eller 2, der udløber senest, med henblik på en samlet indrapportering fra institutionen.
Stk. 6 For institutioner, der er omfattet af stk. 3, anvendes den af fristerne i stk. 2 eller 3, der udløber senest, med henblik på en samlet indrapportering fra institutionen.
Stk. 7 I forbindelse med fremsendelsen af den supplerende dokumentation efter stk. 1 skal institutionens bestyrelse eller direktion på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger er korrekte.
Stk. 8 Slots- og Kulturstyrelsen kan forlænge fristen for indsendelse af dokumentation efter § 11, stk. 1-3.
Stk. 9 Fristforlængelser i henhold til stk. 8 offentliggøres på slks.dk.
Institutionen skal på forlangende udlevere oplysninger til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på efterfølgende kontrol af den udbetalte kompensation.
Stk. 2 Slots- og Kulturstyrelsen vil som udgangspunkt i forbindelse med kontrollen pålægge en institution at anvende revisorbistand. Ved pålæg af revisorbistand skal den indsendte dokumentation, jf. stk. 1, attesteres af en uafhængig, godkendt revisor.
Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde samt frist for attestation, jf. stk. 2.
Stk. 4 Der ydes godtgørelse for 80 pct. af udgifterne til revisorbistanden efter stk. 2, dog maksimalt 8.000 kr. ekskl. moms, hvis der ikke er modtaget mere end 250.000 kr. i kompensation for den periode, som kontrollen efter stk. 2 vedrører. 1. pkt. gælder ligeledes revisors bistand efter § 11, stk. 1, nr. 8.
Stk. 5 Retten til godtgørelse efter stk. 4 bortfalder, og allerede udbetalt godtgørelse skal fuldt ud tilbagebetales, hvis institutionen endeligt dømmes for misbrug af kompensationsordningen.
Stk. 6 Hvis efterreguleringen, jf. § 13, resulterer i et tilbagebetalingskrav, og institutionen er berettiget til revisorgodtgørelse efter § 12, stk. 4, foretager Slots- og Kulturstyrelsen modregning af revisorgodtgørelsen i det samlede tilbagebetalingskrav, jf. § 12, stk. 9.
Stk. 7 Slots- og Kulturstyrelsen kan i forbindelse med den efterfølgende kontrol af § 6, stk. 14 og 15 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.
Stk. 8 Slots- og Kulturstyrelsen kan foretage efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en institution har fået mere eller mindre i kompensation, end institutionen er berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 9 Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel fra samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelses- og forfaldstidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Slots- og Kulturstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over.
Slots- og Kulturstyrelsen kan træffe afgørelse om hel eller delvist tilbagebetaling af kompensation:
-
1) hvis det viser sig, at forudsætningerne for udbetalingen har ændret sig væsentligt,
-
2) hvis der er udbetalt for stor kompensation som følge af, at hjemsendelsen afbrydes før udløbet af den i ansøgningen oplyste forventede hjemsendelsesperiode, jf. § 5, stk. 6,
-
3) hvis institutionen har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse, eller
-
4) hvis den i § 11 omtalte dokumentation ikke indsendes inden for den af Slots- og Kulturstyrelsen angivne frist, eller hvis dokumentationen er utilstrækkelig.
Stk. 2 Viser resultatet af efterreguleringen efter dette kapitel, at institutionen skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation, vil Slots- og Kulturstyrelsen ikke træffe afgørelse om tilbagebetaling.
Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.
Stk. 2 Afdragsordningen løber i op til et år, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 Institutionen har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.
Stk. 4 Slots- og Kulturstyrelsen skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse institutionen om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.
Slots- og Kulturstyrelsen kan til kontrollen indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningens indkomstregister, i medfør af § 1 i lov om Slots- og Kulturstyrelsens kontrol og tilsyn med COVID-19-kompensationsordninger m.v.
Kapitel 6 Klage, fagretlig behandling og ikrafttræden
Slots- og Kulturstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages til Kulturministeriet.
Stk. 2 Klagen skal rettes til Slots- og Kulturstyrelsen, som videresender klagen med sagens materiale og en udtalelse til kulturministeren.
Uenigheder om lovligheden eller fortolkningen af en faglig konflikt, jf. § 6, stk. 12, behandles fagretligt i overensstemmelse med gældende regler.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. marts 2021.
Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 70 af 19. januar 2021 om en midlertidig og målrettet lønkompensationsordning på Kulturministeriet og Børne- og Undervisningsministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), ophæves.