Bekendtgørelse om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service og om gavekort efter § 34 i barnets lov

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1691 af 11. december 2023

I medfør af § 101, stk. 11, og § 139, stk. 1, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1089 af 16. august 2023, som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, og § 34, stk. 4, i barnets lov, lov nr. 721 af 13. juni 2023, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Afdækning efter § 101, stk. 2, i lov om social service
§ 1

Den helhedsorienterede afdækning af en persons problemer og behov i forbindelse med tilbud om social behandling af stofmisbrug, jf. § 101, stk. 2, i lov om social service, har til formål at sikre, at personen får det rette tilbud om behandling af stofmisbruget.

Stk. 2 Afdækningen, jf. stk. 1, skal anlægge en helhedsbetragtning og omfatte følgende om personen:

  • 1) Forbrug af rusmidler, herunder både stoffer og alkohol.

  • 2) Sociale forhold, herunder sociale netværk og familiemæssige forhold.

  • 3) Fysisk og psykisk helbred.

  • 4) Arbejde og/eller uddannelse.

  • 5) Boligforhold.

  • 6) Andre relevante forhold, herunder anden hjælp, som personen modtager.

Stk. 3 Kan afdækningen på grund af forhold hos personen med et stofmisbrug eller på grund af indhentning af oplysninger fra andre ikke færdiggøres, inden kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om og iværksætte behandling, jf. § 101, stk. 4, i lov om social service, skal afdækningen færdiggøres snarest muligt efter iværksættelsen af behandlingen.

Gavekort
§ 2

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende gavekort i behandling af stofmisbrug efter reglerne i § 101, stk. 9, i lov om social service, som en del af kommunens generelle serviceniveau. Kommunalbestyrelsen skal som led i en beslutning om at anvende gavekort i behandlingen af stofmisbrug, jf. § 101, stk. 9, i lov om social service, og § 34, stk. 1, i barnets lov, fastlægge retningslinjer for anvendelsen af gavekort samt beløb på gavekortet.

Kvalitetsstandard
§ 3

Kommunalbestyrelsen fastsætter en kvalitetsstandard for kommunens tilbud om social behandling for stofmisbrug til personer, der er fyldt 18 år, efter § 101 i lov om social service.

Stk. 2 Kvalitetsstandarden skal indeholde samlet information om de tilbud og ydelser, kommunalbestyrelsen tilbyder personer, der er fyldt 18 år, der ønsker social behandling for stofmisbrug. Kvalitetsstandarden skal beskrive det serviceniveau på stofmisbrugsbehandlingsområdet, som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer som ligger bag beslutningen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsens kvalitetsstandard og kommunalbestyrelsens opfølgning på og revision af kvalitetsstandarden skal gøres alment tilgængelig for borgerne i kommunen, herunder som minimum på kommunens hjemmeside.

§ 4

Kvalitetsstandarden for stofmisbrugsbehandling til personer, der er fyldt 18 år, jf. § 3, skal som minimum omfatte en beskrivelse af følgende:

  • 1) De opgaver, som udføres på stofmisbrugsbehandlingsområdet.

  • 2) Målgruppen for tilbuddene om stofmisbrugsbehandling.

  • 3) Det overordnende mål for indsatsen, herunder de værdier og normer, som indsatsen bygger på.

  • 4) Den organisatoriske struktur i forhold til behandlingstilbuddene, herunder en beskrivelse af de konkrete typer af behandlingstilbud, der tilbydes.

  • 5) Visitationsproceduren.

  • 6) Behandlingsgaranti.

  • 7) Muligheden for frit valg.

  • 8) Udarbejdelse af og opfølgning på personens behandlingsplan efter § 101, stk. 8, i lov om social service, jf. stk. 2.

  • 9) Hvilken målsætning der er for udarbejdelse, koordinering og opfølgning på handleplaner.

  • 10) Hvordan brugerinddragelsen sikres.

  • 11) Reglerne for betaling for kost og logi m.v.

  • 12) Information om sagsbehandling og klageadgang.

  • 13) Personalets faglige kvalifikationer og kompetenceudvikling.

  • 14) Monitorering af indsatsen, jf. stk. 3.

  • 15) Kommunens retningslinjer for anvendelse af gavekort, jf. § 2, hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om anvendelse heraf.

  • 16) Hvordan der i forbindelse med stofmisbrugsbehandlingen sikres opmærksomhed på forholdene for personens eventuelle hjemmeboende børn under 18 år.

  • 17) Oplysninger om den fremtidige indsats på stofmisbrugsbehandlingsområdet.

Stk. 2 Opfølgning, jf. stk. 1, nr. 8, på personens behandlingsplan efter § 101, stk. 8, i lov om social service skal ske senest 1 måned og igen 6 måneder efter, et behandlingsforløb er afsluttet. De personer, som er omfattet af opfølgningen, er personer, der har afsluttet et behandlingsforløb med status som »færdigbehandlet«, »udskrevet til et andet tilbud«, »udskrevet til hospital« eller udskrevet med »anden årsag til afsluttet behandling«.

Stk. 3 Monitorering af indsatsen, jf. stk. 1, nr. 14, skal omfatte opstilling af måltal for:

  • 1) Andelen af personer med et stofmisbrug, der efter afsluttet behandling er stoffri, samt andelen af personer med et stofmisbrug, der efter afsluttet behandling har reduceret deres stofmisbrug.

  • 2) Andelen af personer med et stofmisbrug i behandling, der efter afsluttet behandling vender tilbage til stofmisbrugsbehandling inden for 12 måneder.

§ 5

Kommunalbestyrelsen skal i kvalitetsstandarden informere om de kvalitetskrav m.m., som kommunalbestyrelsen stiller til de døgnbehandlingstilbud, som kommunen anvender til løsning af opgaver til personer, der er fyldt 18 år, efter § 101 i lov om social service.

Stk. 2 Informationen skal tillige indeholde oplysninger om behandlingsform, målgruppe, kerneydelser, personaleforhold, fysiske forhold, pris m.v. i de enkelte tilbud.

§ 6

Kommunalbestyrelsen skal revidere kvalitetsstandarden mindst hvert 2. år.

Stk. 2 Ved udarbejdelse og revision af kvalitetsstandarden inddrages repræsentanter for personer med et stofmisbrug og eventuelt deres pårørende.

Stk. 3 Træffer kommunalbestyrelsen beslutning om anvendelse af gavekort til personer, der er fyldt 18 år, jf. § 2, skal retningslinjerne herfor indarbejdes i kvalitetsstandarden i forbindelse med beslutningen.

Ikrafttræden
§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1477 af 17. december 2019 om afdækning, gavekort og kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service ophæves.