Kommunalbestyrelsen skal etablere en særlig familievejlederordning for familier med børn og unge under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Stk. 2 Familievejlederordningen omfatter både familier med nyfødte børn med nedsat funktionsevne og familier, hvor funktionsnedsættelsen konstateres under barnets opvækst.
Familievejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter, at kommunalbestyrelsen har fået kendskab til, at barnets eller den unges funktionsnedsættelse er konstateret.
Familievejledningen skal indeholde en introducerende og helhedsorienteret information og vejledning om familiens rettigheder og hjælpemuligheder på tværs af sektorerne. Vejledningen skal endvidere indeholde oplysninger om relevante vidensmiljøer og handicaporganisationer på området.
Stk. 2 Familievejledningen skal rumme et tilbud om formidling af kontakt til andre familier med børn og unge med nedsat funktionsevne med henblik på dannelse af netværk.
Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelse om hjælpen til familien.
Stk. 2 Når familievejledningen er afsluttet, skal familievejlederen formidle kontakt og viden om familien til socialforvaltningen.
Der kan efter en konkret vurdering tilbydes flere rådgivnings- og vejledningssamtaler ud over den første samtale, hvis det skønnes nødvendigt, for at formålet med familievejledningen kan opfyldes.
Stk. 2 Familievejledningen skal så vidt muligt gives ved besøg i hjemmet.
Når rådgivningen og vejledningen i regi af familievejlederordningen er afsluttet, vil familierne have ret til fortsat rådgivning og vejledning efter de øvrige regler herom.
Stk. 2 Specialiseret rådgivning og vejledning er ikke omfattet af familievejlederordningen, men skal fortsat ydes af de organisationer, herunder den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), der besidder en særlig ekspertise på det relevante område.