Minimumsbeskatningsloven § 28

Denne konsoliderede version af minimumsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en ekstraskat for visse koncernenheder (minimumsbeskatningsloven)

Lov nr. 1535 af 12. december 2023

Effektiv skattesats
§ 28

Den effektive skattesats for en multinational koncern eller en stor national koncern skal beregnes for hvert regnskabsår og for hver jurisdiktion, hvis der er en kvalificeret nettoindkomst i jurisdiktionen. Den effektive skattesats beregnes som de regulerede omfattede skatter opgjort efter kapitel 6 for koncernenhederne i jurisdiktionen delt med den kvalificerede nettoindkomst opgjort efter stk. 2 for koncernenhederne i jurisdiktionen.

Stk. 2 Koncernenhedernes kvalificerede nettoindkomst eller nettotab i jurisdiktionen for et regnskabsår beregnes som koncernenhedernes kvalificerede indkomst fratrukket koncernenhedernes kvalificerede tab. Koncernenhedernes kvalificerede indkomst er en eventuel positiv sum af den kvalificerede indkomst for alle koncernenheder, der er hjemmehørende i jurisdiktionen, som fastsat i overensstemmelse med kapitel 5. Koncernenhedernes kvalificerede tab er summen af kvalificerede tab for alle koncernenheder, der er hjemmehørende i jurisdiktionen, som fastsat i overensstemmelse med kapitel 5.

Stk. 3 Regulerede omfattede skatter og kvalificeret indkomst eller tab for koncernenheder, der er investeringsenheder, er undtaget fra beregningen af den effektive skattesats, jf. stk. 1, og beregningen af den kvalificerede nettoindkomst, jf. stk. 2.

Stk. 4 Den effektive skattesats for hver statsløs koncernenhed beregnes for hvert regnskabsår separat i forhold til den effektive skattesats for alle andre koncernenheder.