Bekendtgørelse om registrering som registreret socialøkonomisk virksomhed i Erhvervsstyrelsen m.v.

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1390 af 15. december 2014

I medfør af § 13, § 14, stk. 1, og § 15 i lov nr. 711 af 25. juni 2014 om registrerede socialøkonomiske virksomheder fastsættes efter forhandling med Erhvervsstyrelsen:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Kapitel 1 Anvendelsesområde
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomheder, som i henhold til lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder kan registrere sig som socialøkonomisk virksomhed i Erhvervsstyrelsen.

Kapitel 2 Registrering og offentlighed
Registrering via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for virksomheder m.v.
§ 2

Registrering af, at en virksomhed skal være en registreret socialøkonomisk virksomhed, skal ske via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v. i det omfang, Erhvervsstyrelsen har udviklet it-systemet til at håndtere den pågældende type registrering for den pågældende virksomhedstype via selvregistreringsløsningen.

§ 3

Virksomheder, der ikke i forvejen er registreret på www.virk.dk, skal have adgang hertil for at kunne registrere sig som socialøkonomisk virksomhed.

Stk. 2 En virksomhed eller en person, som er bemyndiget af en virksomhed omfattet af § 1 i denne bekendtgørelse, kan få adgang til at foretage registrering, indberetning eller offentliggørelse i Erhvervsstyrelsens it-system via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v., hvis virksomheden eller den pågældende:

  • 1) er accepteret af Erhvervsstyrelsen som bruger og

  • 2) har indgået en aftale med Erhvervsstyrelsen, der regulerer de nærmere regler for brugen af selvregistreringsløsningen, eller

  • 3) benytter en digital signatur eller NemID, som er accepteret af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 3 Er anmelder en virksomhed, skal anmelders CVR-nummer anføres i anmeldelsen.

Stk. 4 Hvis der er tale om anmeldelse om oprettelse af en virksomhed for andre, skal anmelder bekræfte at være enten advokat, godkendt revisor eller optaget i HVL-registeret.

Indsendelse af blanket til registrering hos Erhvervsstyrelsen
§ 4

Hvor anmelder ikke selv forestår registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for virksomheder m.v., skal anmeldelse af registrering af socialøkonomiske virksomheder foretages på Erhvervsstyrelsens anmeldelsesblanketter, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Anmeldelsen og den dokumentation, som skal indsendes sammen med anmeldelsen, kan indsendes elektronisk, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

Stk. 3 Indeholder en anmeldelsesblanket ændringer i flere anmeldte forhold, kan registrering ske samlet eller særskilt for de enkelte forhold, jf. § 6, stk. 3, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

Ansvar for registreringen
§ 5

Virksomheden bemyndiger anmelderen til at optræde som fuldmægtig på virksomhedens vegne i forhold til Erhvervsstyrelsen og til at foretage registreringen i Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for virksomheder m.v. eller til at underskrive anmeldelsen af forhold, som skal registreres efter lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder.

§ 6

Efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen, indestår en anmelder, der registrerer et forhold i Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for virksomheder m.v. eller indsender anmeldelse herom til registrering i Erhvervsstyrelsens it-system for, at registreringen eller anmeldelsen er lovligt foretaget, herunder at der foreligger behørig fuldmagt, og at dokumentationen i forbindelse med indberetningen, registreringen eller anmeldelsen er gyldig.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan kræve, at der indsendes bevis for, at registreringen via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v. eller anmeldelsen er lovligt foretaget.

Registreringsbevis
§ 7

Når registrering er sket, sendes bekræftelse på registreringen og udskrift af de registrerede oplysninger, jf. § 10, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

§ 8

Erhvervsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter i medfør af lov om socialøkonomiske virksomheder eller regler udstedt i medfør heraf med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller med digital signatur eller Nem-ID, der sikrer en entydig identifikation af den person, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan udsende digitalt genererede skrivelser med kvitteringer for foretagne registreringer alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender.

Stk. 3 Dokumenter, hvorved der kvitteres, rykkes eller foretages andre sagsbehandlingsskridt, der ikke er væsentlige, kan udsendes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender, jf. § 11, stk. 3, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

Offentlighed
§ 9

Registreringer offentliggøres på Erhvervsstyrelsens hjemmeside data.virk.dk.

§ 10

Virksomhedsdokumenter, der findes i Erhvervsstyrelsen, er offentligt tilgængelige. Dette gælder dog ikke dokumenter, som er undtaget fra offentlighed efter offentlighedsloven eller forvaltningsloven, herunder attester om personlige forhold, jf. § 13, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen.

Sprogkrav
§ 11

Efter § 9, stk. 1, i bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen, skal oplysninger, som registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, være på dansk.

Kapitel 3 Nægtelse af registrering og afregistrering
§ 12

Erhvervsstyrelsen kan af anmelderen og af den, som sagen angår, forlange at få de oplysninger som er nødvendige for, at der kan tages stilling til, om betingelserne i denne bekendtgørelse for anmeldelse og registrering er overholdt.

§ 13

Registrering som registreret socialøkonomisk virksomhed skal nægtes, hvis det anmeldte ikke er i overensstemmelse med lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder eller denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Kan en anmeldelse ikke registreres på grund af en fejl eller mangel, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte en frist til berigtigelse. Sker berigtigelse ikke inden den fastsatte frist, nægtes registrering.

Stk. 3 Anmelderen skal have skriftlig meddelelse om nægtelse af registrering senest fire uger efter, at registreringen har fundet sted.

§ 14

Afregistrering af en virksomhed som en registreret socialøkonomisk virksomhed skal ske via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v. i det omfang, Erhvervsstyrelsen har udviklet it-systemet til at håndtere afregistreringen for den pågældende virksomhedstype via selvregistreringsløsningen.

§ 15

Hvor anmelder ikke selv forestår afregistreringen i Erhvervsstyrelsens it-system via Erhvervsstyrelsens selvregistreringsløsning på www.virk.dk for selskaber m.v., skal anmeldelse om afregistrering af en registreret socialøkonomisk virksomhed foretages på Erhvervsstyrelsens anmeldelsesblanketter.

Stk. 2 Anmeldelsen af afregistreringen kan indsendes elektronisk.

Kapitel 4 Gebyr
§ 16

Registrering eller afregistrering som registreret socialøkonomisk virksomhed er ikke gebyrbelagt.

Kapitel 5 Ikrafttræden m.v.
§ 17

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2015.