Med henblik på at lette mulighederne for finansiering af nye aktiviteter i mindre virksomheder opretter erhvervsministeren en statslig garantiordning for at nedsætte tabsrisici i forbindelse med pengeinstitutters og visse kreditinstitutters nyudlån i sådanne
Stk. 2 Ved en mindre virksomhed forstås en virksomhed i størrelsesordenen op til ca. 50 ansatte.
Stk. 3 Igangsætteren skal være fuldtidsbeskæftiget i sin virksomhed. Der skal være tale om en ny aktivitet. Ved en ny aktivitet forstås en aktivitet, som virksomheden eller virksomhedens ejer ikke i forvejen driver eller tidligere har drevet.
Der kan stilles kaution for nye aktiviteter i mindre virksomheder inden for fremstillingsvirksomhed, service, handel samt bygge- og anlægsvirksomhed.
Statskassen kan garantere over for pengeinstitutter og visse kreditinstitutter for lånets betaling. Garanti gives i form af en selvskyldnerkaution fra staten.
Stk. 2 Kaution kan stilles for 50 pct. af det ydede lån til mindre virksomheder. Kautionen kan maksimalt udgøre 400.000 kr. pr. virksomhed. Minimum for udlån er 25.000 kr.
Stk. 3 Pengeinstitutter og visse kreditinstitutter betaler et bidrag på 1 pct. p.a. af restgælden til staten af de statskautionerede lån. Bidraget går såvel til tabshensættelser som til administration af ordningen.
Stk. 4 Kaution stilles af staten efter ansøgning fra pengeinstitutter og visse kreditinstitutter. Der kan ikke stilles kaution for et lån, der er ydet før lovens ikrafttræden, ligesom der ikke kan stilles statskaution i forbindelse med gældsomlægning. Samme person kan alene opnå et statskautioneret lån i medfør af denne lov. Som samme person anses også ægtefæller, ugifte samlevende og selskaber, hvori de nævnte personer ejer eller har ejet mindst halvdelen af selskabskapitalen eller råder over eller har rådet over en bestemmende indflydelse.
Der kan stilles kaution for låneansøgninger, der er modtaget af pengeinstitutter eller visse kreditinstitutter inden udgangen af 1994, dog maksimalt for et samlet beløb på 400 mio. kr.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om lånebetingelser og lovens administration.
Stk. 2 Erhvervsministeren kan endvidere indgå en rammeaftale med pengeinstitutterne og visse kreditinstitutter om lovens administration.
Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelser efter denne lov, eller som i forbindelse med en ansøgning om lån efter loven fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser over for pengeinstitutter i forbindelse med udbetaling af lån, for hvilke staten har kautioneret.
Stk. 3 I forskrifter, der udstedes af erhvervsministeren i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4 For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.