Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats Afsnit VII

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023 og bekendtgørelse nr. 947 af 5. august 2024

Kapitel 19 Digital kommunikation
§ 132

Til personer omfattet af § 1 sender jobcenteret ved brug af Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere, meddelelse om følgende forhold efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og bestemmelser udstedt med hjemmel heri:

  • 1) Afgørelser, herunder afgivelse af tilbud efter lovens kapitel 11-14.

  • 2) Aktiviteter efter lovens kapitel 4, herunder henvisning til job.

  • 3) Indkaldelse til jobsamtaler efter lovens kapitel 7 og øvrige samtaler, som personen har pligt til at deltage i.

Stk. 2 Til personer omfattet af § 1, nr. 1, sender jobcenteret ved brug af Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere besked om indholdet af underretninger, som jobcenteret har sendt til personens arbejdsløshedskasse, jf. § 156.

Stk. 3 For personer, som er omfattet af et program efter integrationsloven, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse ved jobcenterets meddelelser om afgørelser, aktiviteter og indkaldelse til jobsamtaler og øvrige samtaler efter integrationsloven, som personen har pligt til at deltage i.

Stk. 4 Stk. 1-3 gælder ikke for personer, der er fritaget fra at modtage Digital Post efter lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

§ 133

Afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, der udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling i forbindelse med varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven, kan udstedes alene med angivelse af Jobnet, VITAS, jobcenteret eller personens arbejdsløshedskasse som afsender.

Stk. 2 Afgørelser, meddelelser og andre dokumenter, der ikke udelukkende er sendt eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, skal indeholde entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 134

Personer omfattet af § 1, nr. 3, personer omfattet af § 1, nr. 4, som ikke er åbenlyst uddannelsesparate, og personer omfattet af § 1, nr. 5-13, skal have »Min Plan« udleveret eller tilsendt via brev, såfremt personen er fritaget fra Digital Post efter lov om digital post fra offentlige afsendere, eller hvis jobcenteret vurderer, at personen ikke kan mestre brugen af den digitale »Min Plan« på Jobnet. Det samme gælder for de aktivitetsparate efter integrationsloven.

§ 135

»Min Plan« som gøres tilgængelig digitalt, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 42, stk. 2 og 3, er uden personlig underskrift. Navnet på den medarbejder i arbejdsløshedskassen eller jobcenteret, der har udarbejdet eller revideret »Min Plan«, skal dog fremgå af »Min Plan«.

Stk. 2 »Min Plan« uden personlig underskrift, jf. stk. 1, sidestilles med »Min Plan« med personlig underskrift.

§ 136

Arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende skal via den digitale selvbetjeningsløsning VITAS indgive ansøgninger om følgende:

Stk. 2 Hvis en arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan få et CVR-nummer, skal jobcenteret tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Dette gælder tilsvarende, hvis enheder inden for Politiet og Forsvaret ikke kan anvende digital kommunikation af sikkerhedsmæssige årsager.

Stk. 3 Jobcenteret kan bistå arbejdsgiveren og den selvstændigt erhvervsdrivende med udarbejdelsen af ansøgningen i VITAS.

Stk. 4 Jobcenteret har pligt til at behandle arbejdsgiveres og selvstændigt erhvervsdrivendes ansøgninger efter stk. 1 og 2, og meddeler via VITAS arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende resultatet af sin behandling af ansøgninger, der er indgivet via VITAS. Jobcenteret meddeler endvidere via VITAS arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende resultatet af sin behandling af ansøgninger om mentorstøtte, jf. kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilskud til hjælpemidler, jf. kapitel 27 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 6 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., og tilskud til personlig assistance til handicappede i erhverv, jf. kapitel 3 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Det er obligatorisk for virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende at anvende VITAS til at modtage og godkende bevillinger.

Stk. 5 Jobcenteret behandler ansøgningerne, jf. stk. 1, nr. 1-3, inden for 10 arbejdsdage.

§ 137

Når arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende selv logger på VITAS, anvendes MitID erhverv. Personligt ejede virksomheder kan anvende privat MitID, når VITAS anvendes på virksomhedens vegne.

Stk. 2 Medarbejderrepræsentanten kan i forbindelse med tilkendegivelsen efter § 65, stk. 6, § 83, stk. 6, og § 101, stk. 3, logge på VITAS med MitID Erhverv eller privat MitID. Medarbejderrepræsentanter ansat hos en kommunal arbejdsgiver kan herudover i forbindelse med høringen logge på VITAS via kommunens eget netværk.

Stk. 3 Når kommunen i forbindelse med medbetjening bistår arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende med at udarbejde ansøgninger, jf. § 136, stk. 3, kan arbejdsgiveren, den selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejderrepræsentanten underskrive ansøgningen digitalt på anden måde end ved at logge på med MitID Erhverv eller privat MitID, eller via kommunens netværk, hvis man er kommunal arbejdsgiver. Hvis kommunen samtidig er logget på VITAS og dokumentet præsenteres for arbejdsgiver, er det herunder muligt for arbejdsgiver at underskrive med elektronisk pen.

Stk. 4 Når arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende selv er logget på VITAS, kan medarbejderrepræsentanten underskrive ansøgningen digitalt på anden måde end ved at logge på med MitID Erhverv eller privat MitID, herunder med elektronisk pen.

Kapitel 20 Flytning til anden kommune
§ 138

Er der planlagt en indsats for en person, der flytter til en anden handlekommune, skal jobcenteret i den nye handlekommune sammen med personen vurdere, om den planlagte indsats skal revideres.

Stk. 2 Har en person en aftale med et jobcenter om et konkret tilbud, bevarer personen så vidt muligt retten til tilbuddet, selv om personen flytter til en anden handlekommune.

Stk. 3 Flytter en person, der er omfattet af § 1, nr. 10, til en anden handlekommune, bevarer personen retten til et aftalt tilbud. Den planlagte indsats skal revideres, hvis dette er begrundet i personens situation, eller hvis der er væsentligt ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet, som gør en revision hensigtsmæssig.

Stk. 4 Gennemfører personen et konkret tilbud, der er aftalt med jobcenteret i fraflytningskommunen, skal udgifterne, der vedrører perioden efter fraflytningen, afholdes af jobcenteret i den nye handlekommune, jf. dog reglerne om mellemkommunal refusion i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 21 Erstatning
Arbejdsskader ved deltagelse i tilbud
§ 139

For personer omfattet af § 1, yder kommunen erstatning m.v. for følger af arbejdsskader ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud om nytteindsats efter lovens kapitel 13 samt tilbud om vejledning og opkvalificering efter lovens kapitel 14.

Stk. 2 Sager om erstatning m.v. efter stk. 1 behandles efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring og regler udstedt i medfør heraf, jf. dog §§ 141 og 142.

Stk. 3 Stk. 1 finder ikke anvendelse ved tilbud om vejledning og opkvalificering, hvis personen efter andre regler er berettiget til erstatning m.v. efter lov om arbejdsskadesikring.

Skade forvoldt på andre personer eller andres ejendele
§ 140

For personer omfattet af § 1 yder kommunen erstatning m.v. for skader, som en person forvolder på andre personer eller andres ejendele under deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud om nytteindsats efter lovens kapitel 13 samt tilbud om vejledning og opkvalificering efter lovens kapitel 14.

Stk. 2 Ved skade forvoldt på andre personer vurderes erstatningsansvaret efter dansk rets almindelige regler. Hvis personen er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, ydes erstatning efter reglerne i lov om erstatningsansvar.

Stk. 3 Ved skade forvoldt på andres ejendele vurderes erstatningsansvaret efter dansk rets almindelige regler. Hvis personen er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler, ydes erstatning efter §§ 37 og 38 i lov om forsikringsaftaler.

Stk. 4 Der ydes ikke erstatning efter stk. 1, hvis skaden er opstået ved tyveri eller anden kriminel adfærd.

Administration m.v.
§ 141

En arbejdsskade skal anmeldes, hvis

  • 1) skadelidte anmoder om det, eller

  • 2) skaden antages at kunne begrunde krav på ydelser efter lov om arbejdsskadesikring.

Stk. 2 Anmeldelsen foretages til kommunen, jf. § 142, af den skole, uddannelsessted, praktiksted, virksomhed m.v., hvor skaden er indtruffet.

§ 142

Skader efter §§ 139 og 140 anmeldes til den kommune, der har givet tilbuddet om virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering. Ved de arbejdsskader, som videresendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 9 i bekendtgørelse om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven, skal kommunen oplyse, om personen har modtaget tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats eller vejledning og opkvalificering.

Stk. 2 Ved skader efter § 140 træffer kommunen afgørelse om udbetaling af erstatning. Klage over kommunens afgørelse om udbetaling af erstatning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3 Kommunen kan i sager anmeldt efter § 141 behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. i anledning af anmeldte ulykker og betaler sådanne udgifter i det omfang kravet kan imødekommes, jf. § 15 i arbejdsskadesikringsloven, herunder brilleskader, hjælpemidler, fysioterapibehandlinger m.v. Tilskadekomne skal have skriftlig meddelelse om resultatet af vurderingen af krav efter 1. pkt. Det skal fremgå af meddelelsen, at sagen kan forelægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse, hvis tilskadekomne ønsker det.

Tilbagebetaling
§ 143

Hvis en modtager af erstatning m.m. efter §§ 139 og 140 har givet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der har betydning for erstatningen m.v., kan beløb, som er modtaget med urette, kræves tilbagebetalt.

Kapitel 22 Opgørelse af behov for arbejdskraft m.v.
§ 144

Når der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og bekendtgørelsen skal ske en vurdering af, om der er behov for arbejdskraft, og herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, skal Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked benyttes. Det vil sige, der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder.

Kapitel 23 Afklarings- og dialogværktøjet
§ 145

Til brug for jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes vurdering af de lediges uddannelses- eller beskæftigelsespotentiale, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 8, kan jobcentrene og arbejdsløshedskasserne anvende et landsdækkende digitalt afklarings- og dialogværktøj på Jobnet.

Stk. 2 Udvikling og implementering af afklarings- og dialogværktøjet forestås af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Stk. 3 Afklarings- og dialogværktøjet er frivilligt for borgeren.

Kapitel 24 Underretninger mellem jobcenteret og arbejdsløshedskassen m.v.
Jobcenterets underretninger til arbejdsløshedskassen via det fælles it-baserede datagrundlag angående cv-oplysninger og øvrige beskæftigelsesrelevante oplysninger
§ 146

Jobcenteret underretter pågældendes arbejdsløshedskasse, såfremt en person, der er omfattet af § 1, nr. 1,

  • 1) ikke vil give beskæftigelsesrelevante oplysninger m.v. efter § 32,

  • 2) ikke vil gøre sine kontaktoplysninger og sine cv-oplysninger på Jobnet tilgængelige for søgning, jf. § 35,

  • 3) ikke løbende ajourfører beskæftigelsesrelevante oplysninger i Jobnet, jf. § 34, eller

  • 4) ikke lader cv-oplysningerne følge anvisningerne på Jobnet, jf. § 37.

Stk. 2 Jobcenteret skal på anmodning fra arbejdsløshedskassen generelt give oplysninger om arbejdsløshedskassens medlemmer omfattet af § 1, nr. 1, såfremt de er nødvendige til brug for arbejdsløshedskassens administration af reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Jobcenterets underretninger til arbejdsløshedskassen via det fælles it-baserede datagrundlag angående udeblivelse fra samtaler og aktiviteter, henvisning til job og tilbud m.v.
§ 147

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, såfremt en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, udebliver fra jobsamtaler og særlige aktiviteter.

§ 148

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, når en person, der er omfattet af § 1, nr. 1,

  • 1) ikke har kontaktet eller ikke er mødt hos arbejdsgiveren i forbindelse med et henvist job,

  • 2) har afslået et henvist job, eller

  • 3) uden gyldig grund undlader at efterkomme et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller hvis personen udebliver fra, afslår eller ophører i uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg.

§ 149

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, hvis en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, ikke vil medvirke til at få udarbejdet et tilbud, eller hvis personen udebliver fra, afslår eller ophører i et tilbud.

§ 150

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, når det er aftalt, at en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, påbegynder et tilbud.

§ 151

Når jobcenteret i henhold til § 54 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats over for en person har fastsat, at et tilbud er rådighedsafprøvende, underretter jobcenteret via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse herom, herunder om begrundelsen for tilbuddet.

Stk. 2 Jobcenteret underretter pågældendes arbejdsløshedskasse om et tilbuds aftalte start- og slutdato og om eventuelle efterfølgende ændringer heri.

Stk. 3 Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, når det er aftalt, at en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, ansættes som voksenlærling, jf. kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4 Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, når en person, der er omfattet af § 1, nr. 1,

Stk. 5 Jobcenteret giver via det fælles it-baserede datagrundlag arbejdsløshedskassen adgang til personens »Min Plan« efter de første 3 måneder, hvor arbejdsløshedskassen har varetaget kontaktforløbet.

§ 152

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, hvis en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, udebliver en eller flere dage fra et tilbud efter kapitel 11, 13 og 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som pågældende er begyndt på.

Stk. 2 Når jobcenteret modtager underretning fra et tilbudssted, skal jobcenteret straks underrette personens arbejdsløshedskasse efter stk. 1. Modtager jobcenteret underretning fra et tilbudssted som en samlet opgørelse for en periode på op til en måned, skal jobcenteret underrette pågældendes arbejdsløshedskasse på dette tidspunkt.

§ 153

Når jobcenteret modtager underretning fra et uddannelsessted, jf. § 110, stk. 2, skal jobcenteret straks underrette personens arbejdsløshedskasse.

Jobcenterets underretninger til arbejdsløshedskassen via det fælles it-baserede datagrundlag angående tvivl om rådighed og afgørelser i klagesager
§ 154

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, jf. § 42, stk. 2, i bekendtgørelse om rådighed, såfremt der i øvrigt er tvivl om rådigheden for en person, der er omfattet af § 1, nr. 1.

§ 155

Jobcenteret underretter via det fælles it-baserede datagrundlag pågældendes arbejdsløshedskasse, når jobcenteret eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i en klagesag har truffet afgørelse om, at en person, der er omfattet af § 1, nr. 1, ikke havde pligt til at overtage et henvist job eller til at påbegynde et tilbud fra jobcenteret.

§ 156

Når jobcenteret underretter pågældendes arbejdsløshedskasse om hændelser, jf. § 146, stk. 1, §§ 147-150 og §§ 152-154, skal jobcenteret samtidig give den pågældende besked herom. Beskeden skal gengive indholdet af underretningen til arbejdsløshedskassen og skal ske ved brug af Digital Post, jf. § 132, stk. 2.

Kommunens indberetning til det fælles it-baserede datagrundlag angående ophør af ydelse
§ 157

Kommunen indberetter til det fælles it-baserede datagrundlag, når en person ikke længere modtager kontanthjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller uddannelseshjælp.

Arbejdsløshedskassens underretninger til jobcenteret og det fælles it-baserede datagrundlag
§ 158

Arbejdsløshedskasserne skal til det fælles it-baserede datagrundlag indberette, når arbejdsløshedskassen får underretning fra et uddannelsessted om, at en person i jobrettet uddannelse ikke længere er studieaktiv.

Stk. 2 Arbejdsløshedskasserne skal på anmodning fra jobcenteret eller Beskæftigelsesministeriet generelt oplyse om et ledigt medlems rådighed, ledighedsforløb og dagpengeret i det omfang oplysningerne ikke er indberettet til det fælles it-baserede datagrundlag.

Kapitel 25 Ikrafttræden m.v.
§ 159

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats ophæves.