Bekendtgørelsen gælder for folkeskolens prøver i prøveterminen maj/juni 2021 og sprogprøver i grundskolen.
Stk. 2 Reglerne i §§ 2-12 fraviger og supplerer bestemmelser i lovgivningen på børne- og undervisningsområdet om folkeskolens prøver, optagelse på gymnasiale uddannelser og sprogprøver i grundskolen. Formålet hermed er at sikre elevernes gennemførelse og afslutning af grundskolen under de helt ekstraordinære forhold som følge af foranstaltningerne efter loven og forebyggelsen og afhjælpningen i samfundet i forbindelse med covid-19.
For elever i grundskolen afholdes de af folkeskolens prøver i prøveterminen maj/juni 2021, der følger af stk. 2-3. Alle øvrige af folkeskolens prøver aflyses.
Stk. 2 For en elev i grundskolens 9. klasse afholdes følgende af folkeskolens 9.-klasseprøver:
-
1) Skriftlig prøve i dansk (retskrivning, læsning og skriftlig fremstilling).
-
2) Skriftlig prøve i matematik (uden hjælpemidler og med hjælpemidler).
-
3) Mundtlig prøve i dansk.
-
4) Mundtlig prøve i engelsk.
Stk. 3 For en elev i 10. klasse afholdes følgende prøver, såfremt eleven har indstillet sig til en eller flere af de pågældende prøver:
-
1) 9. - eller 10.-klasseprøve i skriftlig dansk.
-
2) 9. - eller 10.-klasseprøve i skriftlig matematik.
-
3) 9. - eller 10.-klasseprøve i mundtlig dansk.
-
4) 10.-klasseprøve i mundtlig matematik.
Stk. 4 Mundtlige prøver jf. stk. 2, nr. 3-4, og stk. 3, nr. 3-4, afholdes i perioden fra og med den 27. maj til og med den 17. juni 2021.
Skolens leder kan under de helt ekstraordinære forhold, der følger af foranstaltningerne efter loven og forebyggelsen og afhjælpningen i samfundet i forbindelse med covid-19, aflyse elevens eller elevernes deltagelse i en eller flere af folkeskolens prøver i prøveterminen maj/juni 2021. Hvis det efter skolens leders vurdering er muligt at udsætte en mundtlig prøve til et senere tidspunkt i prøveterminen maj/juni 2021, udsættes prøven dog hertil.
Stk. 2 Det er en forudsætning for en aflysning af en eller flere elevers deltagelse i prøven efter stk. 1, at et af følgende forhold gør sig gældende:
-
1) Nye eller genindførte foranstaltninger mod covid-19, som skolen er nødt til at iværksætte, herunder foranstaltninger for at imødekomme sundhedsfaglige anbefalinger, som omfatter skolen, indebærer, at prøven ikke kan afholdes på det planlagte tidspunkt.
-
2) Eleven er syg på prøvetidspunktet, herunder med covid-19.
-
3) Eleven er på prøvetidspunktet af sundhedsmæssige grunde i relation til covid-19 vurderet til ikke at skulle møde fysisk frem til nødundervisning eller almindelig undervisning på skolen.
Ved en mundtlig prøve i et fag, hvor dele af undervisningen er foregået som nødundervisning, har den enkelte skoles leder følgende muligheder for fleksibilitet i forbindelse med prøven:
-
1) Skolen formulerer ikke prøvespørgsmål til de dele af faget, hvori der alene er givet nødundervisning uden fysisk fremmøde, hvis dette efter skolens faglige og pædagogiske vurdering er begrundet i karakteren og omfanget af nødundervisningen. Det er en betingelse, at det fremgår af tekstopgivelsen for det enkelte fag, jf. bilag 1 og 2 til bekendtgørelse om folkeskolens prøver, hvilke dele af opgivelsen, der udelades af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor derfor ikke kan afprøve eleverne i ved prøven.
-
2) Skolens leder kan træffe beslutning om at skifte prøveform ved 9.-klasseprøven i mundtlig dansk og 10.-klasseprøven i mundtlig matematik, så den ændres fra prøveform A til prøveform B og omvendt, hvis det konkret vurderes, at denne prøveform passer bedre til den gennemførte undervisning.
Skolen giver den sidste standpunktskarakter i fag, som er afsluttende for eleven, (afsluttende fag) på følgende tidspunkter:
-
1) I fag eller i den del af et fag (mundtlig eller skriftlig), som eleven skal til prøve i, afgives den sidste standpunktskarakter forud for prøven og senest den 10. juni 2021.
-
2) I fag eller den del af et fag (mundtlig eller skriftlig), som eleven ikke skal til prøve i, afgives den sidste standpunktskarakter tidligst den 8. juni og senest den 10. juni 2021.
-
3) I 8. klasse afgives den sidste standpunktskarakter senest den 23. juni 2021.
Stk. 2 Den sidste standpunktskarakter efter stk. 1 gives ud fra en helhedsvurdering på baggrund af lærernes kendskab til elevens faglige niveau i den daglige undervisning, herunder nødundervisningen, og i øvrigt efter de almindelige regler herom.
Stk. 3 Hvis en eller flere af elevens prøver er aflyst efter § 2, stk. 1, 2. pkt., eller § 3, træder den sidste standpunktskarakter i faget i stedet for den karakter, som skulle have været givet ved den aflyste prøve, og er dermed ophøjet til prøvekarakter, jf. dog stk. 5.
Stk. 4 Hvis eleven ved aflæggelse af en prøve, jf. § 2, stk. 2 og 3, opnår en lavere karakter end den sidste standpunktskarakter, jf. stk. 1, nr. 1, ophøjes den sidste standpunktskarakter til prøvekarakter i det pågældende fag eller den pågældende del af et fag.
Stk. 5 Et simpelt gennemsnit af de sidste standpunktskarakterer i fagene fysik/kemi, biologi og geografi træder i stedet for den karakter, der skulle have været givet ved folkeskolens fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi, og er derved ophøjet til prøvekarakter. § 16 i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse finder tilsvarende anvendelse ved fastsættelse af standpunktskarakterer efter 1. pkt.
Stk. 6 En karakter, der, jf. stk. 3-5, er ophøjet til eller træder i stedet for en prøvekarakter, indgår som en almindelig prøvekarakter på de eksamensbeviser og prøvebeviser, som skolen udsteder efter de almindelige regler herom.
Beviser, der udfærdiges til elever efter reglerne i § 5, stk. 6, har samme retsvirkning som beviser, der er udstedt efter de almindelige regler på børne- og undervisningsområdet, herunder i forhold til optagelse på ungdomsuddannelser.
Elever, der går i 8. klasse i skoleåret 2020/21, skal ikke efter den 1. april 2021 have foretaget en uddannelsesparathedsvurdering ud over den, der er foretaget i dette skoleår forud for den 1. april 2021.
Stk. 2 Elever, der er omfattet af stk. 1, skal, når de påbegynder 9. klasse og senest den 30. september 2021, have en vurdering af, hvorvidt de har behov for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats. Skolen foretager denne vurdering i samarbejde med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3 På skoler, der selv forestår vejledningen, påhviler ansvaret for vurderingen efter stk. 2 skolens leder.
Til brug for uddannelsesparathedsvurderingen for elever i 9. og 10. klasse ajourfører skolen senest den 7. juni 2021 ændringer i de personlige, sociale og praksisfaglige forudsætninger i optagelse.dk. Skolen indberetter senest den 10. juni 2021 elevernes faglige forudsætninger i optagelse.dk.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen foretager på baggrund af indberetninger efter stk. 1 en helhedsvurdering af elevens uddannelsesparathed, såfremt eleven ikke lever op til de personlige eller sociale forudsætninger. Helhedsvurderingen foretages senest den 14. juni 2021 via optagelse.dk.
Stk. 3 På skoler, der selv forestår vejledningen, skal helhedsvurderingen foretages samtidigt med indberetningen den 10. juni 2021, jf. stk. 1.
Stk. 4 Hvis en elev på en skole, der er omfattet af stk. 3, vurderes ikke-uddannelsesparat, skal skolen straks sende uddannelsesparathedsvurderingen til kommunalbestyrelsen i elevens hjemkommune, der senest den 14. juni 2021 foretager en fornyet helhedsvurdering af, om eleven er uddannelsesparat til den ønskede uddannelse.
Aflysningen af prøver efter § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 3 er ikke til hinder for, at en ansøger kan opnå retskrav på optagelse på en gymnasial uddannelse, hvis ansøgeren i øvrigt opfylder forudsætningerne i lov om de gymnasiale uddannelser for at have retskrav på optagelse på den pågældende uddannelse.
En skole, der på grund af foranstaltninger i medfør af § 22, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførebare sygdomme, ikke har kunnet gennemføre andet sprogprøveforsøg i februar 2021 for elever, der er omfattet af bestemmelsen i folkeskolelovens § 11 a eller i § 1, stk. 3, i friskoleloven, skal gennemføre andet sprogprøveforsøg for de pågældende elever senest den 10. april 2021.
En elev, der på grund af foranstaltninger i medfør af § 33 i epidemiloven eller regler fastsat i henhold til § 34 i epidemiloven eller før den 1. marts 2021 i medfør af § 22, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførebare sygdomme ikke inden første skoledag i skoleåret 2021/22 har mulighed for at deltage i alle de obligatoriske sprogprøveforsøg, som eleven efter folkeskoleloven eller friskoleloven almindeligvis skal have, er ikke af den grund afskåret fra at rykke op til næste klassetrin.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er bemyndiget til på ministerens vegne at varetage de af ministerens opgaver, herunder tilsynsopgaver, og beføjelser, som bekendtgørelsen giver anledning til at varetage.