Lov om jobordning for veteraner

Denne konsoliderede version af lov om jobordning for veteraner er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1714 af 27. december 2016

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
§ 1

Loven har til formål at styrke muligheden for beskæftigelse for veteraner med psykiske eller fysiske skader pådraget i forbindelse med udsendelse.

Stk. 2 Som veteran anses i denne lovs forstand en person, der enten som enkeltperson eller i en enhed har været udsendt i mindst én international mission under Forsvarsministeriets eller Justitsministeriets områder, og som i særlig grad har vanskeligt ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af psykiske eller fysiske skader pådraget i forbindelse med en sådan udsendelse.

Stk. 3 Arbejdsgivere kan hos Veterancenteret anmode om bekræftelse af, at en veteran er omfattet af stk. 2. Bekræftelsen fra Veterancenteret er en forudsætning for, at arbejdsgiveren kan give veteranen fortrinsret efter § 2 og opnå jobpræmie efter § 3. Bekræftelsen skal foreligge senest på tidspunktet for indgåelse af ansættelsesaftalen.

Fortrinsadgang hos offentlige arbejdsgivere
§ 2

Offentlige arbejdsgivere kan give kvalificerede veteraner omfattet af § 1, stk. 2, fortrinsadgang til stillinger, jf. dog § 1, stk. 3.

Jobpræmie til arbejdsgivere
§ 3

Arbejdsgivere bortset fra statslige arbejdsgivere, der ansætter en veteran omfattet af § 1, stk. 2, har ret til en jobpræmie på 50.000 kr., hvis ansættelsesforholdet har en varighed på mindst 26 uger, jf. dog § 1, stk. 3. Der udbetales kun præmie til den samme arbejdsgiver én gang pr. veteran.

Stk. 2 Det er herudover en betingelse,

  • 1) at ansættelsesforholdet ikke har været afbrudt, og

  • 2) at den gennemsnitlige arbejdstid opgjort for perioden på 26 ugers ansættelse har været mindst 15 timer om ugen.

§ 4

Arbejdsgiveren ansøger Veterancenteret om udbetaling af jobpræmie. Veterancenteret kontrollerer, at betingelserne i § 3 for ret til præmie er opfyldt, træffer afgørelse herom og udbetaler præmien.

Stk. 2 Arbejdsgiverens ansøgning skal vedlægges bekræftelse efter § 1, stk. 3, og dokumentation for ansættelsens varighed, omfang og påbegyndelsestidspunkt samt for, at ansættelsesforholdet ikke har været afbrudt.

Stk. 3 Ansøgning kan tidligst indgives efter 26 ugers ansættelse, og senest 26 uger efter at perioden på 26 uger, jf. § 3, stk. 1, er udløbet.

Stk. 4 Til brug for administrationen af jobpræmieordningen efter denne lov kan Veterancenteret ved brug af personnummer få terminaladgang til indkomstregisterets oplysninger om løn, arbejdstid og ansættelsens start- og ophørstidspunkt, jf. § 7, stk. 1, i lov om et indkomstregister. Oplysningerne skal vedrøre en veteran, der er omfattet af lovens § 1, stk. 2, og for hvem arbejdsgiveren har ansøgt om udbetaling af en jobpræmie efter § 3.

Tilbagebetaling
§ 5

En arbejdsgiver, der uberettiget har fået udbetalt jobpræmie efter § 3, skal betale beløbet tilbage, hvis udbetalingen skyldes arbejdsgiverens urigtige oplysninger eller fortielser, eller hvis arbejdsgiveren i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af beløbet var uberettiget.

Klagemuligheder
§ 6

Veterancenterets afgørelser efter denne lov kan indbringes for Forsvarsministeriet, inden 6 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 2 Forsvarsministeriet kan se bort fra overskridelse af klagefristen i stk. 1, når der er særlig grund hertil.

Ikrafttræden m.v.
§ 7

Loven træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2 Loven finder anvendelse på ansættelsesforhold, der påbegyndes efter den 1. januar 2017.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.