Bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 95 af 29. januar 2024

I medfør af § 187, stk. 3, og § 188, stk. 2, i barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 25. januar 2024, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Forældrenes betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år
§ 1

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om forældres betaling for et barns eller en ungs døgnophold under en anbringelse efter § 187, stk. 1, i barnets lov. Betalingen fastsættes efter reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 2

Forældre, hvis indkomstgrundlag ikke overstiger 155.900kr. (2024-niveau), betaler ikke for børns og unges ophold på et anbringelsessted.

Stk. 2 Af indkomstgrundlag over 155.900 kr. (2024-niveau) betales 18 pct., dog højst et beløb, der svarer til 5/3 af normalbidraget, jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 3 Af indkomstgrundlag ud over maksimum for beregningen i stk. 2, betales 9 pct., dog højst et beløb således at den samlede betaling udgør 10/3 af normalbidraget.

Stk. 4 Beløb under 100 kr. pr. måned opkræves ikke.

§ 3

Indkomstgrundlaget, jf. § 2, stk. 1-3, består af følgende:

  • 1) Personlig indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb.

  • 2) Aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr. hvori der er indeholdt endelig udbytteskat.

Stk. 2 Indkomstgrundlaget efter stk. 1 opgøres på grundlag af indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Stk. 3 Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 1 og 2 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar i indkomståret, jf. stk. 2, og pr. 1. januar det følgende år.

Stk. 4 Såfremt forældrenes indkomst på betalingstidspunktet vedvarende er forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, jf. stk. 1-3, skal forældrenes ændrede økonomiske forhold lægges til grund for betalingen.

Stk. 5 En forælder har pligt til at oplyse kommunen om enhver ændring af sine økonomiske og personlige forhold, som kan formodes at medføre ændret betaling.

§ 4

Boede barnet sammen med begge forældre umiddelbart før anbringelsen uden for hjemmet, lægges deres sammenlagte indkomstgrundlag efter § 3 til grund.

Stk. 2 Boede barnet umiddelbart før anbringelsen hos den ene forælder, lægges dennes indkomstgrundlag efter § 3 til grund. Er den anden af forælder på tidspunktet for anbringelsen ikke pålagt at svare underholdsbidrag til barnet, indtræder kommunen i retten til at kræve bidrag fastsat, jf. § 9, stk. 2.

§ 5

Kommunen kan meddele en forælder hel eller delvis fritagelse for betaling for tidsrum, hvor der foreligger særlige forhold, som sygdom, graviditet og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samliv med ægtefællen eller samlever, eller andre ændringer, der i en begrænset tid vil afskære den pågældende fra at skaffe det fornødne til sit eget eller til familiens underhold.

§ 6

Selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge betaling efter § 2, har kommunalbestyrelsen efter en konkret og individuel vurdering mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse herfor. Fritagelsen kan eksempelvis begrundes med følgende forhold hos barnet eller den unge eller forældrene:

  • 1) At opholdet har et udpræget behandlingssigte.

  • 2) At fritagelse for betaling i særlig grad er af betydning for at fremme forældrenes medvirken ved gennemførelsen af støtten.

  • 3) At der må regnes med særlig store udgifter for forældrene i forbindelse med opretholdelsen af kontakten med barnet eller den unge.

  • 4) At den unge har tidligere med egen indtægt bidraget til sit og familiens underhold eller efter hjemmets forhold antageligt ville have gjort dette, hvis barnet eller den unge ikke havde fået ophold uden for hjemmet.

  • 5) At forældrene har flere børn i daginstitutioner, dagpleje eller anbringelsessteder for børn og unge.

§ 7

Betaling opkræves af kommunen, der i forbindelse med afgørelsen om anbringelsen oplyser forældrene om beregningsgrundlaget samt om reglerne i §§ 2-7.

Stk. 2 Betalingspligten indtræder ved starten af opholdet. Der kan ikke opkræves betaling forud for kommunens afgørelse om betaling. Forfaldsdagen for 1. betalingsrate fastsættes med en rimelig frist. Forudbetaling må ikke kræves for længere tid end 1 måned.

§ 8

Den indtægtsgrænse, der er nævnt i § 2, stk. 1 og 2, reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Den indtægtsgrænse, der fremkommer efter regulering afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Reguleringen foretages første gang 1. januar 2025.

Stk. 2 Social- og boligministeren offentliggør hvert år størrelsen af de regulerede indtægtsgrænser og beløb, jf. § 2, på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside.

Forholdet til bidragspligtige
§ 9

Er der efter lovgivningen om retsforholdet mellem ægtefæller eller om børns forsørgelse pålagt en person at betale underholdsbidrag m.v. til et barn eller en ung, der får ophold uden for hjemmet, indtræder kommunen fra opholdets start i retten til bidraget fra den bidragspligtige, dog højst for et beløb, der svarer til de faktiske opholdsudgifter for det offentlige ved opholdet, jf. § 97, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2 Kommunen indtræder endvidere i retten til at kræve bidrag fastsat eller kræve et bidrag forhøjet, jf. § 97, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

§ 10

Kommunen kan dog, hvor særlige grunde taler derfor, helt eller delvis undlade at rejse betalingskrav over for den bidragspligtige. Særlige grunde kan f.eks. foreligge, når den bidragspligtige har varetaget omsorgen for barnet eller den unge, og der foreligger en af de fritagelsesgrunde, der er nævnt i § 6. Særlige grunde kan endvidere f.eks. foreligge, hvor der ikke hidtil har været pålagt bidrag, fordi det ved separation, skilsmisse eller faktisk samlivsophævelse er aftalt, at hver af forældrene varetager den direkte forsørgelse af et eller flere børn.

Betaling for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 år til og med 22 år
§ 11

Unge, der modtager ungestøtte i form af døgnophold eller udslusningsophold på et anbringelsessted og som har en indtægt, skal betale for opholdet.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om betaling for ophold efter stk.1, 1. pkt. i døgntilbud og udslusningsophold fastsættes af kommunen efter reglerne om betaling m.v. i §§ 1 og 2 og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om betaling for botilbud efter §§ 107 og 108 i lov om social service samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108 i lov om social service, bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006, med senere ændringer.

Stk. 3 For unge, der modtager ungestøtte i form af døgnophold eller udslusningsophold, og som ikke har en indtægt, finder § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om betaling for botilbud efter §§ 107 og 108 i lov om social service samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 108 i lov om social service, bekendtgørelse nr. 1387 af 12. december 2006, med senere ændringer tilsvarende anvendelse.

Ikrafttræden
§ 12

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2024.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 535 af 2. maj 2019 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år ophæves.