Dagtilbudsbekendtgørelsen

Denne konsoliderede version af dagtilbudsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dagtilbud

Bekendtgørelse nr. 2058 af 15. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2023 og bekendtgørelse nr. 892 af 19. juni 2024

I medfør af § 17, stk. 11, § 26 a, stk. 11, § 30, § 44, § 44 g, stk. 2, og § 85, stk. 2, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024, som ændret ved lov nr. 632 af 11. juni 2024, og § 2, stk. 1, 2 og 4, i lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 362 af 2. april 2014, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 828 af 10. juni 2022 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Kapitel 1 Generelt om tilskud og forældrenes egenbetaling
§ 1

Forældrebetaling efter dagtilbudsloven, herunder retten til et eventuelt økonomisk fripladstilskud, søskendetilskud, behandlingsmæssigt fripladstilskud, socialpædagogisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen, følger de eller den af barnets forældre, som har retten til en plads i et dagtilbud, jf. dagtilbudslovens § 2.

§ 2

Tilskud efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 1-4, beregnes i følgende prioriterede rækkefølge

  • 1) økonomisk fripladstilskud,

  • 2) søskendetilskud,

  • 3) behandlingsmæssigt fripladstilskud og

  • 4) socialpædagogisk fripladstilskud.

Kapitel 2 Pasningsgaranti og plads i anden kommune
Pasningsgaranti
§ 3

Pasningsgaranti efter dagtilbudslovens § 23 indebærer, at kommunalbestyrelsen skal anvise en plads i et dagtilbud til børn, fra de er fyldt 26 uger og indtil skolestart.

Stk. 2 Hvis forældre overskrider fristen for at ansøge om en plads i dagtilbud i umiddelbar forlængelse af, at barnet fylder 26 uger, kan kommunalbestyrelsen forlænge det tidsrum, inden for hvilket kommunalbestyrelsen skal tilbyde en plads, med en periode svarende til overskridelsen.

Stk. 3 Et barn skal altid være sikret en plads i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor forældrene har ansøgt om en plads.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal give forældrene skriftlig meddelelse om, fra hvilken dato deres barn senest er garanteret optagelse i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3 (garantidatoen).

§ 4

Pasningsgarantien efter dagtilbudslovens § 23 er ikke opfyldt, hvis kommunalbestyrelsen mod forældrenes ønske anviser plads i et tilbud, der ikke omfattes af dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 2 I særlige tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen trods brud på pasningsgarantien ikke har pligt til at hæve tilskuddet, jf. dagtilbudslovens § 25, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen senest en måned efter bruddet på pasningsgarantien anvise en plads til det barn eller de børn, der ikke fik tilbud om en plads fra garantidatoen.

Plads i dagtilbud i anden kommune
§ 5

Opskrivning på venteliste og optagelse i et dagtilbud i en anden kommune efter dagtilbudslovens § 28 sker efter institutionskommunens retningslinjer for optagelse. Institutionskommunen kan anmode forældrene om at oplyse, hvornår opholdskommunen kan give et tilskud til en plads i institutionskommunen efter dagtilbudslovens § 41.

§ 6

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke for optagelse på ventelisten for børn fra andre kommuner, der ønsker en plads i et af kommunens dagtilbud, når antallet af udefrakommende børn på ventelisten overstiger 1 pct. af de børn, som er bosiddende i kommunen, og som er indskrevet i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i kommunen. Ved beregningen skal der rundes op til nærmeste hele tal.

Stk. 2 Ventelisten for børn fra andre kommuner, der ønsker plads i kommunens dagtilbud, kan opgøres i forhold til alle kommunens dagtilbud, aldersgrupper, dagtilbudstyper, distrikter eller i forhold til de enkelte dagtilbud efter dagtilbudsloven. Dagtilbudspladser, som er forbeholdt bestemte grupper af børn, kan udelades i opgørelsen og undtages fra beslutning om lukning af ventelisten.

§ 7

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke for optagelse på ventelisten for børn fra andre kommuner, hvis kommunalbestyrelsen kan påvise, at den ikke vil kunne opretholde pasningsgarantien efter dagtilbudslovens § 23 inden for de følgende tre måneder på grund af udefrakommende børn, eller at det vil kræve en udvidelse af kapaciteten.

Stk. 2 Ventelisten for børn fra andre kommuner kan opgøres i forhold til alle kommunens dagtilbud eller i forhold til aldersgrupper. Dagtilbudspladser, som er forbeholdt bestemte grupper af børn, kan udelades i opgørelsen og undtages fra beslutning om lukning af ventelisten.

§ 8

En beslutning, der er truffet efter §§ 6 eller 7, gælder kun i tre måneder efter dens ikrafttræden. Inden udgangen af de tre måneder fra beslutningen om lukning af ventelisten skal kommunalbestyrelsen derfor træffe en ny beslutning om lukning, hvis ventelisten fortsat skal være lukket.

§ 9

Kommunalbestyrelsen skal elektronisk indberette beslutninger om at lukke for optagelse på ventelisten for børn fra andre kommuner og beslutninger om forlængelse af lukning på hjemmesiden www.ventelistelukning.dk.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre beslutningen om lukning lokalt i kommunen.

Stk. 3 En beslutning om at lukke for optagelse på ventelisten for børn fra andre kommuner og om forlængelse af lukningen har virkning fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen korrekt har indberettet beslutningen elektronisk på hjemmesiden www.ventelistelukning.dk, og lukningen er registreret på hjemmesiden.

Skolestart
§ 10

Skolestart forstås her som det tidspunkt, hvor barnet overgår til skoleregi og dermed begynder i enten fritidshjem eller SFO (skolefritidsordning) forud for undervisningsstart eller påbegynder hjemmeundervisning eller starter i børnehaveklasse.

Stk. 2 Skolestart kan i forhold til betaling for en plads i tilbud omfattet af dagtilbudsloven tidligst regnes fra 1. maj i det år, hvor barnet overgår til skoleregi.

Kapitel 3 Tilskud og egenbetaling
Tilskud og egenbetaling til en plads i dagtilbud, til et sundt frokostmåltid og en forældrearrangeret frokostordning
§ 11

Kommunalbestyrelsens tilskud efter dagtilbudslovens § 43 til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid må ikke overstige forældrenes faktiske betaling for pladsen tillagt eventuel betaling for et sundt frokostmåltid. Kommunalbestyrelsens søskendetilskud og fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 43 skal anvendes til at reducere forældrenes egenbetaling for en plads i et dagtilbud og eventuel betaling til et sundt frokostmåltid.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 17 til en forældrearrangeret frokostordning må ikke overstige forældrenes faktiske betaling for frokostordningen. Kommunalbestyrelsens fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 17, stk. 9, skal anvendes til at reducere forældrenes betaling til frokostordningen.

Tilskud og egenbetaling til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid i opholdskommunen
§ 12

Kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 31 til en plads i dagtilbud fastsættes, så tilskuddet og egenbetalingen afspejler driftsudgiften opgjort efter aldersgrupper. Med aldersgrupper forstås almindeligvis børn i alderen omkring 0-2 år og børn i alderen omkring 3 år til barnets skolestart. Der anvendes de budgetterede bruttodriftsudgifter, som opgjort efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2, inklusive udgifter til el og renovation for den pågældende aldersgruppe ved beregningen af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling til aldersgruppen. Kommunalbestyrelsen afgør, om tilskudsprocenten skal være den samme i forhold til alle typer af dagtilbud og alle aldersgrupper.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 2, og forældrenes betaling efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 1, til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, fastsættes, så tilskud og egenbetaling afspejler driftsudgiften som opgjort efter aldersgrupper. Med aldersgrupper forstås almindeligvis børn i alderen omkring 0-2 år og børn i alderen omkring 3 år til barnets skolestart. Der anvendes de budgetterede bruttodriftsudgifter, som opgjort efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 4, eksklusive udgifter til el og renovation i forbindelse med frokostmåltidet, for den pågældende aldersgruppe. Kommunalbestyrelsen afgør, om tilskudsprocenten skal være den samme i forhold til alle typer af dagtilbud og alle aldersgrupper.

Stk. 3 Ved beregning af forældrenes betaling og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud, jf. dagtilbudslovens § 32 a, stk. 4, til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anvende samme opgørelsesmetode, som kommunalbestyrelsen i øvrigt anvender ved beregning af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling, jf. dagtilbudslovens § 32, stk. 5, til en plads i kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4.

§ 13

Ved beregningen af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling opgøres kommunens budgetterede bruttodriftsudgifter på dagtilbudsområdet inklusive købsmoms.

Stk. 2 Ved opgørelsen af kommunens budgetterede bruttodriftsudgifter til brug for beregningen af tilskud og egenbetaling for en plads i dagtilbud ses bort fra befordringsudgifter til udflytterbørnehaver.

Administrationstilskud til selvejende daginstitutioner
§ 14

En selvejende daginstitution har ret til et administrationstilskud efter dagtilbudslovens § 35, når institutionen administrerer følgende opgaver

  • 1) løn,

  • 2) bogføring,

  • 3) budget/regnskab,

  • 4) revision og

  • 5) personalejuridisk bistand.

Stk. 2 Har kommunen ikke selvejende eller udliciterede institutioner, der modtager et administrationstilskud fastsat ved aftale med kommunalbestyrelsen, eller der varetager administrationen af alle fem opgaver efter stk. 1, udgør kommunalbestyrelsens administrationstilskud til en selvejende daginstitution i stedet et beløb på 2,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Selvejende daginstitutioner kan uanset stk. 2 og dagtilbudslovens § 35, stk. 2, til enhver tid indgå aftale med kommunalbestyrelsen om størrelsen af administrationstilskuddet, hvis der kan opnås enighed herom.

Stk. 4 En selvejende daginstitution kan efter aftale med kommunalbestyrelsen modtage et forholdsmæssigt administrationstilskud for at varetage enkelte af de administrationsopgaver, der fremgår af stk. 1.

Tilskud til privatinstitutioner
§ 15

En godkendt privatinstitution har ret til et administrationstilskud efter dagtilbudslovens § 38, når institutionen administrerer følgende opgaver: Løn, bogføring, budget/regnskab, revision og personalejuridisk bistand.

Stk. 2 Har kommunen ikke selvejende eller udliciterede institutioner, der modtager et administrationstilskud fastsat ved aftale med kommunalbestyrelsen, eller der varetager administrationen af alle fem opgaver efter stk. 1, udgør kommunalbestyrelsens administrationstilskud til den godkendte privatinstitution i stedet et beløb på 2,5 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 En privatinstitution kan efter aftale med kommunalbestyrelsen modtage et forholdsmæssigt administrationstilskud for at varetage enkelte af de administrationsopgaver, der fremgår af stk. 1.

§ 16

Kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution efter dagtilbudslovens § 37 udgør et beløb pr. barn svarende til mindst kommunens ejendomsrelaterede udgifter i selvejende og udliciterede daginstitutioner for aldersgruppen delt med det samlede antal børn i aldersgruppen i selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen, hvor kommunalbestyrelsen yder tilskud til ejendomsrelaterede udgifter.

Stk. 2 Ejendomsrelaterede udgifter efter stk. 1 udgør kommunens ejendomsrelaterede udgifter, der ikke kan indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter, der ligger til grund for beregning af forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2.

Stk. 3 Kan bygningstilskuddet til en godkendt privatinstitution ikke beregnes efter dagtilbudslovens § 37, fordi kommunen ikke har selvejende eller udliciterede daginstitutioner til aldersgruppen, udgør kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution for 0-2-årige et beløb på 4,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3. For godkendte privatinstitutioner med børn i aldersgruppen 3 år og indtil skolestart udgør bygningstilskuddet et beløb på 3,2 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

§ 17

Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud til pladsen pr. barn, der optages i en godkendt privatinstitution, der oprindeligt er oprettet af det tyske mindretal som en selvejende daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3. Driftstilskuddet skal svare til det gennemsnitlige driftstilskud pr. plads, som selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen modtager pr. barn i samme aldersgruppe, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen yder et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, som oprindeligt er oprettet af det tyske mindretal som en selvejende daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3. Bygningstilskuddet skal mindst svare til det gennemsnitlige vægtede tilskud pr. barn i samme aldersgruppe til ejendomsrelaterede udgifter i de selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Omlægges en selvejende daginstitution oprettet af det tyske mindretal til en privatinstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, og er der ikke længere selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen, skal driftstilskud og bygningstilskud pr. barn i samme aldersgruppe til privatinstitutionen, jf. stk. 1 og 2, gives efter regler fastsat i dagtilbudslovens § 36, stk. 1-6 og § 37, stk. 1 og 2.

§ 18

Kommunalbestyrelsens samlede tilskud til en plads og til et sundt frokostmåltid i privatinstitution efter dagtilbudslovens §§ 36-38 og 43 udbetales direkte til privatinstitutionen.

§ 19

Opkræver kommunalbestyrelsen et depositum efter dagtilbudslovens § 20, stk. 4, i forbindelse med ansøgning om godkendelse af en privatinstitution, må dette maksimalt udgøre 30.000 kr.

Stk. 2 Depositummet tilbagebetales, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse.

§ 20

Stiller kommunalbestyrelsen krav om en driftsgaranti efter dagtilbudslovens § 20, stk. 2, 3. pkt., i forbindelse med godkendelse af en privatinstitution, må denne maksimalt udgøre ½ måneds drifts-, bygnings- og administrationstilskud pr. barn, jf. dagtilbudslovens §§ 36-38, samt eventuelt forudbetalt drifts-, bygnings- og administrationstilskud pr. barn jf. dagtilbudslovens §§ 36-38, jf. denne bekendtgørelses § 51.

Tilskud til en plads i dagtilbud i anden kommune
§ 21

Når et barn ved flytning bevarer sin plads i et dagtilbud i fraflytningskommunen, jf. dagtilbudslovens § 28, stk. 3, skal barnets nye opholdskommune yde tilskud til pladsen efter dagtilbudslovens § 41. Tilskud efter dagtilbudslovens § 41 skal ydes i umiddelbar tilknytning til flytningen, så der ikke er ophør i tilskuddet til barnets ophold i dagtilbuddet.

Stk. 2 Opholdskommunens samlede tilskud til en plads og eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid i et dagtilbud i en anden kommune skal udbetales direkte til institutionskommunen. Den mellemkommunale afregning er eksklusiv moms.

§ 22

Ønsker forældre en plads til deres barn i et dagtilbud, der er knyttet til det tyske mindretal ved Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, og er der ikke et sådant tilbud i opholdskommunen, kan forældrene ønske det i en anden kommune. Forældrene betaler i dette tilfælde for opholdet i dagtilbuddet i institutionskommunen efter de almindelige bestemmelser i dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34 om tilskud og forældrebetaling for en plads i dagtilbud i opholdskommunen tillagt udgiften til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a.

Stk. 2 Opholdskommunen afholder eventuelle merudgifter i forhold til institutionskommunen.

Kapitel 4 Tilskudsberettiget forældrebetaling for søskendetilskud og økonomisk fripladstilskud
Tilskudsberettiget forældrebetaling til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid i opholdskommunen
§ 23

Ved optagelse i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43 et beløb svarende til forældrenes egenbetaling for dagtilbudspladsen, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34 tillagt betaling for et sundt frokostmåltid, jf. dagtilbudslovens § 32 a, stk. 1, såfremt der er et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.

Tilskudsberettiget forældrebetaling til en plads i dagtilbud og et sundt frokostmåltid i privatinstitution
§ 24

Ved optagelse i en privatinstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43 et beløb svarende til den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. barn for et sundt frokostmåltid i en alderssvarende daginstitution i opholdskommunen opgjort efter dagtilbudslovens § 32 a, såfremt der er et sundt frokostmåltid i den benyttede privatinstitution.

Stk. 2 Hvis der ikke er daginstitutioner med et sundt frokostmåltid til aldersgruppen i opholdskommunen, og forældrene benytter en privatinstitution med et sundt frokostmåltid, udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud og fripladstilskud efter dagtilbudslovenes § 43 for en plads og et sundt frokostmåltid et beløb svarende til den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den forventede takst, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 6, for et sundt frokostmåltid, som kommunalbestyrelsen har fastsat forud for den seneste beslutning om et eventuelt fravalg af et sundt frokostmåltid.

Tilskudsberettiget forældrebetaling til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid i anden kommune
§ 25

Ved optagelse i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i anden kommune udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43 et beløb svarende til den laveste af

  • 1) den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den gennemsnitlige egenbetaling pr. barn for et sundt frokostmåltid i opholdskommunen, såfremt der er et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, eller

  • 2) den faktiske egenbetaling pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, det vil sige den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, som beregnet i institutionskommunen, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34, fratrukket opholdskommunens tilskud efter dagtilbudslovens § 41, og et eventuelt ekstra tilskud efter dagtilbudslovens § 42 til reduktion af forældrenes egenbetaling, tillagt den faktiske egenbetaling for frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, det vil sige bruttoudgiften pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, fratrukket opholdskommunens eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid, såfremt der er et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen.

Stk. 2 Hvis der ikke er daginstitutioner med et sundt frokostmåltid til aldersgruppen i opholdskommunen, og forældrene benytter en daginstitution med et sundt frokostmåltid i en anden kommune, udgør den tilskudsberettigede forældrebetaling for søskendetilskud, økonomisk fripladstilskud og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovenes § 43 for en plads i dagtilbud og et sundt frokostmåltid et beløb svarende til den laveste af

  • 1) den gennemsnitlige budgetterede egenbetaling pr. plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen tillagt den forventede takst, som kommunalbestyrelsen har fastsat ved den seneste beslutning om et eventuelt fravalg, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 6, eller

  • 2) den faktiske egenbetaling pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, det vil sige den gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift pr. plads i det benyttede dagtilbud i institutionskommunen, som beregnet i institutionskommunen, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34, fratrukket opholdskommunens tilskud efter dagtilbudslovens § 41 og et eventuelt ekstra tilskud efter dagtilbudslovens § 42 til reduktion af forældrenes egenbetaling, tillagt den faktiske egenbetaling pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud, dvs. bruttoudgiften pr. barn for et sundt frokostmåltid i det benyttede dagtilbud fratrukket opholdskommunens eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid.

Tilskudsberettiget forældrebetaling til en forældrearrangeret frokostordning
§ 26

Den tilskudsberettigede forældrebetaling for økonomisk fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 17, stk. 9, og tilskud til et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud 30 timer om ugen efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 5, til en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17, stk. 1 og 6, udgør et beløb svarende til det af opholdskommunen fastsatte maksimumsbeløb for forældrenes betaling til en forældrearrangeret frokostordning, jf. dagtilbudslovens § 17, stk. 2. Dog skal tilskuddet mindst udgøre den gennemsnitlige bruttodriftsudgift pr. barn til et sundt frokostmåltid i et alderssvarende dagtilbud i kommunen, jf. dagtilbudslovens § 32 a, stk. 3.

Stk. 2 Hvis der ikke er daginstitutioner med et sundt frokostmåltid til aldersgruppen i opholdskommunen, udgør mindstebeløbet efter stk. 1 den forventede takst efter dagtilbudslovens § 16 b, stk. 6, som kommunalbestyrelsen har fastsat ved den seneste beslutning om et eventuelt fravalg af et sundt frokostmåltid tillagt et eventuelt ekstra tilskud efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 2.

Kapitel 5 Økonomisk fripladstilskud til en plads i dagtilbud, til et sundt frokostmåltid og en forældrearrangeret frokostordning
§ 27

Opholdskommunen skal give et økonomisk fripladstilskud til en plads i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 2, et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 43, stk. 2, og en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17, stk. 9, når forældrene eller den af forældrene, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, ved ansøgning, jf. § 30, oplyser en husstandsindkomst pr. måned, jf. § 28, der omregnet til en årlig indtægt ligger inden for fripladsskalaens indtægtsgrænser, jf. § 1 i bekendtgørelse om indtægtsgrænser for økonomisk fripladstilskud i dag-, fritids- og klubtilbud. Husstandsindkomsten pr. måned omregnes til årlig indtægt ved at gange husstandsindkomsten pr. måned med 12. Fripladsskalaens indtægtsgrænser forhøjes med 67.719 kr. (2023-niveau) for enlige forsørgere, jf. stk. 4.

Stk. 2 Er den af forældrene, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, gift eller lever i et ægteskabslignende samlivsforhold, skal ægtefællens eller samleverens indtægt medregnes i husstandsindkomsten ved beregningen af økonomisk fripladstilskud.

Stk. 3 Er der hos forældrene eller den forælder, der har retten til dagtilbudspladsen og til fripladstilskuddet, jf. § 1, mere end et barn under 18 år i hjemmet, forhøjes fripladsskalaens indtægtsgrænser med 7.000 kr. for hvert barn ud over det første barn.

Stk. 4 Som enlig forsørger medregnes også den forælder, der er enlig, fordi ægtefællen eller samleveren er indsat udover 3 måneder i institutioner under Kriminalforsorgen.

§ 28

Husstandsindkomsten pr. måned, der skal lægges til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse om økonomisk fripladstilskud, opgøres som

Stk. 2 Studielån, der udbetales efter lov om statens uddannelsesstøtte, indgår ikke som en del af husstandsindkomsten pr. måned.

Stk. 3 Indtægtsgrundlaget for beregning af økonomisk fripladstilskud til forældre, der er eller har været beskæftiget om bord på et skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, opgøres efter § 10 i bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen.

Stk. 4 Hvis den faktiske indtægt pr. måned for personer med indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, grundet specielle skattetekniske fradrag væsentligt overstiger husstandsindkomsten pr. måned beregnet efter stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om økonomisk fripladstilskud på baggrund af en samlet vurdering af familiens forhold.

§ 29

Husstandsindkomsten pr. måned, jf. § 28, stk. 1, opdeles i følgende:

  • 1) Indkomst, som fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

  • 2) Indkomst, som ikke fremgår af indkomstregisteret.

§ 30

Indkomsten efter § 29, nr. 1, opgøres foreløbigt ved ansøgning som indkomsten for den første måned, der ansøges om økonomisk fripladstilskud til, ud fra forældrenes egne oplysninger. Opgørelse af indkomsten for senere måneder i året kan ligeledes ske ud fra borgerens egne oplysninger, når betingelserne i § 34, stk. 1, 1. pkt., og § 34, stk. 2 1. pkt., er opfyldt.

Stk. 2 Indkomst, der ikke fremgår af indkomstregisteret, jf. § 29, nr. 2, opgøres foreløbigt ved ansøgning som indkomsten på ansøgningstidspunktet, der er oplyst i forskudsopgørelsen eller anden relevant dokumentation. Indkomsten for kalenderåret fordeles ligeligt på årets 12 måneder.  2. pkt. gælder endvidere ved senere ændringer i indkomsten, herunder ved omberegning og efterregulering efter §§ 34-37.  2. og 3. pkt. kan fraviges, hvis tilskudsmodtageren dokumenterer, at indkomsten vedrører en afgrænset periode.

Stk. 3 I de tilfælde, hvor der i husstandsindkomsten indgår indkomst, som fremgår af indkomstregisteret, men udbetales for flere måneder ad gangen, og indkomsten derfor ikke er periodiseret på månedsbasis i indkomstregisteret, kan kommunalbestyrelsen fordele indkomsten på de enkelte måneder, som indkomsten faktisk vedrører. Hvis kommunalbestyrelsen i forbindelse med partshøring eller behandling af sagen i øvrigt, bliver bekendt med, at oplysningerne i indkomstregistret ikke er retvisende, jf. 1. pkt., skal kommunalbestyrelsen fordele indkomsten på de enkelte måneder.

Stk. 4 Det beregnede økonomiske fripladstilskud opgjort efter ansøgning danner grundlag for tildeling af økonomisk fripladstilskud hver måned, indtil der sker en omberegning af fripladstilskuddet, jf. § 34.

Ansøgning ved nyoptagelse, andre situationer, vejledning m.v.
§ 31

Når der søges om økonomisk fripladstilskud i forbindelse med nyoptagelse i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3, har forældrene ret til et økonomisk fripladstilskud fra det tidspunkt, hvor barnet optages i dagtilbuddet, hvis husstandsindkomsten omregnet til årlig indtægt, jf. § 28, ligger inden for de indtægtsgrænser, der berettiger til økonomisk fripladstilskud efter fripladsskalaen, jf. § 1 i bekendtgørelse om indtægtsgrænser for økonomisk fripladstilskud i dag-, fritids- og klubtilbud.

Stk. 2 Søges der om økonomisk fripladstilskud i andre situationer end ved nyoptagelse efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen give økonomisk fripladstilskud fra den 1. i måneden, der følger efter datoen for ansøgningen om økonomisk fripladstilskud.

Stk. 3 Får modtageren af økonomisk fripladstilskud ikke tildelt økonomisk fripladstilskud i tre sammenhængende måneder som følge af indkomstændringer, som ikke skyldes ændring i husstandssammensætning, skal der søges om økonomisk fripladstilskud på ny, for at modtageren igen kan få tildelt økonomisk fripladstilskud. Indgives ansøgningen inden udgangen af den måned, der følger efter den 3. måned, hvor fripladstilskuddet ikke er tildelt, skal fripladstilskuddet tildeles fra starten af denne måned.

§ 32

Lederen af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3, skal vejlede forældrene om muligheden for økonomisk fripladstilskud. Oplysninger om reglerne for økonomisk fripladstilskud skal offentliggøres i det enkelte dagtilbud eller på dagtilbuddets hjemmeside og efter anmodning udleveres til forældrene.

Genberegning
§ 33

Kommunalbestyrelsen skal genberegne det økonomiske fripladstilskud for en forudgående måned på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret, hvis oplysninger om husstandsindkomsten i indkomstregisteret for den pågældende måned afviger med et beløb svarende til mindst 5 trin på fripladsskalaen, jf. § 1 i bekendtgørelse om indtægtsgrænser for økonomisk fripladstilskud i dag-, fritids- og klubtilbud, fra den indkomst, der er lagt til grund for samme periode ved beregningen af fripladstilskuddet.

Stk. 2 Genberegnes det økonomiske fripladstilskud efter stk. 1, medfører genberegningen en justering i form af tillæg til eller fratræk i den kommende måneds forældrebetaling for pladser i dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2-3. I tilfælde, hvor et for lidt tildelt økonomisk fripladspladstilskud som følge af genberegning efter stk. 1 skal trækkes fra den førstkommende forældrebetaling, og beløbet overstiger forældrenes resterende del af betalingen, vil den resterende del af beløbet skulle efterbetales til forældrene.

Stk. 3 For forældre med børn i privatinstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, medfører genberegning af økonomisk fripladstilskud, jf. stk. 1, enten efterbetaling til eller tilbagebetaling fra forældrene.

Stk. 4 Hvis genberegning efter stk. 1 viser, at forældrene har fået tildelt for lidt eller for meget økonomisk fripladstilskud, og forældrene ikke længere har et barn med plads i et dag-, fritids- eller klubtilbud m.v. i opholdskommunen, skal der ske efterbetaling til eller tilbagebetaling fra forældrene.

Stk. 5 Ændring af husstandsindkomsten, som skyldes ændringer i sammensætningen af husstanden medfører ikke, at kommunalbestyrelsen skal genberegne det økonomiske fripladstilskud efter stk. 1.

Stk. 6 Oplysninger fra indkomstregisteret fra en forudgående måned danner ikke grundlag for en omberegning af det økonomiske fripladstilskud, jf. § 34, stk. 2.

Omberegning
§ 34

Såfremt der i løbet af året sker en nedgang i husstandsindkomsten, som er lagt til grund ved beregningen af det økonomiske fripladstilskud, og denne udgør et beløb, som svarer til mindst fem trin på fripladsskalaen, vil fripladstilskuddet kunne omberegnes, når ændringen er indtrådt. Omberegningen kan dog tidligst ske med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger efter ansøgerens meddelelse til kommunalbestyrelsen. Det samme gør sig gældende, hvis der i løbet af året sker en forøgelse i antallet af børn i husstanden under 18 år, eller modtageren får status som enlig forsørger.

Stk. 2 Såfremt der i løbet af året sker en forhøjelse af husstandsindkomsten, der er lagt til grund ved beregning af det økonomiske fripladstilskud, og denne udgør et beløb, som svarer til mindst fem trin på fripladsskalaen, skal det økonomiske fripladstilskud omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden, jf. dog § 33, stk. 5. Det samme gør sig gældende, hvis der i løbet af året sker en mindskelse af antallet af børn i husstanden under 18 år, eller modtagen ikke længere har status som enlig forsørger.

§ 35

Ansøgeren skal til brug for omberegning, jf. § 34, i løbet af året oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan medføre en ændring af det økonomiske fripladstilskud, dog ikke oplysninger om husstandsindkomst, medmindre det er oplysninger om indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed eller indkomst, som ikke er skattepligtig her i landet.

Efterregulering
§ 36

Kommunalbestyrelsen foretager årligt en endelig efterregulering, jf. §§ 37 og 37 a, af det månedlige økonomiske fripladstilskud for det forudgående kalenderår. Den endelige efterregulering sker på baggrund af årsopgørelsen, oplysninger fra indkomstregisteret eller øvrig relevant dokumentation om fripladstilskudsmodtagerens økonomiske forhold. Afgørelse om efterregulering af det økonomiske fripladstilskud kan ikke genoptages som følge af, at afgørelse om årsopgørelsen genoptages, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Hvis modtageren af økonomisk fripladstilskud oplyser til kommunalbestyrelsen, at afgørelsen om årsopgørelse er påklaget, kan kommunalbestyrelsens endelige afgørelse om efterregulering ikke træffes, før klagesagen om årsopgørelsen er færdigbehandlet.

Stk. 3 Afgørelse om efterregulering kan genoptages, hvis en genoptagelse af årsopgørelsen medfører en ændring af en af husstandsmedlemmernes årsindkomst på mindst 25.000 kr.

§ 37

Afviger den reelle månedlige husstandsindkomst fra den husstandsindkomst, der er lagt til grund for beregningen af økonomisk fripladstilskud i de enkelte måneder, skal for meget tildelt fripladstilskud tilbagebetales. For lidt tildelt fripladstilskud skal efterbetales, medmindre det for lidt tildelte fripladstilskud skyldes ændring i husstandssammensætningen. Ændringer i husstandsindkomsten, der på grund af beløbets størrelse ikke har medført genberegning og justering, jf. § 33, eller omberegning, jf. § 34, indgår i efterreguleringen. Tilbagebetaling og efterbetaling efter 1. og 2. pkt. skal ske, uanset om modtageren af økonomisk fripladstilskud har givet oplysning om ændringerne i husstandsindkomsten i løbet af året.

§ 37a

Ved den årlige endelige efterregulering, jf. §§ 36 og 37, af det månedlige økonomiske fripladstilskud for det forudgående kalenderår fradrages i den personlige indkomst, der indgår i den reelle månedlige husstandsindkomst for hvert husstandsmedlem, et beløb svarende til størrelsen af de samlede indbetalinger til aldersforsikring efter pensionsbeskatningslovens § 10 A, aldersopsparing efter pensionsbeskatningslovens § 12 A og supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 29 A, som opgjort efter stk. 2 og 3, uanset at fradraget ikke indgår i opgørelsen af husstandsindkomsten efter § 28. Beløbet omregnes til bruttobeløb ved at dividere med 0,6.

Stk. 2 Beløbet efter stk. 1, 1. pkt., for hvert husstandsmedlem kan ikke overstige det grundbeløb, der efter pensionsbeskatningsloven § 16, stk. 1, gælder for pensionsopspareren.

Stk. 3 Bruttobeløbet efter stk. 1, 2. pkt., for hvert husstandsmedlem, kan ikke overstige et beløb svarende til den indkomst for det enkelte husstandsmedlem, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fratrukket arbejdsmarkedsbidrag og indbetalinger som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 4 og 5, i lov om arbejdsmarkedsbidrag.

Stk. 4 Fradraget efter stk. 1 for hvert husstandsmedlem fordeles ligeligt på årets 12 måneder. Den reelle månedlige husstandsindkomst inklusive fratræk for fradraget indgår herefter i efterreguleringen efter § 37, stk. 1.

Stk. 5 Oplysninger fra indkomstregisteret anvendes ikke som oplysning om fradraget efter stk. 1.

Stk. 6 § 36, stk. 1, 3. pkt., og stk. 3, om genoptagelse finder ikke anvendelse vedrørende fradrag efter stk. 1.

(Ophævet)
§ 38

(Ophævet)

Kapitel 6 Søskendetilskud til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid
§ 39

Søskendetilskud, jf. dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 1, skal beregnes i forhold til den/de billigste plads(er), som findes ved at sammenligne opholdskommunens nettodriftsudgifter, jf. dagtilbudslovens §§ 31-32, 33-34 og 83. Dette gælder også i tilfælde, hvor et barn har plads i en anden kommune. Søskendetilskud til et sundt frokostmåltid beregnes i forhold til det barn/de børn, der modtager søskendetilskud til pladsen.

Stk. 2 Der ydes ikke søskendetilskud til den dyreste plads.

Stk. 3 Søskendebegrebet omfatter biologiske søskende, adoptivsøskende og børn med permanent ophold i samme hjem. Børn af ikke-samlevende forældre med fælles forældremyndighed, som bor lige meget hos begge forældre, medregnes som søskende hos den af forældrene, hvor børnene er tilmeldt folkeregistret.

Søskendetilskud til dagtilbud
§ 40

Ved optagelse i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3, udgør kommunalbestyrelsens søskendetilskud et beløb, der svarer til mindst 50 pct. af den tilskudsberettigede forældrebetaling som defineret i §§ 23-25 nedsat med et eventuelt økonomisk fripladstilskud til pladsen og et sundt frokostmåltid.

Søskendetilskud til privat pasning
§ 41

Ved privat pasning, jf. dagtilbudslovens § 80, fastsættes kommunalbestyrelsens søskendetilskud til et beløb, der svarer til mindst 85 pct. af søskendetilskuddet til en plads beregnet af de budgetterede bruttodriftsudgifter for det billigste alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i opholdskommunen.

Stk. 2 Søskendetilskud til privat pasning må ikke overstige et beløb, der svarer til søskendetilskuddet til en plads beregnet for det billigste alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Søskendetilskuddet efter stk. 1, udbetales til forældrene sammen med kommunalbestyrelsens tilskud til privat pasning efter dagtilbudslovens § 80. Tilskuddet skal anvendes til den private pasning.

Kapitel 7 Behandlingsmæssigt fripladstilskud til en plads i dagtilbud, et sundt frokostmåltid og en forældrearrangeret frokostordning
§ 42

Når et barn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne af behandlingsmæssige grunde er optaget i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3, udgør kommunalbestyrelsens behandlingsmæssige fripladstilskud, jf. dagtilbudslovens § 43, et beløb, der svarer til 50 pct. af den tilskudsberettigede forældrebetaling, jf. §§ 23-26, nedsat med et eventuelt søskendetilskud og økonomisk fripladstilskud til pladsen og et sundt frokostmåltid eller et økonomisk fripladstilskud til en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17.

Stk. 2 Er barnet optaget i en halvtidsplads eller derunder i et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, og § 21, stk. 2 og 3, forhøjes kommunalbestyrelsens tilskud med et behandlingsmæssigt fripladstilskud, jf. dagtilbudslovens § 43, der svarer til 100 pct. af den tilskudsberettigede forældrebetaling, jf. §§ 23-26, nedsat med et eventuelt søskendetilskud og økonomisk fripladstilskud til pladsen og et sundt frokostmåltid eller et økonomisk fripladstilskud til en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17.

Socialpædagogisk fripladstilskud til en plads i et dagtilbud og et sundt frokostmåltid
§ 43

Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen af det socialpædagogiske fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 43. Kommunalbestyrelsens socialpædagogiske fripladstilskud kan højst udgøre et beløb, der svarer til forældrenes faktiske egenbetaling til pladsen og betaling for et sundt frokostmåltid eller en forældrearrangeret frokostordning, nedsat med et eventuelt søskendetilskud og økonomisk fripladstilskud til pladsen og et sundt frokostmåltid eller et økonomisk fripladstilskud til en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17.

Kapitel 8 Tilskud til et sprogstimuleringstilbud
§ 44

Når et barn er optaget i et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, 30 timer om ugen, jf. dagtilbudslovens § 11, stk. 8, udgør kommunalbestyrelsens tilskud, jf. dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 5, et beløb, der svarer til 100 pct. af den tilskudsberettigede forældrebetaling, jf. §§ 23-26.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens tilskud til børn, der den 30. juni 2018 er optaget i et tilbud om sprogunderstøttende aktiviteter i henhold til § 3, stk. 5, i lov nr. 427 af 3. maj 2017, og som efter kommunalbestyrelsens beslutning fortsætter i tilbuddet indtil skolestart, skal svare til 100 pct. af den tilskudsberettigede forældrebetaling, jf. §§ 23-26.

Kapitel 9 Obligatorisk læringstilbud
§ 45

Når et barn er optaget i et obligatorisk læringstilbud efter dagtilbudslovens § 44 a, stk. 1, udgør kommunalbestyrelsens tilskud et beløb, der svarer til 100 pct. af udgifterne til pladsen, jf. dog stk. 2-8.

Stk. 2 Udgifter forbundet med barnets frokost i det obligatoriske læringstilbud skal afholdes af barnets forældre, jf. stk. 3-7.

Stk. 3 Hvis det obligatoriske læringstilbud foregår i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller en enhed heri med et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, skal forældrene betale udgiften pr. barn til frokostmåltidet som beregnet efter dagtilbudslovens § 32 a, jf. dog stk. 5.

Stk. 4 Hvis det obligatoriske læringstilbud foregår i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller en enhed heri, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet, at et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen, jf. dagtilbudslovens § 16 a, stk. 2, skal forældrene betale den af kommunalbestyrelsen estimerede udgift pr. barn til frokostmåltidet, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at et barn kan fritages fra frokostmåltidet efter stk. 3 eller 4, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, jf. dagtilbudslovens § 16 a, stk. 3. Hvis et barn i et obligatorisk læringstilbud fritages for frokostmåltidet efter 1. pkt., skal forældrene selv sørge for, at barnet har frokost med i dagtilbuddet.

Stk. 6 Hvis det obligatoriske læringstilbud foregår i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller en enhed heri, hvor forældrebestyrelsen, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 1, eller et flertal af forældre med børn i den pågældende enhed, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 2, har besluttet at fravælge et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, og ikke har valgt at oprette en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17, stk. 1, skal forældrene selv sørge for, at barnet har frokost med i dagtilbuddet.

Stk. 7 Hvis det obligatoriske læringstilbud foregår i en kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, eller en enhed heri, hvor forældrebestyrelsen, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 1, eller et flertal af forældre med børn i den pågældende enhed, jf. dagtilbudslovens § 16 b, stk. 2, har besluttet at fravælge et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, og samtidig har valgt at oprette en forældrearrangeret frokostordning efter dagtilbudslovens § 17, stk. 1, kan forældre til børn i et obligatorisk læringstilbud selv beslutte, om de vil benytte den forældrearrangerede frokostordning, eller at barnet har frokost med i dagtilbuddet. Hvis forældrene ønsker at benytte den forældrearrangerede frokostordning, skal forældrene betale udgifterne pr. barn til ordningen, jf. dagtilbudslovens § 17, stk. 7, 2. og 3. pkt.

Stk. 8 Forældre til børn, der er optaget i et obligatorisk læringstilbud efter dagtilbudslovens § 44 a, stk. 1, skal selv medbringe bleer, som barnet kan bruge, mens barnet er til stede i det obligatoriske læringstilbud.

Kapitel 10 Fordeling i daginstitutioner
§ 46

I kommuner, hvor andelen af børn i alderen mellem 26 uger og indtil skolestart med bopæl i udsatte boligområder overstiger 20 pct. af den samlede gruppe af børn i samme aldersgruppe i kommunen, vil loftet for årligt nyoptag af børn med bopæl i udsatte boligområder, jf. dagtilbudslovens § 26 a, stk. 1, 2, 3, 6 og 8, i alle daginstitutioner efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-5, udgøre 35 pct.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i kommuner, hvor andelen af børn i alderen mellem 26 uger og indtil skolestart med bopæl i udsatte boligområder overstiger 20 pct. af den samlede gruppe af børn i samme aldersgruppe i kommunen, jf. stk. 1, skal orientere selvejende og udliciterede daginstitutioner med optagelseskompetence, jf. dagtilbudslovens § 26, stk. 2, samt privatinstitutioner om, at de i løbet af et kalenderår maksimalt må nyoptage 35 pct. børn med bopæl i et udsat boligområde.

Kapitel 11 Indhentelse af børneattest
§ 47

Myndigheder, private dagtilbud og private pasningsordninger inden for Børne- og Undervisningsministeriets ressort skal indhente børneattest, inden de ansætter eller beskæftiger personer, herunder frivillige, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Dette gælder ligeledes personer, der som led i udførelsen af deres opgaver færdes fast blandt børn under 15 år, og som derved har mulighed for at få direkte kontakt med børnene, jf. § 48.

Stk. 2 Indhentelse af børneattest skal ske i overensstemmelse med de regler, der gælder for sådanne attester i § 36 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), herunder at den person, oplysningerne angår, har meddelt skriftligt samtykke til indhentelsen.

§ 48

Følgende myndigheder, private dagtilbud og private pasningsordninger har pligt til at indhente børneattest, jf. § 47, for personer, der skal fungere i en af de i stk. 2 nævnte stillinger eller funktioner, hvis der er tale om en fast tilknytning, jf. stk. 3:

Stk. 2 Der skal indhentes børneattest for personer, der skal fungere som ledere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, private børnepassere, dagplejere, dagplejepædagoger, støttepædagoger, tale/hørepædagoger, pedeller, økonomaer, rengøringspersonale samt andet teknisk og administrativt personale, herunder assistenter, afløsere, vikarer og studerende i praktik.

Stk. 3 Ved fast tilknytning efter stk. 1 forstås, at det fra ansættelsens eller beskæftigelsens begyndelse er hensigten, at personens tilknytning til myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning skal have mere end enkeltstående eller kortvarig karakter. I disse tilfælde skal børneattest være indhentet, inden personen tiltræder som ansat eller beskæftiget. Børneattest skal dog under alle omstændigheder indhentes senest 3 uger efter det tidspunkt, hvor en person har været tilknyttet myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning i mere end 3 måneder, og inden for dette tidsrum i mindst 3 tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end 1 uges varighed har fungeret som en af de i stk. 2 nævnte stillinger eller funktioner, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, det private dagtilbud eller den private pasningsordning.

Stk. 4 Der skal ikke på ny indhentes børneattest for en person som nævnt i stk. 2, hvis vedkommende overgår til anden ansættelse eller beskæftigelse inden for samme myndighed, private dagtilbud eller private pasningsordning.

Stk. 5 I forbindelse med ansættelse eller beskæftigelse af kommunale eller private dagplejere, jf. dagtilbudslovens § 21, stk. 2 og 3, og ansættelse eller beskæftigelse af personer i private pasningsordninger, jf. dagtilbudslovens §§ 78 og 80, i private hjem og puljeordninger, jf. dagtilbudslovens §§ 101 og 102, skal kommunalbestyrelsen, pasningsordningen eller puljeordningen, jf. stk. 1, indhente børneattest for ægtefælle, samlever, hjemmeboende børn og andre personer der til en hver tid er bosiddende hos den kommunale eller private dagplejer, den private pasningsordning eller puljeordningen.

§ 49

Forsætlig overtrædelse af § 48 straffes med bøde. Dette gælder dog ikke for offentlige forvaltningsmyndigheders overtrædelser. Der kan pålægges selskaber m.v. (private juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Stk. 2 Overtrædelser omfattet af stk. 1 påtales af det offentlige.

Kapitel 12 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 50

Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. november 2021.

Stk. 2 Justeringen af procentsatsen i bekendtgørelsens § 15, stk. 2, har dog virkning fra den 1. januar 2019.

Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 1542 af 19. december 2019 om dagtilbud ophæves.

§ 51

§ 20 finder ikke anvendelse for driftsgarantier, jf. dagtilbudslovens § 20, stk. 2, 3. pkt., der er stillet før den 1. januar 2019.

Stk. 2 En privatinstitution, der før den 1. januar 2019 har stillet en driftsgaranti efter dagtilbudslovens § 20, stk. 2, 3. pkt., der overstiger den driftsgaranti, som kan fastsættes efter denne bekendtgørelses § 20, kan meddele til kommunalbestyrelsen, at driftsgarantien nedsættes til det niveau, som maksimalt kan fastsættes efter bekendtgørelsens § 20.

§ 52

Bekendtgørelsens §§ 36 og 37 om efterregulering finder første gang anvendelse for økonomisk fripladstilskud, der er tildelt i 2016. For regulering af økonomisk fripladstilskud for kalenderåret 2015 finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 53

Puljeordninger efter dagtilbudslovens §§ 101 og 102 er omfattet af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 For en plads i en puljeordning omfattet af dagtilbudslovens § 102 fastsættes bruttodriftsudgifterne til brug for beregning af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling for den enkelte puljeordning på grundlag af ordningens budget.