Når betingelserne i §§ 128 b eller 136 e i lov om social service er opfyldt, kan følgende tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger anvendes:
-
1) Ind- og udgangssignalgivere.
-
2) Fald- og anfaldsalarmer.
-
3) Lokaliserings- og sporingssystemer til personer.
Ind- og udgangssignalgivere efter § 1, nr. 1, er systemer, der giver besked, når personen forlader et givent område, eksempelvis når en linje eller et område passeres eller ved åbning af en dør.
Fald- og anfaldsalarmer efter § 1, nr. 2, er systemer, der giver signal om aktivitet eller inaktivitet, eksempelvis bevægelse eller bevægelsesmønstre i et givent område eller via personbåren sensor, eksempelvis epilepsialarmer og faldmåtter.
Lokaliserings- og sporingssystemer efter § 1, nr. 3, er systemer, der er beregnet til lokalisering eller sporing af personer ved forespørgsel i en på forhånd defineret situation, eksempelvis i form af en satellitbaseret stedbestemmelse.