NemRefusion-loven

Denne konsoliderede version af nemRefusion-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om digital løsning til brug for anmeldelse af sygefravær og anmodning om refusion og tilskud m.v. (Nemrefusion)

Lov nr. 283 af 15. april 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 395 af 12. april 2024

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
Kapitel 1 1 Etablering af Nemrefusion
§ 1

Et af KL (Kommunernes Landsforening) 100 pct. ejet aktieselskab (Selskabet) etablerer, driver, vedligeholder og videreudvikler den digitale indberetningsløsning Nemrefusion.

Stk. 2 Formålet med Nemrefusion er

  • 1) at give arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen administrative lettelser ved afgivelse af oplysninger til kommunen og til Udbetaling Danmark,

  • 2) at overføre oplysningerne fra arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen til kommunen og til Udbetaling Danmark og

  • 3) at give kommunen og Udbetaling Danmark administrative lettelser ved modtagelse og behandling af sager.

§ 2

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om Nemrefusions udformning og krav til Selskabet og dets varetagelse af Nemrefusion.

Kapitel 2 1 Forpligtelser for kommunen og Udbetaling Danmark
§ 3

Kommunen har pligt til at modtage indberetninger og dokumentation via Nemrefusion til brug for kommunens sagsbehandling.

Stk. 2 Udbetaling Danmark har pligt til at modtage indberetninger og dokumentation via Nemrefusion til brug for Udbetaling Danmarks sagsbehandling.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om kommunens pligt til at modtage data og  til at levere oplysninger om resultatet af kommunens behandling af indberetningerne tilbage til Nemrefusion. Bekendtgørelse om digital kommunikation via Nemrefusion

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om Udbetaling Danmarks pligt til at modtage data og til at levere oplysninger om resultatet af Udbetaling Danmarks behandling af indberetningerne tilbage til Nemrefusion. Bekendtgørelse om digital kommunikation via Nemrefusion

§ 4

Den enkelte kommune er dataansvarlig efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven for de data i Nemrefusion, som skal anvendes i kommunens sagsbehandling.

Stk. 2 Udbetaling Danmark er dataansvarlig efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven for de data i Nemrefusion, som skal anvendes i Udbetaling Danmarks behandling af en sag om dagpenge efter barselloven.

Kapitel 3 1 Forpligtelser for arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen
§ 5

Arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsløshedskassen skal, i det omfang det fremgår af anden lovgivning, anvende Nemrefusion ved afgivelse af oplysninger, ansøgninger m.v. til kommunen eller Udbetaling Danmark.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL og Udbetaling Danmark nærmere regler om arbejdsgiverens, den selvstændigt erhvervsdrivendes og arbejdsløshedskassens anvendelse af Nemrefusion, herunder de tekniske krav. Bekendtgørelse om digital kommunikation via Nemrefusion

Kapitel 4 1 Forpligtelser for Selskabet
§ 6

Selskabet skal foranledige, at de af Selskabets opgaver vedrørende Nemrefusion, der vil kunne udføres af eksterne leverandører, med passende mellemrum sendes i udbud. Beskæftigelsesministeren skal godkende udbudsmaterialet.

Stk. 2 Opgaver, der er uegnede til udbud, kan udføres af Selskabet.

§ 7

Selskabet skal stille Nemrefusion vederlagsfrit til rådighed for arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende, arbejdsløshedskassen og andre, der skal anvende løsningen.

Stk. 2 Selskabet kan opkræve et gebyr for test forud for tilslutning til Nemrefusion. Gebyret må ikke overstige Selskabets udgifter til testen. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om gebyropkrævningen.

Stk. 3 Selskabet skal sikre, at kommunen har fri og uhindret adgang til at modtage de data, som kommunen har ret til.

Stk. 4 Selskabet skal efter anmodning vederlagsfrit levere udtræk af oplysninger fra Nemrefusion til Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Dansk Arbejdsgiverforening kan til brug for udarbejdelse af statistik tilsvarende efter anmodning vederlagsfrit få udtræk af oplysninger fra Nemrefusion, som er indberettet af Dansk Arbejdsgiverforenings medlemsvirksomheder.

§ 8

Kommunerne er dataansvarlig for de opgaver, der løses i Selskabet.

Stk. 2 Kommunerne overlader opgaverne, jf. §§ 6 og 7, til behandling hos Selskabet, som er databehandler for kommunerne.

Stk. 3 Selskabet handler alene efter dokumenteret instruks fra kommunerne. Selskabet skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven. Selskabet skal på kommunernes anmodning give kommunerne tilstrækkelige oplysninger til, at kommunerne kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet.

Kapitel 5 1 Finansiering af Nemrefusion
§ 9

Udgifterne til Nemrefusions etablering, drift, vedligehold og videreudvikling afholdes af kommunerne og Udbetaling Danmark i form af bidrag, der beregnes af og indbetales til Selskabet.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL nærmere regler om finansieringen af Nemrefusion, herunder om kommunernes og Udbetaling Danmarks bidrag til Selskabet.

§ 10

Selskabet må alene benytte bidragene efter § 9 til de nødvendige omkostninger til etablering, drift, vedligehold og videreudvikling af Nemrefusion.

Stk. 2 Selskabet må ikke udbetale udbytte eller foretage anden udlodning af overskud baseret på Nemrefusion.

Kapitel 6 1 Tilsyn, regnskab og revision m.v.
§ 11

Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør af loven, herunder fører tilsyn med Selskabets økonomi, drift og opgaveløsning i forbindelse med Nemrefusion.

Stk. 2 Selskabet skal være opbygget på en sådan måde, at aktiviteterne vedrørende Nemrefusion er tydeligt adskilt fra Selskabets øvrige aktiviteter.

§ 12

Selskabet skal give beskæftigelsesministeren adgang til alle oplysninger, data og dokumenter vedrørende Nemrefusion.

Stk. 2 Selskabet skal for aktiviteter vedrørende Nemrefusion føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte aktieselskaber. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for Selskabets regnskabsføring.

Stk. 3 Efter at Nemrefusion er blevet sat i drift, skal Selskabet udarbejde en årlig redegørelse for arbejdet med kvalitetssikring af Nemrefusion, herunder resultater af systemmæssige kontrolrutiner i det forløbne år. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om indholdet af redegørelsen.

Stk. 4 Rigsrevisor kan kræve Selskabets regnskaber vedrørende Nemrefusion forelagt til gennemgang.

§ 13

Hvis Selskabet overtræder bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, kan beskæftigelsesministeren give bestyrelsen eller direktøren pålæg om at bringe forholdet i overensstemmelse med lovens regler. Hvis ikke Selskabet inden for en fastsat frist herfor efterkommer pålægget, kan beskæftigelsesministeren som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder.

Kapitel 7 1 Misligholdelse
§ 14

Hvis Selskabet groft eller gentagne gange tilsidesætter sine forpligtelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, kan beskæftigelsesministeren overtage etableringen, driften, vedligeholdelsen og videreudviklingen af Nemrefusion eller lægge etableringen, driften, vedligeholdelsen og videreudviklingen af Nemrefusion ud til en anden offentlig myndighed eller et privat selskab.

Stk. 2 Hvis beskæftigelsesministeren udnytter sin ret efter stk. 1, betaler kommunerne og Udbetaling Danmark i stedet bidrag til Beskæftigelsesministeriet, som heraf betaler Selskabets eventuelle ikkedækkede etableringsudgifter og driftsunderskud, jf. kapitel 5.

Kapitel 8 1 Administrative bestemmelser
§ 15

Beskæftigelsesministeren kan overlade sine beføjelser i henhold til denne lov til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

§ 16

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at visse breve inden for Nemrefusion kan sendes uden underskrift, således at et brev uden underskrift m.v. i retlig henseende sidestilles med et brev med personlig underskrift.

Kapitel 9 1 Ikrafttræden m.v.
§ 17

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 3 om kommunens forpligtelser.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 5 om arbejdsgiverens, den selvstændigt erhvervsdrivendes og arbejdsløshedskassens forpligtelser. Beskæftigelsesministeren fastsætter samtidig tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 18.

§ 18

(Udeladt).

§ 19

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.